Vi kan se frem mod nogle nervepirrende VM-kvartfinaler i Qatar. Her får du gode råd fra Holdet.dk-ekspert Nicolai Bisgaard, der guider dig til det bedste VM Managerhold.

Af Nicolai Bisgaard

Hvilke spillere skal du købe og sælge for at få succes med dit VM 2022 Managerhold? Der er igen åbnet for spillerhandler hos Holdet.dk, efter sidste kamp i ottendedelsfinalerne er afviklet. Ved den lejlighed fik Marokko meget overraskende elimineret Spanien efter straffesparkskonkurrence.

Du kan nu foretage ændringer på dit VM-hold frem til første kvartfinale mellem Kroatien - Brasilien, der afvikles fredag den 9. december klokken 16.00.

Nicolai Bisgaard laver blandt andet podcasten “SATS PÅ” for bold.dk sammen med tidligere fodboldspiller Lasse Fosgaard. Her giver han anbefalinger til, hvordan du sætter det perfekte VM-hold til kvartfinalerne.

Her er Nicolai Bisgaards VM Managerhold til kvartfinalerne

Foto: Screenshot fra Holdet.dk

Mit foretrukne sats er på Brasilien. Da jeg ikke har Frankrigs Kylian Mbappé på mit hold, er Neymar klart bedste kaptajnvalg til kommende runde, så han bliver mit sats. I en eventuel semifinale mellem Brasilien og Argentina beholder jeg umiddelbart begge holds spillere, og hvis Brasilien skulle vinde, så satser jeg på, at Argentina i det mindste vinder deres bronzekamp.

Opsummering på VM 2022-slutspillet

Vi er nået igennem den første fase af VM Manager, og vi kan nu se frem til en række favoritopgør her i kvartfinalerne. Overordnet set er tingene foregået nogenlunde, som seedningerne ville det, hvilket giver nogle voldsomt svære kvartfinaler (med en enkelt undtagelse), der kan gå begge veje. Vi er også færdige med at have hold i turneringen, hvor de billige spillere står i kø.

Derfor står mange nu helt sikkert overfor nogle meget svære beslutninger. Jeg vil prøve at komme med mine betragtninger om, hvilke spillere du skal vælge til dit hold.

Anbefalinger til kvartfinalerne

Den største ændring i spillet er naturligvis, at der ikke længere er en begrænsning på, hvor mange spillere man kan have fra hver nation. Tidligere måtte man maksimalt have fire spillere fra hvert land med på sit hold, men det er nu ændret.

Her er gennemsnitsprisen for en spiller i startopstillingen fra hver af de tilbageværende nationer (baseret på startopstillingen i ottendedelsfinalerne - alle beløb er i millioner):

Brasilien: 5,7
Frankrig: 5,0
England: 5,3
Argentina: 4,6
Holland: 4,8
Marokko: 3,3
Portugal: 4,3
Kroatien: 4,1 


For flere nationer er det altså ikke muligt, og formentlig heller ikke klogt, at satse blindt på et enkelt hold.

Årsagen til, at man ikke bør satse på kun ét hold, er, at man i managerspil får en stor del af sin vækst fra spillerpræstationer.

Har du for eksempel 11 spillere fra Marokko på dit managerhold, og de vinder deres kvartfinale mod Portugal med 2-1, så får du formentlig omkring 700.000 vækst for at ramme en-to målscorere + 0-1 assist samt sejrsbonus.

Dette vil nok være for lidt, hvis en anden person har 4 x Brasilien, 4 x Argentina og 3 x Frankrig, og disse tre lande alle også vinder 2-1, da der nu er flere målscorere om buddet.

Og vi antager selvfølgelig, at de mest attraktive spillere fra et hold købes først. Jeg kan sagtens finde tre-fire interessante spillere for hvert hold, men herefter kan det for flere af holdene blive svært.

Min anbefaling er, at man finder to hold, som man tror kommer i finalen, og køber spillere ind herfra.

Derudover sælger man spillere, der mødes, fra det hold, man tror mindst på.
Det kunne eksempelvis være Holland, hvis man har Holland + Argentina. Der kan selvfølgelig også sagtens være stor værdi i at satse på hold, der er mindre populære.

Her er, hvor mange spillere man i gennemsnit finder på holdene i præmiepuljen:

Argentina

2.41

Holland

2.18

England

1.39

Brasilien

1.23

Frankrig

1.21

Kroatien

0.34

Portugal

0.28

Marokko

0.12

Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV / AFP

Det oplagte valg er først og fremmest at købe ind på Brasilien. De har klart den nemmeste kvartfinale og ser stærke ud. Vi har desuden også godt styr på Brasiliens startopstilling, hvilket gør dem voldsomt attraktive. Derudover er de efterhånden storfavoritter til VM-titlen, så de er meget svære at komme udenom.

