Der er nok at tage fat på, når man skal beskrive den omfattende korruption, der er er foregået i verdensfodboldforbundet FIFA. Det kræver nærmest en bog – eller to, og nogle tykke nogle af slagsen. Dét vil være lige i overkanten af, hvad vi kan præstere her på BetXpert, men et par artikler i god tid forud for FIFAs VM-slutrunden synes det værd. I dagens VM-artikel har jeg valgt at fokusere på tre aktører, interessante ud fra tre forskellige perspektiver – Franz Beckenbauer, Sepp Blatter og Jack Warner.

Tid for FIFAs rædselskabinet i dagens VM-serie artikel. Ikke helt, for ellers særdeles velkvalificerede navne som Issa Hayatou, Mohammed bin Hammam og Michel Platini, for ikke at nævne Joao Havelange, svigersøn Ricardo Teixeira, og Nicolas Leoz, glimrer ved deres fravær i nedenstående.

I denne VM-artikel har jeg forsøgt en biografi om tre vigtige FIFA-involverede korruptionsaktører, og titlen fra den klassiske 1966-western forekommer med et glimt i øjet passende. Den ene var nok værre end den anden af Cint Eastwood, Lee Van Clef og Eli Wallach, fair nok, og det er da også tilfældet med de tre portrætterede i dagens artikel, Beckenbauer, Blatter og Warner, men ingen var, ligesom tilfældet var i Sergio Leones klassiker, hvad vi kan kalde ”good”.

Dagens VM-artikel er en smule atypisk, og i morgen – lover jeg – runder vi for en stund korruption og FIFA af, hvorefter vi fra søndag i denne VM-serie vil koncentrere os om lidt mere stuerene emner. Men nok om det for nu. Lad os begynde: Camera – roll:

Læs også: VM 2018: Bag om kulissernes hos FIFA del 1. 

”The Good” - Der Kaiser

Man kan mene om Tyskland og tyskere, hvad man vil, men er man objektiv, så er det vanskeligt at komme udenom, at Tyskland de seneste godt 70 år nærmest har været indbegrebet af en nation, som man kan stole på, som følger lovgivning til punkt og prikke, og som udviser ansvarlighed, det både internt socialt og internationalt.

I Tyskland har man demokrati, et temmeligt åbent demokrati endda, og man fnyser af af ting som korruption, der hører fortiden eller mindre udviklede lande til. Ydermere er lovgivningen lige for alle... sådan næsten endda... for hvis man er kongelig, undskyld, kejserlig, så er der nemlig specielle regler...

National-ikonet Franz Beckenbauer, i folkemunde ”Der Kaiser”, har i Tyskland en status, som man i Danmark næppe kan finde hos andre end Dronning Margrethe II.

Franz Beckenbauer har ført Tyskland til to VM-titler: som spiller og anfører i 1974 og som træner i 1990, og i Tyskland er der ingen over og ej heller nogen bare i nærheden af at være ved siden af Der Kaiser.

Både den danske dronning og Der Kaiser er på sin sæt og vis hævet over almindelige mennesker, det også når det kommer til lov (i Dronning Margrethes tilfælde) eller i udøvelse af lov (i Kaiser Franz’ tilfælde).

”Jeg har aldrig betalt nogen, og det er der heller ikke nogle andre, der har.”

Vi skruer tiden tilbage til årene før VM-slutrunden 2006 i Tyskland. Med Beckenbauers ikonstatus hvem var da mere velvalgt til at stå i spidsen for Tysklands bud på VM-værtsskabet i 2006 end ham. Ingen, naturligvis, og det lykkedes da også for Beckenbauer at få overbevist de høje herrer i FIFA om, at slutrunden skulle placeres i Tyskland. Så fryd og gammen i det tyske rige. Ganske vist "snød" Italien med en 2-0-semifinalesejr i forlænget spilletid Tyskland for VM-titlen, men slutrunden blev afholdt med prompt, pragt og succes, så alt godt.

Det indtil Der Spiegel i oktober 2015 pludselig kom på gaden med en historie, som rystede det tyske samfund. Der Spiegel hævdede nemlig at have beviser for, at den tyske VM-komité, ledet af Beckenbauer, havde oprettet en "bestikkelsesfond" med det formål at "købe" stemmer hos FIFA executiv-medlemmer. Fonden blev oprettet af CEO i Adidas, Robert-Louis Dreyfus, og var på 66,5 millioner kroner.

Historien sendte chokbølger gennem det tyske samfund og blev mødt med heftig benægtelse fra alle parter. Beckenbauer udtalte: ”Jeg har aldrig betalt nogen for at stemme for Tysklands værtsskabsbud, og det er der heller ikke nogle andre i komitéen, der har.”

Kort tid senere kom en meddelelse fra det tyske fodboldforbund (DFB), at de vedgik at have betalt FIFA små 50 millioner kroner. I meddelelsen lød det, at som DFB og Hr. Beckenbauer huskede det, var beløbet imidlertid bestemt ikke kommende fra nogen "bestikkelsesfond", men blot et midlertidigt depositum til FIFA for blandt andet udgifterne til slutrundens åbningsceremoni.

Ingen kunne huske noget

Problemet var, at ingen kunne huske noget. Der var også huller i de forskellige impliceredes historier, som heller ikke altid stemte overens. Den 22. oktober holdt Wolfgang Niersbach, formand for DFB og medlem af 2006-slutrundens organisations-komité, et pressemøde, og det er ret selvmorderisk et af slagsen, skulle det vise sig. De forsamlede journalister kunne læne sig tilbage og opleve, at Niersbach for åbent tæppe offentligt forhørte ham selv om de 50, alternativt 66,5, millioner kroner, og han kom ikke frem til noget tilfredsstillende svar. Hans egentlige pointe, hvis der var nogen, var, at ingen kunne huske noget.

