18+ | Spil med omtanke | Stopspillet.dk | ROFUS.nu
Annonce

Vinder af Super Bowl 2020/2021: Buffalo Bills

11. september 2020 kl. 02:20 - Amerikansk Fodbold, USA - NFL
1. jun. 2020 kl. 20:58 (Opdateret 26. jul. 2020 kl. 02:38) 01/06
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Selvudelukkelse via Rofus.nu 18+. Regler og vilkår gælder. Spil med omtanke.
Kommentarer (32)
Chance: 6%
Betvalue: 174,00%
Spilbar ned til odds: 16,67
888sport Spil nu hos 888sport

Undervurderede Buffalo Bills kan vinde Super Bowl

I en markant forandret AFC East blæser vindene endelig mod en sjælden, ny sejrherre, og særligt i Buffalo kan stenene være lagt for et dybt playoff-run med potentiale for Super Bowl efter en succesfuld 2019-sæson og en efterfølgende flot offseason.

NB: da dette tip vedrører et langtidsvæddemål, er følgende analyse MEGET lang og udførlig, da den indeholder en dybere gennemgang af relevante hold. Til de, der måtte have interesse, men som finder den for lang og/eller foretrækker kortere og mindre detaljerede analyser, henvises til den kortere version samt konklusionen længere nede.


Hvad taler for?



Kompetente Sean McDermott og Brandon Beane’s positive indflydelse skinner igennem

Med ankomsten af General Manager (GM) Brandon Beane og Head Coach (HC) Sean McDermott i 2017 fik Bills-organisationen ikke alene en ny start med ny energi og nye perspektiver på football og på Buffalo Bills specifikt, men tilmed en længe ventet vision for det martrede franchise, der ikke siden 90'erne har kendt til kontinuerlig succes, men derimod efter årtusindskiftet kæmpet sig igennem "losing season" efter "losing season" med kun ganske få undtagelser som trøst.

Med den nye GM/HC-kombination har man nu imidlertid allerede brudt den 17 år lange playoff-tørke og opnået både "winning season" og playoff-deltagelse i to ud af de tre første år ved roret (undtagelsen var i 2018, hvor man med rookie-QB Josh Allen ”under center” blot opnåede en skuffende 6-10 record).
Den nye ledelses solide drafts, generelt uspektakulære, men solide free agency-signings, opbyggelse af en stærk vinderkultur samt en klar og tydelig vision, som spillerne tydeligvis køber ind på, er alle elementer, der har sikret bøflerne et gunstigt udgangspunkt i 2020, hvor man blandt andet kan se tilbage på en god 2019-sæson med en flot 10-6 record.

HC McDermott fremhæver selv en fænomenal kultur i omklædningsrummet såvel som i organisationen generelt, hvor der hersker en atmosfære og et miljø, der bringer det bedste frem i spillerne.
Ligeledes lovpriste den anerkendte ESPN-analytiker Mel Kiper Jr. for nyligt Bills’ ”locker room” for en usædvanlig god kemi med gensidig respekt og godt lederskab, der udmønter sig i uselviske spillere med en udpræget holdånd, som får hvert enkelt individ til at gå den ekstra mil for sine holdkammerater.
Denne "Blue Collar"-kultur med ringe fokus på "flashiness", men stor vægt på hårdt arbejde og "accountability", er efter min overbevisning, hvad der til tider får holdet til at præstere bedre end summen af dets dele, og særligt dét er med til at give mig en optimisme omkring holdets 2020-udsigter/-potentiale.

Omtalte miljø samt de nye positive vinde i Buffalo har i forlængelse heraf transformeret organisationens ry fra at være et uattraktivt sted, ingen betydningsfulde free agents ville overveje at spille, til et sted, hvor spillerne nu kan se sig selv tage det næste skridt i karrieren og opleve den succes, som alle professionelle atleter higer efter.




God offseason kan tage Bills det sidste stykke

Selvom godt lederskab tager et hold et godt stykke af vejen, er det indiskutabelt, at de vigtigste resultater i sidste ende skabes på banen. Af samme grund har Bills handlet aggressivt (og fornuftigt) i dette års free agency (FA), og med yderligere tilføjelse af flere spændende rookies i draften ser de kun endnu stærkere ud forud for den kommende sæson.

Betydningsfulde afgange:

Bills´mest prominente afgange denne offseason findes alle på defensiven i form af DT Jordan Phillips, DE Shaq Lawson samt LB Lorenzo Alexander.
Mens den aldrende veteran Alexander besluttede at stille skoene på hylden efter en lang karriere med adskillige NFL-hold på CV'et, valgte GM Beane og Co. at lade Lawson og Phillips gå, efter de ellers i seneste sæson hver især præsterede den mest produktive sæson i deres respektive karrierer.
Ingen af spillerne havde dog gjort særlig stort væsen af sig inden deres "breakout year", og specielt Lawson havde op til 2019-sæsonen været en skuffelse grundet sin status som førsterundevalg (19 overall i 2016).
Den manglende prioritering af at forlænge de to linjemænd, samt villigheden til at betale lige så gavmildt for deres erstatninger, tyder da også på, at Beane og McDermott anså spillernes karriereår som mulige "flukes" (held/tilfældigheder) eller som mininum resultatet af et generelt stærkt og velcoachet forsvar.

LB Alexander befandt sig i sin karrieres efterår, og med en beskeden produktion i 2019 vurderes hans fravær heller ikke at udgøre den store negative forskel.


Betydningsfulde tilgange i free agency - defense:

Som direkte erstatninger for Phillips og Lawson, kiggede man hurtigt til Carolina Panthers, hvor DT Vernon Butler og DE Mario Addison blev hentet ind i FA - at Beane og McDermott gik på rov hos Panthers er i øvrigt ingen større overraskelse, da begge har en fortid i Carolina i henholdsvis administrationen og som defensive coordinator (DC), hvorfor de deraf naturligt besidder et større kendskab til adskillige spillere. Selvsamme spillere vil dertil i større eller mindre omfang være bekendte og komfortable med McDermott og hans system, og de må derfor formodes hurtigt og effektivt at kunne akklimatisere sig i Buffalo.
 

