Tipico har løbende droslet ned for deres aktiviter i Danmark, siden de sidste år besluttede at droppe deres markedsføring i Danmark. Og nu har de så meldt ud, at de lukker ned for danske kunder i midten af december. 

I efteråret sidste år offentliggjorde Tipico, at de ville stoppe deres markedsføring i Danmark efter et år, hvor de havde et samarbejde med DBU og Peter Schmeichel som frontfigur.

"I forbindelse med ny ejerkreds i Tipico er der truffet strategisk beslutning om at stoppe al marketing (direkte og indirekte) på de internationale markeder med udgangen af 2016. Det vil sige alle andre markeder end Tyskland og Østrig," sagde en intern kilde fra Tipico til BetXpert sidste år.

Beslutningen skulle evalueres primo 2017, og i juni blev fem af deres fysiske væddemålsbutikker opkøbt af Cashpoint*, mens to lukkede. 

Og nu er det altså slut for danske kunder at spille hos Tipico. Det melder de ud i en email sendt til deres brugere onsdag eftermiddag: 

"Tipico lukker sit tilbud under tipico.dk ned for kunder i Danmark midt i december. Du bedes bemærke, at dette ikke påvirker Tipicos tilbud udenfor det danske marked," står der i starten af mailen. 

BetXpert har forsøgt at kontakte Tipico for en kommentar til, at de lukker ned i Danmark, men de er ikke vendt tilbage endnu. Vi har også forsøgt at kontakte Spillemyndigheden, men de er heller ikke vendt tilbage endnu. Vi arbejder videre på en kommentar fra dem begge.