Vi er fremme ved DAGEN. Den dag, hvor VM-slutrunden - endelig - skydes i gang. Og dette bliver så også dagen for den sidste "normale" artikel i BetXperts VM-serie - for det hele skifter karakter, når slutrunden ér i gang. Vi vil i dag tage et sidste blik på de 32 VM-deltagere. Alle slutrundenationerne har været involveret i flere trænings- eller optaktkampe op til slutrundestarten, og for de fleste hold i Rusland er disse dage i kalenderen foregået med finpudsning af taktiske situationer, spilsituationer, dødbolde o.lign. Dét, hvis den pågældende træner og det pågældende hold befinder sig i dén situation, at forberedelserne indtil videre er forløbet efter planen. 

Når planer følges, og det går godt, ja så går det jo netop efter planen... men planer er ikke blevet fulgt, og det er langtfra gået godt hos samtlige slutrundedeltagere. Nogle har slet ikke været i stand til at få noget til at fungere i deres optaktskampe, andre slås med skader til nøglespillere, og hos én af de tunge VM-favoritter besluttede fodboldforbundet så sent som i går at smide træneren på porten. 

En rundtur til alle  otte VM-grupper virker som den oplagte oversigtsmetode til at tage pulsen på de 32 deltagernationer. Vi starter med gruppe A og værtsnationen: 

Gruppe A

Rusland

Vor herre bevares. Denne skribent mindes ikke (og jeg har efterhånden nået en anséelig alder) på noget tidspunkt at have set set et værre russisk/sovjetisk/USSR/CCCP/SNG/CIS, eller hvad det nu har heddet op gennem tiden, hold end dette, som nu skal forsvare VM-værtsnationens farver. Og det er jo paradoksalt. Mens Rusland økonomisk og organisatorisk har været på tæerne for at organisere et flagskib af en slutrunde, så har deres fodboldlandshold spillet ringere og ringere. Alt den styring, energi og indsats, der har været bag at få slutrunden til at lykkes, den har manglet, når det har kommet til at få et konkurrencedygtigt landshold. 

Rusland floppede fælt med EM-slutrunden for to år siden med kun ét point i en ellers ikke skræmmende gruppe bestående af Wales, England og Slovakiet, russerne var også "ringe" op til EM, og de har været "shit" lige siden. Tre af fire optaktskampe til slutrunden er blevet tabt, og derudover er det kun en sølle 1-1-uafgjort mod Tyrkiet, det er blevet til. 

Lige nu fremstår Rusland som et ufarligt og samtidigt sårbart mandskab, men i det mindste kan russerne finde trøst i, at lodtrækningen har placeret dem i slutrundens ubetinget dårligste gruppe (der er fordele ved at være topseedet), og ydermere har de også fået fordel i kampprogrammet. Alfa og omega for det russiske hold bliver nemlig at få noget selvtillid, og i dén henseende er det optimalt, at gruppespilles startes mod gruppens formodet svageste hold Saudi-Arabien og sluttes af mod Uruguay.  Spiller for spiller er Ruslands hold nemlig ikke så lidt bedre, end hvad holdets resultater den seneste lange tid har vist, og kommer det godt fra start, ja så kan det vise sig at være det, der skal til, for at vende tingene. Landstræner Slanislav Tjertjesovs seneste udtalelse til pressen er, at han godt kan lide at være under pres, og er det sandt, så har han det jo som en fisk i vandet lige nu.  

Lige nu og her, ja så kan Rusland imidlertid ikke vurderes som andet end langt under pari forhold til, hvor godt holdet på papiret egentlig burde være, hvilket er lig solid europæiske mellemklasse. En sådan holder russerne at dømme ud fra deres præstationer nemlig ikke (at det så kan være godt nok til at gå videre fra gruppen alligevel, er en anden sag). 

Uruguay

På basis af Ruslands elendige niveau i disse år er der optimisme at spore hos gruppe A's forhåndsfavorit Uruguay. De dobbelte verdensmestre fra 1930 og '50 har fløjet lidt under verdenspressens radar i optaktsfasen til slutrunden, og det har uruguayanerne det sikkert udmærket med.

I stedet for at spille et hav af optakskampe foretrak den rutinerede træner Oscar Tabarez at samle sine spillere hjemme, men samtidig lade dem få ro, pleje fysikken efter en lang sæson og få kemien og taktikken på plads i truppen. Eneste optaktskamp, Uruguay har spillet, var 3-0-sejren over Usbekistan for halvanden uge siden hjemme i Montevideo umiddelbart inden holdets afrejse til Rusland. 

Spillerne virker klar, og der er ingen småskavanker hos nøglespillere at melde om, hvilket er vigtigt. Uruguay virker VM-klar og kan i cup-fasen blive en grim overraskelse for ellers større hold, men skal de nå rigtigt dybt, er det væsentligt for dem, at Atletico Madrid-makkerparret i centerforsvaret, Diego Godin og José Maria* Gimenez, samt de to angrebsesser Luis Suarez og Edinson Cavani forbliver skades- og karantænefri.   