Én måned og én politirazzia på DFBs kontorer senere, og Niersbach fandt det formålstjenligt at trække sig fra posten som formand for fodboldforbundet. Alt imens var der stilhed fra Beckenbauer.

I mellemtiden kom flere og flere detaljer frem til dagens lys. Blandt disse en aftale Beckenbauer havde indgået og underskrevet med FIFA executiv-medlem Jack Warner blot fire dage før værtsskabsafstemningen.

På dette tidspunkt blev stilheden fra Beckenbauer afløst af en total tilbagetrækken fra offentligheden. Den offentlige opinion i Tyskland var i starten ikke gået imod Franz Beckenbauer, dertil var Der Kaisers status alt for høj, og mens der var lynch-stemning omkring afgåede Niersbach, så var Beckenbauer urørlig. Javist, den almindelige tysker vidste da, at Beckenbauer i 80'erne havde skiftet residens til rigmandsområdet Aigen, tæt på Salzburg i Østrig, hvor Der Kaiser delte nabolag med blandt andet Porsche- og Piech-familierne, Renate Thyssen-Henne og DJ Ötzi, og hvor nok så væsentligt skatten var lav. Men det er jo ikke forbudt at tænke lidt pengesmart var den almindelige opfattelse. Så selvom Beckenbauer totalt lukkede af for medierne og nægtede enhver form for udtalelse, var hans Kaiser-status i Tyskland intakt. Spurgte man tyskeren på gaden, ja så var holdningen typisk, at bestikkelse eller ej, så var slutrundepengene givet godt ud, og at det var godt, Tyskland havde den smarte Beckenbauer til at ordne sagerne for sig, også når det krævede noget lidt mere udefinerligt "ekstra".

For at forstå stemningen i Tyskland på det tidspunkt omkring Beckenbauer, så må man forstå Kaiser Franz’ ikonstatus (hvilket kan være vanskelig for en dansker), samt den hjælp og støtte han modtog efter Der Spiegels anklager.

Beckenbauers nære ven gennem mange år, Alfred Draxler, tidligere redaktør for Tyskland største bouldevard-avis Bild og i 2015 redaktør for SportBild, kom Beckenbauer til undsætning. Draxler foranledigede artikler i både Bild og SportBild, som undsagde Der Spiegels anklager, endvidere stod Draxler offentligt frem og fortalte, at han havde talt med Beckenbauer, som havde forsikret ham om, at alt postyrret intet havde på sig.

Freschfields-rapporten

I løbet af en periode på tre-fire måneder, hvor snart sagt ingen i Tyskland kunne snakke om andet, begyndte Draxler og (Sport)Bild imidlertid at bakke ud. Politirazziaen på DFBs kontorer og Wolfgang Niersbachs pinlige pressemøde har nok hjulpet, og en pinlig Franz Beckenbauer-optræden på Sky Sports, hvor Der Kaiser blev synligt irriteret (for nu at sige det på en meget pæn måde) over journalisters kritiske spørgsmål, gjorde det ikke bedre. Afgørende var imidlertid en rapport fra Freschfields, et lovfirma, DFB havde kontaktet for at få klarhed over, hvad der egentligt foregik i årene op til slutrunden 2006.

I Freschfields rapport blev det blandt andet klargjort, at:

  • I alt var 49,85 millioner kroner via forskellige schweiziske bankkonti blevet overført fra Robert-Louis Dreyfus til Qatar-selskabet KEMCO.
  • Mohammed bin Hammam, præsident for Det Asiatiske Fodboldforbund AFC og executiv-medlem i FIFA, var ejer af KEMCO.
  • En betydelig del af den næsten 50 millioner kroner store overførselssum kom fra en mellemstation-bankkonto under navnene Franz Beckenbauer og Robert Schwan (Beckenbauers mangeårige agent).

I sig selv beviste det ikke, at Beckenbauer og Tyskland havde bestukket sig til stemmer, men et interview, Beckenbauer i 2010 havde givet på østrigsk tv, gjorde ikke sagen bedre, idet Der Kaiser her indgående havde forklaret, at den store støtte Tyskland havde fået fra emiren af Qatar samt Mohammed bin Hammam, formentlig var den udslagsgivende faktor for, at Tyskland fik tildelt værtsskabet.

Læs også: VM 2018: Hvad koster en slutrunde? 

En ny bombe

Selvom alt nu efterhånden pegede i én retning, så beviste det teknisk set stadig ikke, at Beckenbauer havde været involveret i bestikkelse, endsige gjort noget ulovligt. Og fra sin hengemte, men luksuriøse residens i Aigen ventede Beckenbauer i tilbagetrukket hi på, at stormen skulle drive over. Sådan så det også ud til at gå... i cirka et halvt års tid... for da eksploderede en ny bombe under Der Kaiser og hans ikonstatus.

Den 1. september 2016 annoncerede schweiziske myndigheder, at de havde åbnet undersøgelse mod Franz Beckenbauer for korruption, skatteunddragelse og hvidvask. Han risikerede fem års ubetinget fængsel. Der Spiegel var naturligvis først fremme med detaljerne.

Beckenbauer havde hele vejen i forløbet med at skaffe VM-værtsskabet 2006 til Tyskland offentligt proklameret, at han gjorde det hele kvit og frit og ikke tog sig betalt for sin indsats, men kun var glad, hvis han kunne medvirke til at skaffe slutrunden til Tyskland. En indstilling, der blev betalt tilbage med respekt fra den tyske befolkning og en medvirkende årsag til, at Der Kaiser, bestikkelsesskandalen til trods, stadig havde sit gode ry intakt i Tyskland.

