Revanche synes at være nøgleordet til årets sidste Grand Tour. Vuelta a España 2015 kommer med en fantastisk startliste, hvor en perlerække af store klassmentsryttere tørster efter succes ovenpå en skuffende sæson. Læs Jesper Sørensens store optakt, der går tæt på odds, ruten og rytterne i dette års Vuelta a España, der begynder lørdag den 22. august. 

Læs den nye optakt til Vuelta a España 2017 her

Fortællingen om dette års Vuelta a España har nærmest allerede skrevet sig selv. Årets felt er uhyre stærkt - ja, faktisk kunne man godt argumentere for, at feltet er lidt stærkere end det, vi så i årets Tour de France.

Den forsvarende vinder Alberto Contado har allerede kørt to Grand Tours denne sæson og stiller ikke til start, men ellers er de der allesammen: Quintana, Froome, Nibali, Aru, Landa, Rodriguez, Valverde, Pozzovivo, Majka og mange andre med store klassementsforhåbninger.

For de fleste handler det om revanche og genoprejsning. Det er i høj grad også Vuelta a Españas rolle: det er det løb, som ingen planlægger at vinde før sæsonen, men som mange af profilerne stiller op i alligevel, hvis resten af sæsonen ikke går helt optimalt.

Næsten alle andre end Froome, der vandt Tour de France (og Valverde, der var ovenud lykkelig for tredjepladsen i samme løb), stiller til start efter en sæson, som ikke har forløbet helt efter planen - for ikke at sige har været en stor skuffelse. Tag for eksempel Mikel Landa, som lignede den klart stærkeste rytter i Giro d’Italia, men grundet en holdrolle (og ussel taktik fra holdets side), måtte han nøjes med tredjepladsen.

Så det handler i høj grad om revanche. På forhånd ligner det en duel mellem Tour de France-feltets to bedste ryttere Chris Froome og Nairo Quintana, men med feltets styrke samt det faktum, at vi befinder os i den sidste del af sæsonen, så er det ikke udelukket, at vi kan få en helt tredje vinder.

Vinderodds - Vuelta a España 2015

Hold øje med vinderspil og h2h-tips fra BetXperts eksperter:
Jesper Sørensen
Jacob Nordestgaard

Søren Knudstorp

Vinder

Bedste odds Bookmaker
Nairo Quintana 3,20
Sportingbet
Chris Froome 3,75
Bet365
Alejandro Valverde 5,50
Bet365
Fabio Aru 9,00
Partybets
Vincenzo Nibali 12,00
Unibet
Mikel Landa 15,00
Unibet
Joaquim Rodriguez 17,00
Bet365
Domenico Pozzovivo 19,00
Partybets
Tejay van Garderen 26,00
Unibet

Favoritterne - Vuelta a España 2015

Der er to forhåndsfavoritter til årets Vuelta a España: Nairo Quintana (Movistar) og Chris Froome (Team Sky). Den spinkle colombianer er blevet gjort til bookmakernes favorit trods hans nylige andenplads i Tour de France, hvor netop Froome slog ham - endda på en rute uden en lang enkeltstart. Det kan dog forsvares, hvilket jeg vil komme nærmere ind på nu.

Nairo Quintana, Movistar

Chancevurdering: 34 %

Nairo Quintana er min favorit. Det er der et par årsager til, men den primære er, at årets Vuelta-rute (som altid) er meget bjergrig. Derudover er han ikke så dårlig en enkeltstartsrytter, som man gerne vil gøre samtlige colombianere til. Nogle af dem kan godt finde ud af andet end at køre hurtigt opad. Men det måske mest vægtige argument er, at han ikke udviste træthed i Tour de France. Hverken i år eller i 2013. Til gengæld blev Froome ringere og ringere i løbet af løbet begge gange.

Det er væsentligt, især når vi befinder os så sent i sæsonen. Trætheden spiller ind, og hvis Froome var lidt småtræt i slutningen af Tour de France (sammenholdt med lidt sygdom, ganske vist), så kan det blive værre her i løbet. Der er nogle ryttere, der kan finde ud af at køre to Grand Tours lige i træk, særligt de ryttere, der generelt er i form igennem en hel sæson (som for eksempel Valverde). Og så er der andre ryttere, som har anderledes svært ved at være på toppen i to Grand Tours i streg. Quintana falder mere ind i den sidste kategori, synes jeg.