Egypten

Mohamed Salah eller ikke Mohamed Salah? - det er spørgsmålet. Det er endnu ikke meldt noget 100 procent klart ud fra den egyptiske lejr omkring holdets stjernespiller, og jeg ville kende træner Hector Cuper dårligt, hvis han via verdenspressen lod sive brugbare oplysninger ud til kommende modstandere. Så derfor ved vi reelt ikke, om måske Salah kan vise sig at være klar til at spille imod Uruguay i morgen (hvilket dog ikke virker sandsynligt), om han bliver klar senere til mødet med Rusland, eller om han misser alle tre gruppekampe. 

Og uden Mohamed Salah er Egypten et ret reduceret mandskab. Og så måske allligevel ikke... idet det godt kan tænkes, at hans betydning på faraonernes mandskab er overvurderet (pressen kan godt lide at fokusere på verdensstjerner). Salah eller ej, så er Egypten med sidste gruppekamp mod Saudi-Arabien som en mulig undtagelse kommet til Rusland for at spille defensivt. Det behøver man ikke have vundet en Nobel-pris for at forudse, det er blot at notere sig trænerens navn... Hector Cuper. Mohamed Salah ville, var han klar, være sikker mand på holdkortet, og Liverpool-spilleren ville bestemt også tilføje noget mere direkte i Egyptens kontrafase, men det er ikke således, at Salah er afgørende for Egyptens taktik, den bliver den samme, Salah eller ej (på den måde kan man på sin sæt og vis sige, at Christian Eriksen er meget mere afgørende for Danmark, end Mohamed Salah er for Egypten). 

Egypten har naturligvis ikke sprudlet i træningskampene, hvor holdet for en uge siden i Bruxelles tabte 0-3 til Belgien, men ugen inden noterede man sig en hæderlig 0-0'er med Colombia. Egypten kommer til Rusland med alle andre intentioner end om at underholde, men det gør ikke holdet nemt at slå. Egyptens mandskab er super-fortrolig med Cupers defensive 4-2-3-1-system baseret på lynhurtige kontraangreb, og mens holdet da vil være stærkere med Mohamed Salah end uden, så er det ikke sådan, at det står og falder med ham. 

Saudi-Arabien

For en uge siden slap Saudi-Arabien hæderligt fra holdets sidste test inden slutrunden, et opgør i Leverkusen med verdenmester Tyskland. Saudi'erne tabte kun 1-2, men tyskerne var foran 2-0 ved pausen, hvor de skiftede halvdelen af holdet ud, og Saudi-Arabiens reducering faldt blot kort før tid. Kloge folk siger, at man ikke bør lægge alverden vægt på venskabskampe, hvilket jeg generelt er enig i, og denne er formentlig et godt eksempel. 

Det kunne så foranledige, at man heller ikke burde lægge vægt på Saudi-Arabiens kamp i Schweiz mod Peru fem dage tidligere, men der er alligevel forskel på fodboldkampe. Peru var nemlig sat op til opgaven, og trods en boldbesiddelse på nærmest fifty/fifty i opgøret så vandt Peru fortjent 3-0. Det i en kamp, som viste en afgørende forskel på to hold, ude på banen kan det da se tilforladeligt ud, hvad Saudi-Arabien gør med bolden, men Peru havde 11 kvalificerede velgennemspillede afslutninger indenfor målrammen. Saudi-Arabien med lidt god vilje én. 

Jeg ser SaudiA-rabien som det ringeste af alle 32 hold i Rusland, og de olierige arabere skal prise sig lykkelige for, at lodtrækningen har placeret dem i slutrundens klart svageste gruppe. 

Gruppe B

Spanien

Det, der ellers lignede en fin optakt og lutter idyl, er forvandlet til kaos og tumult i Spaniens trup.

Nogle gange må man altså korse sig... Jeg ved ikke, hvad han havde tænkt sig, men træner (nu ex-) Julèn Lopetegui var åbenbart så overivrig for at få jobbet i Real Madrid,  at han glemte god skik og  almindelig acceptabel opførsel, pissede på fodboldforbundet og landsholdet og først informerede omverdenen, inklusiv sin arbejdsgiver, om  sit skifte til Real Madrid fem minutter før, at det på et pressemøde alligevel ville blive offentliggjort. Ikke smart, for at sige det pænt. I min bog tværtimod fuldstændig forkasteligt, og denne skribent er ikke bleg for at sige, at jeg vil se frem til at iagttage Lopeteguis videre karriereforløb, hvis han skulle vise sig ikke at slå til i Real Madrid...

Man kan ikke (jeg kan ikke i hvert fald) bebrejde det spanske fodboldforbund, at det var for meget, og Julèn Lopetegui blev da også bedt om at rejse hjem fra Rusland. Den slags er naturligvis alt andet end befordrende for et fodboldhold, som blot tre dage før deres første kamp i VM-slutrunden altså fik at vide, at deres træner var blevet sparket ud. Erstatningen kommer dog fra de indre linjer, idet ny mand ved roret er den gamle landsholdskæmpe Fernando Hierro, der allerede havde en position som sportsdirektør i det spanske fodboldforbund. Hierros ansættelse som landstræner løber indtil videre kun, indtil VM-slutrunden er slut. 

