Seks ud af 12 playoff-kampe om at komme med til VM i Rusland næste sommer endte 0-0, og det var guf for bookmakerne, der havde lav tilbagebetaling til spillerne på de kampe. 

Honduras - Australien: 0-0

New Zealand - Peru: 0-0

Danmark - Irland: 0-0

Schweiz - Nordirland: 0-0

Grækenland - Kroatien: 0-0

Italien - Sverige: 0-0

Dertil kan lægges to smalle sejre på på 1-0 til Schweiz over Nordirland og Sverige over Italien. 

Ovenstående er opskriften på succesfulde playoff-kampe, hvis man er bookmaker. De har nemligt tjent mange penge på de målfattige playoff-kampe om at komme med til VM 2018 i Rusland. 

"Vi har tjent penge på 10 ud af de 12 playoff-kampe. Kunderne har tjent på Irland - Danmark og på Australien - Honduras," siger Per Marxen, pressechef ved Unibet*

Han henviser til, at Unibet tabte et millionbeløb på Danmarks 5-1 sejr i Dublin, hvilket var et større tab, end hvad de tjente på kampen i Parken. 

"Hvis vi fraregner den kamp, har kunderne en tilbagebetalingsprocent på 48,5, men regner vi den med, var tilbagebetalingsprocenten på cirka 96. Playoff-kampene har været kronede dage for os for og branchen generelt," siger Per Marxen. 

Tallene fra Unibet* stammer kun fra deres danske kunder, og de omsatte mest på - selvfølgelig - Danmarks to playoff-kampe og på de to kampe mellem Sverige - Italien. Ligeledes var de danske kunder også mest optimistiske på Danmarks vegne i kampen mod Irland, hvilket betød en høj tilbagebetaling for danske kunder på kampen, mens den var lavere på tværs af Unibets andre kunder.

Læs optakt og guide til VM i fodbold her

80 % tilbage til kunderne

Også hos Nordicbet* er der sorte tal på bundlinjen. Her var tilbagebetalingsprocenten endnu lavere end hos Unibet*, og hos Nordicbet* er tallene endda for alle deres kunder, som primært kommer fra de nordiske lande. 

"New Zealand - Peru var en god kamp, da den ender 0-0, og her havde vi en tilbagebetalingsprocent på 69. Overall har playoff-kampene været en god forretning, da der var så mange kampe, der endte 0-0," siger Thomas Holm, pressechef hos Nordicbet*

Returopgøret mellem Italien - Sverige i Milano gav heller ikke mange penge tilbage til spillerne. Her var tilbagebetalingsprocenten på 68. 

"Tilbagebetalingsprocenten har samlet været lige omkring 80, og det er faktisk kun Australien - Honduras og Irland - Danmark, som vi taber penge på," siger Thomas Holm. 

Lidt overraskende så tjente Nordicbet* også penge på Kroatien - Grækenland, selvom både favoritten vandt med flere mål, og der blev scoret over 2,5 mål i kampen. Her var tilbagebetalingsprocenten på 98. 

I andet kvartal i år havde bookmakerne på det danske marked en gennemsnitlig tilbagebetalingsprocent på 90,7, viser tal fra Spillemyndigheden. I samme periode havde spiludbyderne en bruttospilleindtægt på 522,4 millioner kroner, mens der blev omsat for 5,617 milliarder kroner på væddemål hos licenserede spiludbydere i Danmark. 

Hverken Unibet* eller Nordicbet* ønsker at oplyse omsætningstal for playoff-kampene.

Få overblikket over VM-kampprogrammet her