På tærsklen til semifinalerne slutter vi miniserien med Steffen Dam-interviews af med et overblik over, hvordan det (status opgjort inden kvartfinalerne) indtil videre er gået med hans betting under VM-slutrunden, og en 132% høj ROI på specialvæddemål skiller sig ud. Men der er også ting, som er gået galt. Eksempelvis erkender Dam, at det nok ikke var nogen særlig god idé, at han pludselig skulle gøre sig til ekspert i 'kortspil'. Til vordende profesionelle og seriøse bettere, analysér dit regnskab hele tiden, og vær selvkritisk: "Jeg oplever, at mange ellers vidende og potentielt vindende bettere ikke besidder denne selvkritik, og det er simpelthen dét og ikke noget andet, der forhindrer dem i at få succes."

"En af de gode ting som better under en VM-slutrunde er, at der er et hav af specialvæddemål ude på markedet og det med ret høje limits. Under VM lader der bare til at være åbnet for sluserne. Og her skal man tænke lidt bredere end bare online. Der er jo betting-shops på snart sagt hvert andet gadehjørne i København, og her tager de under VM raskt væk imod, hvad jeg synes, er pænt store beløb. Jeg kan eksempelvis godt få kørt 50.000 kroner igennem på et enkelt specialvæddemål hos en forhandler, det uanset, om han kender mig eller ikke. Og så kan det jo godt løbe op.

Så under VM er specialspil en stor del af min omsætning og indtjening, og de snerper under slutrunden faktisk henimod måske at være den største del."

Ordene kommer fra Steffen Dam, der i denne periode nærmest har dedikeret sit liv til at følge med i VM-slutrunden samt ikke mindst bette på den. Steffen Dam, mangeårig spilredaktør på B.T. og forfatter af betting- og pokerbøger, er, uden at fornærme nogen, vel dét mest kendte navn indenfor dansk sportsbetting. Interviewet er foretaget inden VM's kvartfinaler, hvilket man med de følgende tal og oplysninger bør have in mente.  

TNS: "Kan vi kigge lidt på din statistik?"

Steffen Dam: "Jep, det kan vi sagtens, giv mig lige to minutter, så tager jeg mit regnskab frem."

Samlet ROI for VM: 115 procent 

"Under VM har livespil stået for lidt over halvdelen af min omsætning, men med det sagt har jeg dog stadig haft en væsentlig del af min betting ude på prematch-bets. Og her er det gået udmærket. Jeg ligger inden kvartfinalerne på lige omkring 120 procent ROI på mine prematch-bets. Så er jeg lidt lavere på mine livebets, resulterende i en samlet ROI for VM på 115 proccent.

Tager vi nogle nøgne tal, så har 35 procent af mine bets været på asian handicaps og over/under-spil, typisk asian over/under'e. Og de er samlet resulteret i en ROI på 117 procent.

Jeg placerer en ret stor del af mine bets, rent omsætningsmæssigt, hos Pinnacle, og her er min ROI 108 procent, hvilket jeg er meget tilfreds med. For det er normalt større summer, jeg placerer hos Pinnacle, end jeg kan gøre andre steder. Typisk er størrelsen af mit Pinnacle-bet fem-seks gange større end bets sat alle andre steder. Og det betyder også, at min klart største omsætning er at finde på asian-markedet, idet den udgør mere end 70 procent.

Men specialspil, især under VM, er vigtige for mig, selvom omsætningen per spil er mindre. Under VM har jeg en tilbagebetaling på 132 procents ROI på specialspil isoleret.”

Matematisk tilgang og god til chancevurdering af fodboldkampe

TNS: "Hvis vi tager det lidt overordnet og ikke kun kigger på VM, hvad er du så rigtig god til, når det kommer til betting?"

Steffen Dam: "Jeg har en klar matematisk tilgang, og så mener jeg, at jeg er god til at vurdere fodboldkampe, altså sætte en forholdsvis præcis chancevurdering.

Det er vigtigt, at man holder sig fra ting, hvor man ikke tjener noget, eller måske ligefrem taber. Jeg har det princip, at jeg aldrig spiller de sidste fem-seks timer op mod kampstart – markedet bliver der for effektivt. Derfor spiller jeg som regel altid minimum en eller to dage før kampen. Jeg har fulgt min track record for bets sat på kampe i timerne op til kampstart, og de viser, at det ikke er umagen værd, ja de har knapt nok resulteret i overskud."

Superligaen er min primære betting-liga

"Superligaen er min primære betting-liga, det simpelthen fordi jeg følger med og ser alle kampe. Jeg går ind gerne én-to dage før, altså før de tunge drenge. Og dagen før kampen kan man faktisk godt få hæderligt med penge igennem.

Så for mig er det en fast regel ikke at gøre sene spil. Spil én-to dage før kampen, eller principielt så tidligt som muligt, bare man kan få rimelige beløb kørt igennem.

Det er ligesom i poker-eksemplet, hvis man er verdens niendebedste pokerspiller, hvorfor så sætte sig ved sammme bord som verdens otte bedste? For mig, hvorfor i timerne op til kampstart gå ind og konkurrere med de kloge penge? Det vil der ikke være ræson i.

Jeg kunne eksempelvis aldrig finde på at spille på den engelske Premier League på selve kampdagen. Markedet er der undervejs med at blive effektivt, og der vil på det tidspunkt være store aktører derude, som ved mere end mig, og hvis cv vil være mere præcis end min. Dén konkurrence holder jeg mig væk fra, men med en liga som Premier League er der jo slet ikke noget problem, idet man allerede tidligt på ugen kan få matchet rigeligt med penge."