Hvad kommer det til at gøre ved det spanske hold og deres chancer? Well, nogen god situation er det i hvert fald ikke. Der er næppe tvivl om, at Hierro nok skal få omgående respekt hos spillerne, men det er samme spillere med Sergio Ramos som talsmand, der efter forbundets beslutning gik i forbøn for Lopetegui for at få omgjort fyringen. 

Det gode med spanske øjne er naturligvis, at det spanske landshold har mange rutinerede spillere, og at de er fortrolige med den form for Tiki-Taka-fodbold, som det spanske landshold praktiserer, men alt tumulten kan ikke andet end trække ned i Spaniens chancer ved slutrunden, og det da ikke mindst også i Spaniens cv-chancer lørdag mod Portugal i holdets første kamp. 

Som jeg ser det, er det et klart selvmål,  Spanien har scoret sig (omend jeg som tidligere sagt ikke bebrejder det spanske fodboldforbund), og Spanien er i forhold til holdets objektive cv-VM-chancer for blot to-tre dage siden nu bagud, allerede inden slutrunden er fløjtet i gang.  

Portugal

Ha, de kan vel ikke andet end hygge sig i Portugal over, hvad der sker hos ærkerivalen Spanien. Portugiserne ligger i gruppe B til at gøre op med netop Spanien om førstepladsen,  og allerede i morgen støder de to iberiske nationer sammen i, hvad de fleste betragte som gruppe B's "finale".  

Det er umuligt at spå om, hvilken "impact" det vil få på det spanske holds præstation med et chok-trænerskifte kun tre dage før den vigtige kamp mod Portugal, men det kan i hvert fald ikke forringe portugisernes chancer. 

Portugal har derudover haft en ganske fin optakt.  Vanen tro er der ikke blevet "tacklet igennem" fra Portugal, når det gælder trænings- venskabs- eller optakskampe, men det er de seneste tre uger med 2-2 mod Tunesien, 0-0 med Belgien og så senest 3-0 over Algeriet gået udmærket alligevel. I Tunesien og Algeriet har træner Fernando Santos forsøgt at finde to modstandere, hvis spillerstil ikke er langt fra de to øvrige deltagere i gruppe B, Marokko og Iran. 

Marokko

Forventningerne er ikke særligt store til Marokko, som jeg flere steder har set omtalt som det sandsynligvis svageste hold i gruppe B (en betragtning, jeg ikke er enig i). At Marokko ville indlede slutrunden med ét nederlag, var dog klart for alle, idet det var såre forudsigeligt, den nordafrikanske nation ville tabe FIFA-afstemningen om værtsskabet for VM-slutrunden 2026 til det fælles bud, der kom fra USA, Mexico og Canada. Når det kommer til første afgørelse på grønsværen i morgen står en noget mere overkommelig modstander på programmet, nemlig Iran.

Marokko - Iran bliver spillet lidt væk fra det store spotlight, der vil være på Spanien - Portugal, men det er indlysende en kamp af stor betydning for begge mandskaber, og som denne skribent ser det, så er det ikke noget super-given ting, at Spanien/Portugal bare cruiser gennem denne gruppe. 

Nordafrikanske hold har ofte gjort det glimrende i gruppespillene ved tidligere VM-slutrunder, og for mig at se kan det marokkanske hold snildt være undervurderet. Den franske træner Hervè Renard har bl.a. med valg af relative low-profile modstandere til optaktskampene - Ukraine, Slovakiet og Estland (to sejre og en uafgjort) - holdt Marokko lidt under radaren, og det er netop hvad nordafrikanske mandskaber plejer at gøre før store slutrunder. Ikke noget nyt der. 

Iran

Jeg skal indrømme, at for mig er Iran lidt af en ubekendt størrelse. Holdet gjorde det for fire år siden i Brasilien nogenlunde, men høstede i gruppe med Argentina, Nigeria og Bosnien/Hercegovina alligevel kun ét point. Ifølge iagttagere, som måske ved, hvad de taler om, skulle Iran anno 2018 udgøre et stærkere hold end for fire år siden, og nogle anser endda Iran for Asiens stærkeste fodboldnation for tiden. Om det holder stik, mener jeg er tvivlsomt (især vurderer jeg Japan bedre), men vi får se.  

Optaktskampene afslører ikke det store. To 1-0-sejre over Usbekistan og Litauen, og et 1-2-nederlag til Tyrkiet... tjae, hvad skal man mene om det? Det første rigtige pejlemærke kommer i morgen mod Marokko. 