Butler (draftet 30 overall i 2016) slog sig efter en diskret start på karrieren for alvor igennem sidste år via 14 kampe (ni som starter) og en betydelig stigning i produktion med bl.a. seks sacks og tre forced fumbles. Veteranen Addison bringer erfaring fra en lang, solid karriere, hvor den defensive end de sidste fire år (tre som starter) har snittet knap 10 sacks.

Som ekstra erstatning/dybde er DT/DE Quinton Jefferson hentet ind i Seattle, hvor han sidste sæson figurerede som en af de bedste linjemænd hos Seahawks. Han er efter min mening en klassisk "under-the-radar"-signing af Buffalo, som indebærer masser af værdi/upside. Uden mediemæssigt at gøre sig stort bemærket leverede Jefferson sidste år en top 5-placering blandt kvalificerede DT's på ESPN Analytics' analysemodel "Pass Rush Win Rate" med flotte 16 % - og dét på et Seahawks-forsvar, der som enhed ellers havde svært ved at skabe et kontinuerligt pass rush. Hans alsidighed vil tillade DC Leslie Frazier efter for godt befindende at benytte ham til forskellige opgaver på den defensive linje.

Til at konkurrere om de ledige snaps, som Lorenzo Alexander efterlader på linebacker-positionen, har Bills fået tilgang af tidligere Saints-starter, A.J. Klein, der har tilbragt de sidste tre år i New Orleans.
Klein vinder ingen priser for sine spektakulære bedrifter/spillestil, men han er en ganske habil og alsidig forsvarsspiller, der kan bidrage i alle spillets facetter. Bedst er han mod løbet, men han kan ligeledes bidrage i opdækningen og - om nødvendigt - i forskellige "pakker" som pass rusher, hvor han sidste år præsterede 2,5 sacks. A.J. Klein er ligeledes bekendt med sin nye HC McDermott, da denne i Carolina var DC i tre af linebackerens første fire sæsoner i NFL.

Et af de største spørgsmål på defensiven i Buffalo forud for den kommende sæson var, hvem der skulle line op over for All-Pro cornerback Tre'Davious White. Svaret tyder på at være blevet endnu en af McDermott's tidligere spillere i Carolina i form af den aldrende Josh Norman, der tidligere blev regnet for en af de absolut bedste cornerbacks i ligaen, men som efter sin All-Pro-sæson i 2015 hos Panthers har haft mere end svært ved at leve op til tidligere bedrifter - og ikke mindst sin efterfølgende kæmpekontrakt hos Washington Redskins i 2016.

Norman har siden 2015 set et nærmest årligt ”decline” i performance og må håbe, at bedre holdkammerater, bedre coaching samt udsigten til (i hvert fald for det meste) at slippe for modstandernes bedste receiver kan hjælpe ham til et rebound i kommende sæson.
Som minimum bør dette dog være en god, omend kostbar, dybde-signing, der i øvrigt er en motiverende, ét-årig ”prove it deal” (ét år, $6m)


Betydningsfulde tilgange i free agency - offense:

Bills' angreb har de seneste år været deres helt store akilleshæl, og sidste sæson var det særdeles medvirkende til, at endestationen blev Wild Card-runden. Som direkte konsekvens lavede man derfor denne offseason's største og vigtigste investering, da man via trade hentede WR Stefon Diggs i Minnesota.
GM Beane forsøgte allerede sidste år at hente den utilfredse receiver til Buffalo, men måtte altså vente til efter sæsonen, hvor man sendte en blandet pakke af picks til Minnesota - deriblandt Bills' førsterundevalg, nr. 22 overall.
Med tanke på omstændighederne omkring Arizona Cardinals' trade for DeAndre Hopkins hos Houston Texans (bedre receiver, lavere pris) samt Diggs' velkendte utilfredshed og usandsynlige tilbagevenden til Minnesota i 2020, er der i min bog ingen tvivl om, at prisen var høj, men omvendt kommer han til på en ”team friendly” kontrakt, og Bills kunne på kort sigt næppe få mere produktion ud af de mistede picks.
Med Diggs får QB Allen's offense en af de mest produktive receivere i ligaen, som ikke blot er en dygtig route runner, men også konsekvent blandt de bedste, når det gælder de såkaldte "contested catches" (catches uden separation fra forsvarsspilleren) - og dét til trods for Diggs’ relativt beskedne statur på 183 cm. og ca. 85 kg.
Diggs excellerer både som slot receiver og wide receiver og bringer ikke bare effektivitet som såkaldt "chain mover," men ligeledes som dyb trussel mod ethvert forsvar, hvilket hans catch-gennemsnit på 17,9 yards i 2019 da også beviser. Han har de seneste to sæsoner grebet for 2151 yards og 15 TDs.

Til den offensive linje har man - endnu en gang i Carolina - hentet forstærkning, idét tidligere Second Team All-Pro, Daryl Williams, i Buffalo atter genforenes med McDermott. Den offensive linjemand satte sit navn på NFL-kortet efter en formidabel sæson i 2017, men en alvorlig knæskade (overrevet ledbånd samt disloceret knæskal) allerede i første kamp i 2018-sæsonen har gjort det svært for ham at genfinde formen som dominerende linjemand.
Williams re-signede i 2019 en ét-årig kontrakt med Panthers som umiddelbar right tackle, men han endte efter 16 kampe med kun fire starter på tackle og hovedparten af sine snaps på de to guard-positioner. Resultatet var ikke prangende, og for mange sacks blev tilladt, men med føromtalte skade i den nære fortid samt rokeringen til de uvante guard-positioner in mente, er det kun rimeligt at lade tvivlen komme Williams til gode.
Den nyslåede Buffalo Bill er sandsynligvis primært hentet ind som alsidig dybde som både guard og tackle, og med tanke på tidligere tiders høje niveau kan dette ende ud med at være en billig risk/reward-signing (ét år, $2,25 mio.) med potentiel stor ”impact”.