"Vær selvkritisk – for man laver fejl hele tiden"

TNS: ”Har du nogle gode råd til aspirerende professionelle bettere eller folk, der vil tage deres betting mere seriøs?”

Steffen Dam: "Man skal være sin egen største kritiker. Det er der vigtigste. Mange dygtige sportsbettere er ikke kritiske nok over for sig selv. Grunden til, at de ikke vinder, er ikke altid bare fordi, de er uheldige. Kig indad, for måske man har mistet noget i sin beslutningsproces. Ingen er fejlfrie, og så sandelig heller ikke mig selv.

Og, med det, så burde jeg, da du tidligere spugte mig om, hvad jeg er god til som sportsbetter, have nævnt én ting mere – nemlig, at jeg synes, jeg er god til at være selvkritisk – for man laver fejl hele tiden."

"Var det en skidego’ beslutning – nej, det var det nok ikke"

"Jeg kan nævne et nyligt eksempel fra min egen betting. Her under VM-slutrunden havde jeg i gruppespilllet den idé, at jeg også skulle ud på kortspil, antal strafpoint, gule eller røde kort.

Nu efterfølgende kan jeg se, at selvom der ikke er tale om nogen særlig stor sample, kun 30 bets, så præsterede jeg på disse kortspil en tilbagebetaling på ca. 50 procent ROI. Faktisk ville jeg alt i alt have haft fem procent højere tilbagebetaling under denne slutrunde, hvis jeg havde holdt mig fra kortspil, og det er ret væsentligt.

Jeg synes, jeg havde gjort mig min research, men jeg har jo aldrig været dommer selv – og hvorfor skal jeg så pludselig rode mig ud i kortspil? Det er en af de ting, jeg kan ærge mig over. Var det en skidego’ beslutning? Nej, det var det nok ikke.

Næste gang, der er en stor slutrunde, ja så vil jeg nok også sætte nogle kortspils-bets, men formentlig kun omkring en tredjedel af, hvad jeg har gjort denne gang og for lavere beløb. Og det er typisk, i en periode, hvor det går godt, så tror man, man kan gå på vandet. Og i sådanne perioder skal man passe ekstra på. Og jeg blev taget med fingerene i kagedåsen. Så selvom det er en forholdsvis lille sample, 30 bets, så efterlader de blot 50 procent tilbagebetaling – det ville have været noget andet, hvis tbp. f.eks. havde været været 90 procent, for så ville det have været mere tænkeligt, at det kunne have været bare lidt uheldig varians – ingen tvivl for mig om, at det er mig, der ikke forstår godt nok, hvad der sker på det marked. På kortmarkedet var det mig, der stod tilbage som donor af ’dumme penge’.”

Det er sjældent bare uheld

"Men for at vende tilbage til dit spørgsmål. Man skal være selvkritisk og lade være med at slå det hen som uheld, at det og det bet kiksede. For mens det da er sandt, at der er megen stolpe ind og stolpe ud, megen held og uheld, og megen varians, så lyver ens tal på den lange bane næppe. Så man skal analysere sin betting og finde ud af, hvad det er, man er god til, og så holde sig til det, ja nærmest blive ekspert på det felt.

Langsomt, men hele tiden meget kritisk, kan man så forsøge at udvide sit felt. Men igen, og undskyld, jeg vender tilbage til det hele tiden, men jeg oplever, at mange ellers vidende og potentielt vindende bettere ikke besidder denne selvkritik, og det er simpelthen dét og ikke noget andet, der forhindrer dem i  at få succes. Og det er en skam, for det burde jo ikke være så vanskeligt.

To ting her, der er væsentligt at holde sig for øje. Den ene, når man har fundet et bet, så bør man sætte kræfterne ind på at afkræfte værdien i bettet, ikke på at bekræfte det. Og den anden, man bør hele tiden analysere sine regnskaber. Når noget går galt, er der ofte en grund til det, det er ikke sikkert, at det bare er, fordi man er uheldig.”

"Vigtigt for mig at sparre med folk"

TNS: "For at være en god better, skal man også føre regnskab, korrekt?"

Steffen Dam: ”Ja, men det tager jeg som en given åbenlys ting. Uden et omhyggelig bogført regnskab kan man overhovedet ikke kalde sig better, eller bare det, der ligner. Folk, der snakker om betting uden at have et regnskab, ja dem tager jeg per automatik simpelthen bare ikke seriøs. Den slags folk har generelt ikke den fjerneste idé, hvad de taler om.”

TNS: "Hvad gør du så ellers som better, både under VM-slutrunden og generelt?"

Steffen Dam: "Udover min research, og det er altid en god ting at være så meget forud som overhovedet mulig, så er det vigtigt for mig at sparre med folk. Det om betting og betting-strategi generelt, men også om specifikke væddemål. Derfor mødes jeg et par gange om ugen eller mere privat med vidende folk og betting-bekendte for at snakke og høre deres mening om potentielle væddemål. Man får også mange gode input den vej rundt, og det gælder selvfølgelig begge veje, altså for alle parter. Man får på den måde også udvidet sin betting-portefølje så at sige, for folk er gode til forskellige ting, og når man over tid oplever, at folk ved, hvad de snakker om, så deler man naturligvis også sine bets, og det leder til forøget omsætning og forøget indtjening for alle parter.”

Steffen Dam er professionel sportsbetter, spilredatør på B.T., journalist og forfatter af bøgerne "Sådan vinder du på Oddset" og "Vind i poker – spilstrategier i Texas Hold’Em". Ovenstående er den sidste af i alt fire interviewartikler med Steffen Dam i BetXperts VM-serie.

Artiklen er den treogfyrrende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her