Det kræver dog, at Quintana har lært noget af Tour de France. Årets Vuelta-rute kræver, at man angriber ret tidligt i løbet - især hvis der er andre klassementsryttere, der er bedre end en selv i feltet. Quintana skal derfor tidligt ud over stepperne, for hvis han venter til tredje uge, vil han sandsynligvis finde ud af, at terrænet ikke er helt optimalt for storstilede angreb. Men mon ikke Movistar trods alt har studeret ruteprofilerne.

Jeg stoler mest på Quintanas udholdenhed, og jeg tror, at han vil være mindre mærket af Tour de France end Chris Froome - men med en enkeltstart i Froomes favør er det ikke sikkert, at det er nok for unge Quintana.

Quintana vinder vueltaen til odds 3,20 hos Sportingbet

Ligesom til dette års Tour de France, så sætter jeg mine skillinger på Quintana. Han er en benhård rytter og bliver kun bedre og bedre i løbet af en Grand Tour. Han var tæt på at vinde Tour de France i år, og jeg tror, at den erfaring kun har gjort ham bedre. Bookmakere synes igen af undervurdere ham en lille smule, og jeg synes, at en pris over 3 ser nydeligt ud. CV. 34%. Decideret spilforslag er på vej.

Chris Froome, Team Sky

Chancevurdering: 25 % 

Chris Froome vandt Tour de France i år, så naturligvis er han en af favoritterne. Froome er den mest komplette etapeløbsrytter i verden, og årets rute passer ham ret godt: der er mange enkeltstartskilometer (38km), og der er mange bjerge. Vueltaen er ikke så kompliceret, og der er hverken voldsomme grusruter, som vi har set det i Giro d’Italia, eller brostensetaper som Tour de France tidligere har budt på.

Men hvorfor er han så ikke løbets klare favorit? Den ene årsag har jeg afklaret i Quintana-afsnittet. Han viste svaghed i den afgørende sidste uge i Tour de France, hvilket også skete i 2013, da han vandt løbet. Hans udholdenhed er altså lidt et spørgsmålstegn, og det er ikke uvæsentligt, når man snakker om den anden Grand Tour lige i streg.

Men samtidigt er det også værd at huske tilbage til 2012, hvilket var sidst han forsøgte sig med Grand Tour-doublen. Dengang blev han nummer to i Tour de France som hjælper for Wiggins, og dernæst fik han lov at køre chancen i Vuelta a España - her kunne han dog ikke følge den spanske trio, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde. Det er ikke uvæsentligt.

Froome er naturligvis vokset siden 2012, men det er altid interessant at kigge på historikken. Herudover kan man også tilføje, at Froome var til en del kriterier efter Tour de France, og det er ikke så tit, at man får trænet i de perioder - men disse kriterier var Quintana også til, så det næppe en væsentlig faktor.

Hvis begge kom til løbet i absolut topform, så ville Froome være favoritten - se blot oddsene på næste års Tour de France. Men her skal man også huske på, at de har haft en trættende sæson før, og jeg tror, at det spiller mere ind hos Froome end fx Quintana.

25 % på Chris Froome

Måske er jeg for nærig med procenterne på Chris Froome, men hans sidste forsøg på Tour-Vuelta-doublen i 2012 samt hans små problemer med udholdenheden baseret på Tour 2013 og 2015, gør at jeg holder mig lidt tilbage på hans vegne. Oddset skal stige lidt, før jeg finder årets tour-vinder interessant.

De primære udfordrere

Umiddelbart efter de to forhåndsfavoritter er der et felt med meget stærke ryttere. Jeg synes, at de tre stærkeste er Quintanas holdkammerat, Alejandro Valverde, samt Astana-duoen Fabio Aru og Vincenzo Nibali.

Alejandro Valverde, Movistar

Alejandro Valverde er en af de ryttere, jeg tror kan gøre det godt. Valverde havde et historisk godt Tour de France med en samlet tredjeplads, hvilket han var lykkelig for. Han fik en masse kritik for Movistars defensive kørsel, men Valverde gjorde sit og fik en flot tredjeplads.

Han er en af de ryttere, der formår at være i god form i hele sæsonen, og derfor er jeg ikke så urolig for hans udholdenhed. Han har kørt Tour-Vuelta-doublen mange gange før, og han har historisk set været god i begge løb. Det er lettere at køre Tour-Vuelta end Giro-Tour, da formniveauet generelt er højere i Tour de France. De seneste tre år er han kørt i top3 i løbet, som han vandt i 2009, og faktisk er hans dårligste placering i løbet en 5. plads i 2008. Han er indbegrebet af stabilitet.