Draft picks med forventet "rookie impact"

Med tabet af førsterundevalget i Diggs-traden med Vikings, var Bills' reelle førstevalg nr. 54 overall i 2. runde. Her fik man til gengæld masser af værdi, da man valgte DE A.J. Epenesa ud af Iowa.
End'en kommer med god produktion i bagagen og roses bl.a. for sin modenhed og sin umiddelbare status som aldeles "pro ready." Epenesa overbeviser ikke mange med sin atletiske formåen, men han er utrolig powerfuld og har rigtig gode og stærke hænder.
På et tidspunkt var Iowa-produktet anset som et potentielt top 15-pick, men forskellige faktorer, heriblandt en uinspirerende combine-performance, fik ham til at "slide" i draften. Han kommer med stor sandsynlighed til at indgå hyppigt i en bred rotation i Buffalo, hvor han potentielt også kan tage snaps på den indre linje.

Buffalo's trejderundevalg (86 overall) udfyldte et mindre hul på roster'et, da man med Utah Utes' Zack Moss hentede en alsidig runningback, der kan spille alle downs. Det bliver dog som udgangspunkt næppe nødvendigt, da man i Devin Singletary allerede har en yderst kapabel førstemand på positionen, men med en tung og hård løbestil vil han blive et godt supplement som "change of pace"-back for starteren.
Moss besidder ikke exceptionel fart, men han anerkendes bredt for sine evner til at breake tacklinger - en evne, der hjalp runningbacken til en ganske produktiv afgangssæson i Utah med sammenlagt 17 totale touchdowns og 1416 rushing yards (6.0 yards per carry).
Den relativt lave, men robuste runningback vil bidrage øjeblikkeligt og kan meget vel blive Bills' primære "goal line back" i 2020.

I femte runde fandt GM Beane endnu et mindre "steal", da man med det 167. valg hentede QB'en, Jake Fromm, ud af Georgia. Fromm faldt af ikke helt klare årsager voldsomt i draften, og selvom QB næppe var et fokuspunkt for Buffalo Bills under dette års draft, tror jeg fristelsen blev for stor.
Det unge Georgia-produkt er ingen spektakulær ”signal caller” med sin middelmådige armstyrke og sit begrænsede loft, men han er en yderst intelligent QB, der lidt atypisk for en rookie forventes at kunne bidrage i QB-rummet som god sparring for QB Josh Allen. Fromm har dertil potentiale til at blive en fornuftig backup og kan på sigt overtage den primære backup-rolle fra den ikke videre spektakulære Matt Barkley.

Foruden ovennævnte valg draftede Bills nogle interessante spillere – nok primært for fremtiden - i de to store, fysisk stærke receivere Gabriel Davis og Isaiah Hodgins samt den kompetitive CB Dane Jackson, som er rå, men besidder masser af værdi og upside. Enhver produktion i 2020 af disse tre vil formentlig ses som en kærkommen bonus, men potentialet på længere sigt er stort.
Slutteligt draftede Bills med et sjetterundevalg kickeren Tyler Bass, som i training camp skal konkurrere om pladsen med nuværende kicker, Stephen Hauschka, der generelt er en fornuftig kicker, men som kun ”connectede” 22 af 28 field goal-forsøg i 2019 grundet store vanskeligheder med kicks over 50 yards.




Top 5 forsvar

Mens Bills håber på en mindre renæssance i den offensive produktion, hviler et lige så stort pres på deres klart største styrke, defensive coordinator Leslie Frazier's slagkraftige forsvar.
Blandt de fem bedste forsvar i ligaen to år i træk og med et på papiret endnu stærkere holdkort i 2020, er der god grund til begejstring og optimisme for den kommende sæson, hvor man ikke bare kan stille med en start-11'er uden deciderede svagheder, men også, qua sin store bredde, rotere med masser af kvalitet fra bænken.


Der hersker generelt bred konsensus om, at kampene i NFL vindes på de to linjer - eller "in the trenches," som det hedder i USA - da det er her, de fleste og vigtigste blokeringer lægges.
Det er med andre ord her kampen om den afgørende plads udkæmpes, og med en af de bedste og mest dybe linjer i hele NFL er Bills på denne enhed i særdeles god forfatning.

 

De formodede startere på den indre linje er veteranen Star Lotulelei samt det stadig nye, unge stjerneskud Ed Oliver, som Buffalo valgte nr. 9 overall i draften i 2019.
Lotulelei har siden ankomsten til Buffalo i 2018 været en klippe på tackle-positionen, og selvom stats'ne umiddelbart efterlader meget tilbage at ønske, er de ganske misvisende.
For omend han statistisk set hverken er en sack-/ eller tackle-maskine, er hans evne til at presse "lommen" i kastespillet (hvilket effektivt minimerer QB'ens arbejdsrum) kombineret med de double teams, han ofte kræver, alt sammen med til at give plads - og dermed bedre arbejdsbetingelser - til hans medspillere. Hans tilstedeværelse og vundne dueller på linjen er således medvirkende til adskillige negative spil, som han ikke laver tacklingen på og dermed ikke får "æren" for. Derfor er det da heller ikke nogen tilfældighed, at Bills' løbeforsvar har forbedret sig hvert år, siden den store linjemand kom til.

Lotulelei's unge DT-kollega, Oliver, blev udnævnt som et "steal" ved sidste års draft og derfor også spået en stor og dominerende rolle i 19'. Desværre havde Oliver en "up and down"-sæson og blev bænket efter blot 7 kampe, inden han endelig med en god afslutning på sæsonen leverede glimt af den dominans, Bills havde draftet ham for. Efter sølle ét sack inden uge 10 sluttede Oliver året af med fem sacks på CV'et og forventes som starter at blive en force for Bills i kommende sæson.