Gruppe C

Frankrig

Et af de hold blandt kredsen af de store favoritter, der skiller vandene. Les Bleus er bookiernes bud nummer fire på den mest sandsynlige kommende verdensmester, og på papiret har Frankrig da også et rigtigt godt hold. Spørgsmålet er, som denne skribent ser det, om Frankrig i modsætning til de andre store favoritter måske ikke er en lille smule mere skrøbelig eller ustabil, bør jeg måske sige. 

Frankrig har spillet tre optaktskampe, hvor der ikke var mange minusser at sætte i de to første, 2-0 over Irland og 3-1 over Italien, men i den seneste 1-1'er mod et afbudsramt USA-mandskab var spillet skuffende. Men igen, man skal næppe tillægge den slags resultater megen vægt. 

På plussiden lader det til, at targetmand Olivier  Giroud er blevet sin skade kvit, og han er vigtig nok i Didier Deschamps trup, da han kan tilføje Frankrigs offensiv mere taktisk fleksibilitet. 

Peru

Den store overskrift for Los Incas er naturligvis, at nationens stjerneangriber Paolo Guerrero er tilbage. Efter længere og til tider parodiske juridiske tovtrækkerier blev Guerreros karantæne endelig nedsat, så han nu er med ved VM. Et kæmpe moralsk boost for holdet.  

Af mange bliver Peru vurderet som den klart svageste af Sydamerikas deltagere ved dette VM, og uden at ville gå i rette med dén vurdering, så vil jeg dog pege på, at der ikke kun i den danske presse, men også på verdensplan synes at herske lidt af en undervurdering af det peruvianske landshold. Og til det vil jeg gerne spørge... hvor dårlig kan man egentlig være, når man slutter femmer i en så stærk kvalifikation som den sydamerikanske og over 18 kampe kun to point efter eksempelvis Argentina?

Kigger vi på Perus optakskampe til VM-slutrunden synes det også nærmest at være gået smurt. 2-0 over Skotland, 3-0 over Saudi-Arabien, og så 0-0 mod Sverige i en kamp ikke helt ulig den Danmark spillede mod svenskerne umiddelbart forinden. Paolo Guerrero mangler nok lidt rent formmæssigt efter sin lange pause, men ellers synes Peru at være i glimrende forfatning forud for VM-starten. 

 ... men det er Peru (heldigvis) ikke det eneste mandskab, der er...

Danmark

For Danmark synes nemlig også at være rigtigt godt kørende lige nu!

Optaktskampene lægger jeg ikke så meget vægt på, men i det mindste er det godt at se, forsvaret ikke lukker mål ind, og da Eriksen-familiens bidrag til en ellers skrantende befolkningsvækst i DK også forløb godt, synes det meste at være faldet på plads. 

Okay, der er altid lidt fnidder. Hvor vores gode landstræner Åge Hareide af og til synes at have det lidt vanskeligt med, at pressen ikke altid agerer "loyalt" (men det ville jo også være utænkeligt i Norge, hvor han kommer fra, hvilket kan forklare sagen), så er der næppe noget, som for alvor forstyrrer idyllen. Okay, forløbet med Andreas Bjelland var for mig at se lidt mærkeligt, men nogle skal jo sies fra, og måske Bjelland var mere skadet, end han gerne selv ville synes han var - svært at sige. 

Men alt i alt, så synes Danmark fint kørende før slutrundestarten. Holdet har spillet godt rigtigt længe, der er kommet styr på forsvaret, og hvis der nu skulle ske noget med farmand Christian Eriksen (7-9-13...), så ér det faktisk svært betryggende, at vi også har en mand som Michael Krohn-Dehli tilbage blandt tropperne. For pludselig ser Danmark ikke så svagt besat ud på midtbanepladserne og de forskellige spillertyper - der er eksempelvis ret klar forskel på, hvad spidskompetencerne er hos folk som William Kvist, Thomas Delaney, Lassse Schöne og Michael Krohn-Dehli - giver Hareide og DK en ret udstrakt grad af taktisk fleksibilitet, hvilket jo ikke kan være nogen ulempe. Så er det bare at blande kortene rigtigt, Åge...

Australien

Det tynde øl i Danmarks gruppe D, men jeg vil råde meget til, at man ikke undervurderer Socceroos. Australien har spiller-for-spiller ikke noget særligt skræmmende landshold, og deres klart største profil, Tim Cahill, har med sine 38 år været bedre. Men Australien er som regel altid god for to ting: De fighter hele vejen alle 90 minutter, og så er de gode til at få spillet deres kort rigtigt rent taktisk, hvilket også er en kunst. 

Derfor kan Australien bestemt ikke ses som nogen walkover, snarere lidt af en potentiel farlig "walkabout", og med fare for at være djævelens advokat, så kan jeg eksempelvis godt se Danmark få problemer med aussie'rne. 

Australiens optakt har været fin. Den rutinerede hollandske coach Bert van Marwijk har ønsket længere tid med holdet og derfor kun to optaktskampe, men Marwijk plejer at vide, hvad han har med at gøre, og da begge opgør - 4-0 over Tjekkiet og 2-1 over Ungarn  - blev vundet, synes alt også i Australiens lejr at være positivt forud for VM-slutrundens start.

