Kort inden påskeferien gik bettingportalen BetOnFinance konkurs, skrev de i en pressemeddelse. En investor havde trukket sig, og nu havde de ikke penge til at føre det videre, stod der. BetXpert har talt med direktøren for moderselskabet og med konkursboets kurator for at høre mere om konkursen.

I et mødelokale hos Sø- og Handelsretten i København blev der klokken 11:42 fredag den 21. april afsagt konkursdekret over Fibetco ApS, der ejer BetOnFinance. Efter at have været på det danske marked siden begyndelsen af 2016 som spiludbyder, er det nu slut. 

Men egentlig skulle BetOnFinance slet ikke være en selvstændig spiludbyder, forklarer Jeff Saul, direktør i Fibetco ApS. 

Planen var, at det skulle være en white label-løsning hos de andre bookmakere, der så kunne bruge BetOnFinances produkt blandt deres eget udvalg af odds. Men først ville Fibetco vise, at der var plads på hylden til produkt, og derfor opererede de som selvstændig spiludbyder med BetOnFinance. 

Konkursen er kommet som en negativ overraskelse for Jeff Saul: 

"Det har personligt overrasket mig rigtig meget, at der ikke er flere, der er blevet bidt af det hurtigere. Jeg mener stadig, at der er et kæmpe marked for det her, og jeg er ovebevist om, at om fem år så er det her rigtigt stort i et eller andet emerging market," siger han. 

Manglende markedsføring

I sidste øjeblik var en stor investor sprunget fra, stod der i pressemeddelsen, og derfor havde BetOnFinance ikke længere kapital til at udbyde spil og få forretningen til at køre rundt. En konkurs var uundgåelig. 

"Vi havde fundet en nyt og meget stærkt investorkonsortium, men de valgte så ikke at færdiggøre investeringen. Beløbet var noget større end det, der var skudt ind i al den tid, BetOnFinance har eksisteret," siger direktør for BetOnFinance, Jeff Saul.

"Det var en seriøs investering, som ville have givet os de markedsføringsmuskler, som vi mener, der skulle til for at løfte BetOnFinance," fortsætter Jeff Saul. 

Ifølge ham var de små markedsføringsmuskler en af to vigtige elementer, der gjorde, at BetOnFinance gik konkurs. 

Mistede mange spillere

Den anden vigtige grund til, at BetOnFinance ikke kunne køre rundt, var, at de mistede mange spillere. BetOnFinance opererede som puljespil, og det vil sige, at gevinstens størrelse afhang af, hvor mange spillere der deltog. Og med få, men dedikerede spillere, lykkedes det ikke at få skabt store puljer, forklarer Jeff Saul. 

"Det overraskede os, hvor svært det var, at gøre puljerne store. Uden de store puljer, kunne vi heller ikke tiltrække de store spillere," siger Jeff Saul og fortsætter:

"I starten havde vi flere spillere, som jeg havde tænkt ville blive bidt af det finansielle marked og for eksempel bette 1000 kroner på, at Vestas ender i top 3 i dag, men hvis puljen ikke var stor nok, og de kun kunne spille for 100 kroner, blev deres timeløn for dårlig, og de gad ikke længere af spille. Jeg ved, at vi mistede mange spillere - både i starten og igennem hele forløbet - fordi vi simpelthen ikke havde store nok puljer."

Næsten alle har fået pengene tilbage 

BetOnFinance skrev på deres hjemmeside, at man skulle kontakte dem inden den 18. april for at få sit indestående udbetalt. Det var en periode på syv dage, efter de offentliggjorde, at de var gået konkurs. 

"Næsten alle har skrevet til os. Det er ikke mange penge, vi har stående tilbage, så det er dejligt. Vi har været aktive og kontaktet alle personer, der havde lidt over 100 kroner stående. Hvis de ikke reagerede efter to skriv, ringede vi til dem," siger Jeff Saul. 

Samme udmelding lyder det fra konkursboets kurator, advokat og partner Nicolai Dyhr fra Horten Advokatpartnerselskab, der har specialiseret sig i insolvens og rekonstruktion. 

"De spillere, der har henvendt sig, får deres deponerede midler retur, såfremt de kan dokumentere at have et separatistkrav" siger Nicolai Dyhr til BetXpert. 

Gæld på over 10 mio. kr. 

Når et konkursbo behandles, skal kurator undersøge, om ledelsen har svigtet deres forpligtelser og har et ansvar for konkursen. Er der tale om ulovlige forhold i forbindelse med konkursen, kan behandlingen af boet trække ud i flere år, men hvis det er foregået efter bogen, så vurderer Nicolai Dyhr, at boet efter Fibetco kan afsluttes indenfor det næste halve år.

"Det er klart, at vi kigger på alt. Der er ikke noget, der umiddelbart giver anledning til forfølgelse af krav om ledelsesansvar eller lignende. Det kan være, at det dukker op, men ikke indtil videre," siger Nicolai Dyhr. 

 

Selvom spillerne får deres penge tilbage, når de har dokumenteret ejerskabet til deres deponerede midler, betyder det ikke, at de øvrige kreditorer også får deres penge tilbage, oplyser Nicolai Dyhr.  


"Der er nogle simple, isolerede kreditorer, der har penge til gode. Umiddelbart ser det ikke ud til, at de får nogen dækning - hverken helt eller delvist. Det er blandt andet SKAT, der har et usikret tilgodehavende," siger han og fortsætter:

"Gældens størrelse er svær at sige noget om, da der er investorer, der har skudt penge i det. Hvis man regner investorindskuddet med, så er gælden over 10 mio. kr. - det er penge, der formentlig er tabt."

Har stadig maltesisk licens

BetOnFinance havde en spillelicens i både Malta og Danmark. Med konkursdekretet af Fibetco ApS er det kun den danske licens, der er røget. 

"Den maltesiske licens ligger i et separat datterselskab, og så længe at man overholder de lokale forpligtelser i Malta, så er den licens bevaret. Man kan dog godt forvente, at den inden længe også fortabes," fortæller Nicolai Dyhr. 

Han oplyser, at ledelsen i Fibetco ApS i månederne op til konkursen arbejdede på at sælge det maltesiske datterselskab for at skaffe kapital. Men det lykkedes ikke for ledelsen. Og Nicolai Dyhr forventer heller ikke, at det lykkes for ham at sælge. 

"Jeg prøver at sælge det maltesiske datterselskab, men det er vanskeligt. Enhver køber, der går ind i det her, ved, at der skal investeres, og at det er krævende at drive selskabet. Derudover er jeg også meget forsigtigt om persondataoplysninger og brugeroplysninger, hvor jeg ikke vil udlevere de oplysninger ulovligt. Jeg forventer, at selskabet vil blive lukket ned på Malta - alternativt bliver det solgt til en beskeden pris," siger Nicolai Dyhr. 

Spillemyndigheden har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt BetOnFinance havde krav om en modregningsfri konto som en del af deres tilladelse, men ifølge Jeff Saul, var det et krav. De har to modregningsfri konti - en på Malta og en i Danmark.