NB: DT Oliver er for nylig anholdt for at køre bil i påvirket tilstand og for ulovlig besiddelse af våben. Forventet straf er to spilledages karantæne, hvilket ikke burde blive et større problem for DC Frazier og co. UPDATE: anklagerne imod Oliver er nu droppet, og han formodes derfor i skrivende ikke at blive sanktioneret af NFL alligevel.

 

 To ”gamle” drenge runder den defensive linje af, da føromtalte Addison og bundsolide Jerry Hughes bemander de to DE-positioner.
Den nytilkomne Addison vil være 33 år ved sæsonens start, men han har endnu ikke vist mange tegn på tilbagegang og har i det hele taget gennem karrieren – udover at bidrage med kontinuerlig produktion - vist sig ganske "durable" med kun tre missede kampe (to grundet skade) de sidste fire sæsoner.
Jerry Hughes, 32 år ved sæsonstart, har trods til tider stor kritik og manglende påskønnelse blandt fans, været en af de mest effektfulde defensive ends i Buffalo i dette årtusinde. Kun to gange i karrieren (2013-14) har Hughes rundet 10 sacks, men disse overordnede stats fortæller langtfra hele historien.
Ifølge det anerkendte (og bredt anvendte) analysesite Pro Football Focus (PFF) gik Hughes således ind til 2019-sæsonen som den bedste edge defender, Buffalo har haft siden 2006, hvor selvsamme site startede sin komplette nærstudering af hver enkelt spiller og hver enkelt spil i NFL. Her henvises til en (præ 2019) "pass rush grade" på 85,1 (Pro Bowl-niveau på PFF-skalaen), en "pass rush win rate" på 15 % samt 352 "total pressures," hvilket efter 2018-sæsonen var 131 mere end nummer to på listen for Bills-spillere i perioden.
Som Buffalo Bill leverede Hughes ifølge PFF kun én enkelt dårlig sæson i perioden 2013-2018 og præsterede i øvrigt sin bedste sæson så sent som i 2018 med en overall grade på 88,8 på deres karakter-skala.
2019-sæsonen blev til gengæld en trist affære med blot 4,5 sacks og laveste antal tacklinger siden andet år i ligaen, men her skal det retfærdigvis med, at end'en spillede dele af sæsonen skadet med overrevne ledbånd i håndleddet samt skade i lysken - Hughes er opereret for begge dele i offseason og ventes ”full go” i 2020.

HC McDermott og DC Leslie Frazier ynder at rotere sine linjefolk flittigt, hvorfor termer som ”starter” og ”reserve” for Buffalo Bills’ vedkommende kan siges at være relativt flydende begreber.
Når det så er sagt, vil de umiddelbare, primære reserver på DT dog være Butler, Jefferson samt unge, men talentfulde Harrison Philips. På DE-positionen vil vigtigste reserve, foruden rookie Epenesa og Jefferson (i det omfang, der er brug for ham) i skrivende stund være veteranen Trent Murphy, der trods en foreløbig generel op-og-ned karriere bringer både startererfaring og potentiale som produktiv backup.

På næste ”level” af Bills-forsvaret, linebacker-positionen, huserer duoen Edmunds-Milano.
Tremaine Edmunds blev draftet i første runde i 2018 og af de fleste NFL-analytikere vurderet som draftens bedste LB. Edmunds har da heller ikke skuffet med en overordnet god rookiesæson og en efterfølgende dominerende præstation i 2019, hvor den hurtige, men store og brølstærke LB blev valgt til Pro Bowl.
På middle linebacker-positionen leverer han ikke mange sacks (3,5 på to sæsoner), men som en tacklestærk, ung leder med et spil uden deciderede svagheder (og en særlig styrke mod løbet), er han en force på Bills-forsvaret.
Edmunds’ ”partner in crime”, outside linebacker Matt Milano, har - trods sin status som blot femterundevalg i 2017 – været en behagelig overraskelse med sin positive indflydelse på holdet. Den tidligere safety besidder ikke en prototypisk fysik for LB-positionen med sine 183 cm og ca. 100 kg., men hans for det meste sikre tacklinger, atletiske evner samt høje football-IQ er med til at gøre op for dette.
Mens hans 101 tacklinger i 15 kampe i 2019-sæsonen godt nok vidner om en spiller, der kan og vil tage del i det hårde arbejde, er det på et andet felt, OLB’en excellerer. Som tidligere safety er han en af ligaens bedste LB’s i pass coverage og dermed et godt supplement til Edmunds.


Tidligere omtalte A.J. Klein vil formentlig figurere som tredje linebacker på de fleste af de plays, hvor der ikke stilles med en tredje cornerback (nickel). Foruden starter/reserve Klein venter derefter et kuld af unge, atletiske linebackere i kulissen, hvor særligt unge Vosean Joseph, der missede hele sit rookie-år i 2019 med en skade, forventes at gøre sig gældende i år.

Bills´ secondary headlines suverænt af organisationens bedste spiller, superstjernen Tre´Davious White, der blev valgt i første runde af draften i 2017 (nr. 27 overall). White er kun blevet bedre og bedre med årene, og han sluttede en dominerende 2019-sæson af med en All-Pro-”selection” efter at have leveret seks interceptions og tilladt nul touchdowns samt ligaens laveste passer rating i coverage.
Som en af de få i ligaen, der er i stand til at ”skygge” modstandernes bedste receivere med succes, bliver White’s fortsatte høje niveau en vigtig forudsætning for endnu en god sæson af det samlede Bills-forsvar.
Buffalos anden startende cornerback, som vil nyde godt af White’s tilstedeværelse, bliver formodentlig aldrende Josh Norman, men de næste CBs i rækken vil presse ham hårdt for starterpladsen - eller som minimum være gode backups.
Sidste års starter over for White i alle 16 kampe, unge undraftede Levi Wallace, leverede med to interceptions, 76 tacklinger og ni passes defended en ganske solid indsats og vil med stor sandsynlighed udvikle sig yderligere næste år. 
Derudover råder Bills blandt andre over E.J Gaines, der senest spillede i Buffalo i 2017 og nu er hentet tilbage i FA. Gaines havde en god rookie-sæson hos Rams (dengang St. Louis) i 2014, men han har haft mere end svært ved at leve op til sit potentiale, da han gennem hele karrieren har døjet urimeligt meget med skader og kun spillet 43 kampe i sine seks år som professionel (blot seks kampe de seneste to sæsoner).
Når Gaines er skadesfri, er han til gengæld en fornuftig corner, som kan bidrage produktivt i år, hvis han klarer cuttet og ender på det endelige roster.


