Fantasy Sport-firmaet Zweeler fik licens i Danmark sidste år, men de kom først i gang lige efter julen 2019. Firmaet har licens i Danmark, Storbritannien og Malta. 

BetXpert har talt med Henno Lubbers, der er direktør og ejer af firmaet Zweeler. Hollænderen har stået i spidsen for virksomheden i næsten 11 år. 

Zweeler er specialiseret i at tilbyde Fantasy Sportsspil. Spillene er baseret på virkelige sportsbegivenheder såsom Tour de France og VM i fodbold. Her vælger man så, hvem man tror, der klarer sig bedst, og man har derved mulighed for at vinde penge, hvis éns udvalgte klarer sig tilstrækkeligt. 

Det er cykling, der er den største sport hos Zweeler, mens fodbold er den næstmest populære sportsgren. Formel 1, tennis og dart har dog også stor interesse hos Zweeler-spillerne og følger i øvrigt efter de to andre sportsgrene i den rækkefølge.

Et tabt første år i Danmark

Zweeler fik dansk licens i 2019, men er først for alvor kommet i gang i år, hvor coronakrisen også har sat sit aftryk hos virksomheden. 

- Vi fik vores licens allerede sidste år, men fordi vi ikke ønskede at starte med euro som valuta, men i danske kroner, startede vi lige efter julen 2019. Vi lavede nogle små kampagner til vores cykelspil for hele sæsonen, og det er alt, siger Henno Lubbers til BetXpert.

- Derefter startede coronakrisen, og vi mistede tre-fire måneder. Vi startede først ordentligt op igen lige før Formel 1-sæsonen og Tour de France.

- Vores plan var også at promovere Euro 2020, og vi havde også et unikt spil klar til OL. Begge præmiepuljer ville starte på 20.000 euro (149.000 kroner, red.). Det skete ikke, så det var et tabt første år i Danmark, fortæller Henno Lubbers.

Zweeler kører i øjeblikket på deres tiende år, og Henno Lubbers beskriver sin virksomhed som værende et sundt foretagende.

- Dette er vores tiende år, og vi gør det hele alene. Vi har ikke investorer og investerer kun med de penge, vi tjener. Så vi er en sund virksomhed uden gæld, og vi vokser hvert år med 10-15 procent, siger Lubbers.

Zweeler er et lille team bestående af fem fuldtidsansatte og nogle på deltid. 

- Vi har næsten 40.000 registrerede spillere, og det tal vokser dag for dag. Vi er tilgængelige på 12 sprog, og vi har tre licenser, og disse er i Danmark, Storbritannien og Malta.  

Lubbers: Zweeler er ikke gambling

Zweeler-ejer, Henno Lubbers, mener ikke, at Fantasy Sports har noget med gambling at gøre. Nedenfor uddyber hollænderen. 

- Fantasy Sports er noget helt andet end gambling, selvom alle tilsynsmuligheder mener noget andet, lyder det fra Lubbers med et glimt i øjet. 

Hvordan mener du, at Zweeler adskiller sig fra gambling?

- Fantasy Sports er noget helt andet, fordi du ikke kan tjene og tabe penge hurtigt. Det tager tid at oprette et hold, mens hvis du gambler, kan du hurtigt vinde eller tabe, fortæller Lubbers og uddybder:

- Hos Zweeler skal du tænke over, hvilke sportsfolk der skal vælges, eller hvilke hold du vælger til et spil. Fantasy Sports er også en social ting, da du spiller mod andre og ikke alene, som de fleste mennesker gør med hasardspil. Her skal du slå resten, og hvis du gør det, kan du vinde en lille præmie eller nogle gange en meget stor præmie, siger Lubbers.

- Man kan også indstille et budget hos Zweeler, man vil spille for, hvilket også er obligatorisk i forhold til spillerbeskyttelse, men efter ti år er der næsten ingen, der har brugt det, og hvis nogle har sat et budget, så har det været på 25 euro (186 kroner, red.) eller deromkring, fortæller Henno Lubbers.

Han fortæller ydermere, at der næsten heller ikke er nogen, der har udelukket sig selv fra at spille hos Zweeler. Størstedelen af dem, der har udelukket sig hos Zweeler, har ifølge Lubbers ikke indbetalt penge, men er bare blevet for irriterede over de mails, de regelmæssigt sender ud. 

Henno Lubbers understreger, at Zweelers' vigtigste værdi er kundernes underholdning, og derfor ønsker de heller ikke, at folk udvikler et overforbrug hos dem. 

- Vi tilbyder lavbudgetspil med begrænsninger. Det kan fx være en begrænsning på, hvor mange hold en spiller kan lave til et spil. Derudover skal der være forskelle på dine egne hold i det samme spil. Vi tillader heller ikke et automatisk upload af hold, siger Henno Lubbers.

- Næsten alle vores medarbejdere er store sportsfans, og derfor er vores kunders underholdning den vigtigste værdi for os alle, fortæller Lubbers. 

Næste mål er USA

Zweeler har i lang tid arbejdet på at gøre alt klar til at erobre USA som deres næste store marked. 

- Vi har længe arbejdet på at få alt klar til USA. Der behøver vi heller ikke at forklare, hvad Fantasy Sports er, da de allerede ved det og har det i deres DNA. Vi tilbyder også vores spil anderledes end de amerikanske udbydere, så vi tror på, at vi vil kunne gøre en god forretning der og måske tage en lille del af markedet, fortæller Henno Lubbers.

- Vi forsøger selvfølgelig også at øge vores registrerede spillere i de lande, hvor vi har en licens. Og vi har i lang tid arbejdet på et nyt design. Vores desktop-design er færdigt, men er endnu ikke live, og vi introducerer snart vores mobilversion. Det er vores mål, at det er oppe inden årets udgang, siger Lubbers. 

Jeg erindrer ikke at have set reklamer for Zweeler på tv eller andre steder for den sags skyld. Hvordan promoverer I jer selv? 

- Nej, det er for dyrt for os, og det er heller ikke umagen værd. Vi forsøger i stedet at nå vores potentielle kunder via fx cykelwebsites, tennissider eller dartsider. Det fungerer bedre for os, også på grund af vores budgetrestriktioner og at vi ikke har en storinvestor i ryggen.

- Og selvom vi havde en storinvestor, ville vi ikke smide om os med penge på reklamer. Det gjorde vi selvfølgelig tidligere, og det har kostet os en masse penge, og det gav os ikke særlig mange nye spillere, fortæller Lubbers.

Har I planer om også at promovere Zweeler i fx tv-reklamer?

- Ikke som det ser ud lige nu, men måske i en meget fjern fremtid. 

Hvad er den største præmiepulje, I har haft? 

- Vores største præmiepulje er vores Fantasy Tour de France 15+5-spil. I år lød det på 243.416 danske kroner. Men vi har også en såkaldt "Road to game", hvor spillere kan vinde billetter i løbet af året til slutspillet. Dette spil har en præmiepulje på 373.694 danske kroner og en førstepræmie på 74.739 danske kroner. 177 billetter kan vindes i løbet af 70 kvalifikationer, siger Henno Lubbers.