Er der ryddet op i FIFA-korruptionen? Svaret er: Sandsynligvis ikke. Manden, omverdenen vender sig til, FIFA-præsident Gianni Infantino synes nemlig fanget. Det er muligt, Infantino fra start havde de bedste hensigter, men meget peger på, at hvis han for alvor søger at ændre på FIFA og verdensfodboldforbundets korruptionsånd og -struktur, ja så bliver han ikke siddende længe.

For mange var han indtil for toogethalvt år siden lidt af en ukendt størrelse – Giovanni (Gianni) Vincenzo Infantino. Okay, han var generalsekretær i FIFA, men havde ellers ikke gjort alverden opmærksom på sig selv. Måske godt nok, da stort set alt opmærksomhed omkring FIFA i årene frem fra 2009, hvor Infantino blev generalsekretær, drejede sig om svindel, bestikkelses- og korruptionsskandaler.

Og så blev Infantino i februar 2016 pludselig FIFA-præsident efter Sepp Blatter og en kort fire måneders-periode med den endnu mere korrupte Issa Hayatou som midlertidlig præsident. Men hvem er han egentligt, denne Infantino?

Gianni Infantino kom til verden i Schweiz i 1970, i samme kanton og ikke langt fra fødestedet af en tidligere FIFA-præsident, som Infantino senere kom til at arbejde under, og han er efter italienske forældre. Infantino har dobbelt statsborgerskab i Schweiz og Italien. Han taler italiensk, tysk, engelsk, fransk og spansk flydende, samt er funktionel på portugisisk og arabisk.

Efter endt uddannelse i jura på Freibourg Universitet blev Gianni Infantino ansat som generalsekretær for International Center for Sports Studies (CIES) på Neuchatel Universitet.

Så langt, så godt, men så til de negative sider i Gianni Infantinos generalieblad: Infantino har været ansat i FIFA siden 2000. Og mere negativt: Han var fra 2009 indtil sin "forfremmelse" til præsident i 2016 generalsekretær i FIFA.

Hvorfor det kan ses som noget negativt, tjae... det afhænger måske bare af øjnene, der ser... eller også er det bare mig...

Vakuum'et efter skandalerne

Gianni Infantino lignede ikke den mest oplagte FIFA-præsident efter Sepp Blatter, men da de flestes langtidsfavorit, UEFA-præsident Michel Platini diskvalificerede sig selv ved (blandt mange andre ting) at modtage en 11,5 millioner stor bestikkelsessum fra Sepp Blatter, hvilket ledte til otte, senere nedsat til seks, års karantæne fra alt fodboldrelateret aktivitet, var der oprindeligt praktisk taget ingen om buddet. Som Infantino spøgende sagde i november 2015, hvor han første gang trådte frem og annoncerede sin kandidatur: ”Der er var ingen til jobbet, så vi trak lod, og mit navn kom ud.”

En sød historie, men meget langt fra sandheden. For sandheden er nemlig, at Infantino, siden han i 2009 avancere til generalsekretær i verdensfodboldforbundet, skridt for skridt har bragt sig i en situation, hvor han ville ende med at blive den oplagte kandidat.

Siddende på generalsekretærposten er det umuligt, Infantino ikke har haft kendskab til den omfattende kriminalitet i FIFA (hvilket i min bog, sorry, totalt diskvalificerer ham til hans nuværende job), men snedigt nok, og korrekt nok samtidig naturligvis, holdt han sig selv udenfor, det efter bedste evne i hvert fald. Det (læs: ifølge denne skribents teori) velvidende, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før Blatter-korthuset væltede. Og da det skete, tog det forudsigeligt alle andre oplagte præsidentkandidater med sig i faldet, og tilbage stod et vakuum, som Infantino var parat til at fylde ud.

Helt problemfrit med at erhverve sig FIFA-præsidentposten var det dog ikke. Sheikh Salman bin Ibrahim al-Khalifa fra Bahrain, præsident for det asiatiske fodboldforbund AFC, samt Prins Ali bin Hussein fra Jordan, der ni måneder forinden stillede op, og tabte, i kampvalg mod Sepp Blatter, annoncerede også deres kandidatur, og af medier og eksperter blev Salman al-Khalifa af de tre anset som favorit til at vinde valget.

