Aspen i Colorado lægger endnu engang sne til X Games. Denne gang foregår det fra den 25.-28. januar. Læs denne grundige optakt fra Martin Berg Klenow, som analyserer alle deltagernes muligheder.

Udover Vinter-OL i februar er X Games Aspen det største freestyle snowboardevent i år.

For herrerne er der lagt op til meget tætte konkurrencer indenfor alle tre discipliner: Superpipe, Slopestyle og Big Air. I Superpipe er det spørgsmålet, om Shaun White kan komme tilbage på tronen. Han har netop lavet en perfect score, men der er en del andre, der kan vinde og har gjort det de sidste sæsoner - for eksempel Scotty James.

I både Slopestyle og Big Air er feltet om muligt endnu bredere med Max Parrot, Mark McMorris, Marcus Kleveland, Ståle Sandbech, Sebastien Toutant og Sven Thorgren som dem med de umiddelbart største medaljechancer.

Vi kigger på det hele i denne grundige optakt. Hvis ikke du vil læse fra a-z, så brug navigationen i højre side og gå til de afsnit, du ønsker.

Læs også dameoptakten til X Games Aspen 2018, hvor der også er masser af analyser.

X Games Aspen 2018: Discipliner og format

Ved X Games Aspen konkurreres der i Superpipe, Slopestyle og Big Air.

I X Games-sammenhæng kaldes halfpipen for en Superpipe grundet dens enorme størrelse. Superpipen er 7 meter høj fra top til bund, 20 meter bred og 220 meter lang.

Generelt er en halfpipe (halvrør) en iset halvcirkelformet grøft, der hælder nedad. Snowboarderne laver tricks ved at sætte af på væggene af pipen, mens de kører ned gennem pipen. Det er en fordel at lande så højt som muligt, så man kan bevare farten i boardet.

Dommerne vurderer højden af tricksene, stilen, den tekniske sværhedsgrad og variationen. Der sidder typisk fem dommere i dommerpanelet. Den laveste og højeste score fjernes, og der midles så over de sidste tre scores. Den maksimale score er 100 point. Hver rider har typisk to eller tre runs, hvor det bedste run tæller. Der er ingen kvalifikation, man går direkte til finalen for både herrer og damer.

I Slopestyle konkurreres der på en bane med både rails (skinner/gelændere), boxes, walls og kickers (hop). Ved X Games Aspen har der de sidste år været 3 rail features først og så 3 kickers til sidst.

Dette er meget traditionelt i modsætning til, hvordan det gøres i mange andre konkurrencer, hvor der laves en blanding. Når der laves et mix af rails og kickers, kræver det større koncentration og alsidighed.

Dommerne lægger vægt på teknisk sværhedsgrad, stil, størrelse af tricksene og variation. Den maksimale score er 100 point. Hver rider har typisk to eller tre runs, hvor det bedste run tæller. Mændene har en kvalifikation, mens damerne går direkte til finalen. 

Ved X Games lægges meget stor vægt på progression, så kan man lande et trick, der aldrig er set før, så vil dommerne score det meget højt. Dommerne har i Slopestyle nogle gange tendens til at lægge mere vægt på kickerne end på railsene. Det er værd at huske på, at dommerne vurderer på baggrund af skøn - det er ikke eksakt som fx inde eller ude - så derfor kan der lettere ske fejl.

I Big Air er der en enorm kicker (hop). Det handler så om for deltagerne at lave det vildeste trick udført med så god stil som muligt. Tilmed vurderer dommerne renheden af landingen. Dette plejer at foregå i en såkaldt jam session, hvor deltagerne sætter så mange hits som muligt i løbet af typisk 25 minutter.

Når de 25 minutter er gået, køres runden færdig, så alle deltagere får lige mange hits. Det er et virkelig actionpacked format, der sikrer, at intensiteten er i top. Den maksimale score for hvert hit er 50 point. Det er så de to bedste hits af forskellige tricks, der tæller, og dermed bliver den maksimale samlede score 100 point. For både herrer og damer går man direkte til finalen.

