"Enormt beklageligt," siger Danske Spil*, som får hug for at stoppe den populære roulette-kampagne "Rød 16" fem dage før tid. Nu lover de en ny omgang til december.

Den blev slået stort op med TV-reklamer, bannere og blev ledsaget af pressemeddelelser.

Danske Spils kampagne "Rød 16" var et unikt tilbud til kunderne, og den skulle køre i hele 11 dage. Fra onsdag 26. oktober til søndag 6. november.

Kort fortalt går det ud på, at man får dobbelt gevinst på rouletten, hvis man spiller og rammer "Rød 16" om aftenen mellem 20-21.

Men i går tirsdag lød det så pludseligt, at kampagnen ville stoppe ved dagens udløb pga. tekniske problemer.

"Det var ikke en optimal oplevelse for spillerne, for der var simpelthen for mange tekniske fejl. Vores system kunne ikke følge med," fortæller Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil*, til BetXpert.

Serveren kunne med andre ord ikke klare den store efterspørgsel - og på roulettens chat kunne man se højlydte protester over, at flere brugere hele tiden blev logget af.

Danske Spils beslutning om at stoppe kampagnen er dog langt fra populær.

Kritikken er hård på diverse spillefora som fx Pokernet og BetXpert, hvor Danske Spil* beskyldes for at være uprofessionelle. De burde simpelthen have kendt risikoen i forvejen. Én skriver hos BetXpert:

"DS må have kendt til risikoen for dette qua deres tidligere kampagner og stod med følgende valg: "Skal vi investere i lidt ekstra serverkapacitet, ja eller nej?" Det havde været en engangsudgift, og den valgte de ikke at ville afholde."

Andre kan dog godt følge Danske Spil* - det er ikke optimalt, når teknikken skaber problemer, lyder det.

Danske Spil*: Enormt beklageligt

I har før afholdt denne kampagne - burde I ikke have forudset, at der ville komme ekstra tryk på serveren?


"Jo, og det havde vi da også. Men alligevel lykkedes det ikke at sikre, at alle fik en god oplevelse. Det er enormt beklageligt," siger Marie Grabow Westergaard til BetXpert og forklarer, at der denne gang var dobbelt så mange kunder igennem i forhold til tidligere.

"Men vi mener altså, at det er vigtigt, at spillerne ikke oplever problemer. Så derfor har vi valgt at lukke ned."

Der er dog godt nyt til de begejstrede Kasino-kunder, for en ny omgang Rød 16 er allerede på bedding, lover hun.

"Nu skal vi have ordnet det tekniske, så vi ikke igen løber ind i de her problemer. Og så planlægger vi faktisk en ny kampagne til december."

Kampagnen var som nævnt ret populær - en overgang var der mere end 1.000 brugere logget ind på samme tid. Og da 16'eren blev ramt alle dage, så har det givet vis kostet dyrt for Danske Spil*.

Man kunne få den tanke, at kampagnen simpelthen var for dyr for jer - og derfor lukker I ned?

"Det kan jeg kun afvise. Som nævnt så laver vi jo en ny kampagne til december, og vi har lavet det før. Ja, det koster noget på dagen, men det giver også kunderne en oplevelse, der gør, de kan lide at spille hos os, og det er pengene værd."

Bliver den så lige så lang - 11 dage?

"Det ved jeg ikke endnu. Det har vi endnu ikke besluttet," siger Marie Grabow Westergaard, men slår fast, at den selvfølgelig får en vis længde.

Særligt godt tilbud

Som vi også har beskrevet på BetXpert, så var Rød 16-kampagnen et særdeles flot tilbud.

Kampagnen gik ud på, at der på Danske Spils danske roulette-bord mellem 20-21 var happy hour. Hvis du i dette tidsrum ramte rød nummer 16, så ville du få dine penge 36 gange igen som normalt. Men derudover ville du yderligere få op til 350 kroner oven i hatten. 

Det havde mange luret. Dobbelt op på gevinsten talte kun første gang, man ramte 16. Og at dømme ud fra beskederne ved roulette-bordet, så styrtede folk ud, så snart de havde ramt nummer 16.