Et par dage efter de schweiziske myndigheder åbnede undersøgelsen om Beckenbauer, fremlagde Der Spiegel imidlertid beviser på en 41 millioner kroner stor betaling til Der Kaiser personlig, angiveligt fra en sponsorshipaftale DFB i 2004 havde lavet med sportsbettingfirmaet Oddset (ikke Danske Spils). Pengene var blevet forsøgt hemmeligholdt, og de var ikke blevet beskattet, men oplysninger om denne transaktion samt et par lignende, alle med DFB som part, nåede i 2010 alligevel frem til de tyske skattemyndigheders skrivebord. Stor skandale tilbage i 2010, skulle man så tro. Men nej. Sagen blev ordnet i alt mindelighed (læs: hemmelighed) mellem det tyske skattevæsen, DFB og Beckenbauer. Både fodboldforbundet og Der Kaiser betalte (uden bøder eller strafrenter), hvad de angiveligt skyldte, og sagen blev behændigt gemt af vejen.

Der Spiegel udviste imidlertid ikke samme finfølelse som skattevæsenet, og offentliggørelsen af, at Beckenbauer ikke kun havde forsøgt at snyde i skat, men også havde ført hele den tyske offentlighed bag lyset ved helligt at proklamere, at han aldrig havde taget sig en cent betalt for sin medvirken i 2006-værtsskabet, blev for meget for den almindelige tysker. Endelig vendte folkestemningen sig imod Der Kaiser.

At betale mindre skat i Østrig er én ting. Det er i det mindste lovligt, måske lidt halvflabet arrogant, men også lidt misundelsesværdigt smart og tilgiveligt for en mand af Beckenbauers kaliber. At medvirke til bestikkelse måske lidt mere ude i gråzonen, men det var jo for at skaffe VM-slutrunden til Tyskand, så okay... Men at lyve om aldrig at have taget sig en cent betalt for sin medvirken, det viste sig at være mere end selv Kaiser-ikonet kunne bære...

Selv Beckenbauers gamle venner hos Bild vendte ham nu ryggen, og ligeledes gjorde "det nye" DFB, hvor fodboldforbundspræsident Reinhard Grindel behændigt vaskede hænder med udtalelsen, at "det giver yderligere bevis for, at der var nul gennemsigtighed i 2006 slutrundeorganisationen, og den den tyske befolkning konsekvent er blevet ført bag lyset."

Men ændrer det noget...?

Siden har man kun hørt sporadisk fra Beckenbauer. Han har i mellemtiden måttet undergå en hjerteoperation, hvilket naturligvis aldrig er sjovt, men har ellers været ved fint fysisk vel. Og Tyskland er Tyskland, og på sin sæt og vis er Franz Beckenbauer stadig Der Kaiser.

Nedenstående udtalelse (som er blevet flittigt citeret adskillige steder) er fra Özcan Mutlu, parlamentsmedlem for Die Grünen: "Så snart han er rask og klar til det, må Franz Beckenbauer stå frem og vedgå, hvad han har gjort. Det vil være, hvad man kan forvente af rygrad fra en hæderkronet tidligere anfører for vores nationalhold." Og det er jo lige det... ikonet er lige nu i stykker, men hvis Beckenbauer gider tage sig ulejligheden, så vil det såmænd ikke kræve så meget, før han, vupti, er at finde tilbage som Der Kaiser.

... es ist Deutchland... med alt, hvad det indebærer...

”The Bad” – Præsidenten

Man behøver ikke være fodboldspiller på talentniveau med Franz Beckenbauer eller Michel Platini for at blive til noget i fodboldens verden, efter man lægger støvlerne på hylden, ja man behøver ikke engang have sparket til en bold.

Et godt eksempel på det er Josef "Sepp" Blatter, der som 23-årig dimitterede fra universitet i Lausanne med en uddannelse i business og økonomi.

Blatter har haft en karriere som lidt af hvert. Han startede efter universitetet med at arbejde for turistrådet i sin lokale kanton i Schweiz, avancerede til at blive chef for samme turistråd, og blev så ved en af skæbnens uransagelige veje pludselig generalsekretær for det schweiziske ishockeyforbund. Siden blev han ansat ved urfirmaet Longines, og fik der en position som direktør for Sport Timing & Relation-afdelingen, hvilket viste sig heldigt. Longines blev kort tid efter nemlig sponsor og officiel tidstager ved De Olympiske Lege, hvorved Blatter på den baggrund pludseligt fandt sig selv dybt involveret i OL 1972 i München og 1976 i Montreal.  

Året inden OL i 1976 i Montreal havde Blatter via sine opdyrkede IOC-kontakter (og denne skribent mener bestemt engang at have set en Blatter-referance til Joao Havelange i forbindelse med sin overgang til FIFA, men jeg kan desværre ikke finde den) formået at lande sig lovning på et job som "teknisk direktør" hos FIFA. Jobsbeskrivelsen teknisk direktør kunne beskrive Blatters knowhow fra Longines, men er ellers mest en noget valen eller gummi-agtig beskrivelse, som på daværende tidspunkt i FIFA mest beskrev projekt-orienteret arbejde direkte under generalsektæren. Således en ideel position til at gøre opmærksom på sig selv indenfor organisation, og da generalsekretærjobbet i 1981 blev ledig, stod Blatter klar til at overtage. Det direkte under FIFA-præsident Joao Havelange, der havde en fortid i IOC, og som Blatter i sin tid i FIFA nærmest øjeblikkeligt fik et nærmest far-søn forhold til.