På andenpladsen har jeg Portugal, hvilket bestemt ikke er, hvad jeg havde regnet med inden ottendedelsfinalerne. Endelig turde træner Fernando Santos træffe den svære beslutning og sætte Ronaldo på bænken, hvilket bør være til stor gavn for Portugals chancer for at blive verdensmestre.

Derudover er det selvfølgelig en fordel, at Spanien røg ud til Marokko. Portugal har dermed også en forholdsvis nem kvartfinale, og selvom de vil være underdogs i en eventuel semifinale, vil det være meget smalt. De portugisiske spillere er også væsentligt billigere end franskmændene, hvilket gør dem attraktive.

Spilleranbefalinger til kvartfinalerne

BRASILIEN
Alisson er det bedste målmandskøb, man kan lave til runden, og jer ser det lidt som en no-brainer.

Også forsvarsspillerne Danilo og Alex Sandro (som jeg forventer er klar til kvartfinalen) er must-haves. De er begge superbillige i forhold til de tilbageværende alternativer, så dem må man ikke misse.

Den brasilianske midtbane er desværre alt for dyr. Lucas Paquetá er ikke længere så interessant, da han nu får en mere tilbagetrukket rolle, da Neymar er tilbage.

I angrebet er det klart, at Neymar er manden, man skal have. Han er klart bedste kaptajnvalg til runden med en forventet vækst på 132.000.

Richarlison er naturligvis også interessant, men jeg ville prioritere Neymar over ham, hvis pengene er der. Richarlison som kaptajn kan også forsvares. Han er rundens næstbedste valg med en forventet vækst på 106.000.

ARGENTINA
Midtbanespillerne Alexis Mac Allister og Enzo Fernández giver stadig sig selv. De er enormt billige, og Argentina er favoritter til at gå videre mod Holland. De to spillere bør man ikke pille ved.

Lionel Messi er igen et godt kaptajnbud - han er 5. bedste valg med en forventet vækst på 82.000.

Det vil ikke være det statistisk korrekte at købe flere argentinere, da de formentlig møder Brasilien i semifinalen, men har man i forvejen fire argentinske spillere på sit hold, så kan man overveje at satse den vej. De vil trods alt ikke være særlig store underdogs til en kamp mod Brasilien. Det forudsætter dog, at du ikke også har tænkt dig at købe ind på Brasilien.

HOLLAND
Mange har i forvejen fire spillere fra Holland, og de er bestemt ikke uden chance i kvartfinalen mod Argentina. Derfor: Har du flere forskellige managerhold, så kan det være fornuftigt at beholde dine hollandske spillere på et enkelt af dem; som en kalkuleret risiko. På mit bedst placerede hold kommer jeg dog til at sælge mine hollændere.

ENGLAND
De er i nogenlunde samme situation som Holland. De kan bestemt drille Frankrig i kvartfinalen, og bookmakerne anser England - Frankrig som den tætteste i runden.

PORTUGAL
Her er det hold, jeg vil anbefale at købe spillere fra, når pengene ikke rækker til brasilianere. Hos Portugal er den mest interessante spiller naturligvis hattrick-skytten Gonçalo Ramos, der imponerede mod Schweiz. Ikke fordi forventningen er et nyt hattrick, men kombinationen af pris og favoritværdighed gør ham meget attraktiv.

Derudover er den ekstremt offensive back Raphaël Guerreiro naturligvis også en voldsomt attraktiv spiller.

Bruno Fernandes skal også overvejes, da han forventeligt er den klart mest vækstende midtbanespiller til runden; blandt andet grundet hans formodede straffesparkstjans.

Otávio er også spændende, hvis det ser ud til, at han får genvalg, men det er jeg for usikker på i skrivende stund.

Vil man gå all-in, hvilket sagtens kan forsvares i Portugals tilfælde, kan Pepe/Dias/D. Costa ligeledes forsvares at købe ind på.

MAROKKO
Det er meget svært at finde værdi her. De er enormt defensive, så selv hvis du køber 11 marokkanere, og de bliver verdensmestre, tror jeg ikke engang, det nødvendigvis vil være til nogen stor gavn. Skulle man satse, så skulle det være med køb af Marokkos defensiv + eventuelt Hakim Ziyech for at frigøre midler til købe flere brasilianere.

