Hele 1,642 milliarder kroner tabte danskerne på spil i fjerde kvartal, hvilket er det højeste beløb, Spillemyndigheden har registret i et enkelt kvartal. Det indbringende fjerde kvartal for bookmakerne sætter også årets samlede resultat på et rekordhøjt niveau. 

Det er ikke en dårlig forretning af være spiludbyder i Danmark. Det viser tal fra Spillemyndigheden, der i marts offentliggjorde tal for det danske spillemarked i fjerde kvartal og for året. Det foreløbig mest indtjenende år - eller tabende, hvis man ser det fra spillernes vinkel - var 2016, hvor der blev tabt 5,614 milliarder kroner på spil på det dansklicenserede marked. 

Men den rekord holdt kun et år. 

I 2017 tabte danskerne nemlig hele 5,998 milliarder kroner på væddemål, onlinekasino, landbaseret kasino og spilleautomater. Det viser tal fra Spillemyndigheden, der registrerer spiludbydernes bruttospilleindtægt (indskud minus gevinster). 


Det er dog vigtigt at notere, at tallene udelukkende gælder for det licenserede spillemarked i Danmark, og dermed er hverken Eurojackpot eller Lotto talt med, ligesom at spil hos udbydere, der ikke har licens i Danmark, heller ikke er talt med. Heste- og hundevæddeløb og bingo blev liberaliseret ved årsskiftet, så de er heller ikke indregnet i tallene fra Spillemyndigheden. 

Bookmakerne tjener mest på væddemål

Danskerne har det største spilunderskud på væddemål - både landbaseret og online. Ud af de knap 6 milliarder kroner, som danskerne tabte sidste år, så blev 2,33 milliarder kroner tabt på væddemål. 

Her var fjerde kvartal særdeles indbringende for bookmakerne, der tjente hele 712,4 millioner kroner i bruttospilleindtægt. Det er en stigning på 137 millioner kroner i forhold til tredje kvartal. 

"Samtidig undergik markedet en år-til-år vækst på 29,4 pct., og BSI ligger 275,9 mio. kr. højere i 4. kvartal 2017 sammenlignet med 1. kvartal 2014," skriver Spillemyndigheden i kvartalsrapporten om markedet for væddemål.

Lav tilbagebetaling til spillerne

En del af forklaringen på, hvorfor bookmakerne tjente så meget i fjerde kvartal på væddemål, ligger i, at spillerne havde en rekord lav tilbagebetalingsprocent. Sølle 86,2 procent var den på, mens den eksempelvis var på 90,2 procent i første kvartal, og gennemsnitligt for hele året var på 89,1 procent. 


Det betyder altså, at for hver gang en dansker spiller for 100 kroner på væddemål, så får man kun 89,1 kroner tilbage - og det kunne have været endnu værre for de danske spillefugle:

"BSI (bruttospilleindtægt, red.) ville have været 211,3 mio. kr. højere i 1. kvartal 2017, hvis tilbagebetalingsprocenten fra 4. kvartal 2017 (86,2 pct.) var anvendt på omsætningen fra 1. kvartal 2017," skriver Spillemyndigheden i rapporten. 

Variationerne i tilbagebetalingsprocenten er dog store, når man kigger på dem måned for måned, hvilket kan skyldes favorable resultater for enten spillerne eller bookmakerne. Kommer der mange mål i en kamp, eller vinder favoritten - og gerne med flere mål - så er det som udgangspunkt et godt resultat for spillerne, mens et godt resultat for bookmakerne er få mål eller endda en nulløsning. 

Måneden med den laveste tilbagebetaling i 2017 på væddemål var december, hvor tilbagebetalingen var på 84,7 procent, mens måneden med den højeste tilbagebetaling var marts, hvor tilbagebetalingen var på 92,7 procent. 

Cirka 1,8 milliarder kroner blev tabt på onlinekasino, cirka 1,5 milliarder kroner blev tabt på spilleautomater, mens cirka 375 millioner kroner blev tabt hos landbaserede kasinoer. 

Hele rapporten for fjerde kvartal kan læses her

Tallene er baseret på afgiftsangivelser til SKAT og på løbende indberetninger til Spillemyndigheden. Tallene dækker kun spil på det licenserede marked. Enkelte tal i rapporten vil være baseret på estimater, der er baseret på den data, der var tilgængelig, da Spillemyndigheden lavede rapporten - det skyldes forsinkelser grundet datatilgængelighed.

Grundet afrundinger går alle procenttal ikke nødvendigvis op i 100.