I det omfang DC Leslie Frazier vil benytte sig af en nickel corner, vil unge og talentfulde Taron Johnson være det primære førstevalg. Johnson er ung og stadig en anelse uprøvet, men han er en hæderlig cornerback med startererfaring.

Jordan Poyer og Micah Hyde runder forsvaret af, hvor de sammen former en safety-duo blandt de bedre i ligaen som en altid sikker hjælp og støtte til Buffalos generelt unge cornerbacks.
Free safety Poyer har været vidt omkring, siden Eagles draftede ham i syvende runde i 2013, men efter en middelmådig start på karrieren har han for alvor fundet sig til rette under McDermott i Buffalo, hvor han siden ankomsten i 2017 har haft sine hidtil tre bedste sæsoner. For denne periode ligger han på en delt andenplads på listen over flest interceptions for safeties i hele NFL med imponerende 11 stk.

Strong safety Micah Hyde blev draftet i femte runde i 2013 af Green Bay Packers, der straks benyttede den alsidige defensive back som altmuligmand – både som cornerback, safety og kick-/punt returner (3 TDs i karrieren). I Buffalo spiller han dog udelukkende safety - ligesom opgaverne i return-spillet er drastisk reduceret – og dét i øvrigt med stigende produktion til følge.
Hyde er en af kun fem safeties med 12 eller flere interceptions (16) og fire eller flere sacks (fire) i NFL siden 2013. I 2017 blev han for første gang valgt til Pro Bowl og æret som ”Second Team All-Pro.”


Hyde og Poyer har kun misset én kamp hver de sidste tre sæsoner, men skulle uheldet være ude står 27-årige Dean Marlowe - som ikke er prangende, men en hæderlig backup, der kender systemet godt - klar som primær erstatning. Foruden Marlowe udgør de to unge, men ukendte safeties, Siran Neal og Jaquan Johnson, resten af den umiddelbare dybde.

Efter en skidt 26. plads i kategorien ”total defense” i 2017 i Beane og McDermott’s første år i Buffalo, har Bills markeret sig blandt de absolut bedste forsvar i NFL med top 5-placering i kategorien i både 18´ og 19´.
På trods af middelmådige 18. plads i tilladte point (23,4 pr. kamp) og 16. plads i tilladte rushing yards (114,9 pr. kamp) endte Bills-forsvaret i en trist 6-10 sæson i 2018 på en flot andenplads i total defense (294,1 yards pr. kamp) takket være en imponerende førsteplads i tilladte passing yards (179,2 pr. kamp).


Den samlede præstation blev derpå kun endnu bedre i 2019, da man pr. kamp blot tillod 298,3 totale yards (tredjebedst), 195,2 passing yards (fjerdebedst), 103,1 rushing yards (10. bedst) samt - vigtigst af alt - blot 16,2 point (næstbedst).


Med Bills’ opadgående kurve siden 2017 og en god offseason i tankerne, er det svært ikke at være optimistisk omkring chancerne for et ligeså stærkt - hvis ikke bedre - forsvar i 2020.  




Josh Allen kan tage sit hold til nye højder

Bills’ unge quarterback, Josh Allen, har siden draften i 2018, hvor Buffalo tradede op i første runde og valgte ham som nr. 7 overall, været en spiller, der i den grad deler vandene.
Den yderst atletiske Allen besidder alle de fysiske egenskaber, som ethvert NFL-franchise kunne ønske sig i en QB med sine 196 cm., 107 kg. og exceptionelt stærke arm, men hans medfølgende præcisionsproblemer, som har været en del af hans spil både i college og i NFL, har til gengæld udmøntet sig i mange kritikere, der tvivler på hans potentiale som legitim franchise-quarterback.

Allen leverede en sløj første NFL-sæson i 2018 (12 kampe, 11 som starter), hvor et af de eneste lyspunkter var hans produktion på jorden med 8 TDs samt 52,6 yards pr. kamp.

Når jeg alligevel ser grund til en vis begejstring og optimisme omkring quarterbackens 2020-prospekter, skyldes det ikke mindst hans markante udvikling i 2019 – både spillemæssigt og statistisk.
Allen modnede støt i løbet af sæsonen - med færre fejl og generelt bedre beslutninger til følge - og det ses tydeligt i statistikken, der fortæller en historie om forbedringer på stort set alle relevante parametre.

Der kom således så småt gang i kastespillet, da Bills-quarterbacken så en fremgang i forhold til 2018 i henhold til både passing yards pr. kamp (172,8 til 193,1), completion percentage (52,8 til 58,8) og yards per pass attempt (6,5 til 6,7). Derudover forbedrede Allen en skidt TD:INT-ratio fra 2018, da 10 TDs og 12 INTs blev vekslet til fornuftige 20 TDs og 9 INTs året efter, hvilket også var stærkt medvirkende til en iøjnefaldende stigning i passer rating fra elendige 67,9 til langt mere rimelige 85,3.
Som en ekstra opmuntrende detalje viste den unge quarterback derforuden sit ”clutch-potentiale,” da han for sæsonen var arkitekten bag ikke mindre end fire ”4. quarter comebacks” og fem ”game winning drives”.