Blatter ved magten

Fra en position i skyggen af Havelange var Blatter i stigende grad i stand til at kontrollere, hvad der foregik internt i verdenfodboldforbundet, og da Havelange i 1998 trådte tilbage fra præsidentposten, var valget enkelt – med massiv støtte fra Afrika og Asien, som medlemsmæssigt udgør næsten halvdelen af alle FIFA-medlemmer, blev Blatter indsat som ny FIFA-præsident. Modkandidaten, den svenske UEFA-præsident Lennart Johansson, fik ganske vist næsten alle Europas stemmer, men det rakte ingenlunde. Det især ikke, fordi Blatter vidste, hvad der skulle til. For eksempelvis at være helt sikker på alle afrikanske stemmer, bestak han ganske enkelt flere til at stemme på sig (senere verificeret i britiske medier, hvor Farra Ado, daværende vicepræsident for CAF og præsident for Somalias fodboldforbund stod frem og og erkendte bestikkelser for en værdi på 640.000 kroner pr. stemme). FIFA-insideren Blatter vidste at spille spillet, og Johansson stod reelt ikke en chance.

Præsidentvalget i 1998 er med én undtagelse eneste gang, Sepp Blatter har måttet ud i kampvalg i sin 17 år lange præsidentperiode. I 2011 lignede det længe, at chileneren Elias Figueroa ville stille op, men han trak sig forinden, velvidende at han var uden chance for at samle stemmer nok imod Blatter. En anden, og betydeligere farligere modkandidat til Blatter, varslede imidlertid også sin kandidatur til 2011-valget, Mohammed bin Hammam fra Qatar. Bin Hammam havde indtil da været en af Blatters støtter, og det vil være forkert at sige, at der var ondt blod mellem de to (i virkeligheden var de enige om det meste), men Bin Hammam udgjorde en reel trussel, for dels var det ikke penge, hans kandidatur manglede, dels kendte Bin Hammam som executiv-medlem FIFA indefra – og kunne måske spille bestikkelsespillet lige så godt som Blatter – og dels var det uklart, hvordan de mange asiatiske stemmer nu ville fordele sig. Ret pudsigt var det, at mens det var oplagt, det meste af UEFA ville være på araberen Bin Hammams side, så ville schweizeren Blatter ikke kunne regne med nogen europæisk opbakning.

Da det kom til afstemningen den 28. maj 2011 trak Mohammed bin Hammam imidlertid sin kandidatur umiddelbart før afstemningen. Hvorfor er stadigt uklart. Det kan skyldes, at Bin Hammam-siden havde foruddiskonteret resultatet af afstemningen (som eksperter udefra ellers vurderede som ekstremt lige) som tabt, og Bin Hammam derfor ville undgå at tabe ansigt, men det kan i lyset af senere hændelser ikke udelukkes, at en vis form for afpresning har været i anvendelse. Alle havde noget på alle i FIFA-inderkredsen, og Mohammed bin Hammam var, som man senere skulle finde ud af, langtfra ren.

”Indtil videre går det jo meget godt...”

Anyways, det var kun bølger på søen. Sepp Blatter var fra 1998 at finde ved roret i FIFA, og det er nærtliggende at citere første linie fra Charles Dickens, ‘A Tale of Two Cities’: "It was the best of times, it was the worst of times."

For det var, hvad det var. Sepp Blatter overtog en organisation, som lavede flere penge end nogensinde. VM-slutrunderne havde udviklet sig til at være indtjeningsmæssige guldgruber, tv-kontrakterne bare steg og steg i værdi, og der syntes ikke at være nogen ende på, hvor mange penge FIFA kunne se frem til at putte ned i egen kasse. Men der var også urovækkende ting i horisonten. FIFAs marketingsfirma, International Sport & Leisure, var i en årrække blevet benyttet af flere FIFA executiv-medlemmer, heriblandt Havelange, som nærmest privat bank, og der var mange ting, som bestemt ikke tålte dagens lys, herunder ikke mindst overførsel af betydelige summer i bestikkelsespenge til adskillige FIFA executiv-medlemmer. Kunne man blive ved med at holde det væk fra offentlighedens vidende?

Alt dette var Blatter naturligvis godt klar over. Der er no-way, han gik ind til præsidentjobbet uden at være fuldt vidende om implikationerne. Dette alene, fordi han i årene op til var Joao Havelanges højre hånd.

Men Blatter kunne som manden, der faldt ud af vinduet fra 20. sal, og efter 10 etagers fald stadig var på vej nedad, konstatere... ”tjae, indtil videre går det jo meget godt...”

Og det gjorde det. Endda så godt, at FIFA under Blatter eskalerede den korruption og bestikkelsestradition, FIFA allerede havde. Men det var måske alt sammen logisk. For summerne, FIFA jonglerede med, voksede sig i samme takt stadigt større.

Jeg kunne udspecificere de forskellige korruptions-skandaler under FIFA og dermed under Blatter, hvilket selvfølgelig vil gøre ham ansvarlig, men mange af dem enten ér allerede, alternativt vil blive, berørt i denne eller andre VM-artikler, i stedet vil jeg indstille sigtekornet på, hvad Blatter selv har været direkte impliceret i – det bevisligt, vel at mærke.

Hvad er Blatter egentlig fundet skyldig i?

Der hersker næppe nogen tvivl om, at Blatter har været vidende om mangt og meget, og hans ageren og beslutninger har i mange henseender været alt andet end fornuftige, endsige smarte. Imidlertid blev Blatter, i modsætning til eksempelvis Nicolas Leoz og Ricardo Teixeira samt tidligere præsident Joao Havelange, frifundet i anklager om involvering i skandalerne omkring FIFAs marketingsfirma International Sport & Leisure.

Det var dog klart, at det lakkede mod enden for Blatter. På den 65. FIFA-kongres i 2015 var Blatter stadig ved roret, og vidste man ikke bedre – omend det gjorde de fleste – skulle man tro, at alt var ved det gamle i FIFA. Der var denne gang ganske vist en modkandidat til Blatter om præsidentposten, Prins Ali bin Hussein fra Jordan, og denne gang blev det faktisk til afstemning. Efter Blatter vandt første runde med 133 stemmer imod 73, trak Prins Alin bin Hussein sig dog fra den afsluttende 2. runde-afstemning.

