Onsdag løfter Morten Olsen sløret for den danske EM-trup – men hvem er i spil? Vi har samlet odds og kommer med vores bud på truppen...

(OPDATERING onsdag 16. maj: den forløbige trup på 20 mand er udtaget. Se denne artikels kommentarer forneden og se http://www.dbu.dk/Nyheder/2012/Maj/EM_truppen_udtaget.aspx)

Onsdag den 16. maj kl. 14.15 vil landstræner Morten Olsen på et pressemøde – der livestreames på dbu.dk og sendes live på TV2 – afsløre størstedelen af de 23 navne, der skal forsøge at spille Danmark videre fra ”dødens gruppe”, Gruppe B, når holdet skal i aktion i Ukraine i næste måned. Nogle få pladser vil blive holdt åbne indtil afslutningen på Superliga-sæsonen.

Flere bookmakere er ude med odds, og mange navne vil på forhånd stort set give sig selv – men der er plads til jokere, så måske der kan være nogle gode odds at hente på udtagelsen?

Målmænd:

Landsholdets anfører Thomas Sørensen giver umiddelbart sig selv i målet. Trods en længerevarende skade hen over foråret, og spilletid begrænset til Manchester Uniteds reservehold, bør Anders Lindegaard også kunne finde vej til truppen.

Det største spørgsmålstegn er tredjekeeperen. Stephan Andersen er favoritten og med fast starterjob i målet (læs mere her) i den bedste franske række holder han nok også en lille fordel over de øvrige kandidater.

FC Nordsjællands Jesper Hansen, Leicesters Kasper Schmeichel og FC Midtjyllands Jonas Lössl er outsiders, men mon ikke Morten Olsen i sidste ende holder fast i de tre keepere, der har startet kampe for A-landsholdet?

Forsvar:

På de to backs ligner Lars Jacobsen (højre) og Simon Poulsen (venstre) sikre valg, mens tre mand i midterforsvaret også vil være svære at komme udenom; Daniel Agger, Simon Kjær og Andreas Bjelland (selv om sidstnævnte først for nyligt er vendt tilbage efter en skadespause).

Daniel Wass der har gjort det flot i franske Évian TG, var med i truppen til den seneste træningskamp, mod Rusland, og er også en topkandidat til at blive indlemmet i EM-truppen. Michael Silberbauer ligner førstereserve for Simon Poulsen på venstre back og med sin alsidighed – han kan også spille på midtbanen – er han også en oplagt kandidat til at finde vej til truppen.

FCNs Jores Okore har fået sine første to landskampe indenfor det seneste halve år og som en vigtig del i FCNs flotte sæson, som Bjellands makker, skal han heller ikke udelukkes. Spillere som venstrebacken Patrick Mtiliga samt midterforsvarerne Kris Stadsgaard og Jannik Vestergaard (kun 19 år, men har imponeret hos Hoffenheim) skal formentlig bruge afbud fra de foranliggende spillere for at komme med.

Det er værd at bemærke, at Morten Olsen ved VM i 2010 blot udtog tre centrale forsvarsspillere.

Midtbane/Fløjspillere:

Brøndby-duoen Michael Krohn-Dehli (til venstre) og Dennis Rommedahl (højre) giver umiddelbart sig selv på kanterne, og det samme gør Christian Eriksen på den offensive midtbane.

På den defensive midtbane ligner Christian Poulsen (han blev skadet i april og missede sæsonafslutningen i Frankrig - hvor han ellers havde gjort det godt for Évian TG - men skulle kunne nå at blive klar til EM), Niki Zimling og William Kvist relativt sikre kort i truppen (ligesom Michael Silberbauer kan der også argumenteres for Kvist grundet alsidighed, da han også kan agere højre back). Offensivmand Lasse Schöne bør også være at finde i truppen.

Tobias Mikkelsen (FCN-højrekant) og erfarne Thomas Kahlenberg (godt forår i franske Évian TG) ligner også gode bud til en plads, mens FCMs Jakob Poulsen umiddelbart også har bookmakernes tillid til en plads på midtbanen. Spørgsmålet er dog om Morten Olsen vil foretrække en spiller som veteranen Martin Jørgensen, der er blomstret op for AGF i denne sæson og med sin præstation i weekenden mod Brøndby kan have givet landstræneren noget at tænke over. Jørgensen bibringer en enorm rutine, der kan vise sig vigtig – ikke mindst udenfor banen i en trup, der kan indeholde en god håndfuld unge spillere.