I modsætning til i nogle af de andre grupper synes minimum tre fjerdedele af holdene i gruppe C at møde op med både fin form og fin moral.

Gruppe D

Argentina

Hvad skal man mene om argentinerne? De underpræsterer som regel... og det gjorde de såmænd også i mange af de enkelte kampe for fire år siden i Brasilien, hvor de alligevel kun var syv minutter fra at drive finalen mod Tyskland ud i afgørelse på straffespark... hm... 

Det kan være, at jeg er for kritisk, men jeg har aldrig rigtigt set det store lys i den argentinske landstræner Jorge Sampaoli, og jeg ved ikke, hvor mange problemer han i virkeligheden har været i stand til at løse for Argentina, og jeg synes også, han ofte har det med at fremstå for svagt overfor spillerne. Med Lionel Messi og andre verdensstjerne vil der naturligt nok altid være fokus på et hold som det argentinske, men Sampaoli har denne gang valgt at trække sit mandskab så meget væk fra verdenspressens søgelys som muligt i optaktsfasen. Holdet har været samlet hjemme i Argentina, og bortset fra en let omgang træning mod Haiti (resultat: 4-0) har den argentinske VM-trup kun spillet småbold mod hinanden. 

Men det kan selvfølgelig også være det, der skal til. Spørgsmålet er, hvordan det kommer til at svinge fra start. Gruppe D er blevet dømt "dødens gruppe", og selvom Argentina er favoritten, så venter der ingen nemme kampe her. 

Kroatien

Min personlige dark horse til VM-titlen, og det på en analyse af spillertruppen (samt naturligvis et blik på, hvilke odds Kroatien står til), idet jeg efter Brasilien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Argentina og Belgien ser Kroatien som havende den syvende-bedste spillertrup ved VM. 

Dét i selv selv garanterer imidlertid ingenting, for til tidligere slutrunder har Kroatien haft også på papiret meget stærke mandskaber, men er floppet. Desuden hjælper det heller ikke, at gruppe D ikke indeholder svage mandskaber, og at den må anses som VM's kvalitativt stærkeste gruppe. 

En yderligere ting, der trækker ned (omend det samme er tilfældet for andre hold end blot Kroatien) er, at mange af de bærende spillere har haft lange sæsoner hos deres klubber. Måske derfor har Kroatien taget det lidt let i optakten. Træner Zlatko Dalic har angiveligt givet sine spillere lang snor med flere ting (dén var aldrig gået i Tyskland). De seneste halvanden uge har kroaterne dog varmet op med to kampe, først 0-2 mod Brasilien og så 2-1 over Senegal. Ikke det store opsigtsvækkende dér, kan man mene, men så måske alligevel lidt, for kroaterne var ikke ligefrem heldige imod brasilianerne, der i stor dele af kampen faktisk var næstbedste hold. Nå, men uanset, det var jo bare en træningskamp, så...

Nigeria

Det vel bedste bud fra Afrika på at kunne gøre noget i Rusland - eller hvordan? Personligt finder jeg det ofte vanskeligt med det nigerianske landshold, idet det faktisk burde være et bedre mandskab, end resultaterne plejer at vise. Dét sagt, var der dog ikke meget slinger i valsen i kvalifikationen, og den tyske træner Gernot Rohr synes at have udmærket styr på sine tropper, hvilket ofte har været et problem i Afrikas mest folkerige land. 

Optaktskampene har med 1-1 mod DR Congo, 1-2 mod England og 0-1 mod Tjekket ikke været prangende, men det skal man som regel aldrig lægge noget i, når det kommer til afrikanske hold.  Hvad, der er vigtigt, er, at stemningen i Nigeria-truppen meldes god, og med rutinerede folk som John Obi Mikel og Viktor Moses til at gå forrest, når der skal hankes op, så er Nigeria meget tænkeligt undervurderet. Holder det stik, kan det vise sig et farligt hold for Argentina og Kroatien.  

Island

Kanon simpelthen, og bortset fra når Danmark spiller, så kan jeg ikke andet end heppe på Island. At Island med 340.000 indbyggere er at finde til en VM-slutrunde (åhh, hvor ville FIFA i stedet gerne have haft Italien der...) er intet mindre end et moderne mirakel, som i en tid, hvor alt drejer sig om penge, ikke kan andet end tænde lidt fornyet håb på fodboldens vegne. 

Efter sin forrygende kvalifikation, hvor Island sluttede foran ikke kun Kroatien, men også Ukraine og Tyrkiet, er det imidlertid som om, de gode vikinger har mistet lidt af pusten. Men okay, det skal være dem rigeligt tilgivet, og det vigtige er jo også, hvad der kommer til at ske i Rusland. Island har i optakten tabt 2-3 til Norge (ujj...) og spillet 2-2 med Ghana.  