Josh Allen’s stigning i produktion og effektivitet på bare et enkelt år er et godt eksempel på, hvor afgørende erfaring og talentfulde holdkammerater er for en ung quarterback i NFL.
i 2019 blev Allen udstyret med en opgraderet og særdeles fornuftig O-line, to nye, dygtige receivers i Cole Beasley (778 yards, 6 TDs i 15 kampe) og John Brown (1060 yards, 6 TDs i 15 kampe) samt en potent runningback i rookie Devin Singletary (775 yards, 2 TDs i 12 kampe), hvilket alt sammen var medvirkende til, at Bills forbedrede sig på alle overordnede offensive statistikker.
Med en starting O-line, der vender tilbage i 2020 fuldt intakt, men med mere dybde, en drastisk opgraderet receivergruppe med tilføjelsen af en reel nr.1-receiver i Stefon Diggs og en ung quarterback med et ekstra års erfaring er der for alvor lagt i ovnen til en signifikant forbedret offensiv produktion i Buffalo.




AFC East ”up for grabs”

AFC East er forud for den nye sæson blevet en superstjerne fattigere, da den levende legende og mest vindende spiller i NFL nogensinde, Tom Brady, er rejst mod varmere himmelstrøg i Tampa Bay, Florida.
Brady regnes af de fleste som den bedste quarterback i historien, og selvom alderen trykker, og jeg personligt skal erkende en manglende begejstring for hans spil de seneste par sæsoner, er det svært ikke at se hans afgang som en stor svækkelse.

Med det nye, store tomrum i New England - på banen såvel som i omklædningsrummet – lugter de resterende hold i divisionen en ikke længe set mulighed for at bryde Patriots’ (12-4 record) nærmest umenneskelige dominans med uhørte 11 divisionstitler i træk og 16 af de seneste 17 mulige.

Bills var allerede kompetitive sidste år, hvor de pressede Brady og co. indtil langt ud på sæsonen, og de ligner da også en klar førsteudfordrer til Patriots – i min bog endda en lille favorit.
Med udsigten til en uprøvet fjerderunde-QB med blot fire NFL-kast på CV’et og en mildest talt elendig og højst kritiseret offseason med masser af mistet talent og forsvindende lidt den modsatte vej, er Patriots’ aktuelle forfatning ét stort spørgsmåltegn.

Udover Brady er sidste års startende center, Ted Karras, smuttet, mens den mangeårige, bundsolide fullback, James Develin, er pensioneret.
Hvad værre er, så er sidste års suverænt bedste scoring defense (Patriots’ helt store styrke og x-faktor i 2019) voldsomt decimeret, da de tre vigtige og produktive startere, DT Danny Shelton og LBs Jamie Collins og Kyle Van Noy, samt reserve-LB Elandon Roberts, alle er smuttet i FA.
Dertil er ingen nævneværdige kapaciteter lokket til byen, ligesom man i draften, hvor man tradede sit førsterundevalg for flere picks, ej heller har hentet noget ”sure-fire” talent. Som sidste triste faktum, står kicker-positionen til at blive overtaget af en kontrovers-omspunden rookie i Justin Rohrwasser.

New York Jets (7-9 record) og Miami Dolphins (5-11 record) runder divisionen af, men på trods af fornuftige offseasons af begge - særligt af Dolphins - gennem mange nye tilføjelser i FA og draften, ser jeg stadig ikke nogen af holdene for alvor gøre sig gældende i år.
Grundet de to holds uinspirerende og aldeles ujævne præstationer i 2019 samt deres fortsat ukomplette og skrøbelige rosters, ser jeg det umiddelbart som et ”two-teams race,” der i sidste ende skal afgøres af omfanget af Bills’ positive udvikling (eller mangel på samme) mod Bilichicks evne til at skabe mirakler i 2020.




Forbedret special teams (ST) vendt fra svaghed til styrke

Buffalo Bills var decideret elendige på special teams i 2018, hvorfor man handlede konsekvent og aggressivt med et decideret ”overhaul” af enheden allerede forud for 2019-sæsonen.
ST-coordinator, Danny Crossman, blev fyret og erstattet af tidligere NFL-linebacker og ST-specialist, Heath Farwell, der i 2018 udfyldte jobbet som assistent på selvsamme felt hos Carolina Panthers. Derudover så man tilkomst af nye spillere - med Pro Bowl-returneren Andre Roberts som mest profilerede tilføjelse.
Resultatet var ikke til at tage fejl af. På den mangeårige NFL-skribent Rick Gosselin’s årlige ”Special Teams Rankings” rykkede man sig 19 pladser – fra nr. 31 i 2018 til nr. 12 i 2019.

Den erfarne og respekterede Gosselin’s model for udregning af ST-effektivitet er en primær kilde til et samlet overblik over de forskellige holds enheder, idét modellens omfattende pointsystem ”rater” holdene i hele 22 kategorier vedrørende alt lige fra returns, punts og field goals til turnovers og forseelser begået.
Blandt Bills’ 2019-styrker kan nævnes en førsteplads i hele tre kategorier: udgangspunkt efter kickoff (27,6 yard-linjen), field goal-succes af modstanders kicker (63,6 procent) samt penalties (10 for 88 yards).

Dertil en fjerdeplads i punts inden for 20 yard-linjen (32) og en femteplads i kickoff returns (25,4 yards).


Værdien af gode special teams bliver ofte undervurderet, da de tidsmæssigt ikke fylder meget i en kamp, men da NFL som bekendt er et spil om ”field position,” kan en god ST-enhed ofte være kampafgørende.
Med endnu et år under Farwell og ganske dygtige spillere - blandt andet dette års tilføjelse, LB/ST-specialist Tyler Matakevich - er det realistisk, at Bills’ ST-enhed tager endnu et skridt opad i næste sæson.




Hold øje med




Josh Allen’s offense har endnu ikke vist kontinuitet eller nødvendigt topniveau

“Most times, how the quarterback goes is how the team goes.”
Som HC Sean McDermott for nyligt hentydede med ovenstående kommentar, hviler et NFL-holds muligheder såvel som begrænsninger oftest på ryggen af quarterbacken, og i Buffalo er det ingen undtagelse. For selvom Bills’ stærke forsvar tager en god del af byrden - og ikke mindst presset - fra unge Allen, så står og falder holdets endelige succes med quarterbacken og hans evne til at elevere angrebet.
Skal drømmen om en Super Bowl gå i opfyldelse, må Allen kunne orkestrere et angreb, der er både dynamisk og effektivt, og som kan præstere nogenlunde kontinuerligt - og det har han desværre ikke vist sig i stand til endnu.