Men han er ikke den største vinder. Han vinder sine sejre hvert år, store som små (primært små), men i etapeløb og de helt store endagsløb, mangler han ofte lige marginalerne. Jeg tror, at han gik dybere i årets Tour de France end normalt, men jeg tror ikke, at det ændrer alverden ved hans præstation i årets Vuelta.

Det handler dog primært om Nairo Quintana, men Valverde kommer til at være sidestillet kaptajn som vi så det under Tour de France. Movistar kan virkelig sætte Froome under pres, hvis begge deres kaptajner er på niveau.

Fabio Aru og Vincenzo Nibali, Astana

Astana-holdet er det mest interessante i dette års Vuelta a España. Aru, Nibali og Landa står alle på startlisten. I min optik bør det handle om Aru og Nibali. De er nemlig holdets fremtid, mens Mikel Landa forlader holdet. Havde situationen været en anden, havde jeg givetvis sat min lid til Landa, men som det ser ud nu, så er det naturligvis Aru og Nibali, der skal satses på.

Hvem der gør det bedst her er et godt spørgsmål. Vincenzo Nibali er ganske givet lidt knækket - han kom til kort mod Froome og Quintana under Tour de France, og selvom han vandt en flot etapesejr, så var han slet ikke på det niveau, han var på sidste år. Samtidigt med det var Vueltaen ikke med i hans oprindelige planer, og det virker lidt som et desperat forsøg på at presse et stort resultat ud af deres italienske kaptajn, som man betaler kassen for - for mon ikke der var en del pres fra ledelsens side om, at Nibali skulle køre dette løb.

Modsat har Fabio Aru vist, at han skulle køre løbet i meget lang tid. Lige siden han har afsluttet Giro d’Italia, har han vist, at dette løb var det næste store mål. Sidste år kørte han også Giro-Vuelta-doublen, da han blev nummer 3 i Giro d’Italia og dernæst nummer 5 i dette løb. I år er han vokset lidt, og med en skidt, skidt optakt, blev han nummer 2 i Giro d’Italia - men alle der så løbet, ved også godt, at andenpladsen er på en lidt billig præmis, da hans holdkammerat, Mikel Landa, der var klart stærkere, blev beordret til at hjælpe Aru frem for at køre sin egen chance.

Jeg holder stadig Nibali som den bedste klassementsrytter af disse to i år, men Aru burde have den bedste optakt til løbet, mens Nibali er en lidt slagen mand. Hvis der er noget, Astana gerne vil undgå, så er det, at der skal stilles tvivl om hierarkiet inden den kommende sæson, så hvis det stod til dem, så foretrækker de nok, at Nibali klarer sig bedst i klassementet.

Fabio Aru er fremtidens Grand Tour-vinder, så måske træder han endnu et skridt op i dette løb. Nibali har før bevist, at han kan vinde disse løb, så hvis han tager de positive ting med fra Tour de France og har fundet formen før dette løb, så er han afgjort også en kandidat i år.

Outsidere 

Der er et felt bag ved med nogle ret interessante ryttere. Jeg har svært ved at se dem vinde, men til gengæld kan de være med til at gøre denne Grand Tour helt fantastisk, da de alle besidder nogle store egenskaber. Og hvem ved - et uheld her, dårlig form hos topfavoritterne eller andet, og så er de pludselig med helt fremme om de sjove placeringer. Der skal kun ét forkert styrt til.

Mikel Landa, Astana

Mikel Landa er for mig at se den mest interessante rytter på Astana-holdet. Han var denne sæsons helt store åbenbaring under Giro d’Italia, og jeg tror - helt ærligt - at han havde vundet løbet, hvis han havde fået frit lejde fra starten af løbet. Det kan diskuteres, men Landa var uhyre stærk.

Men han skifter med al sandsynlighed hold efter denne sæson, selvom intet er annonceret endnu, og alt peger på, at han ryger til Sky - selvom Movistar i min optik havde været det optimale som kommende kaptajn, når Valverde indstiller karrieren - og det bør sætte ham lidt ned i hierarkiet hos Astana, der også har Aru og Nibali til start.

Men skulle Landa vise sig at være i særklasse igen, så kan det ende med at se meget skidt ud, hvis han tvinges til at være hjælperytter. Får han lov til at køre sin egen chance, så kan han godt ende med at tryne Astanas italienske kaptajner - og så har han størst vinderpotentiale i denne gruppe. Han var rigtig stærk i Giro d’Italia.