Randers-keeper Haldur Por Halldorsson har måttet slås med en skade her sidst på foråret, men det lader til, at han bliver spilleklar til  slutrunden. Jeg glæder mig til at se Island på den store scene i Rusland, men har sandt at sige ikke nogen anelse, om vulkanøen kæmper vil være i stand til at holde niveauet fra EM og VM-kvalifikationen. Kan de, vil det være kanon!

Gruppe E

Brasilien

Intet negativt at berette om fra brassernes lejr, og det er jo i sig selv en smule usædvanligt. Brasilien har tilmed gjort det som forventet i holdets to optaktskampe, hvor det er blevet til 2-0 over Kroatien og 3-0 over Østrig. Mens spillet var "tilbageholdende" mod kroaterne, så flød det rigtigt godt senest mod Østrig (som ellers kom fra friske sejre over Rusland og Tyskland), og Brasilien kunne faktisk have vundet med mere end de 3-0, det blev til. 

Brasilien plejer som regel at "rykke igennem" i gruppespilskampene, hvorefter det så kommer til cup-fasen, hvor resultaterne i de seneste mange VM-slutrunder og Copa Americas desværre har svigtet. Mange eksperter peger - igen(!) - på, at Brasilien spiller for spiller skal være VM-slutrundens bedste mandskab, og det ligner vel en fair vurdering. Kommer det til at spille for brasserne i Rusland, bliver de vanskelige at stoppe, og deres optakt har været fin, det efter alt at dømme også hvad angår stemningen i truppen spillerne imellem. 

Schweiz

At lægge ud mod Brasilien var formentlig ikke lige den schweiziske landstræner Vladimir Petkovic' ønskescenarie, men sådan blive det. Schweiz kan imidlertid gå ind til slutrunden med selvtillid, for Alpelandets hold fremstår i gruppe E som favoritten til den formodede andenplads efter Brasilien. 

Der har været nogle skadesproblemer hos schweizerne gennem sæsonen, men som de forskellige ligaer lakkede mod enden lysnede det, og der er nu meldt klar hos alle mand. Oven i købet har optakten været god med 1-1 mod Spanien og så en 2-0'er over Japan for fem dage siden, så heller ingen problemer der. 

Visse dele af den schweiziske presse har allerede været fremme med taktiske forslag til Petkovic om, hvordan han i ottendedelsfinalen kan tage fusen på Joachim Löw og Tyskland, men nu skal Schweiz jo lige dertil først. 

Serbien

Det serbiske mandskab var egentligt ikke tiltroet meget til denne slutrunde, ikke engang fra Beograd og omegn (kvalifikationen til Rusland kom i stand primært på baggrund af en heldig gruppelodtrækning), hvilket er noget usædvanligt, men træner Mladen Krstalic skal nok sørge for, at vi vil få et konkurrencedygtigt serbisk mandskab at se. Dét sagt, er profiler dog en mangelvare, men i det mindste Aleksandar Mitrovic fik med tre kasser indstillet sigtekortet i 5-1-sejren senest mod Bolivia, som lignede en taktisk veludvalgt modstander før første VM-optræden møde med Costa Rica. 

Costa Rica

Man skal ikke lade sig narre. Costa Rica har senest tabt 0-2 til England og derefter 1-4 til Belgien, og det mellemamerikanske hold lignede ved de to lejligheder langtfra et mandskab, som kan drive det til noget stort i Rusland. Men sådan var situationen også for fire år siden før VM-slutrunden i Brasilien...

Sandt at sige, ved jeg dog ikke helt, hvor vi har costa ricanerne, der i disse år må vurderes som CONCACAFs næstbedste hold efter Mexico. Den første kamp mod Serbien vil give svar på mange ting. 

Gruppe F

Tyskland

Jammer og klage. Hvis det altså ikke var fordi, man var vant til det... Forsvarende verdensmester Tyskland har lignet en sølle skygge af sig selv i holdets to optaktskampe til slutrunden - nederlag 1-2 til lillebror Østrig og så en blodfattig 2-1-sejr over Saudi-Arabien - men man bør læse mellem linjerne. Jaochim Löw ved udmærket, hvad han har med at gøre, han prøver nogle forskellige ting af i periferien af, hvad han måske kan risikere at få brug for i Rusland, men det primære er for længst på plads. 

Der ér ikke så meget nyt at sige om Tyskland. Stammen på holdet er stort set den samme, træneren er den samme, og egen selvopfattelse er den samme som for fire år siden i Brasilien. 

Jeg forventer at se Tyskland hverken meget bedre eller dårligere end til VM-slutrunden for fire år siden, så det store spørgsmål her i 2018 er egentlig ikke så meget omkring Tyskland, mere om der er nogle af de andre, der er blevet bedre?

Mexico

Heller ikke alverden nyt at berette her. Mexicanerne har valgt at stille med det sikre, en samling rutinerede spillere, som har prøvet det hele før. Et par skader til marginalspillere har tvunget træner Juan Carlos Osorio til at foretage et par udskiftninger i truppen, men det er ikke noget, som for alvor skulle forstyrre. 

