Danske Spils offline- og onlinesystemer har problemer i samspillet, og derfor nedrunder de stadig konsekvent oddsgevinster til nærmeste hele krone, selvom de tidligere har forventet, at det skulle være fikset inden udgangen af 2017.

Bemærk; artiklen er blevet opdateret den 25. oktober klokken 13:50 med mellemrubrikken "Det, som Danske Spil gør, er usædvanligt" samt indholdet til den mellemrubrik. Der er også tilføjet et yderligere citat af specielkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Carsten Strøjer nederst i artiklen.

50 kroner til odds 1,55 giver 77,5 kroner i gevinst. Men ikke hos Danske Spil. Her giver det kun 77 kroner i gevinst, og det skyldes, at de konsekvent nedrunder decimalgevinster på Oddset.

Sådan har det været, siden Danske Spil kom online, og det er en problemstilling, BetXpert første gang beskrev i sommeren 2017. Problemet skyldtes en manglende it-opdatering, og der forventede Danske Spil, at den konsekvente nedrunding ville være fikset inden årets udgang, men her knap to år og en kæmpe it-opdatering efter nedrundes oddsgevinster stadig konsekvent til nærmeste hele krone.

Og hvornår det bliver fikset ved pressechef hos Danske Spil, Marie Grabow Westergaard, stadig ikke. 

"Vi anerkender fuldt ud, at det er et problem, vi ikke har fået løst endnu. Det er rigtig træls, for det er noget, vi gerne vil. Det handler stadig om vores systemer og samspillet mellem online og offline. Jeg kan ikke få konkret dato på, hvornår det ordnet, men jeg har fået 2020 at vide," siger Marie Grabow Westergaard til BetXpert. 

"Det, som Danske Spil gør, er usædvanligt"

Kevin Toftegaard, der til dagligt arbejder som erhvervsjurist med rådgivning af mindre virksomheder om den nye persondataforordning har i 2017 sagt til BetXpert, at Danske Spils praksis er usædvanlig. I 2017 studerede han en kandidat i erhvervsjura, hvor han skrev speciale om bookmakeres aftalevilkår. 

"Det er et marked, hvor odds betyder alt, og reelt er det eneste konkurrenceparameter, som bookmakerne kæmper på. I princippet indgår du en aftale til odds XX, og det fremgår af kontrakten (godkendt spilkupon, red.) efterfølgende, men alligevel stilles du med odds YY. Det, som Danske Spil gør, er usædvanligt," sagde Kevin Toftegaard og fortsatte: 

"I forarbejderne til Møntloven står der, at ministeriet (Skatteministeriet, red.) har udtalt, at der ikke kan foretages afrunding ved elektroniske betalinger, medmindre det aftales parterne imellem. Det, jeg hæfter mig ved, er, at det skal være aftalt, og at der snakkes om afrunding. Man kan argumentere for, at det ikke er aftalt hos Danske Spil. Ministeriet snakker om afrunding, hvilket de facto ikke er det, Danske Spil gør, idet de konsekvent nedrunder." 

På tidspunktet for historien i 2017 fremgik det ikke af Danske Spils spilleregler for Oddset, at decimalgevinster blev nedrundet, men det blev efter BetXperts historie tilføjet.

"Der er nok ikke balance i tingene"

BetXpert har tidligere talt med Spillemyndigheden om nedrundingen, og de forklarede i marts 2018, at problemstillingen falder uden for deres område.

Hvad mener I om en praksis, hvor man konsekvent nedrunder gevinster til hele kroner?
"Hvis det bliver vurderet, at nedrundingen er et urimeligt aftalevilkår falder det uden for Spilleloven, og det er derfor ikke en problemstilling, som Spillemyndigheden kan forholde sig til," skrev Katja Arabelle Antabi, specialkonsulent ved Spillemyndigheden, i en mail til BetXpert.

Hos Forbrugerombudsmanden ønsker man ikke at forholde sig til det konkrete tilfælde med Danske Spil, men har i en generel kommentar tidligere udtalt sig til BetXpert. 

"Hvis man opererer med decimaler i det ene tilfælde, og det tilfældigvis altid er til fordel for udbyderen, og i det andet tilfælde gør man ikke, og det tilfældigvis altid er til skade for forbrugeren, så er der nok ikke balance i tingene," sagde Carsten Strøjer, specialkonsulent ved Forbrugerombudsmanden, til BetXpert i forbindelse med den første historie om nedrundingen i sommeren 2017.

"Vi har i en anden forbindelse sagt, at hvis man ved kontant betaling ikke følger regler om øreafrunding, så er det i strid med god markedsføringsskik. At noget er i strid med god markedsføringsskik vil sige, at det sædvanligvis ikke er et forhold, der er strafbart, men vi kan i sidste instans kræve, at en sådan praksis ophører og anlægge forbudssag mod den pågældende erhvervsdrivende. Hvis der skal ske noget i en konkret sag, kræver det som regel en anmeldelse, som Forbrugerombudsmanden så kan forholde sig til med udgangspunkt i vores prioriteringsadgang," fortsatte Carsten Strøjer.