FCK levede op til favoritværdigheden og OB leverede overraskelsen i Grækenland – fredag er der lodtrækning til sidste kvalrunde før gruppespillet. Se hvem de danske klubber kan møde...

Fredag kl. 12 vil fans i to af Danmarks tre største byer sidde med alt krydset når lodtrækningen til den sidste kvalifikationsrunde inden Champions League-gruppespillet afholdes i UEFAs hovedkvarter i schweiziske Nyon.

FC Københavns 2-0-sejr i Irland over Shamrock var rigeligt til at sikre videre kvalifikation, og sidste års Champions League 1/8-finalister er seedet i mestrenes halvdel af lodtrækningen.

Seedningen betyder, at FCK slipper for de øvrige seedede mandskaber – hviderussiske BATE Borisov, israelske Maccabi Haifa, kroatiske Dinamo Zagreb og cypriotiske APOEL.

Disse hold kan trække de useedede Wisla Kraków (Polen), Sturm Graz (Østrig), Genk (Belgien), Viktoria Plze? (Tjekkiet) og Malmö (Sverige). Kun to af disse hold har tidligere spillet sig frem til gruppespillet i Champions League – Sturm Graz deltog senest i gruppespillet i 2000/01, mens Genk for hidtil eneste gang var med i 2002/03.

En walkover bliver det næppe for FCK uanset hvem de trækker, men favoritværdigheden må de tage på sig, og alt andet end kvalifikation til gruppespillet for andet år i træk må betragtes som en skuffelse.

Anderledes svært ser det ud for OB, der leverede en flot og overraskende 4-3-sejr i Grækenland mod Panathinaikos. Som et useedet ikke-mesterhold kan de se frem til to opgør mod et af Europas store hold – en klub fra en af Europas fem største ligaer: Bayern München, Arsenal, Lyon, Benfica og Villarreal vil være i bowlen, og OB – der er det eneste hold i denne del af lodtrækningen, der aldrig tidligere har nået Champions League-gruppespillet – vil være massive underdogs uanset hvem de trækker.

De øvrige hold i OBs bowle vil være Twente (Holland), Rubin Kazan (Rusland), Udinese (Italien) og FC Zürich (Schweiz).

Overblik – Mesterholdenes lodtrækning:

Seedet:

FC København (Danmark)

BATE Borisov (Hviderusland)

Maccabi Haifa (Israel)

Dinamo Zagreb (Kroatien)

APOEL (Cypern)

Useedet:

Wisla Kraków (Polen)

Sturm Graz (Østrig)

Genk (Belgien)

Viktoria Plze? (Tjekkiet)

Malmö (Sverige).

Overblik – Ikke-mesterholdenes lodtrækning:

Seedet:

Bayern München (Tyskland)

Arsenal (England)

Lyon (Frankrig)

Benfica (Portugal)

Villarreal (Spanien)

Useedet:

Twente (Holland)

Rubin Kazan (Rusland)

Udinese (Italien)

FC Zürich (Schweiz)

OB (Danmark)

Første kamp i kvalrunden spilles den 16.-17. august, med returopgør ugen efter, den 23.-24. august.

Lodtrækningen sendes live på Eurosport fra kl. 12-12.30.

Kl. 13.30-14 afholdes Europa League-lodtrækning. Hvorvidt der (ud over pokalvinder FC Nordsjælland der træder ind i 4. runde) skal være danske hold med i denne, afgøres torsdag aften, men både Brøndby (0-2 ude mod Ried i første kamp) og FC Midtjylland (0-0 hjemme mod Guimaraes i første kamp) skal overraske for at kunne finde sit navn i bowlen fredag i Nyon.

Lad os få brugerne på banen - hvad er drømmelodtrækningen for de danske hold?