Siden 2016 har Danske Spil monitoreret alle sine danske onlinekunders spillemønstre ved hjælp af en spilscanner og rakt ud til spillere med usunde mønstre, inden det har udviklet sig til et regulært spilmisbrug. Skatteordførerne på Christiansborg ser gerne, at alle online udbydere får en lignende løsning.

Sammen med forskere på Aarhus Universitet har Danske Spil siden 2013 udviklet på en spilscanner, og siden 2016 har scanneren været benyttet på Danske Spils website.

Alle kunder bliver ved oprettelse af konto tvunget til at acceptere, at Danske Spil indsamler og analyserer deres spildata og kontakter dem, hvis der registreres mønstre, som kan være bekymrende. Det er ikke muligt at oprette en konto uden at give dette samtykke.

I Danske Spils CSR-rapport skriver spilleselskabet, at man begyndte at foretage såkaldte omsorgsopkald til spillere i farezonen fra 2017, og da året var omme, var det blevet til mere end 800 opkald på baggrund af spilscanneren. 

I rapporten bliver der ikke lagt skjul på, at Danske Spil er stolte af de tal og af scanneren. Og det er ikke kun hos den statsejede spiludbyder, der er begejstring over spilscanneren.

Opmærksomhedspligt

Efter syv af Folketingets partier i sommer landede en aftale om nye tiltag mod spilafhængighed, har BetXpert interviewet partiernes skatteordførere.  I aftalen står der blandt andet:

"Online spiludbydere bør være opmærksomme på unormale spilmønstre hos deres spillere, der kan indikere spilproblemer [...] Derfor indføres en opmærksomhedspligt i forhold til spilafhængighed.

Muligheden for at indføre anvendelsen af software, som kan hjælpe med at identificere problemspillere, undersøges. Der foretages en vurdering af eksisterende software på markedet og deres effektivitet, samt hvorvidt der foreligger mulighed for akkreditering af softwaren."

Direkte adspurgt, hvad "opmærksomhedspligt" dækker over, og hvornår en spiludbyder har været opmærksom nok, henviser flere skatteordførere til spilscanneren.

Kan ikke tvinge udbyderne

"For mig at se vil det være at udøve opmærksomhed i forhold til problemspillere eksempelvis at bruge de bedste versioner af den spilscanner, der er udviklet på Aarhus Universitet," siger Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

Også Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, udtrykker sig overfor BetXpert i positive vendinger om  spilscanneren, mens skatteordfører hos Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær, ærgrer sig over, at det ikke gennem lovgivning har været muligt at pålægge alle spiludbydere at benytte scanneren.

"Vi ville faktisk gerne have sagt, at alle skal bruge den, men der løb vi panden mod muren, fordi den spilscanner, som Danske Spil bruger, er der patent på. Der kan vi ikke bare lovgive og sige, at den skal alle bruge," siger han.

Forskere bag scanneren: I ringer bare

Rettighederne til spilscanneren ligger hos Danske Spil og hos de forskere på Aarhus Universitet, som har udviklet den. Forskerne har etableret selskabet Mindway AI, der skal gøre det nemmere at få scanneren solgt i ind- og udland, og de vil gerne i dialog med de danske spiludbydere.

"Selvfølgelig vil vi det. Vi er enormt interessede i, at der er andre, der kommer til at bruge teknologien både på det danske marked og internationalt. De resultater, vi har set hos Danske Spil, mener vi, er ret gode," siger forsker og CSO i Mindway AI, Kim Mouridsen og tilføjer: 

"Vi har fået flere henvendelser fra kunder, som er blevet opdaget via scanneren, og som har været glade for, at potentielle problemer er blevet opdaget, inden de er blevet for store. Så udbyderne skal bare ringe til os. Vi sidder klar,"

Han vil ikke afsløre, om der er i øjeblikket er kontakt med nogen af udbyderne på det danske marked.

Danske Spil deler gerne erfaringer

Heller ikke spiludbydernes brancheorganisation, DOGA, er særlig meddelsomme, hvad det angår.

"Jeg tror ikke, Danske Spils spilscanner er en enestående metode. Jeg tror, at flere spiludbydere overvåger deres kunders spillemønstre. Men jeg ved ikke, om der er nogle spiludbydere, der er i kontakt med udviklerne af spilscanneren. Det er helt op til den enkelte udbyder," siger direktør i DOGA, Morten Rønde.

Hos Danske Spil oplyser CSR-ansvarlig, Elisabeth Linding, at spilselskabet gerne deler viden og erfaring med konkurrenterne.