Kickeren ved X Games Aspen er shapet af sne, modsat stilladshoppene til fx Air and Style, der er lavet af tilskårne isblokke. De fleste snowboardere vil foretrække naturlige hop fremfor stilladshop, da stilladshop typisk har smallere og mere bumpede inruns. Desuden er det sværere at sætte af og lande ved stilladshop. 

Liste over de vigtigste udtryk

Regular: Betegnelse for en rider, der foretrækker at køre med venstre fod forrest.  

Goofy: Betegnelse for en rider, der foretrækker at køre med højre fod forrest.

Switch: Betegnelse for, at en rider udfører trick med den ikke-foretrukne fod forrest.

Frontside og backside: Betegnelser for retningen af rotationen. 

Cab: Betegnelse for en switch frontside rotation.

Flatspin: Betegnelse for en flad rotation. 

Cork: Betegnelse for, at man spinner om en tiltet akse i forhold til et flatspin, hvilket medfører, at riderens skuldre og hoved kommer til at være positioneret under boardet i løbet af rotationen, dog uden rideren bliver helt vendt om. 

Flip: Betegnelse for, at rideren bliver helt vendt om eller "inverted". 

Grab: Betegnelse for det at holde om boardet med en eller begge hænder under en rotation. 

Der kan laves en masse forskellige tricks. En liste over de forskellige tricks kan ses her

For uddybende forklaringer, se artiklen fra forrige år. 

Deltagere ved X Games Aspen 2018

Nedenfor følger en gennemgang af de forskellige deltagere i de forskellige discipliner. Deltagerne er inviteret af X Games, og listen er dermed et udtryk for, hvem de ønsker at se.

NordicBet* og Betsafe lovede tidligere at komme med vinderodds (som minimum). Det har de dog meget skuffende trukket sig fra dette i sidste øjeblik. Derfor er sandsynligheden for, at der kommer odds ganske lille. X Games Aspen kan dog bruges til at se på deltagernes form frem mod det forestående OL, hvor samtlige discipliner også er med. 

Analysen af deltagerne bygger primært på de konkurrencer, der har været i denne sæson, det vil sige fortrinsvis Dew Tour (Superpipe og Slopestyle), Laax Open (Halfpipe) og Air and Style Beijing (Big Air). Derudover vil resultater fra tidligere sæsoner blive inddraget, når det er relevant.

Superpipe

Favoritter

Shaun White

31-årig amerikaner, regular stance. White slog sig ganske meget tilbage i oktober, hvor han hamrede hovedet mod lippen af pipen, hvilket resulterede i 62 sting i ansigtet. Han er dog kommet sig efter skaden.

Senest satte han en perfect score (100 point) ved U.S. Grand Prix i Snowmass. Dette gjorde han med et vanvittigt run, hvor han satte en double cork 14'er på første hit og sluttede af med back-to-back double cork 12'ere. Dette var et nyt run, der illustrerer meget fint, at Shaun White på sit topniveau er meget svær at slå. For her er han teknisk bedre end de andre ud over at være den der kan gå højest og så har han en flawless stil. Ved at vinde konkurrencen i Snowmass kvalificerede han sig samtidig til OL i februar. 

Han havde dog problemer ved Dew Tour, hvor han ikke kvalificerede sig til finalen, da han ikke fit sat sin karakteristiske double McTwist 1260 på sidste hit. Den stabilitet han engang havde i at sætte sine runs, er der ikke helt i samme grad mere, og han får ikke sat et saferun i kvalifikationen, da han insisterer på at sætte et fremragende run. Desuden skal man også være lidt opmærksom på hans motivation. OL kan ganske givet motivere ham til at præstere på allerhøjeste niveau, men hvad med X Games?

Scotty James

23-årig australier, regular stance. James fik virkelig steppet sit game op i sidste sæson, hvor han vandt X Games Aspen og blev nummer 2 ved både Laax Open og Burton US Open. I denne sæson er det blevet til sølv ved Dew Tour. Han går rigtig stort og holder en stor højde hele vejen gennem pipen. Desuden kan han sætte meget teknisk svære tricks som 12’ere. Han satte endda back-to-back 12’ere senest ved Dew Tour, dog med et lille handdrag, og er dermed helt i toppen i forhold til teknik.