 

Trods fremgang i 2019 er spillet stadig ikke prangende, og statistikkerne er i bedste fald middelmådige. Allen ligger stadig et godt stykke under NFL-gennemsnittet i både completion percentage (58,8 mod 63,5), yards per pass attempt (6,7 mod 7,2) samt passer rating (85,3 mod 90,4), og han kæmper fortsat gevaldigt med særligt de dybe kast, hvor han i 2019-sæsonen kun fandt en receiver 16 gange på 62 forsøg (25,8 %).
I forhold til at passe på fodbolden, har han ligeledes stadig sine problemer. 14 fumbles (dog kun 4 tabt) i den regulære sæson var tredjeflest i NFL, og hans stadige tendens til i perioder at miste overblikket og at ville for meget kom for alvor til skue i playoff-nederlaget mod Texans, som bød på en lind strøm af både genialiteter og det modsatte fra QB’ens hånd. Desværre blev fejlene for dyre, og to fumbles, som i øvrigt lige så let kunne have været fire, blev i sidste ende kampafgørende.

Allen har potentiale og har taget store skridt i 2019, men der er stadig ingen garanti for, at det tidligere førsterundevalg fortsætter udviklingen og løfter det lavtscorende Bills-offense ud af middelmådigheden, hvilket er nødvendigt for at forbedre de offensive holdstats, der foruden kedelige 19,6 point pr. kamp (23. bedst) også omfatter 330,2 totale yards pr. kamp (24. bedst) og 201,8 passing yards pr. kamp (26. bedst). Kun løbespillet var et lille lyspunkt med 128,4 yards pr. kamp, hvilket var god for en ottendeplads.

Et sidste element, der bør berøres her, er den ikke store, men reelle, risiko for, at tingene ikke arter sig med nytilkomne Stefon Diggs – både på og uden for banen.
Selvom Diggs er en dygtig og komplet receiver, er det altid uvist, hvordan en ny spiller falder til i et nyt system, og hvorvidt Diggs akklimatiserer sig i Buffalo – sportsligt som socialt – kan kun tiden vise.
Og så er det tilmed uden for banen, at jeg synes, det mest interessante spørgsmål skal stilles: kan Diggs affinde sig med Josh Allen?
Alt afhænger selvfølgelig af Allen og omfanget af hans udvikling, men Diggs har som bekendt tidligere været mere end almindelig vokal udadtil i forhold til utilfredshed med sin QB. I Minnesota var receiveren tydelig omkring sin frustration over QB Kirk Cousins’ spil, og da han med turen til Buffalo vel nok tager et skridt ned, hvad angår talent ”under center”, er det ikke svært at forestille sig, at han vil føle sig endnu dårligere serviceret end i Minnesota.
Vil Diggs kunne håndtere en evt. nedgang i produktion og ”catchable” kast hans vej, og vil han falde til i et omklædningsrum og en kultur, hvor det altid er ”team first”, og hvor offentlig kritik af medspillere á la Cousins-miseren er no-go?  


Højst sandsynligt går det alt sammen, men hvis ikke, så ryger allerede her en stor del af det, der skulle retfærdiggøre den store Bills-optimisme forud for 2020.




AFC East ingen ”Walkover”

Som tidligere nævnt ser jeg primært denne division som en duel mellem Buffalo Bills og New England Patriots, men selv hvis det viser sig sandt, og Patriots på papiret fremstår svagere end sidste år, er det langtfra ensbetydende med en sikker kroning af Bills som vinder af AFC East.Med et hold, der stadig besidder store profiler og ikke mindst en HC i Belichick, der i flere omgange før har udrettet mirakler - og efter min mening er NFL’s suverænt dygtigste - vil kun en tåbe afskrive patrioterne.

Patriots’ forsvar må stadig formodes i mindste fald at være solidt, selv med afgangen af føromtalte profiler, og særligt Stephon Gilmore, der bredt betragtes som den bedste CB i ligaen, og i øvrigt har modtaget All-Pro-kåringer to sæsoner i træk, stikker ud som en force i et også overordnet fornuftigt secondary.
Samtidig er Dont’a Hightower, der får sin opgave for i 2020 med uprøvede LB-kolleger i startopstillingen, en nærmest uvurderlig leder på forsvaret, mens en på papiret stadig stærk defensiv linje med bl.a. bundsolide Lawrence Guy og John Simon samt talentfulde Chase Winovich ligeledes vil holde enheden kompetitiv.

Offensiven tager udgangspunkt i en stærk O-line, der hører til blandt den bedste tredjedel i ligaen.
Linjen, der kun tillod 28 sacks (delt femteplads) i 2019, råder blandt andre over den store profil, left guard Joe Thuney, der - udover at være ganske pålidelig med nul missede kampe i sine første fire sæsoner - altid er garant for en indsats på højt niveau på den indre linje, hvilket da også sikrede ham en belønning som ”Second Team All-Pro” sidste år.
Den indre linje udgøres derforuden af respektable Shaq Mason på right guard samt David Andrews, der missede hele 2019 med blodpropper i den ene lunge, men som nu ventes tilbage som starter på center-positionen, hvor han også hører til blandt de bedre i ligaen.
På tackle-positionen er RT Marcus Cannon en habil blocker, mens unge Isaiah Wynn, der blev draftet i første runde i 2018 som patriots’ langsigtede svar på den vigtige ”blind side” (LT), til gengæld har haft det svært efter en misset rookie-sæson med en overrevet akillessene efterfulgt af otte kampe på bænken med en såkaldt ”turf toe” i 2019. Som førsterundevalg satser Patriots dog på, at Wynn kan indfri sit potentiale i 2020.