Infantinos "Manifesto"

Men Gianni Infantino havde forberedt sig grundigt. Infantino fremlagde overfor FIFA-kongressen et "Manifesto", som koncentrerede sig om fire punkter:

  • Gennemsigtighed i FIFA
  • God forvaltningsskik og -praksis i FIFA
  • Reformer, som ville komme korruptionstraditionen til livs og gøre FIFA til et "rent" FIFA
  • Signifikante indtægtsstigninger i FIFA

Hvilket af de fire punkter adskiller sig fra de øvrige? Det sidste, naturligvis, "Signifikante indtægtsstigninger".

I kølvandet af de mange FIFA-skandaler ledende op til den ekstraordinære kongres i februar 2016 havde alle kandidater naturligvis reformer, som tog sigte på at bringe korruptionen til livs, samt større gennemsigtighed og god forvaltningspraksis på programmet, det var nærmest et "must" på tidspunktet, men et forventet og temmeligt ligegyldigt must.

Dét, der adskilte Infantinos plan, var lovning på signifikant øgede indtægter til FIFA, samt ikke mindst hvordan disse skulle fordeles. Med et klart blik på, hvorfra Infantinos stemmer skulle komme, udspecificerede Manifesto’et, at:

  • Hvert enkelt FIFA-medlemsland ville over de næste fireårs-perioder modtage 32 millioner kroner fra FIFA
  • De seks konføderationer, UEFA, CONMEBOL, CONCACAF, CAF, AFC og OFC, ville hver modtage 255 millioner kroner fra FIFA, plus derudover 25,5 millioner kroner øremærket til ungdomsturneringer  
  • Endvidere ville hver FIFA-medlemsnation modtage 6,4 millioner kroner til dækning af rejseomkostninger.

Især det sidste punkt må ikke undervurderes.

En taktisk genistreg

Man skal tænke på, hvem der var stemmeforsamlet i Zürich. Med ét slag fjernede Infantino med sit Manifesto, hvad der ellers var en potentiel stor forhindring for hans valg – potentiel omfattende bestikkelse/køb af stemmer iværksat fra en af de to andre kandidater (især mistænktes Salman al-Khalifa for at have planlagt denne taktik overfor adskillige af de afrikanske og asiatiske repræsentanter). Infantinos "bestikkelse" til de fremmødte nationale fodboldpræsidenter var fremme i lyset, til at læse direkte på papir, klækkelig og til at tage at føle på, og den var fuld lovlig.

En strategisk genistreg af Infantino, der da også endte med at trække det længste strå i afstemningen. I den afgørende 2. stemmerunde sejrede Infantino med 104 stemmer imod Sheikh Salman bin Ibrahim al-Khalifas 88, mens Prins Ali bin Hussein kun fik fire stemmer.

Først løfter... men hvad med indfrielsen...

Hvorfra skulle pengene så komme? Til en start var Infantino fra sin position som generalsekretær klar over, at FIFA-toppens mangeårige skummen af fløden i organisationen uvægerligt betød, at FIFA selv gik glip af penge, det især tv-penge. At eksempelvis International Sport & Leisure i mange år havde eneret til at forvalte FIFAs tv-rettigheder havde intet at gøre med det schweiziske firmas kompetence udi at skaffe FIFA de bedst mulige aftaler, kun at samme ISL kunne kontrolleres af FIFA-bosserne og bruges som privat overførselsbank til deres bestikkelsespenge.

Ikke at skulle allokere penge til fortsat bestikkelse frigjorde naturligvis penge. Men derudover havde, og har, Infantino brug for øgede indtægter. Temmeligt store indtægter endda. Og til det formål har han en plan, som kan få temmelig stor indflydelse på fodboldens verden de kommende år.

Inden vi bevæger os til den (og det bliver i søndagens VM-artikel her på BetXpert), må vi imidlertid lige omkring, at Infantino stødte ind i vanskeligheder næsten allerede fra sin tiltrædelses start som FIFA-præsident, og det af en karakter, som var alt andet end atypisk for FIFA-præsidenter de seneste mange år – Infantino blev nemlig indklaget for FIFAs Etiske Komité. Retfærdigvis skal det siges, at set forhold til de ting, hans forgængere blev anklaget for og fundet skyldige i, så var Infantino-anklagerne nede i den absolutte småtingsafdeling, men alligevel.