James bliver overvurderet en smule af dommerne, hvor hans landinger ikke sidder helt i skabet hver gang, da han nogle gange lander lidt skævt i forhold til wallen eller har en handske nede. Desuden er der også en smule at forbedre i forhold til stilen, hvor han har tendens til at slippe sine grabs lidt for tidligt. Han er faktisk meget stabil og ret sikker i at sætte sit run og har efterfølgende planer for, hvordan han kan bygge videre. Ved Dew Tour lykkedes det ham at sætte fulde runs i alle sine tre forsøg, men alligevel måtte han nøjes med en 2. plads. Senest blev det til en 2. plads ved U.S. Grand Prix i Snowmass, hvor han måtte se sig slået af Shaun White. 

Ayumu Hirano

19-årig japaner, goofy stance. Hirano måtte senest tage til takke med en 4. plads ved Dew Tour. Hirano satte den største rotation med sin double cork 1440 og gik størst af alle. Ud over double cork 14’eren havde han også en double cork 12’er i sit run. Ved den store straight air han satte på første hit, manglede han måske en smule stil, da han næsten gik så stort, at han ikke var helt i kontrol. Ellers så det rigtig fint ud stilmæssigt. Dommerne var dog noget hårde ved ham, synes jeg i forhold til andre, da han gik hele 25 feet ud af pipen og desuden satte store rotationer.

Outsidere

Jake Pates

19-årig amerikaner, goofy stance. Pates blev en ganske overraskende vinder af Dew Tour. Han blev belønnet stort for at sætte en double mctwist 1260 med tailgrab, der blev holdt hele vejen rundt i rotationen. Dette trick var aldrig før blevet sat i konkurrence. Det var et rigtig flot run, han satte, men det blev nok overdømt en lille smule, selvom progression skal tælle højt. Pates har en rigtig god højde på sine hits, et rigtig fint teknisk niveau og tilmed en fin stil.

Ben Ferguson

22-årig amerikaner, regular stance. Ben blev senest nummer tre ved Dew Tour. Han går ganske højt på sine hits, da han er i stand til at lande højt og dermed holde farten. Han sætter en del switchtricks, hvilket øger den tekniske sværhedsgrad, hvor han nok ellers ikke helt kan være med på de allerstørste rotationer. Han var meget stabil ved Dew Tour, hvor han faktisk fik landet alle sine tre runs og hver gang byggede på. Han sluttede af med et rigtig godt run, hvor han gik enormt højt, faktisk lige så højt som Hirano og fik sat et fint teknisk run, der gav ham bronze.

Iouri Podladtchikov

29-årig schweizer, goofy stance. Den russiskfødte schweizer har ikke rigtig udviklet sig de seneste år, hvor han sætter mere eller mindre de samme tricks. Hans tekniske niveau er ganske fint, men der er en del, der sætter langt større rotationer, end han har gjort på det seneste. Stilmæssigt ser det rigtig fint ud. Han er ikke den, der går allerhøjest, men han holder en ganske fin højde ned gennem pipen, og han lander meget rent. Han er dog forholdsvis sikker i at sætte sit run, hvilket vi også så ved Dew Tour, hvor han landede to gode runs og fik en 5. plads. IPod kan sætte switch backside double cork 12, men det er længe siden, vi har set ham gøre forsøget, ligesom han heller ikke har prøvet på YOLO-flippet (cab double cork 1440) på det seneste.

Senest vandt IPod Laax Open på hjemmebanen i Schweiz. Dette skete dog uden konkurrence fra en del af de allerstørste navne. Igen var højden og stilen fin, mens det tekniske niveau var godt, men uden de helt store rotationer, maksimalt 10'ere. Han viste igen stor sikkerhed, idet han fik sat begge sine runs. 