Alt dette skete den 29. maj 2015. Blot fire dage senere indkaldte Sepp Blatter til en pressekonference, hvor han annoncerede, han ville trække sig tilbage som FIFA-præsident.

På pressekonferencen udtalte Blatter: "Mit mandat ser ikke ud til at have støtte fra alle", hvorefter FIFA-præsidenten lovede en ny kongres for at vælge hans afløser ”så hurtigt som overhovedet muligt”. Endvidere annoncerede Blatter, at han ville blive siddende, indtil hans afløser var fundet, formentlig indenfor fem til otte måneder. Blatter fortsatte: "Mens jeg ganske vist har FIFAs mandat, så føler jeg ikke, jeg længere har verdensfodboldens mandat – mandatet fra de fans, spillere, klubber, og alle de folk, der lever og ånder for fodbold og elsker sporten ligeså meget, som vi alle gør her i FIFA.”

Noget må naturligvis være sket, og forklaringen skal muligvis findes i en meddelelse fra den schweiziske retsanklager, som blev offentliggjort 25. september. Det er mere end tænkeligt, at Blatter på tidspunktet for sin annoncerede tilbagetræden den 2. juni var klar over dette. Fra den schweiziske retsanklager forlød det, at der var iværksat undersøgelser omkring overførsler og betalinger, angiveligt bestikkelsepenge, fra Sepp Blatter til daværende UEFA-præsident Michel Platini.

Mens både Blatter og Platini benægtede anklagerne, kom der imidlertid yderligere pres på FIFA, denne gang fra sponsorerne, hvor hvem det hele var blevet for meget. I et offentlig brev krævede Coca-Cola, Visa, Budweiser og McDonald's Blatters afgang.

Den 8. oktober suspenderede FIFA, angiveligt under pres fra de schweiziske myndigheder, så Sepp Blatter i 90 dage, mens undersøgelserne omkring transaktionerne mellem ham og Platini stod på. "Årsagen for suspensionen er igangværende undersøgelser foretaget af FIFAs Etiske Komité,” lød det i en udtalelse.

De 90 dage fik ikke lov at gå. Den 21. december idømte FIFAs Etiske Komité både Sepp Blatter og Michel Platini otte års karantæne fra alt fodboldrelateret aktivitet, en karantæne, der i februar 2016 dog blev nedsat til seks år.

I det ovenstående forløb omkring Blatters afgang lod kilder fra det ellers sjældent særligt medlemsomme schweiziske politi og anklagermyndighed sive, at de havde lagt pres på FIFAs Etiske Komité om ikke at arbejde for langsomt, idet schweizerne så selv ville sørge for det fornødne – FIFA er med hovedkontor beliggende i Zürich underlagt schweizisk lov.

Vicepræsident Issa Hayatou, som, i hvad der ellers måtte beskrives som en yderst hård intern FIFA-konkurrence i den disciplin, fremstod som indbegrebet af korruption, blev den 8. oktober 2015 indsat som midlertidig FIFA-præsident, det indtil schweiz/italieneren Gianni Infantino på en ekstraordinær kongres tog over den 26. februar 2016 for godt to år siden. Hvad vi på den lange bane kan forvente os af ham, vender BetXpert’s VM-serie tilbage til i morgen.

”The Ugly” – Opportunisten

Man burde lave en film... Austin "Jack" Warner blev i 1943 født i den lille by Rio Claro i Trinidad af enlig mor Strella Warner. "Jack" voksede op blandt seks søskende, tre brødre og tre søstre, og han viste sig hurtigt at være et kvikt barn. Så kvik, at han efter grundskolen opnåede scholarships op gennem uddannelsessystemet kulminerende med en bachelors degree og diplom i International Relationship på University of the West Indies i Trinidad. Ikke nogen hverdagsting i Trinidad/Tobago dengang.

Sin tidlige ungdom efter universitetstiden brugte Jack mest på at diverse lærerjobs samt fodbold. Han viste dog ikke flair for spillet. En samtidig kammerat beskrev ham som "lille, spinkel, og uden teknisk talent, men god for holdånden." Hvad det sidste betyder, står ikke helt klart, men Jack begyndte, i stedet for det umulige projekt at prøve at drive det til noget som fodboldspiller, at gå ind i fodboldarrangement- og -organisationsarbejde. Da Jack var 28 år gammel, blev han ansat i et godt job på University of the West Indies, hvor han officielt forblev i 20 år, men samtidig helligede han sin tid til at drive det til noget i fodboldens verdens udenfor kridtstregerne.

I 1973, 30 år gammel, fik Jack Warner sin første officielle vigtige post i fodboldverdenen, idet han blev sekretær for fodboldforbundet i Trinidad/Tobago, et noget nær sublimt fundament for hans senere ambitioner. Warner kunne med en daværende svag præsident i Trinidad/Tobagos fodboldforbund sandsynligvis godt have skubbet sig ind på præsidentposten i løbet af et par år, men udnyttede i stedet sin sekretærstatus til at stifte kontakter og skabe et nyttigt netværk i den caribiske fodboldverden og lidt senere også indenfor FIFA.