Domenico Pozzovivo, Ag2r

Pozzovivo var involveret i et slemt styrt under Giro d’Italia, men han kom hurtigt tilbage på cyklen, og har kørt ret fint lige siden. Efter skuffelsen i Italien stod det hurtigt klart, at dette løb blev hans fremtidige mål.

Hans målsætning er en top5-placering og en etapesejr, og det lyder til at være meget realistisk for den spinkle klatrer. Enkeltstarten har i lang tid været en stor hæmsko for ham, men han har i de senere par år gjort klare fremskridt der.

Sejren er næppe helt realistisk, om end der er mange bjerge i Spanien med meget store stigningsprocenter - det plejer Pozzovivo godt at kunne lide.

Joaquim Rodriguez, Katusha

Joaquim Rodriguez er altid en spiller i Vuelta a España, men han har faktisk kun to podieplaceringer i løbet - begge gange som nummer tre. I 2012 var han dog tæt på at løbe af med sejren indtil Contador satte alt på et bræt.

Det er dog som om, at Rodriguez nærmer sig sit karrieres efterår. Han har ikke for alvor set skarp ud i et par sæsoner, og selvom han stadig vinder etapesejre i ny og næ, så er han ikke længere så dominerende på de stejle stigninger, som vi har set det førhen. Ikke desto mindre blev det til to etapesejre i årets Tour de France.

Kan Rodriguez stadig lege med de største? Det er et godt spørgsmål, men umiddelbart tror jeg, at han kommer lidt til kort mod de allerstærkeste i feltet. Han er afgjort en kandidat til at nuppe en etapesejr, ligesom han også godt kan køre med om podiet, men den samlede sejr kræver samme form, som han havde i 2012, hvor han næsten løb med det hele.

Tejay van Garderen, BMC

Tejay van Garderen stiller til start i Vueltaen uden de store ambitioner. Hele sæsonen var lagt an på Tour de France, men han måtte udgå af løbet på 17. etape efter noget sygdom - han var ellers på vej mod et ret godt resultat, hvor podiet bestemt var indenfor rækkevidde.

Sådan et nederlag kan gøre ondt - rigtig ondt. Derudover har van Garderen på ingen måde været ude og rekognisere nogle af stigningerne eller andet. Vueltaen har ikke været et tema for ham før Tour de France mislykkedes.

Det gode er dog, at han ikke var ramt af en skade, og at han således har kunne træne optimalt op til løbet. Spørgsmålet er om han så har gjort det. Det var en knækket van Garderen, der forlod Tour de France, og det kan sagtens sætte sig mentalt. Samtidigt kæmper van Garderen også for at bevise, at han er holdets klassementsrytter i fremtiden, da BMC har hentet Richie Porte til den kommende sæson. I topform er det en fornuftig rute for ham, om end de helt stejle stigningsprocenter ikke er hans yndlingste.

Interessante langskud

Der er mange spændende ryttere i feltet, og her kommer nogle af dem, man ikke helt bør glemme, selvom de næppe løber af med løbssejren - til gengæld har de en rolle at spille i top10 og på etaperne.

En af dem, der måske godt kunne være kommet i en højere kategori, er Rafal Majka (Tinkoff-Saxo). Polakken er en forrygende klatrer i topform, men han er ikke just vild med den enkeltstart, der venter senere i løbet. Ligeledes har det ikke været en god sæson for Majka - han har overtrænet i starten af sæsonen, og han lider stadig under det. Under Touren beviste han i glimt, at han stadig er en rigtig god rytter, og han vandt da også en etapesejr. Men kan han holde det kørende over 21 etaper? Det kan jeg godt tvivle på.

Lotto-Soudal har en spændende duo i Jurgen van den Broeck og Bart de Clercq. Jurgen van den Broeck har ikke vist alverden i denne sæson, men han jagter en ny kontrakt, og det her løb kan være med til at give ham den. Bart de Clercq brillerede i Polen Rundt, hvor han vandt en etapesejr og blev nummer to i klassementet, og han kan blive et interessant bekendtskab i det spanske etapeløb. Så vidt vides har han heller ikke en kontrakt for næste sæson i skrivende stund.

Det har Daniel Moreno (Katusha) heller ikke. Han har ellers fulgt Joaquim Rodriguez i årevis, men nu skilles deres veje. Han kommer lige fra et ret godt Burgos Rundt, men jeg tvivler på, at han har et godt klassementsresultat gemt i sig, men hvis han rammer fordums styrke, så er en placering i udkanten af top10 bestemt mulig.

