I 2018 blokerede Spillemyndigheden adskillige hjemmesider og Facebook-grupper, der brød spilleloven. Blokeringerne kom efter en omfattende undersøgelse af 742 hjemmesider - mere end dobbelt så mange som året forinden.

I 2018 foretog Spillemyndigheden langt flere undersøgelser af potentielt ulovligt spil på hjemmesider end nogensinde før. I alt blev 742 hjemmesider undersøgt, og det var over dobbelt så mange som det hidtil højeste antal - 328 året forinden. Det oplyser Spillemyndigheden i en rapport.

Undersøgelsen førte blandt andet til, at 22 sider blev identificeret som værende i strid med lovgivningen, og heraf blev 18 blokeret.

Samtidig blev seks hjemmesider udpeget som udbydere af skinbetting, og med hjælp fra byretten i Frederiksberg fik Spillemyndigheden pålagt danske teleudbydere at blokere for dem også.

Samarbejde med Facebook skal bremse ulovligt spil 

Spillemyndighedens arbejde med at udsøge hjemmesider der tilbyder eller promoverer ulovligt spil sker blandt andet i samarbejde med Skattestyrelsens antisvindelenhed.

I rapporten noterer Spillemyndigheden, at der er et stigende problem med udbud af ulovligt spil i lukkede Facebook-grupper. I 2018 fik Spillemyndigheden lukket fire Facebook-grupper på den baggrund og samtidig indledt et samarbejde med Facebook. 

Det betyder, at arbejdsgangen fremadrettet er blevet væsentlig forkortet, fra når Spillemyndigheden identificerer en gruppe med ulovlig aktivitet, og til Facebook eventuelt lukker gruppen ned.

Forventer at blokere flere sider i 2019

Spillemyndigheden noterer i rapporten, at der har været et fald i antallet af hjemmesider, der udbyder ulovligt spil, siden spillemarkedet blev liberaliseret i 2012.

Alligevel har ejere af flere sider, der udbyder ulovligt spil, ignoreret henstillinger fra Spillemyndigheden, som derfor forventer at blokere for flere sider i 2019.

Spillemyndigheden forventer desuden, at arbejdet med at begrænse skinbetting vil fortsætte i det nye år i tråd med den politiske aftale fra juni 2018, som i 2019 vil blive implementeret i spilleloven.

Du kan læse hele Spillemyndighedens rapport her.