Fremtidige stemmer og "something for something"

Caribien var et udviklingsområde indenfor FIFA, men et udviklingsområde med potentiale. I 70'erne og 80'erne begyndte det at stå klart, at der var lagt op til store fremtidige magtkampe i FIFA. Indtil da havde europæiske UEFA og til dels sydamerikanske CONMEBOL "kørt showet" så at sige i verdensfodboldforbundet, men med "en stemme pr. medlem" var det kun et spørgsmål om tid, før de to gamle fodboldkontinenter måtte give plads til nye spillere på den internationale scene – og på de bonede FIFA-gulve. Den nord- og mellemamerikanske CONCACAF-region med omtrentlig 40 potentielle medlemmer, hvoraf kun ni var på fastlandet, resten ø-stater i Caraibien, var en potentiel interessant allieret i spillet om, hvad der senere ville blive afgørende FIFA medlemsstemmer. Og i god "something for something"-tradition begyndte FIFA-midler at strømme ind til Caribien.

Jack Warner befandt sig som en fisk i vandet i det spil. Warner kunne "talk the talk", og i FIFA blev der sat pris på unge Jack, som hurtig forstod spillets regler. Med et par højtstående FIFA-anbefalinger i ryggen blev han i 1983 valgt til vicepræsident i CONCACAF og nok så vigtigt også til FIFAs executiv-komité. Og derfra kunne det næsten ikke gå galt for iværksomme Jack.

I 1990 blev Jack Warner præsident for den Caribiske Fodbold Union (som fodboldmæsssigt egentlig ikke har den store betydning i CONCACAF, men politisk... tre gange så mange stemmer som de nord- og mellemamerikanske fastlandsnationer til sammen...), hvor han samtidigt stoppede som sekretær for Trinidad/Tobagos fodboldforbund. Senere i 1990 væltede han ved et demokratisk kup daværende CONCACAF-præsident, mexicaneren Joaquin Soria Terrazas, som havde siddet på posten i 20 år. Magten i CONCACAF sad nu ikke længere hverken hos Mexico eller USA, men var med de mange caribiske stemmer Jack Warners.

Hermed var scenen sat for Warner... ikke så meget til at tjene Trinidad/Tobago, Caribien, CONCACAF eller FIFAs interesser, men til at tjene penge til sig selv.

Caribiske FIFA-penge

De efterfølgende år er der lidt stille omkring Warner. Det virker mest som om, han med vilje træder lidt varsomt for at opnå fortrolighed og indflydelse hos den absolutte FIFA-top, og i 1997 bliver Warner så udnævnt til vicepræsident i FIFA.

Kiggende tibage på årene mellem cirka 1990 og 2006, har Jack Warner – i samarbejde med Chuck Blazer, der i 1990 blev CONCACAF-sekretær (samtidig med Warner blev CONCACAF-præsident) – imidlertid skummet mere end fløden af de mange FIFA-"investeringer", der blev foretaget i især caribisk, men også nord- og mellemamerikansk fodbold. Det på ganske smart vis, så Warners investeringer på vegne af FIFA, uvægerligt gled over i egen lomme.

Et eksempel: For FIFA-midler købte Warner Scarlett Ibis Hotel i St. Augustine, Trinidad, renoverede det og omdøbte det til Emerald Apartments & Plaza. Jacks søn, Daryl, blev sat til at styre det foretagende. Derudover købte Jack Warner Kantac Plaza i Arouca, Trinidad, som er et sportscenter med stadion, faciliteter, etc. Og – abrakadabra – Emerald Apartments & Plaza blev brugt som sponsor til caribiske fodboldturneringer – for FIFA-penge, naturligvis – som gik til Kantac Plaza, der indkasserede pengene i turneringsomkostninger... Ydermere blev et nyoprettet CONCACAF-kontor henlagt til Kantac Plaza, ligesom Trinidad/Tobagos fodboldforbunds hovedkontor blev det, og med, hvad der ikke kan beskrives som andet end uhyrlige lejepriser, var en støt strøm af FIFA-penge dermed kanaliseret direkte ned i Warners lomme.

Men mere vil jo som bekendt have mere. Jack Warners indflydelse i FIFA og tilliden til ham fra de andre lige så korrupte executiv-medlemmer var støt stigende, hvilket gav Trinidad-drengen fra de beskedne kår selvtillid til at sigte højere og større. Og hvad var større end også at komme ind og få sin andel af de mange dejlige VM-slutrunde penge?

”Jeg vil ha’ Nelson Mandela”

Inden da skulle basen i Trinidad/Tobago og Caribien dog sikres, og den altid populistbevidste Jack Warner havde i 2004 manipuleret sig frem til at kunne spille et trumfkort ud, som ville sikre ham 100 procent opbakning fra den overvejende sorte caribiske befolkning nærmest uanset hvad – Nelson Mandela.

Sydafrika var en stærk kandidat til at få tildelt værtsskabet for VM 2010, men intet var endnu sikkert, og Jack Warners tilbud om 30-40 ekstra stemmer, han personligt ville skaffe Sydafrika, var stærkt fristende. Warner havde dog ét ufravigeligt krav – han ville have Nelson Mandela til Trinidad/Tobago.

Der var dog problemer. Først og fremmest var 85-årige Nelson Mandela ifølge sine læger ikke fysisk i stand til at klare rejsen fra Sydafrika til Trinidad, og dernæst ville det være uansvarligt, hvis han i Trinidad blev udsat for nogen som helst form for strabadser. Mandela selv havde bestemt heller ikke lyst til at begive sig til Trinidad, men gav dog efter under hjemligt pres. Situationen var ganske enkel, blev han fortalt (og det var den måske også), enten tager du af sted, og vi får slutrunden, alternativt bliver du hjemme, og der bliver ingen slutrunde i Sydafrika. På trods af sine lægers råd valgte Mandela at tage afsted.