Chase Josey

22-årig amerikaner, regular stance. Josey går efter et meget teknisk run med en masse doubles og mange rotationer i flere tilfælde endda sat switch. Han går ganske højt og holder højden fint ned gennem pipen. Variationen er ikke så stor, idet der er en del back-to-back rotationer. Han er dog ganske stabil i at lande sine runs og får holdt sine grabs fint. Senest blev han nummer syv ved Dew Tour. Gennembruddet for Josey kom i sidste sæson, hvor han vandt Laax Open. Derefter blev han nummer fire ved X Games Aspen og nummer tre ved Burton US Open.

Langskud

Raibu Katayama

22-årig japaner, regular stance. Katayama har deltaget i en del FIS-konkurrencer, men dog også et par gange ved Burton US Open og Dew Tour, hvor bedste placering er 5. pladsen ved US Open sidste år. Det er dermed første gang Katayama deltager ved X Games. Det umiddelbare indtryk er, at Katayama går efter et ganske teknisk run, hans højde er fin, mens der mangler lidt på det stilistiske.

 

Gabe Ferguson

18-årig amerikaner, regular stance. Den yngste af Ferguson-brødrene har haft svært ved at få talentet til at skinne helt. Gabe går ligesom storebror ganske højt. Der er meget stor variation i hans præstationer, og han kan have svært ved at få sat et helt run, hvor den tekniske sværhedsgrad og stilen er helt i top. Det så vi for eksempel ved Dew Tour, hvor han fik landet et helt run med god højde og fin teknisk niveau og stil, bortset fra at han kun fik et kort grab ind på et af sine hits, hvilket så koster på den samlede score, hvor det rakte til en 8. plads.

Greg Bretz

27-årig amerikaner, regular stance. Bretz har faktisk på sit topniveau, det der skal til for at lave en god præstation. Det er dog meget sjældent, han får alle elementerne til at spille samtidigt. Specielt har han problemer med stabilt at få landet sine runs. På topniveauet kan han gå rigtig højt hele vejen ned gennem pipen, her ser det dog normalt fornuftigt ud. Teknisk er han på sine bedste dage i stand til at sætte 12’ere, det er dog her, der er tale om ganske få gange det lykkes. Stilmæssigt kan det være meget pænt, men han kan holde sine grabs lidt længere.

Slopestyle 

Favoritter

Max Parrot

23-årig canadier, goofy stance. Parrot stomper sine landinger virkelig fint, hvor han lander helt flatbased. Han er en af de mest sikre til at lande sine runs. Han fik sat en triple cork 1620 ved Dew Tour, hvilket fint illustrerer, at hans tekniske niveau på kickers er helt i toppen. Han har tidligere sat en triple cork 1800 ved en Big Air-konkurrence. Yderligere har han lavet quad underflip, hvilket dog ikke er så pæn en rotation.

Han har nogle gange haft en lille tendens til, at corkrotationerne bliver lidt underflippede, men dommerne har dog ikke straffet ham for dette, selvom det er knapt så pænt. Parrot foretrækker kickers, men er ganske habil på rails også, specielt teknisk, men det ser også fint ud stilmæssigt. Ved Dew Tour tog han sejren, med det run han satte med triple cork 1620’eren. Dermed fik han tilføjet endnu en sejr til sin imponerende liste over podieplaceringer.

Mark McMorris

24-årig canadier, regular stance. McMorris har formået noget, mange troede var umuligt - at komme tilbage efter to alvorlige skader. Han har en jernvilje, som ingen anden i sporten. Disse to alvorlige skader kostede ham det meste af de to foregående sæsoner.

Teknisk kan han en masse på rails, men er dog en smule usikker, og stilmæssigt kan det være bedre. På kickers er han dog eminent teknisk, hvor han kan sætte de allerstørste rotationer, og normalt er han ganske sikker i landingerne.

Han havde dog problemer ved Dew Tour både på rails og kickers, hvor han specielt på sidstnævnte ikke var så sikker som vanligt. Han fik dog landet et helt run, men der manglede lige den allersidste renhed, så han måtte nøjes med en 8. plads. I Big Air-sammenhæng fik han en perfekt sæsonstart ved at vinde Air and Style Beijing. McMorris har vundet et væld af medaljer ved tidligere udgaver af X Games.