Som danske fodboldinteresserede kunne notere sig, var Mexico ikke noget særligt for fire dage siden på Brøndby Stadion, men det virkede klart, at Mexico ikke gik ind til opgaven for fuldt. Og det gjorde de vanen tro før store slutrunder heller ikke kampene umiddelbart inden, der bød på 0-0 med Wales og en 1-0-sejr over Skotland.

Med et historisk perspektiv noterer man sig imidlertid også, at Mexico i Brasilien for fire år siden for ikke mindre end sjette VM-slutrunde i træk gik succesfuldt gennem det indledende gruppespil og videre til cup-fasen.  

Sverige

Jeg kan ikke dy mig, jeg må bringe et citat: 

"A World Cup without Zlatan is not worth watching."

Citat: (naturligvis) Zlatan Ibrahimovic. 

Dermed er der sådan sagt, hvad der skal siges om Sverige. Det svenske landshold er altid god for en solid defensiv pålidelig organisation, men ellers har svenskerne i disse "årene efter Zlatan" ikke meget at byde på. RB Leipzig-midtbanemanden Emil Forsberg bliver i mangel af bedre forsøgt talt op til at være Sveriges "supertekniker", men uden at forklejne Forsberg, så er han med god vilje maksimalt en "Eriksen light-udgave" og ikke i nærheden af Ibrahimovic-niveau og kommer det heller aldrig. 

Symptomatisk var også Sveriges to test-kampe før slutrunden, hvor svenskerne havde mere brug for at finde offensive modeller og metoder, end modstandere havde, men i begge tilfælde hjemme i Stockholm var de hverken i 0-0'eren mod Danmark eller den efterfølgende 0-0'er mod Peru i stand til at kreere noget. 

Sydkorea

Okay, i Europa har vi ofte vanskeligt ved at vurdere niveauet af nogle af de asiatiske hold, men nu sidder denne skribent jo i Asien, og jeg har ved flere lejligheder set det sydkoreanske landshold i aktion. Og der er sandt at sige ikke noget særligt at skrive hjem om. Jeg synes Sydkorea i disse år har et hold under niveau af, hvad man har været vant til at se fra den kant (hvilket ikke engang plejer at være så overvældende godt).

Sydkorea har været en af de mere aktive VM-deltagere op til slutrunden, idet de har spillet fire optaktskampe: 2-0 over Honduras, 1-3 til Bosnien/Hercegovina, 0-0 med Bolivia (som Serbien derefter fuldstændigt rundbarberede) og for tre dage siden et klart og fortjent 0-2-nederlag til Senegal. 

Sydkorea får det vanskeligt i Rusland, men i den første kamp kan de selvfølgelig forlade sig på, at hvis de forholder sig afventende, hvordan får Sverige så scoret?

Gruppe F

Belgien

Now or never! Nå, det er nok at stille det på spidsen, men Belgien har vel aldrig haft en bedre chance for VM-succes end nu, og det er tvivlsomt, der nogensinde vil komme en bedre chance. Der har været skrevet meget om det belgiske hold, som med rette er i finde i den seks hold store favorit-inderkreds i Rusland. Spillertruppens kvalitet findes nemlig ikke ret meget bedre nogle steder, og at der ikke engang er blevet plads til Romas fremragende midtbanemand Radja Nainggolan beviser noget om truppens kvalitet. 

Efter et par skuffende EM- og VM-slutrunder har belgierne nu så også fundet frem til, at det måske ikke var det rigtige at have en belgisk tidligere topspiller ved roret som træner.  Alle oppebærer jo retten til at blive klogere, og fodboldforbundet i Bruxelles var ikke nogen undtagelse, men nu lader der heldigvis til at være kommet kompetent styring til i form af spanske Roberto Martinez. 

Optaktskampene er forløbet, som de skulle: 0-0 med Portugal, 2-0 over Egypten og 4-1 over Costa Rica. Belgien ligger til at gå langt i Rusland. 

England

England har udviklet det til en vane at gøre næsten rent bord i den europæiske VM- eller EM-kvalifikation for så at floppe til slutrunderne. Det er der såmænd ikke noget nyt i, og i det mindste er englænderne med i VM-slutrunden, hvilket jo er mere, end hvad man kan sige om Italien eller Holland. 

Vanen tro har England også gjort det relativt  godt i venskabskampene, hvor de op til slutrunden har øvet sig og vundet 2-1 over Nigeria og 2-0 over Costa Rica. 

Man kunne finde plads til en mand som for eksempel Alex Oxlade-Chamberlain i den engelske trup, havde han ikke været skadet, men det er ikke skader, der er Englands store problem. Med Harry Kane som undtagelsen, der bekræfter reglen, er problemet for en så stor fodboldnation som England en sørgelig mangel på verdensklassespillere. 

Til gengæld er England prismæssigt højere oppe i odds, end de nogensinde har været i en slutrunde, så nogen retfærdighed er der da til. 