Jack Warner behøvede Mandela for at booste sig selv, og han havde store planer med Mandela i Trinidad. Tale i parlamentet, tale til CONCACAF, adskillige offentlige præsentationer, rundture til Grenada og et par andre ø-stater for at skaffe Warner yderligere opbakning, etc. Jack Warner fik dog fra Sydafrika at vide, at hvis Mandela tog til Trinidad, så blev det på officielt besøg og ikke på basis af Mr. Warners privatbesøgsplan

Mandela ankom til Port-of-Spain, Trinidad/Tobagos hovedstad, men tingene kom ikke helt til at forløbe efter Jack Warner hoved. Mandela var simpelthen for svag – og syg. Kun to offentlige fremtrædener blev det til, og ved den første på cricketbanen The Oval, det største stadion i Trinidad, fik Warner minsandten konkurrence af en ellers ikke indbudt gæst, selveste Sepp Blatter, der insisterede på at få sit pund kød – der var rift om at trykke Nelson Mandelas hånd foran rullende tv-kameraer og pressefotografer den dag.

To dage senere nåede meddelelsen om Mandelas kones død frem til Trinidad, og den stadig mere og mere svagelige Mandela fik dermed en undskyldning for at rejse fluks tilbage til Sydafrika i stedet for at blive trukket med rundt som Jack Warners galionsfigur. Lidt skuffende måske for Warner, men alt i alt godt nok. Mandelas besøg sikrede ham opbakning på hjemmefronten og gjorde det desuden nemt at sige nej tak til Marokkos tilbud på 6,5 millioner kroner for Warners stemme til VM-værtsskabet til 2010-afstemningen, det fordi han fra den sydafrikanske komité havde fået et tilbud på det 10-dobbelte.

Flere penge, via stadigt mere "opfindsomme" kanaler

Med Sydafrika og Mandela begyndte Jack Warner for alvor at gøre opmærksom på sig selv og viste, at han også var en "player" indenfor hos FIFA, som skulle tages alvorlig.

Mandela-besøget på Trinidad i 2004 samt slutrunden i Tyskland 2006 var Jack Warners éntrè på den store lukrative VM-scene. Omkring slutrunden i 2006 forhandlede Trinidad/Tobagos fodboldforbund og spillerne udtaget til Trinidad/Tobagos hold i Tyskland om fordeling af de (primært FIFA-) penge, slutrunden ville indbringe. Dvs. det gjorde de ikke, Jack Warner ville stå for det hele. Det også mellemregningerne, og de resulterede i, at Trinidad/Tobagos landshold tjente 160 millioner kroner på slutrunde-deltagelsen, uheldigvis var der ifølge Warners regnskab (som aldrig blev offentligjort i detaljer) 114 millioner kroner i omkostninger (et realistisk bud, blev det vurderet af uafhængige iagttagere, var i området 23-29 milioner), hvorefter spillerne efter yderligere en ikke-offentliggjort fordelingsnøgle blev spist af med præcist 35.952 kroner hver.

Situationen fra dengang er morsom, hvis det ikke var fordi, den faktisk var tragisk. Trinidad/Tobago-spillerne med Premier League-målmand Shaka Hislop som talsmand i spidsen protesterede, hvorefter Warner tordnede imod dem: "Hvad fodbolden i Trinidad/Tobago lider under, er en situation, hvor 16-18 spillere holder en hel nation gidsel på grund af  egoisme og grådighed." Og den lader vi så lige stå lidt...

Det var naturligvis langt fra Jack Warners eneste genvej til lidt hurtig cash under slutrunden 2006. Warner-familien havde allerede i 2002 oprettet et rejseselskab, Simpaul med Jacks anden søn, Daryan som direktør, som med Warners indfyldelse i FIFA ikke havde besvær ved at få billetter til VM-slutrunden. Simpaul var allerede i slutrunden i 2002 i Japan/Sydkorea involveret i uregelmæssigheder vedrørende slutrundebilletter, men intet i forhold til slutrunden 2006 i Tyskland.

Via sin indflydelse i FIFA sikrede Warner Simpaul en stor mængde slutrundebilletter og solgte dem videre for en ulovlig høj pris – ca. 190.000 kroner per rejse til Tyskland inklusive tre stadionbilletter. Den slags var ulovligt højt selv ifølge FIFA, som så sig foranlediget til at foretage en undersøgelse i sagen (onde tunger hævder, fordi Warner ikke meddelte/delte sine hensigter/profit med øvrige FIFA-executives). Firmaet Ernst & Young, der var sat til at undersøge sagen, fandt frem til, at Warner-familien havde tjent cirka 6,5 millioner kroner på det ulovlige billetsalg. FIFA gav derefter Jack Warner et let "slemme-dreng"-slag over hånden, og idømte Warner-familien til at betale de 6,5 millioner kroner tilbage – til FIFA... som indtil nu i sagen har modtaget i alt 1,6 millioner kroner fra Warner-familien... resten er tilsyneladende blevet "glemt".

Men manglende succes med skotter og englændere

Jack Warners personlige tilstedeværelse på diverse møder og til diverse fodboldbegivenheder har også fungeret som en kærkommen indtægtskilde for ham. I en venskabskamp i 2004 i Edinburgh mellem Skotland og Trinidad/Tobago bad Warner således Scottish Football Association-præsident John McBeth om at få skrevet Trinidad/Tobagos honorar-check for kampen ud til Jack Warner personligt. Da McBeth informerede Warner, at: "sådan gør vi ikke her", spænede Jack angiveligt rundt til alle højerestående skotske officials, han kunne få øje på, for at klage over SFA-præsidentens manglende forståelse.

En alvorligere sag er fra tiden op til afstemmingen om VM-værtsskaberne i 2018 og 2022. I et møde mellem FIFA-officials og de engelske ansøgere bad Warner om at få 21 millioner kroner fra England til et uddannelsescenter i Trinidad, det på en check skrevet ud til ham selv. Adspurgt om hvorfor, gjorde Warner det klart, at England ellers ikke ville få hans stemme. Episoden blev viderebragt af Lord Triesman fra den engelske ansøgningskomité, men blev ikke overraskende efterfølgende afvist som nonsens af Warner.