Cannondale-Garmin kommer ikke med en decideret klassementsrytter, men de har både Joe Dombrowski og Dan Martin på startlisten. Dan Martin kan køre flotte etaperesultater hjem, men de bør give lederskabet til Dombrowski, så han kan få hår på brystet - han er nemlig fremtidens mand for dem, hvis han kan leve op til det potentiale, han udviste som U23-rytter. Han har netop vundet Tour of Utah i et ret svagt felt.

MTN-Qhubeka har nogle interessante ryttere med. Jeg tvivler på, at de har nogen, der kan gøre sig i det samlede klassement, men på enkelte dage kan både Natnael Berhane og Louis Meintjes imponere. Begge er dygtige klatrere fra Afrika, der tidligere har bevist talentet, men i Grand Tour-sammenhæng mangler de endnu gennembruddet.

Sprinterne

Der er ikke mange potentielle spurter i årets Vuelta, men jeg gennemgår alligevel lige sprinterfeltet her. For mig at se er der fire ryttere, der skiller sig ud: Nacer Bouhanni, Matteo Pelucchi, John Degenkolb og Peter Sagan.

Pelucchi og Bouhanni har farten i powerspurterne, og særligt Pelucchi har vist rigtig god form på det seneste. John Degenkolb er lidt bedre når det bliver kuperet, men han er også hurtig på flad vej. Det samme er Peter Sagan, men han er den bedste af dem alle til at klatre.

I feltet efter finder man Caleb Ewan og Kristian Sbaragli, der begge er hurtige og som burde have størstedelen af holdet til rådighed. Men det kræver nok lidt held før de vinder. Af andre sprintere kan nævnes Lorrenzo Manzin, Danny van Poppel, Boy van Poppel og Jean-Pierre Drucker. Spændende navne, men de hører nok også til dem der er lidt bag de fire største.

Der er også Carlos Barbero fra Caja Rural. Barbero er en rigtig god klatrer (af en sprinter) og han er hurtig. Han kommer fra en sejr i Vuelta a Burgos, så man skal ikke undervurdere ham – men han har ikke helt farten til at slå dem i en direkte duel.

Ruten - Vuelta a España 2015

Årets arrangører har valgt at lave en lidt utraditionel rute i min optik. Efter den lange enkeltstart på 17. etape, kommer der tre etaper, der ikke helt er så hårde, som de ofte er i afslutningen af en Grand Tour. Det betyder, at de klatrestærke ryttere skal åbne løbet allerede tidligt, hvis de vil vinde tid nok i forhold til de mere tempostærke ryttere.

Jeg forsøger at guide jer igennem de 21 etaper herunder, men Vuelta-arrangørerne fortjener ikke meget ros for den information, de har smidt ud op til løbet. Flere af etaperne er simpelthen blottet for informationer om stigninger og andet, og internettet er heller ikke altid til meget hjælp. Jeg vil - i tråden til denne optakt - forsøge at opdatere med væsentlige informationer på de dage, hvor informationerne har været lidt sparsomme - for de kommer helt sikkert ,jo tættere vi kommer på løbet. Det kan betyde, at der af og til kommer en lille etape-optakt, hvis jeg finder det væsentligt.

Uge 1 - holdløb, sprinteretaper og de første stigninger

Årets Vuelta a España starter med et kort holdløb på 7,4 kilometer på 1. etape. Holdene bliver sendt afsted fra promenaden i Puerto Banús, og man fortsætter op langs kysten til de rammer Marbella. Der er kun to sving på ruten, mens resten af distancen burde kunne klares uden at sætte farten ned. Der kommer til at være små tidsforskelle mellem holdene her. Det sker hyppigt, at Vueltaen starter med et lille holdløb.

De kan godt lide bjerge i Spanien, og allerede på 2. etape kommer de første af slagsen, om end de ikke er helt så hårde. Etapen går fra Alhaurín de la Torre til Caminito del Rey, og den er 158,7 kilometer lang. Der er to stigninger på etapen – en, der topper efter 113 kilometer og en, der afslutter etapen. Det er ikke jordens hårdeste stigning, men det bliver uden tvivl spektakulært – prøv blot at google Caminito del Rey. Det er en sti langs bjerget, der netop er åbnet i år igen efter 15 års pause.