Outsidere

Marcus Kleveland

18-årig nordmand, goofy stance. Kleveland deltog i kvalifikationen ved Dew Tour, men formåede ikke at komme videre til finalen. Den unge nordmand fik for alvor sit gennembrud sidste år i Aspen, da det blev til guld i Slopestyle og sølv i Big Air. I Big Air fik han landet den første quad cork 1800 nogensinde. Dette illustrerer ganske fint, at han har et rigtig højt teknisk niveau, hvor han også kan sætte store flatspins.

Hans stil under eksekveringen af sine tricks er rigtig fed både på kickers og rails. Hans tekniske railniveau er også ganske fint. Han havde dog problemer på hjemmebanen ved X Games Norway, hvilket nok skyldtes hans uerfarenhed overfor det at skulle præstere under pres. Forhåbentlig er han allerede kommet af med dette kompleks.

Sebastien Toutant

25-årig canadier, goofy stance. Toots er egentlig den komplette Slopestylerider. På hans topniveau er der ingen, der kan røre ham på rails, hvor hans tekniske niveau og lethed er uovertruffen. På kickers kan han som udgangspunkt sætte rigtig store rotationer endda med måske den bedste stil i feltet. Specielt er hans corkrotationer helt vildt flotte at se på. Problemet for ham er stabiliteten, hvor det til tider kan være svært for ham at få gennemført et komplet Slopestylerun.

Umiddelbart burde han have sine forcer i Slopestyle, hvis ikke det var for den til tider manglende stabilitet, og at dommerne nogle gange ikke får anerkendt hans railniveau og generelle stil. Derfor har han omtrent lige store chancer i Slopestyle og Big Air. I sidste sæson blev det ved X Games Norway til en bronzemedalje i Slopestyle og en 4. plads i Big Air.

Ståle Sandbech

24-årig nordmand, goofy stance. Ståle virker til at være tilbage efter sine skader, der har påvirket ham de sidste par sæsoner. Ved Dew Tour forsøgte han på en switch backside 1620 flatspin, men han revertede desværre landingen. Han har en rigtig god kontrol i luften, og dermed ser hans tricks meget pæne ud stilmæssigt, hvor han er en af de allerbedste. Han er også værd at holde øje med på rails, hvor stilen også er i top, samtidigt med at han også er meget teknisk. Dermed er Ståle en af de mest helstøbte Slopestyleriders - det er bare stabiliteten, der mangler. Han er ikke så sikker i at sætte sine runs som for eksempel Parrot er, hvilket vi også så senest ved Dew Tour, hvor han ikke fik sat et helt run. 

Mons Røisland

20-årig nordmand, regular stance. Røislands niveau på rails varierer noget. Til tider kan det se fornuftigt ud stilmæssigt, mens det andre gange kan se noget stivbenet ud. Senest fik han dog sat en cork 450 ud fra et rail ved Dew Tour, hvilket var meget alternativt og virkelig cool.

På kickers kan han rigtig meget teknisk, hvor han kan sætte triple cork 1440 rotationer, og han forsøgte ved Dew Tour på switch backside 1620, men landingen glippede begge gange. Også på kickers kan stilen variere noget, hvor han i nogle tilfælde ikke får grabbet holdt ret længe. Ved Dew Tour tog han bronze, mens han også har vundet Big Air-konkurrencen ved Copper Mountain i denne sæson, så han har fået en fremragende start på sæsonen.

Chris Corning

18-årig amerikaner, goofy stance. Corning kan virkelig meget på kickers, hvor han er i stand til at sætte enorme rotationer. Han går kæmpestort på sine hits, og så har han en ganske fin stil med sig, hvor han får holdt sine grabs godt. Tilmed får han smidt ganske svære grabs ind som tail-, nose- og stalefishgrab. Umiddelbart er han også ganske fint med på rails, der kan dog mangle en smule her. Tilmed formåede han ved Dew Tour at variere sit run rigtig godt, hvilket gav ham en sølvmedalje. I fremtiden tror jeg, vi kan forvente os endda endnu mere af ham, for han har virkelig udviklet sig meget det seneste år. Specielt i Big Air-sammenhæng, hvor det i denne sæson også blev til en andenplads ved Copper Mountain. En konkurrence, hvor han efter sigende skulle have forsøgt at sætte en quad cork ved træningen.