Jack Warners forsøg på at få penge ud af englænderne stoppede ikke, men blev mere og mere fantasirige. Efter mødet med den engelske ansøgningskomité modtog BBC en mail fra Jack Warner anmodende om penge til at opkøbe Haitis tv-rettigheder til slutrunden. Warner ønskede med dette at vise en humanitær gestus overfor Haiti og den haitianske befolkning. Igen skulle checken, denne gang kun på 13,5 millioner kroner, sendes til Jack Warner personligt. Skete dette, ville Jack Warner garantere England fik hans stemme til værtsskabet 2018.

Det virker som om, Jack Warner muligvis havde brug for pengene, og at bruge Haiti-jordskælvet i 2010 som undskyldning var måske også nærtliggende. FIFA havde nemlig via Trinidad/Tobago dengang doneret penge for at bidrage til at afhjælpe den håbløse situation i Haiti efter det ødelæggende jordskælv. Dette på Jack Warners foranledning. Problemet var, at ingen penge ankom til Haiti. Trinidad/Tobagos fodboldforbund havde heller ikke set noget til nogen sum... som af FIFA ellers var blevet overført til en konto kontrolleret af Jack Warner...

Nedturen

Herfra er det, som om tingene begynder at skride for Warner. De manglende Haiti-nødhjælpspenge var for stor en torn i øjet på FIFA at sidde overhørig, og i februar 2012 har FIFA sagen på dagsordenen. Ingen ved, hvad der skete på det interne FIFA-møde, men Jack Warners reaktion på et efterfølgende pressemøde er interessant: "Jeg behøver ikke svare på noget som helst spørgsmål fra nogen som helst. Ikke til mødet og heller ikke her. Hvem er det, der ønsker at bringe anklager frem? Spørg jer selv, spørg jer selv som objektive medier. Og hvorfor nu? Og når I finder svaret på 'hvorfor nu', så kommer den logiske følgeslutning, og så når I frem til svaret.”

Det er vanskeligt at se det som andet, end at der på dette tidspunkt er opstået alvorlige sprækker i sammenholdet i FIFA executiv-komitéen. At mere eller mindre alle i den eksklusive FIFA-gruppe var korrupte, synes i efterklogskabens lys klart, men det synes også klart, at flere executiv-medlemmer på dette tidspunkt er begyndt at se Jack Warner som en risiko. Og hans efterfølgende udtalelse til pressen har næppe hjulpet.

Jack Warners nedtur er startet, og i 2013 tager den ydeligere fart. I april bliver Warner og hans tidligere samarbejdspartner Chuck Blazer af CONCACAFs Integrity Committee anklaget for "mismanagement" samt, hvad der bliver kaldt, "gentagne massive tilfælde af svindel." Adskillige tilfælde af FIFA-midler allokeret til fodboldprojekter i Caribien og CONCACAF-regionen, men som istedet er havnet i Jack Warner, Warner-familien eller Chuck Blazers lommer, bliver oprullet. Det samtidig med, at FIFAs Etiske Komité endelig tager sig sammen til at suspendere Jack Warner og give ham livstidskarantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter,

Warners reaktion: "Det er alt sammen ondskabsfuldt og grundløst. Og jeg har ikke længere nogen interesse i noget, der har med fodbold at gøre."

På anklagebænken for 1,3 milliarder

Men det slutter naturligvis ikke der. I maj 2015 blev der fra USAs Department of Justice udstedt en arrestordre på Jack Warner for banktransfer-forbrydelser, svindel og hvidvask.

Efterfølgende indgav Warner sig selv til politiet i Trinidad, men søgte, indtil videre med succes, at hindre en udlevering til USA. Det ved blandt andet at søge at spille på politiske strenge. Warner udtalte, at han havde dokumenter bevisende, at udfaldet af parlamentsvalget i 2010 i Trinidad/Tobago kunne føres tilbage til finansielle overførsler fra FIFA og fra ham selv, derved implicerende både Trinidad/Tobagos regering og FIFA. Warner fortsatte med at sige, han personligt havde finansieret tv-udsendelser til støtte for valgte Trinidad-politikere.

Endvidere udtalte Jack Warner, at hans liv var i fare, men at dem, der var ude efter ham, godt kunne spare sig ulejligheden. I fald, noget skulle tilstøde ham, var hans advokat "instrueret i at frigøre beviser for, hvem der er Trinidad/Tobagos virkelige fjender og ude på at ødelægge landet."

Som sagen med USAs Department of Justice står lige nu, er det lykkedes for Jack Warner og hans advokater at få trukkket den i langdrag. Efter mere end to års frem-og-tilbage-juridiske diskussioner med Warner siddende i Trinidad, er første høring i sagen i USA nu blevet fastsat til november dette år, og den kan så ikke blive yderligere udskudt. Imidlertid vil en eventuel udlevering af Jack Warner fra Trinidad/Tobago til USA kunne ankes, og dermed kan man også efter november i år se frem til en længere juridisk proces, før man fysisk får Jack Warner at se i en amerikansk retssal. Når man så dertil, står Jack Warner overfor 13 forskellige svindelanklager, som samlet løber op i 1,3 milliarder kroner.

Artiklen er den femte ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her.

Foto: Flag foran FIFAs hovedkvarter i Zürich, fotokredit: Ugis Riba/Shutterstock.com 

Kilder: FIFA; Associated Press; Reuters; The Economist; ESPN; Sports Illustrated; Wall Street Journal; Washington Post, BBC; The Times; The Telegraph; Independent; The Guardian; Die Welt; Der Spiegel; Bild; Andrew Jennings: “Foul!”; Andrew Jennings: ”The Secret World of FIFA: Bribes, Vote-Rigging and Ticket Scandals”.