Sprinterne får deres første chance på 3. etape, hvor de skal køre 158 kilometer til Málaga. Den første del af etapen er ret hård, hvor der er to kategoriserede stigninger – først en 3. kategori, og dernæst en 1. kategori. 1. kategori-stigningen topper efter 76 kilometer, og der resterer altså fortsat meget af etapen, hvorfor sprinterne burde være samlet lidt efter denne stigning. I finalen har de gemt en ukategoriseret stigning med omkring 10 kilometer tilbage. Vi har før set meget skrappe stigninger gemt som ukategoriserede stigninger i især Italien og Spanien. Umiddelbart er det en etape for sprinterne.

4. etape bliver det igen kuperet. Denne gang er det dog ikke bjerge, men derimod bakker, der venter rytterne. Etapen er 209 kilometer lang, og skønt der ikke er en kategoriseret stignings langs ruten, så slutter rytterne på en lille knold. De sidste fire kilometer er en del af finalen - her går det opad i cirka to kilometer, inden det går nedad, indtil der er 500 meter tilbage af etapen, hvorefter der venter en lille opadgående afslutning. Der kræves stadig en halv-hurtig afslutning, selvom det går opad.

Dagen efter venter en ret flad etape. 5. etape ligner en sprinteretape det meste af dagen, og det bør også ende i en spurt. Men de sidste 700 meter er stigende. Det bør stadig blive en af de hurtige ryttere i feltet, der ender med at vinde - en type som John Degenkolb eller Michael Matthews, der kører ganske hurtigt opad.

Bjergene vender tilbage på 6. etape, men heller ikke denne gang er det de allerstørste bjerge, der venter. Efter omkring 197 kilometer i sadlen venter Alto de Cazorla. Den er knap tre kilometer lang, men de første to kilometer er ganske rolige - det er først på den sidste kilometer, at den begynder at tage til. Kort før toppen er der en lille nedkørsel, før der kommer en lille rampe op mod mål - det er en perfekt stigning for de ryttere, der besidder en god afslutning, som eksempelvis Alejandro Valverde.

Det fortsætter på 7. etape, hvor bjergene dog bliver større. Etapen er 191 kilometer lang, og den sidste stigning er omkring 20 kilometer lang. Etapen slutter på Alto de Capileira, der er delt ind i to passager: de første fem kilometer af stigningen stiger, hvorefter den flader ud i omkring 5 kilometer, inden de sidste 10 kilometer går opad. Op mod toppen stiger den på et tidspunkt med hele 14 %, og det er nok her, man for alvor vil et afgørende angreb ind, da der kun er lidt over 1 kilometer til målstregen herfra. Det er ikke jordens hårdeste stigning, men omvendt hård nok til at vi for alvor får klassementsfavoritterne at se på denne etape. Officielt er stigningen 5,1 %, men det er værd at huske på, at den i omkring 5 kilometer nærmest er helt flad.

Uge 2 - Knaldhårde stigninger og terræn for lykkeriddere

Dagen efter bliver det lidt roligere, og faktisk kunne 8. etape meget vel ligne en dag for sprinterne. Etapen er 182,5 kilometer lang, og de sidste 20 kilometer går enten ned eller er flade. Problemet er, at feltet to gange skal over Alto de la Cresta del Gallo, og den sidste gang er med omkring 20 kilometer til målstregen. Arrangørerne er ikke meget for at give oplysninger om rutens stigninger, men den ser halvhård ud - og så skulle nedkørslen være lige så svær som opkørslen. Sprinterne får deres sag for her.

9. etape kører feltet langs kysten det meste af dagen. Ruten går fra Torrevieja til Cumbre del Sol. Benitatxell og er lige knap 170 kilometer lang. Etapen slutter med en rigtig drilsk stigning - en typisk spansk stigning, der giver os de høje procenter. På Alto de Puig Llorenca skal etapevinderen findes, og det er en kort stigning, der på et tidspunkt stiger hele 19 %. Op mod målstregen er endog lidt lettere, for her er den kun mellem 9-11 %. En knaldhård stigning, som kan koste lidt tid hvis man ikke er helt på toppen. Men den er under fire kilometer lang, så det bliver næppe her, at man taber 3-4 minutter, hvis man håber på at vinde løbet.

Løbet fortsætter i Valencia-regionen dagen efter, da 10. etape starter i Valencia og kører til Castellon. Etapen er kun 146 kilometer, så det er en forholdsvis kort dag i sadlen. Igen har vi et helt fladt opløb, men med 25 kilometer til mål, starter stigningen Alto del Desierto de las Palmas. Den stiger i snit med lidt over 5 %, så den kan godt sortere sprinterne fra, hvis der køres hurtigt nok på den, og mon ikke der er nogle hold, der har interesse i at fjerne de hurtigste sprintere. Efter denne dag kommer løbets første hviledag.