Indenfor de første to måneder...

Som det forlød fra Den Etiske Komité havde Gianni Infantino i starten af sin præsidentperiode foretaget adskillige ikke-relaterede internationale flyrejser på FIFAs regning, samt havde afvist at underskrive juridisk nødvendige kontrakter i forbindelse med overtagelsen af præsidentembedet.

Endvidere viste et dokument, at Infantino udover førnævne private flyrejser uautoriseret havde brugt FIFA-midler: 74.933 kroner for nye madrasser til Infantinos hus, 58.183 kroner for en fitnessmaskine i sit hus, 9.253 kroner for en ny tuxedo til ham selv, 5.768 kroner for blomster, 1.125 kroner for personlig tøjvask, og derudover løn til en chauffør for Infantinos familie, mens han var væk på rejser, FIFA-relaterede eller ej.

Det lykkedes dog Infantino at få FIFAs Etiske Komité til at se bort fra den ellers klare dokumentation om hans privatforbrug for FIFA-midler, det selvom denne dokumentation allerede var nået frem til offentligheden. Den Etiske Komité fandt behændigt, at "sagen ikke omhandlede problemer indenfor rådets jurisdiktion."

Endvidere var Infantino under anklage for at have modtaget "upassende store personlige gaver" fra Rusland og flere arabiske Golf-stater, men også her frifandt Den Etiske Komité FIFA-præsidenten.  

Det indenfor de første to måneder af Infantinos præsidentskab.

Blandt andet Karl-Heinz Rummenigge var klar i mælet med kritik af, at Infantino ikke havde levet op til sine løfter om gennemsigtighed, demokrati og god forvaltningsskik: "Indtil nu er intet ændret", var den tyske udmelding.

Vi ér, i forhold til, hvad man har været vant til at se fra tidligere FIFA-bosser, nede i den absolutte småtingsafdeling, indrømmet, men Infantino og Den Etiske Komités handlemåde er alligevel smart, og i denne skribents øjne også lidt for smart. Og alt dette indenfor blot to måneder efter Infantino var tiltrådt som præsident. Ikke ligefrem nogen lovende start.

Men hvad havde man forventet? Gianni Infantino var fra FIFAs inderkreds, han havde indtil sit valg som præsident i 2016 arbejdet for FIFA i Zürich i 16 år, de seneste syv af dem som generalsekretær, og han har været vidende om omfattende korruption og svindel... og så lige pludselig skulle han være ren?

Mutko-sagen

Flere sager begyndte at komme frem. I maj, tre måneder efter Infantino tiltrådte som præsident, fyrede han Miguel Maduro, der var formand for den FIFA-komité, som skulle overvåge "god forvaltningsskik og -praksis" hos FIFA – en af de ting, Infantino var blevet valgt på.

Maduro, der havde en fortid som minister i den portugisiske regering, blev fyret, fordi han erklærede sig uenig med Infantino, som ville give den russiske vicepremierminister Vitalij Mutko sæde i FIFA Council, en beslutning, som ville gå direkte imod FIFAs regelsæt om nul indblanding fra nationale regeringer i fodboldanliggende under nationale fodboldforbund eller FIFA.

Infantinos generalsekretær, Fatma Samoura, blev sendt i byen af Infantino for at tale med Maduro. "Generalsekretæren gjorde det klart, at sagen var problematisk, og mere end det... Hun sagde, vi var nødt til at finde en måde, hvor vi kunne finde Mutku juridisk acceptabel, fordi ellers ville VM-slutrunden blive en katastrofe, og Infantinos fortsatte præsidentpost ville også komme i fare," fortalte Maduro pressen om Fatma Samouras besked til ham.

Da Infantino insisterede på at indlemme Vitalij Mutku i FIFA Council, og Maduro nægtede at give sin billigelse, blev Maduro fyret.