Red Gerard

17-årig amerikaner, regular stance. Gerard er en herlig fyr, der som han selv siger, er glad, når bare han får landet et helt run. Han er mest glad for kickerne, hvor han kan sætte triple cork 1440. Meget vigtigt er det dog, at han har fået forbedret sin stil markant, og nu får holdt sine grabs længere og ser mere kontrolleret ud i luften end tidligere. På rails mangler han en smule teknisk. Ved Dew Tour viste han fin stabilitetet og fik sat to gode runs - det bedste endte med at give ham en 4. plads. Hans største sejr kom ved Slopestyle-konkurrencen ved Mammoth i starten af 2017.

Langskud

Kyle Mack

20-årig amerikaner, goofy stance. Mack brød for alvor igennem i 2016, hvor han vandt Burton US Open, hvor han fik sat sine meget fede stilede tricks i en konkurrence, hvor der var mange andre der fejlede deres runs. Det er dog endnu ikke blevet til X Games metal. Han kan nemlig mangle en smule sikkerhed i at få sat sine runs. Teknisk kan han sagtens være med på de store rotationer i Slopestyle-konkurrencen. Hvis han deltog i Big Air kunne han komme til at mangle det sidste teknisk. På rails holder han også et rigtig flot niveau, specielt skiller han sig ligesom på hop ud stilmæssigt.

Tyler Nicholson

22-årig canadier, regular stance. Nicholson er en af de bedste på rails, hvor han kan sætte de sværeste tricks med en fin stil. Han satser dog også lidt her, hvilket kan medføre fejl i nogle tilfælde. På kickers kan han også meget, satser nok mest på flatspins, hvilket skiller ham ud fra mængden, men han mangler nok det sidste teknisk. Stilmæssigt ser det meget flot ud på kickers, hvor han har stor kontrol og får meget fine grabs og tweaks ind. Stabilitet er der ikke tale om for Nicholsons vedkommende.

Darcy Sharpe

21-årig canadier, regular stance. På rails er Sharpe med i toppen både teknisk, og samtidigt ser det rigtig pænt ud. På kickers ser det rigtig fornuftigt ud teknisk med store rotationer, men han kan mangle det allersidste stilmæssigt, og han har lidt en tendens til at gå en smule kort. Det var umiddelbart det, vi så ved Dew Tour, hvor han fik landet et helt run, der faktisk så rigtig godt ud, men der var få skønhedsfejl, hvilket gav ham en 6. plads. Tendensen er nok, at der netop er lidt skønhedsfejl, der skal rettes, hvis han skal helt til tops. Han befinder sig umiddelbart bedst i Slopestyle, men deltager også i Big Air her i Aspen.

Carlos Garcia Knight

20-årig newzealænder, regular stance. Garcia Knight debuterer i X Games sammenhæng. Han er ikke meget bekendt for undertegnede. Hans største resultat er 4. pladsen ved Burton US Open i 2016. Umiddelbart er hans største svaghed stabilitet. På rails ser det ud til han kan en del både teknisk og stilmæssigt. På kickers har han en fin teknisk sværhedsgrad, stilmæssigt ser det til tider fint ud, men der kan mangle lidt her nogle gange.

Torgeir Bergrem

26-årig nordmand, goofy stance. Bergrem fik virkelig gjort det godt på hjemmebanen ved X Games Norway sidste år, hvor det blev til bronze i Big Air. Han har et virkelig højt topniveau, som han også fik vist ved Air and Style Beijing, hvor han fik sat en triple cork 1620, dog med en handske i sneen og endte med en 3. plads. Teknisk kan han også sætte flatspin 1620, og dermed har han et ganske varieret og højt teknisk niveau. Tilmed eksekverer han sine tricks med udmærket stil. Bergrem satser en del, og han har tidligere haft svært ved at sætte sine tricks, når det gælder. Det ser dog ud til, det er ved at vende for ham nu. Umiddelbart foretrækker han Big Air-konkurrencer, da han er bedst til kickers.

