Flere bookmakere har odds på, om der kommer til at være landsdækkende hvid jul juleaften i Danmark. Men hvad siger både prognoserne og statistikken? 

Hos flere bookmakere kan man oddse på, om Danmark er dækket af landsdækkende hvid jul den 24. december. Og her er vurderingen, at der ikke kommer til at være landsdækkende hvid jul i år, da man kan få mellem odds 5 til 6 for, at Danmark er dækket af sne juleaften. 

Sidste gang, Danmark var dækket af landsdækkende sne juleaften, var i 2010. I 2011 var der godt nok sne rundt omkring i landet, men det var ikke landsdækkende.

Men hvordan definerer bookmakerne overhovedet, hvad en landsdækkende hvid jul er, når de afgør væddemålene? Bookmakerne følger Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) definition af, hvad en landsdækkende hvid jul er. 


Fra DMI lyder det, at mere end 90 procent af Danmark skal være dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Det er dog ikke nok, at det kun er et lille drys af sne - snedybden skal være mere end 0,5 centimeter. Det gør dog ikke noget, hvis sneen er faldet flere dage i forvejen, og så bare blot er blevet liggende. 

Meget lille sandsynlighed for landsdækkende hvid jul

TV 2 Vejret har et "Hvidjulsbarometer", hvor de hver dag opdaterer sandsynligheden for, at det bliver en landsdækkende hvid jul. Selvom det for nyligt har sneet og 88 procent af Danmark var dækket af sne ifølge DMI, så lyder vurderingen fra Hvidjulsbarometeret i skrivende stund (13. december, aften), at der kun er seks procent sandsynlighed for en landsdækkende hvid jul.

Også DMI er pessimistiske på vegne af en landsdækkende hvid jul. De er endnu ikke kommet med deres syvdøgnsudsigter, hvori juleaften er inkluderet, men i deres månedsprognose skriver de, at "hen omkring juleaften viser enkelte prognoser et omslag til en mere kølig strømning, men overordnet set er det mest sandsynlige en grøn jul."

"På nuværende tidspunkt er det mest sandsynligt, at det er den sydvestlige strømning, der kommer til at dominere julevejret. Derfor er sandsynligheden for landsdækkende hvid jul meget lille," står der endvidere i månedsprognosen.

DMIs pressetjeneste oplyser til BetXpert, at de forventer at have en opdateret vejrudsigt, der gælder for juleaften, enten fredag den 15. december eller lørdage den 16. 


Tidligere på måneden oplyste DMI til BT, at de vurderede, at der var 50 procent sandsynlighed for hvid jul. 

Lavt odds er en afvejning af risici

Hos Danske Spil er man godt klar over, at oddset for, at det bliver hvid jul i år, er lavere end sandsynligheden for, at Danmark er dækket af sne den 24. december. Og det er der en god grund til, oplyser oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike, til BetXpert: 

"Oddsene skal selvfølgelig være så korrekte som muligt, men oddset er også sat i forhold til vores risiko. Det lave odds på hvid jul er altså en afvejning af risici," siger den oddsansvarlige og fortsætter: 

"65 procent af indskuddene er sat på, at det bliver hvid jul. Det skyldes nok drømmen om, at man får en en hvid jul - der er nok nogle, der spiller med hjertet."

Bookmakernes odds på landsdækkende hvid jul:

Kamp

JA NEJ Bookmaker
Hvid jul den 24. december, landsdækkende 5,50 1,10
Danske Spil
Hvid jul den 24. december, landsdækkende 6,00 1,09
NordicBet
Hvid jul den 24. december, landsdækkende 5,00 1,12
Unibet

Hvid Jul statisik

Alt er bare lidt vildere i gamle dage, lyder det ofte fra bedsteforældre og den ældre generation. Men var det nu egentlig også det, når man kigger på, hvor mange gange der har været landsdækkende hvid jul juleaften? Ved at bruge definitionen om, at der skal være mindst 0,5 centimeter dyb sne, der dækker mindst 90 procent af Danmark - ja, så har der faktisk kun været landsdækkende hvid jul ni gange siden 1900 ifølge DMI

Det svarer til en statistisk sandsynlighed på cirka 8 procent. I cirka 67 procent af juleaftenerne er vejret sidst på eftermiddagen gråt og mildt. I de resterende cirka 25 procent er der forskellige overgangsformer mellem landsdækkende hvid jul og grå, mild jul. 

Sidste gang, der var landsdækkende hvid jul, var i 2010. Også året inden var der landsdækkende hvid jul. De andre syv år er 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981 og 1985.