Spillere som Martin Spelmann, Kasper Lorentzen, Søren Christensen (topscorer for FCN; fem mål i de seneste seks kampe) og Emil Larsen finder næppe vej til truppen, men skal ikke udelukkes helt.

Angrebet:

I front er Nicklas Bendtner, trods sine problemer udenfor banen, stadig så tæt på selvskrevet som man kan blive.

Herefter bliver billedet lidt mere mudret. Mads Junker har blot scoret syv mål for Roda i denne sæson (efter 20 i sidste sæson) efter at have fået en mere tilbagetrukket rolle. Det behøver dog ikke være en svækkelse af hans kandidatur, da alsidighed ift at kunne agere både offensiv midt og centreforward kan gøre ham mere værdifuld.

Brøndbys Simon Makienok har scoret fire af sit holds seneste ni mål og er oppe på 10 mål for sæsonen, og er umiddelbart bookmakernes favorit til at tage en plads på toppen. Nicklas Pedersen er faldet i unåde hos Groningen og har ikke været udtaget til en landskamp siden september, så det er næppe specielt sandsynligt at han finder vej.

Tilbage står Superligaens – ja, faktisk Europas – mest scorende danske fodboldspiller i 2011/12-sæsonen. 13 scoringer har 21-årige Nicklas Helenius scoret i denne sæson og i skrivende stund har han scoret i AaBs tre seneste kampe og er kommet på tavlen de seneste fem gange AaB har formået at score i en kamp (herunder et hattrick mod Silkeborg i starten af april). Vi har et tip ude på at Helenius finder vej til truppen – men vil han blive foretrukket over Makienok?

Aktuelle odds

NordicBet* Unibet* Betsafe
Målmand
Thomas Sørensen 1,01 - 1,03
Anders Lindegaard 1,05 1,08 1,12
Stephan Andersen 1,05 1,30 1,26
Jesper Hansen 5,00 2,80 3,45
Kasper Schmeichel 5,00 - 8,00
Jonas Lössl 12,00 15,00 -
Forsvar
Simon Kjær 1,01 1,02 -
Lars Jacobsen 1,01 1,07 1,06
Simon Poulsen 1,01 1,07 -
Daniel Agger 1,03 1,03 -
Andreas Bjelland 1,03 - -
Daniel Wass 1,30 1,16 1,20
Patrick Mtiliga 1,30 - 5,00
Jores Okore 2,75 - 1,50
Jesper Juelsgård 3,00 - -
Kris Stadsgaard 5,00 - 5,00
Leon Jessen 7,00 - -
Jannik Vestergaard 10,00 - 8,00
Midtbane
Christian Eriksen 1,01 1,02 -
Dennis Rommedahl 1,01 1,03 -
Michael Krohn-Dehli 1,01 1,04 -
William Kvist 1,01 1,05 -
Niki Zimling 1,01 - -
Michael Silberbauer 1,03 1,08 1,05
Christian Poulsen 1,05 - 1,25
Thomas Kahlenberg 1,07 - 1,30
Jakob Poulsen 1,28 - 1,39
Tobias Mikkelsen 1,40 1,20 1,15
Mikkel Beckmann - 6,50 5,95
Martin Jørgensen 3,50 - 5,95
Martin Spelmann - 8,00 7,00
Kasper Lorentzen 3,50 - 7,00
Thomas Enevoldsen 8,00 - -
Søren Christensen - - 9,75
Emil Larsen 25,00 10,00 -
Martin Vingaard 100,00 - -
Angreb
Nicklas Bendtner 1,01 1,02 -
Lasse Schøne 1,03 1,12 -
Mads Junker 1,30 - -
Simon Makeniok 7,50 - 2,09
Nicklas Helenius 7,50 4,75 8,45
Nicklas Pedersen 8,00 - 2,19
Nicolai Jørgensen 8,00 - -
Nicki Bille Nielsen 12,00 - -

BetXperts bud på EM-truppen

Målmænd:

Thomas Sørensen

Anders Lindegaard

Stephan Andersen

Forsvar:

Lars Jacobsen

Simon Kjær

Daniel Agger

Simon Poulsen

Andreas Bjelland

Daniel Wass

Michael Silberbauer

Midtbane/fløje:

Christian Eriksen

Christian Poulsen

William Kvist

Michael Krohn-Dehli

Dennis Rommedahl

Niki Zimling

Tobias Mikkelsen

Thomas Kahlenberg

Jakob Poulsen

Lasse Schöne

Angreb:

Nicklas Bendtner

Nicklas Helenius

Mads Junker