Tunesien

Tuneserne er fløjet under radaren op til VM-slutrunden, men det betyder ikke, at man ikke bør holde øje med dem. Tunesiens optaktskampe melder om 2-2 med Portugal, 2-2 med Tyrkiet og senest 0-1 til Spanien, hvilket vel ikke trække ned i de flestes forventninger til det tunesiske hold. 

Meget bliver "afsløret" på mandag i Tunesiens første kamp mod England, men indtil da vil denne skribents bedømmelse gå på, at vi har med et af slutrundens undervurderede (og det også oddsmæssigt) hold at gøre her. 

Panama

Det mindst tiltroede af alle 32 hold, og Panamas optaktskampe har ikke hjulpet med til at trække tilliden op. 1-0 over Trinidad/Tobago efterfulgt af 0-0 med Nordirland og så 0-1 til Norge, ja det jo ikke ligefrem lugter af sprudlende latinamerikansk samba, calypso, or what have you. Dét kombineret med, at verdenspressen - sikkert fordi den ikke havde andet at berette om - har fokuseret på Panama-truppens høje gennemsnitsalder har sat omverdenens forventninger til holdet ned. 

Og alligevel skal vi jo ikke glemme, at der var Panama, der tog USAs plads i VM-slutrunden.

Objektivt bedømt, så ligner Panama at få det vanskeligt i gruppe G, ingen tvivl om det, men at udnævne dem til at være slutrundens ringeste hold... hm... jeg vil i hvert fald gerne lige se åbningskampen først, før jeg vil udtale mig om det... 

Gruppe H

Colombia

"Make or break". Mange såkaldte eksperter (mig selv et par gange inklusiv) har lige så længe, jeg kan huske, meldt Colombias landshold op som en giftig dark horse ved VM-slutrunder. Og typisk skuffer Colombia. Det kan blive til det samme i Rusland, for det kan være vanskeligt at vurdere niveauet hos colombianerne. 

Ligeledes kan det være vanskeligt at vurdere spillet, eller spillestilen, bør jeg måske sige. For mens Colombia kan spille forrygende angrebsfodbold, så kan det også være et af de mest kampdræbende mandskaber overhovedet at se på. I den sammenhæng er det oplagt at nævne, at begge Colombias optaktskampe - mod Australien og Egypten - sluttede, som de startede, 0-0. 

Polen

Tjae, polakkerne vandt jo Danmarks  VM-gruppe, men til slut, skal vi sige det sidste halve års tid i gruppen, da lignede Danmark det bedste mandskab af de to. Et kig på Polen og Danmarks spillertrup bør dog falde ud til polakkernes fordel. En spiller som Robert Levandowski ville trods alt have pyntet på det danske holdkort.

Polens træningskampe melder om 2-2 med Chile og så en 4-0-sejr over Litauen, hvilket der ikke er noget overraskende i. Polakkerne bør have fine chancer for at gå videre fra gruppen. 

Senegal

Lidt ligesom Nigeria... eller okay, måske lidt mere à la "Nigeria Light" og så tilsat Liverpools Sadio Mane. Men måske det er uretfærdigt, jeg ikke giver Senegal lige så megen kredit, som jeg giver Nigeria, for Senegal råder også over mange fine spillere i deres trup. Som jeg ser det, får jeg imidlertid øje på ét potentielt problem, nemlig på bænken. For har træner Aliou Cisse virkelig dén rutine, der skal til i en VM-slutrunde?

Det får vi se. Spil og resultater i optakten har været lidt svingende startende med 0-0 mod Luxembourg, et 1-2-nederlag til Kroatien, men så senest en fin 2-0-sejr over Sydkorea, hvor Senegal endda kunne have vundet større. 

Japan

Denne gruppe H er vel på forhånd at betragte som den mest "lige" af alle otte VM-grupper, det set ud fra en den formodede kvalitetsforskel mellem gruppens forhåndsfavorit (Colombia) og gruppens mindst tiltroede mandskab, hvilket er Japan. Hvis gruppen er "lige", så indikerer det, at man skal være påpasselig med at undervurdere japanerne. Okay, de har tabt to af deres tre optaktskampe, 0-2 til Ghana og 0-2 til Schweiz,men senest vandt de trods alt 4-2 over Paraguay, og efter at have overværet japanerne i flere kampe de seneste halvandet års tid, så synes jeg, at det er det bedste hold, Asien har at komme med til VM. 

Japanerne har en mere fleksibel struktur over deres spil end eksempelvis Sydkorea, og flere af de japanske spillere er også smartere både med bold og til at læse spillet. En mand som Keysuke Honda, trods han er ved at komme op i alderen, må ikke undervurderes  i betydning for det japanske hold, da han fungerer som træner Akira Nishinos forlængede arm på banen og er manden, der bestemmer "tempoet" på holdet. Det er nemlig længe siden, at Japan kun kunne spille "hvirvelvinds"-fodbold. Nu om dage er der mere tale om sydamerikansk inspireret temposkiftsfodbold. 

Skal der komme en gedigen turneringsoverraskelse ved VM fra et asiatisk holds side, tror jeg, det bliver fra Japan. 

Artiklen er den attende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her.