Efterfølgende beskrev Madura sit syn på sagen. Infantino var ifølge portugiseren ikke en mand med dårlige hensigter, Infantino blev ikke FIFA-præsident med andre hensigter end genskabe FIFA og komme verdensfodboldets omfattende korruptionsproblem til livs. Ifølge Maduro er det store problem imidlertid, at netop dét er umuligt, hvilket Infantino blev konfronteret med og indså stort set øjeblikkeligt, efter han blev valgt. Derefter og frem til nu har Infantino måttet vælge mellem forgæves at søge at ændre, hvad der næppe kan ændres, eller at overleve politisk. Det synes, han har valgt det sidstnævnte.

Og set for denne naive skribent kunne det ligne, Maduro meget vel kan have ret.

Det grundlæggende demokratiske problem er... demokratiet

Det grundliggende problem i FIFA, det som skaber uigennemsigtigheden, korruptionen og alt andet end god forvaltningskik og -praksis, er FIFAs demokrati.

"Et medlem, en stemme" synes ikke at virke indenfor en organisation, hvor langt flertallet af medlemmerne (læs: de nationale fodboldpræsidenter) ikke har den fjerneste anelse om, hvad eksempelvis "god forvaltningsskik" betyder. Og for at citere Miguel Maduro endnu engang, så er: "FIFA et system af regler, men uden lov".

FIFA kan nemlig ikke gøre ret meget, hvis ikke FIFA-medlemmerne giver FIFA lov. Og mens det lyder demokratisk rent principielt, så kommer det til at virke præcist modsat. Flere henstillinger fra FIFA til især Det Afrikanske Fodboldforbud CAF og Det Asiatiske Fodboldforbund AFC om eksempelvis fair demokratiske spilleregler indenfor konføderationerne og et stop for systematisk udelukkelse af kvinder, er blevet ignoreret, fordi demokratiet i CAF og AFC er baseret på basis af et korrupt pengestyret system, hvor få hytter deres egne private interesser.

Indenfor FIFA er ikke kun Miguel Maduro blevet fyret, men hele Komitéen for God Forvaltningsskik og -Praksis, som Maduro stod i spidsen for, er blevet nedlagt.

Set udefra, fordi komitéen gjorde sit job for godt.

(Noget, man lidt syrligt konstateret bestemt ikke kan klandre FIFAs Etiske Komité for, men der synes komité-medlemmerne jo til gengæld også sikre på at forblive i deres job...).

Siden er der ikke sket alverden epokegørende indenfor FIFA, men noget er i vente, og det er som om, verdensfodboldforbundet – og resten af verden – holder vejret og venter på slutrunden i Rusland.

Nu skal pengene skaffes

Og der står vi så nu. Gianni Infantino sidder lige nu ved magten i FIFA, men det kun så længe, han kan tilfredsstille medlemmernes pengetørst. Og for at indfri den, er det ikke kun vigtigt, men altafgørende, at Infantino lever op til det eneste punkt i sit valg-"Manifesto", som de menige stemmeberettigede i FIFA bekymrer sig om, nemlig de lovede "Signifikante indtægtsstigninger".

For at skaffe sådanne summer til veje, bliver FIFA, eller rettere fodbolden under FIFA, nødt til at undergå en forandring. En strukturændring af større kaliber, det ikke mindst omkring VM. Og der bliver tale om strukturændringer, som ikke får en disse med fodboldens bedste at gøre, men udelukkende tager sigte på at få kanaliseret flere penge ned i FIFAs kiste, som vil agere midlertidig mellemstation, før summerne når personerne med den egentlige magt i FIFA. Og det er ikke præsidenten, men dem, hvis stemmer han behøver for at blive siddende.

Læs BetXperts VM-artikel i morgen: "Følg pengene".

Foto: FIFA-præsident Gianni Infantino til præmieceremoni ved Confederations Cup i 2017, fotokredit: Alizada Studios/Shutterstock.com 

Artiklen er den sjette ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her.

Kilder: FIFA; Associated Press; Reuters; The Economist; Business Insider; Bloomberg; NBC; ESPN; Sports Illustrated; Wall Street Journal; Washington Post, BBC; The Times; The Telegraph; Independent; The Guardian; Die Welt; Der Spiegel; Bild; Andrew Jennings: “Foul!” & ”The Secret World of FIFA: Bribes, Vote-Rigging and Ticket Scandals”.