Brock Crouch

18-årig amerikaner, regular stance. Crouch mangler det sidste på rails, hvor han skal sørge for at blive på railet hele vejen. Ellers ser det rimeligt ud teknisk, mens der stilmæssigt mangler lidt. På kickers kan han sætte ganske store rotationer blandt andet triple cork 1440 og får smidt lidt sværere grabs ind nogle gange - han får dog ikke holdt dem hele vejen rundt og ser ikke helt rolig ud i luften. Ved Dew Tour blev det til en 7. plads.

Nik Baden

19-årig amerikaner, goofy stance. Endnu en af de unge amerikanske talenter, der er værd at holde øje med i fremtiden. Badens tekniske niveau på rails er umiddelbart ganske fint, hvor han kan have tendens til at gå af railet en smule for tidligt. På kickers har Baden en rigtig fed og unik stil og får holdt sine grabs godt. Teknisk kan han måske mangle noget på kickers. Desuden er stabilitet ikke et af hans varemærker endnu, hvor han kan have svært ved at sætte et helt run, og der er tegn på usikkerhed både på rails og kickers.

Brandon Davis

22-årig amerikaner, goofy stance. Davis deltog senest i kvalifikationen ved Dew Tour, men formåede ikke at kvalificere sig til finalen. Han har et højt teknisk railniveau, stilmæssigt kan det dog se lidt rodet ud. På kickers mangler han umiddelbart det sidste både teknisk, men også stilmæssigt hvor han skal holde sine grabs bedre. Sidste sæson blev det til en 14. plads i Slopestyle ved X Games Norway, mens det i Aspen blev til en 11. plads.

Sebbe De Buck

22-årig belgier, goofy stance. De Buck kom ikke videre til finalen ved Dew Tour. Han debuterer her i X Games sammenhæng. Han har deltaget et par gange ved Burton US Open og Laax Open med sekundære placeringer til følge. Undertegnede kender dermed ikke så meget til De Buck. Umiddelbart kan han mangle en smule teknisk på kickers, mens det stilmæssigt kan se ganske pænt ud. Railniveauet er umiddelbart fint.

Judd Henkes

16-årig amerikaner, regular stance. Henkes mangler noget stil specielt på kickers, hvor han direkte missede grabs ved Dew Tour og ellers slap sine grabs for tidligt. Teknisk kan han en del på kickers, men det er umiddelbart for lidt til at kunne blande sig i toppen, specielt når stilen ikke er helt med. På rails skal han nogle gange koncentrere sig om ikke at falde for tidligt af, og han mangler også lidt teknisk her. Han formåede alligevel at få en 5. plads ved Dew Tour, hvor han dog blev overdømt en smule i min optik.

Yuki Kadono

21-årig japaner, regular stance. Kadono toppede i perioden 2014-16, hvor han lavede rigtig flotte resultater i både Slopestyle og Big Air. I sidste sæson kæmpede han dog meget med stabiliteten. Han er en rider, der satser meget og er derfor langt fra stabil i sine præstationer. Hans tekniske og stilmæssige topniveau er højt nok på kickers til en topplacering i både Slopestyle og Big Air. Desværre varierer hans niveau meget, og han skal igennem en kvalifikation i Slopestyle også. Også i Big Air har han haft problemer med at få sat sine tricks. Det er som om, han har mistet evnen fra 2014-16 til at få landingsstellet slået ordentligt ud.

Big Air

Beskrivelser af snowboarderne findes under Slopestyle.

Favoritter

Max Parrot

Mark McMorris

Outsidere

Marcus Kleveland

Ståle Sandbech

Sebastien Toutant

Chris Corning

Langskud

Darcy Sharpe

Yuki Kadono