Spiludbydernes markedsføring er det område, hvor Spillemyndigheden oftest oplever, at bookmakerne ikke overholder lovgivningen. Der har været en stigning i antallet af politianmeldelser, men den er kun "lille". 

Med liberaliseringen af spillemarkedet i 2012 trådte ny lovgivning og nye bekendtgørelser i kraft, og det er ikke alle spiludbydere, der fuldt ud lever op til loven ifølge Spillemyndigheden. 

"Der er kommet flere spiludbydere på markedet i Danmark, samtidig med at der også er nogle, der har været her længe, og de to faktorer gør, at vi har set en lille stigning i antallet af sager, vi anmelder til politiet," siger kontorchef for væddemål, onlinekasino og markedsanalyse hos Spillemyndigheden, Jan Madsen, til BetXpert 

Jan Madsen vil ikke ikke uddybe, hvad "en lille stigning" dækker over, ligesom han heller ikke vil oplyse, hvor mange politianmeldelser Spillemyndigheden har foretaget, så det er ikke muligt at skaffe et komplet overblik over antallet. BetXpert har søgt aktindsigt hos Spillemyndigheden i antallet af politianmeldelser samt overtrædelsernes karakter, men har fået afslag på anmodningen. Også klagen, hvor tallene i anonymiseret form er anmodet, er blevet afvist, og sagen er derfor påklaget til Skatteankestyrelsen. 

Primært markedsføringsovertrædelser

Politianmeldelserne omhandler typisk overtrædelser af bekendtgørelsernes markedsføringsregler, oplyser Jan Madsen, og det kan eksempelvis være markedsføring af bonusser. 

Hvad er det, der kan være svært at overholde ift. bonusbestemmelserne?
"Det kan jeg ikke komme ind på, for det bliver konkret. Jeg tror, at du meget hurtigt vil kunne finde ud af, hvem det er," siger Jan Madsen. 

Til branchemediet EGR Compliance sætter direktør for brancheorganisationen DOGA tal på antallet af politianmeldelser, han har kendskab til. 

"Spillemyndigheden har anmeldt 15-20 spiludbydere til politiet for, hvad der synes at være mindre overtrædelser af markedsføringsbestemmelserne," siger Morten Rønde til EGR Compliance

Morten Rønde fortæller endvidere, at Spillemyndighedens ageren kan skabe et mindre aggressivt marked og et marked i overensstemmelse med lovgivningen, men at bookmakerne samtidig frygter for deres indtjening fremadrettet. 

Mange indskærpelser

Spillemyndigheden bliver blandt andet opmærksom på potentielle overtrædelser i forbindelse med myndighedens tilsynsprojekter, eller hvis en forbruger henvender sig om en sag. Det kan også være, at Forbrugerombudsmanden kontaktes af en borger, hvorefter sagen sendes derfra til Spillemyndigheden.

"Bliver vi gjort opmærksom på en overtrædelse, så partshører vi tilladelsesindehaveren, som vi beder om at forklare sig. Når partshøringen er kommet tilbage, så vurderer vi, om overtrædelsen er så grov, at vi skal gå til politiet, eller om vi nøjes med en indskærpelse. Det kan også være, at tilladelsesindehaveren overbeviser os om, at der ikke er fundet nogen overtrædelse sted," siger Jan Madsen.

Hvor stor en procentdel af de sager, hvor I undersøger nærmere og partshører en tilladelsesindehaver, ender med en politianmeldelse?

"Det har jeg ikke noget tal på. Jeg har ingen procentvis fordeling af det, men i mange situationer modtager tilladelsesindehaveren en indskærpelse, da vi mener, at der er tale om en førstegangsovertrædelse, eller da vi ikke mener, at det er så groft, at det skal politianmeldes," siger Jan Madsen.