Hviledagen var sikkert længe ventet, men jeg tror at en del ryttere er kede af, at de kom af cyklen dagen før 11. etape, for det er en meget, meget voldsom etape. Vi så hvordan Tour de France nærmest blev afgjort dagen efter en hviledag, og det kunne såmænd godt ske i årets Vuelta også. Hele 6 kategoriserede stigninger skal rytterne passere på de 138 kilometer, som etapen er. Fire af dem er kategoriseret som 1. kategori stigninger, mens en enkelt er uden for kategori. Den sidste er en 2. kategori-stigning, der fungerer som en lille optakt til dagens sidste stigning. Den første stigning starter allerede efter 9,8 kilometer og hedder Collada de Beixalis. Det er en meget stejl stigning, der har en 3-4 kilometer, der konstant er over 11 %.

Mod toppen flader den ud og når en 5-6 %. Herefter følger en nedkørsel til Coll d'Ordino, der starter efter 32,3 kilometer. Den er omkring 10 kilometer lang og stiger mere konstant end mange af de eksplosive stigninger i løbet. De bliver næppe ret afgørende disse stigninger, men det er med til at understrege, at det virkelig er en hård start på løbet. Skulle rytterne åbne op udefra, så skulle det nok ske på Coll de la Gallina, der starter efter 98,7 kilometer. Den er uden for kategori, og er næsten 12 kilometer lang.

Til gengæld stiger den flere steder med over 10 % og i det hele taget er det en modbydelig stigning. Den sidste stigning på dagen hedder Cortals de Encamp. Det er på denne stigning, at etapen slutter. Den er lidt over 8 kilometer lang, og den er hårdest i bunden, da den på de første fire kilometer konstant er over 9 %. På de sidste fire kilometer er den omkring 7-8 %, så alt i alt er det også en hård stigning. Klassemenetet kan være blevet sprængt i atomer efter denne dag.

Efter sådan en hård dag er det tid til at hvile. 12. etape byder ikke på de store udfordringer. Der er en stigning, men den topper med over 120 kilometer til mål. Medmindre feltet tager en hel hviledag mere, så bør det blive en massespurt, og endda en af dem uden de store udfordringer, som arrangørerne af diverse Grand Tours ellers gerne plejer at smide ind i en sprinterfinale.

Det ligner i højere grad udbrydernes chance på 13. etape. Der er tre stigninger på etapen, der er kategoriseret, men de ligger midt på etapen. Det kan gøre det lidt svært at kontrollere et udbrud for sprinterholdene, og derfor forventer jeg at et udbrud får lov at køre på denne etape. Finalen har et lille afsæt, der er godt for de ryttere, der ikke besidder en god spurt. Men det er værd at huske på, at vi befinder os i et ret blæsende område, så måske kommer sidevind til at spille en stor faktor? I så fald kan denne etape bliver alt. Hvis sprinterne holder det samlet, så tror jeg ikke finalen er for svær for dem.

Uge 3 - Hårde bjerge og lang enkeltstart

Bjergene kommer igen på 14. etape. Der er lidt stigninger på ruten, men den vigtigste er målstigningen Alto Campo. Fuente del Chivo. Den er 18 kilometer lang, men de helt store stigningsprocenter er der ikke på denne stigning. På intet tidspunkt når den over 9 %, men de kommer til gengæld helt oppe i toppen. Den er umådeligt lang, og det gør den rigtig hård.

Vi fortsætter i bjergene på 15. etape. Etapen er 175,8 kilometer lang, men det hele handler om de sidste 12 kilometer. Her venter Alto de Sotres, der er en stigning, der ikke just byder på en fast stigningsprocent. Det ene øjeblik stiger den med 10-11 %, så flader den lidt ud med 1,25 %, og så stiger den igen med 8,5 %, inden den flader lidt ud til 4-5 %, og de sidste 3 kilometer er så over 10 % hele vejen. Med 3 kilometer igen er den stejlest med 13,3 %. En hård stigning, men mon ikke rytterne først giver den gas på de sidste 3 kilomter?

