I Spillemyndighedens årsberetning for 2017 gør direktør Birgitte Sand status over det danske spillemarked, som hun kalder "velfungerende, lovligt og trygt". Hun roser i den forbindelse alle markedets aktører for deres bidrag.

"Når vi alle lever op til vores ansvar, skaber vi i fællesskab et velfungerende, lovligt spilmarked, hvor spillere kan spille i trygge rammer. Og det er i høj grad det, vi oplever i Danmark."

Sådan siger direktør Birgitte Sand i forordet i Spillemyndighedens årsberetning, der netop er offentliggjort, under overskriften "Fælles Ansvar". Hun kvitterer for, at alle markedets aktører bidrager og opfordrer samtidig til, at alle parter ikke springer over, hvor gærdet er lavest, når et fair spiludbud skal sikres, og et frugtbart samarbejde om udmøntning og efterlevelse skal fastholdes.

Og der er nok at tage fat i, for det danske spillemarked voksede i 2017 med 10,7 %, fremgår det af årsberetningen. Af det samlede spillemarked dækker sportsvæddemål 25 %. Dermed bruger danskerne syv procent mere pr. indbygger på sportsvæddemål end den gennemsnitlige europæiske borger.

Fokus på ulovlige onlinespil og skinbetting

I årsberetningen redegør Spillemyndigheden blandt andet også for overvågning af ulovlige aktører på spillemarkedet. I 2017 iværksatte Spillemyndigheden en konkret sag mod en række af hjemmesider, der udbød ulovlige spil - herunder skinbetting. I februar 2018 kom der en afgørelse i sagen, og 24 hjemmesider blev blokeret.

Siden 2013 har Spillemyndigheden - indtil i år - blot haft held med at få fem hjemmesider blokeret. I forbindelse med dommen i den aktuelle sag fra i år udtalte Birgitte Sand, at det næppe er sidste gang, Spillemyndigheden må skride ind overfor hjemmesider, som tilbyder skinbetting.

Efter afgørelsen i februar er i alt 37 hjemmesider blokeret efter anbefaling fra Spillemyndigheden.

Velfungerende internationalt samarbejde

I afrundingen af årsberetningens forord skuer Birgitte Sand ud over landets grænser og fremhæver, at det velfungerende danske marked smitter af på Spillemyndighedens muligheder for at samarbejde med myndigheder i andre lande.

Spillemyndigheden deltager i flere europæiske netværk og er blandt andet med i EU-kommissionens ekspertgruppe om spil. 

I løbet af 2017 modtog Birgitte Sand prisen som "European Regulator of the year" af International Masters of Gaming Law's (IMGL). Prisen uddeles til en person, hvis arbejde med regulering af spil er særligt bemærkelsesværdigt, og Birgitte Sand modtog den som følge af hendes "...høje standard og regulering af det danske spilmarked og bemærkelsesværdige bidrag til det internationale reguleringsarbejde".

Læs hele Spillemyndighedens årsberetning her. 

BetXpert arbejder på flere historier om årsberetningen og forsøger at få en kommentar fra Birgitte Sand og andre relevante kilder.