FRANKRIG
Frankrig kan naturligvis stadig købes, hvis man tror på dem; særligt hvis man i forvejen har fire franskmænd. Jeg forventer dog en meget tæt og målfattig kamp med England, hvorfor de forventede vækstrater ikke er høje. Topscorer Kylian Mbappé har været en dyr mand at undvære indtil videre, men har man ham ikke allerede på sit hold, så er det alt for sent at købe ind på ham nu.

Odds på VM i fodbold hos Danske Spil

Foto: Mustafa Abumunus / AFP

Ethvert VM-hold skal have en kaptajn, og kampprogrammet er også vigtigt, når det kommer til at have en fornuftig kaptajn-strategi.

Din kaptajn tjener dobbelt til dit hold!
Hvis din kaptajn stiger i værdi i runden, får du et tilsvarende beløb i kaptajnbonus. Beløbet sættes direkte i din bank.


Vælger du en spiller, der scorer to mål i runde 1, kan han inklusiv kaptajnbonus nemt give 600.000 i vækst. Tager du omvendt et sats på en mere lunken anfører med en svær kamp, risikerer du at ende med en anfører der får 0 i vækst. Tænk fra start af over, hvem der er dit kaptajnvalg (Det kan sagtens være den samme spiller hele vejen igennem)!

VM fodbold manager - Transferstrategi

Jeg vil mene, at managerspil kan inddeles i to overordnede transferstrategier:

  1.  Set-and-forget: Du sætter et hold til hele turneringen. Du ændrer kun, hvis dine spillere ryger ud, bliver skadede eller sat af.
  2. Du skifter efter hver spillerunde for at have de bedste spillere til hver runde.

Begge strategier kan være fornuftige - i forskellige managerspil, afhængig af lodtrækning og kampprogram - og spillets længde.

Ud over transfergebyret koster det en 'kontrakt' for hver spiller der udskiftes. Det vil sige for hver spillerhandel, der gennemføres, hvor man sælger en spiller for at købe en ny, bruger man en kontrakt. Dette gælder dog ikke inden kampene i runde 1, hvor der frit kan udskiftes spillere uden brug af kontrakter. Det koster ikke kontrakter, når der skiftes kaptajn.
Basishold har 3 kontrakter til hele spillet, mens Guldhold ikke er begrænsede af kontrakter. Basishold kan under hele spillet opgraderes til Guldhold og kan dermed få fjernet kontraktbegrænsningen.

VM managerspil - Formations- og spillervalgsstrategi

Helt generelt vil jeg sige, at jeg ikke for alvor tror på, at der er én formation- eller spillervalgstrategi, der er decideret rigtig eller forkert. Min algoritme udregner alle spillernes forventede vækst henover spillet og foreslår ofte forskellige strategier. Jeg synes, man skal passe på med at sætte for mange regler op for sig selv, da man risikerer at gå glip af en masse værdi, hvis ens strategi ikke lige passer ind.

Omkring formation vil dog jeg sige, at midtbanen typisk er meget svag, da holdet.dk’s vurdering af spillernes positioner gør, at midtbanespillere oftest er centrale midtbanespillere uden stor værdi.

 Derfor har jeg som regel kun tre midtbanespillere på mit hold i en 4-3-3-formation.

I angrebet finder man typisk sin anfører, og her er det vigtigt ikke at spare. Jeg vælger i udgangspunktet ALTID en anfører, jeg forventer vil være blandt de tre mest vækstende i runden - uanset pris.

Derudover mener jeg ikke nødvendigvis, man skal bruge alle sine penge i angrebet, selvom dette er en strategi, som mange ofte benytter.

Ser man f.eks. på managerspil til denne sæsons Premier League, så vil man opdage, at de spillere, der har størst værdi (sorter efter “index”), er spillere på alle positioner og i alle prislag. 

Uden det er en bevidst strategi, ender jeg som oftest med et hold med en enkelt af de dyreste spillere (eventuelt to dyre spillere, hvis det giver mening at kunne skifte kaptajn) suppleret med mellemspillere til 3,5 - 5 millioner. Jeg er ikke fan af, at man sælger en position ved at købe en billig 2 millioner-spiller, der ikke starter inde. Man opgiver for meget potentiel vækst i forhold til, hvad man vinder.

målmandsposten mener jeg ikke, der er så meget at diskutere i denne omgang. Det må være en af de dyre målmænd fra topholdene.