16. etape er der igen bjerge. Etapen er 185 kilometer lang, og det er en lidt mere kuperet rute end dagen før. Allerede i starten af etapen er der et par kategoriserede stigninger, men det er de sidste 40 kilometer, der er interessante. Her er der tre kategoriserede stigninger. De vigtigste er dog de to sidste. Først er der Alto de la Cobertoria, der topper med 20 kilometer til mål. Det er en hård stigning (hvilket ligesom er kodeordet for denne Vuelta - hårde stigninger hele tiden), der midtvejs stiger med 11 % over 4-5 kilometer. Op mod toppen af denne stigning flader den dog ud, og der venter en nedkørsel bagefter. Den sidste stigning hedder Alto Ermita de Alba.

Over 6,5 kilometer stiger den i snit med over 11 %. Det er en skrap, skrap stigning, der kort før mål stiger med næsten 15 %. Denne stigning var guf for Joaquim Rodriguez i hans storhedstid. En eksplosiv rytter kan tage gode sekunder her, men på grund af bjergets hårde stigningsprocent, så har jeg svært ved at se, at nogen skulle turde at angribe fuld gas fra bunden af stigningen - det bliver nok først op mod toppen, at favoritterne spiller ud. Der er hviledag dagen efter.

Vuelta a España har modsat Tour de France en lang enkeltstart. Den kommer på 17. etape, og den er 38,7 kilometer lang. Der er ikke rigtigt nogle stigninger, men den foregår lidt i højderne i Burgos (cirka 800 meter over havets overflade). Det betyder nok næppe noget, da det ikke er højt nok til, at luften for alvor er en faktor. Specialister som Chris Froome kan hente meget tid her på de øvrige klassementsfavoritter, om end at vi er på et tidspunkt i løbet, hvor friskhed betyder rigtig meget, og kvaliteter måske lidt mindre.

Det ligner udbrydernes dag på 18. etape, der går fra Roa til Riaza. Der er en 1. kategori-stigning på ruten - Puerto de la Quesera - men den topper med 13 kilometer til mål, så hvem tør for alvor at gøre noget her? Herefter følger en nedkørsel til målstregen. Måske er det på sådan en etape, at man kan satse alt hvad man har på et storstilet angreb, hvor man virkelig får brugt sit hold, men stigningen er ikke umiddelbart hård nok til at man kan sætte konkurrenterne, hvis man ikke har kunne gøre det indtil videre. Til gengæld kan vi stå i et scenarie, hvor løbets bedste bjergrytter (fx Quintana) er efter Froome i klassementet på grund af enkeltstarten, så måske kan man håbe på noget her - men umiddelbart tænker jeg udbrud.

Det ligner unægteligt igen et udbrud på 19. etape. Havde denne (og 18. etape) været placeret tidligere i løbet, så havde jeg ikke troet på andet end et udbrud - men fordi det er ved at være sidste chance, så kan vi godt se noget drama, hvis et hold spiller lidt desperat ud. Der er dog nærmest ikke nogle udfordringer på denne etape, så hvis man skal vinde tid, skal man håbe på at kopiere det nummer, som Contador lavede i Vueltaen 2012 - og det er ikke just noget, man bare går ud og gør. Tiden er ved at løbe ud for nummer 2 og 3 i klassementet, og hvem der nu ellers håber på at rykke forbi andre.

Heller ikke 20. etape er en af de vanvittigt hårde etaper, vi har set tidligere. I Tour de France sluttede de i år på Alpe d’Huez. I Vueltaen slutter de på en nedkørsel. Rytterne skal dog ikke desto mindre over fire kategoriserede stigninger (alle kategori 1), så der kan sagtens ske noget. Den første og sidste stigning er i bund og grund den samme, de kører den bare fra hver sin retning. Hvis man vil lave noget, skal man gøre det på Puerto de Cotos, der er den sidste stigning på ruten. Fra toppen af denne er der 6 kilometer, der er helt flade hen til nedkørslen af Puerto de Navacerrada, de klatrede tidligere på dagen. Denne nedkørsel slutter med målstregen. Med andre ord sidder vi altså i en situation, hvor enkeltstarten meget vel kan blive det sidste afgørende i dette års løb, så hvis fx Movistar kører årets Vuelta som de kørte årets Tour (hvor de ventede og ventede), så kan de risikere at ende ud i manglende muligheder. Der skal fuld gas på i de første to uger. Omvendt er det fint for Froome, der to gange i Tour de France nu har vist svaghed i den sidste uge sammenlignet med de første to uger.

Løbet slutter med en paradeetape på 21. etape til Madrid på lige under 100 kilometer. Det bør blive en massespurt efterfulgt at podiehyldest.