Artikler tagget med "VM i fodbold"

VM manager 2022

  • Det er vigtigt, at du sætter dig godt ind i reglerne, før du vælger dit hold.
  • Vær opmærksom på ikke at skifte alt for meget ud. Der er et transfergebyr på 1% af spillerens værdi, så det kan ikke nødvendigvis svare sig at gå efter det "bedste hold til runden". Gå efter mere langsigtede investeringer.
  • Vær omhyggelig med at tjekke holdenes forventede startopstillinger og hold dig opdateret på skader.
  • Sæt dig ind i kampprogrammet og se på gode match-up. Særligt skarpe angribere fra de favorithold, der møder nogle af de undertippede hold. Men vær fremadsynet og overvej også mulige gode matchups i ottendedelsfinalerne.
  • Vær opmærksom på, at nogle hold allerede vil have muligheden for at have sikret sig førstepladsen i deres gruppe efter to kampe og derfor eventuelt sparer de store stjerner i sidste gruppekamp.
  • Søg efter billige spillere, som alligevel har en chance for at bidrage med point. Det kan eksempelvis være en forsvarsspiller, der tager straffespark eller offensive backs, som ofte kommer til indlæg og kan lave flere assists.
  • Dit valg af anfører er vigtig. De ekstra anførerpoint kan være helt afgørende. Hold øje med odds for kampene og målscorere for at finde den rette anfører til dit hold.

PAUL ELLIS / AFP

Reglerne til VM managerhold 2022

Det er vigtigt at sætte sig godt ind i reglerne, før der vælges spillere til dit VM-drømmehold. Hvornår må man lave spillerhandler? Hvad koster det at sælge/købe spillere? Hvor mange minuspoint giver et gult kort? Og hvor mange point scorer man på mål fra en forsvarsspiller?
Du kan finde svarene på alle dine spørgsmål i Holdet.dk´s regler for VM-managerspillet.

Der er virkelig mange måder at score point, og det er eksempelvis nok, hvis bare en af dine spillere har en afslutning indenfor målrammen. Der er selvfølgelig langt flere point, hvis bolden går i nettet og endda ekstra point, hvis det er en kampafgørende scoring. Samtidig får din målmand point, for hver redning og man får også point for at have spillere, der er på banen, vinder en kamp eller scorer et mål.

Hold øje med 'Star of the Match' bonus!
Der er blevet tilføjet en ekstra bonus på 33.000 for "Star of the Match". Denne gives efter kampens afslutning til den officielt kårede kampens spiller; oftest til en afgørende målscorer eller en målmand med afgørende redninger.


Det er også vigtigt at være opmærksom på, at man også kan få minuspoint; f.eks. hvis en spiller ikke kommer på banen, eller taber en kamp, scorer selvmål, får et kort eller misbruger et straffespark. 

Jeg håber, du har fået lyst og mod på at kaste dig over at oprette et VM 2022 managerhold. Kom endelig med i vores SATS PÅ VM 2022 manager-gruppe.

Held og lykke!

Ofte stillede spørgsmål om VM managerspil

🔎Hvor kan man oprette et VM 2022 drømmehold?
Du kan oprette dit VM 2022 hold hos Holdet.dk. Du skal have oprettet dit hold inden åbningskampen den 20. november. Indtil da kan du ubegrænset ændre på dit hold. 

🔎
Hvad koster det at deltage i VM managerspil?
For basishold er det gratis at deltage, men her er du begrænset til kun at kunne foretage tre spillerhandler under VM-slutrunden. Med Guld eller Guld+ kan du ubegrænset købe og sælge spillere.

🔎Hvordan opretter man et VM 2022 managerhold?
Man starter med at få tildelt 50 millioner, og så skal man købe 11 spillere og sætte sit hold. Efter hver runde vil der være mulighed for spillerhandler. Der er i alt 7 runder under VM-slutrunden startende fra 20. november.

🔎Hvad kan man vinde i VM 2022 managerspillet?
Der er kontantpræmier til de 250 bedste VM 2022 drømmehold med en førstepræmie på 75.000 kr. Der er også præmier til både 1. 2. og 3. -pladserne i hver runde i præmiepuljen. For at være med i kampen om præmierne skal du have et Guld+ hold.

🔎Hvad koster Guld og Guld+ hold?
Man kan købe et Guld-hold for 49 kr., mens et Guld+ hold koster 69 kr. hos Holdet.dk.

🔎 Hvad er en Miniliga i VM 2022 managerspillet?
I VM Manager 2022 kan du også oprette en Miniliga og invitere vennerne til at spille managerspil til VM. Det kræver et Guld-hold for at oprette en Miniliga, men basishold kan deltage.