På skill-positionerne ser det mere uvist ud, omend potentialet er tilstede.
New England råder over en bred vifte af stabile runningbacks, der oftest bruges i flittig rotation.
Sony Michel, tidligere førsterundevalg, har ikke levet op til forventningerne, men tager alligevel jobbet som primær back på de første downs, mens alsidige James White er førstemand på 3. down (72 rec., 645 yards, 5 TDs) og Rex Burkhead, der ligeledes kan bidrage med både hænder og fødder, nok skal få sine snaps ligeså.

Receiver-gruppen føres an af evigt stabile, men stadig relativt ubesunge Julian Edelman (1117 yards, 6 TDs), der gennem de sidste mange år har været én af få sikre kort for nu tidligere QB Tom Brady i kastespillet.
Førsterundevalget i 2018, WR N’keal Harry, fik en mildest talt anonym rookie-sæson med bare 105 yards, 2 TDs og bare syv kampe, men den talentfulde og særdeles fysisk stærke receiver kan muligvis se en opblomstring i den kommende sæson.

Slutteligt fik WR Mohamed Sanu blot en halv sæson i New England sidste år og nåede ikke at gøre større væsen af sig. Han er dog en ganske dygtig og alsidig receiver, der, ligesom Harry, kan håbe på et bedre 2020.

Sidst, men bestemt ikke mindst, bliver QB-positionen den helt store historie i New England i kommende sæson.
Det er endnu ikke hundrede procent sikkert om Brian Hoyer eller unge Jarrett Stidham står under center i uge 1, men alt tyder på sidstnævnte, hvilket må siges at være det eneste rigtige valg.
Selvom Brian Hoyer har god erfaring med forholdene og playbook’en i NE, og gennem karrieren har været en af de bedre backups i ligaen, må hans formodentlig højere bundniveau alligevel vige pladsen for talentet.
Jarrett Stidham er det usikre kort, men han er også utvivlsomt spilleren med størst upside, og hvis Patriots skal have en chance for Super Bowl-deltagelse i år, skal der mere til, end hvad Hoyer kan bringe.


Stidham kommer, måske delvist grundet dårligt ”scheme fit” i college, uden det bedste ”tape” eller de bedste stats på CV’et, men med optimale fysiske værktøjer og mental styrke, hvilket er mere end påkrævet under Belichick, kan han være lige netop det stykke ler, HC’en kan forme en kommende franchise-QB ud af.

Netop Belichick har gjort det før med middelmådigt QB-talent (Cassel, Brissett m.fl.) og alene det, at han er tryg ved at gå med Stidham til fordel for at hente en profileret QB i FA eller draften, bør være nok til at lade tvivlen komme den unge mand til gode.
Hvis nogen kan skabe mirakler i NFL og få to plus to til at give fem, er det nemlig Bill Belichick, og lykkes det for alvor her, kan Patriots blive langt farligere, end det umiddelbart kunne se ud ved første øjekast.
EDIT: Tidligere Panthers-QB, Cam Newton, er hentet ind i FA og er nu favorit til overtage styringen af Patriots-angrebet i 2020. Newton kommer med kæmpe upside, men ligeså en bekymrende skadeshistorik, hvorfor han forud for sæsonen må sige at være et decideret Wild Card. 

Divisionsrivalen New York Jets har modsat Patriots været ganske aktive i både FA og draft denne offseason.
Hvor man tidligere med den kritiserede GM Maccagnan ved roret (fyret inden start på 2019-sæsonen) havde ry for at benytte sig af en til tider ganske aggressiv og hovedløs ”approach” med flere signings af spillere fra øverste hylde - som man i øvrigt generelt betalte alt for højt - er det tydeligt, at man med nuværende GM, Joe Douglas, har valgt en anden strategi, hvor man primært prioriterer kvantitet frem for kvalitet.

Jets var særligt horrible på offense i 2019 med 273 totale yards og 17,3 point pr. kamp, hvilket var henholdsvis dårligst og næstdårligst i ligaen. Derfor blev langt størstedelen af de spenderede FA-dollars brugt på angrebet, hvor især den offensive linje nu vil se meget anderledes - og forstærket - ud i 2020.
For selvom det skal med, at newyorkernes O-line var blandt de hårdest ramte som følge af sidste års generelt omfattende liste med skadesuheld (ingen starter på linjen spillede alle 16 kampe), så må det konkluderes, at præstationerne på enheden aldrig rigtig var synderligt prangende - hverken blandt startere eller reserver.

Ind er derfor kommet OT George Fant, C Connor McGovern og G Greg Van Roten, der alle er realistiske bud på en startplads.
Særligt McGovern ligner en sikker starter efter nogle solide sæsoner hos Denver Broncos og en præstation i 2019, der rangerer som én af de bedre i ligaen, men også Van Roten ser lovende ud som en stabil og ikke mindst disciplineret guard, der i 27 kampe (alle som starter) over de seneste to sæsoner i Carolina ikke var ansvarlig for én eneste holding eller false start, hvilket selvsagt kan hjælpe et ”penalty-prone” Jets-hold.

Fant er ingen stjerne på tackle og blev betalt langt højere end tidligere præstationer retfærdiggør (3 år, $30m), men han kan stadig ende ud som en opgradering som starter på én af de to tackle-spots.
I draften hentede man desuden i første runde (11 overall) giganten Mekhi Becton (201 cm., 165 kg.), som stadig er meget ukomplet og upoleret, men til gengæld besidder uanede mængder af potentiale. Han kan potentielt ende ud som den bedste tackle i draften og dermed blive en decideret force på Jets’ offensive linje.

Til at hjælpe QB Sam Darnold’s offense yderligere, har man efter tabet af holdets farligste receiver, Robby Anderson, hentet Breshad Perriman ind hos Tampa Bay Buccaneers.
Perriman blev oprindeligt draftet i 2016 af Baltimore Ravens i første runde, men havde i karrieren skuffet stort, før han i 2019 havnede i Tampa Bay, hvor han efter en stille start på sæsonen leverede langt størstedelen af sin produktion i årets sidste fem kampe med imponerende 506 yards og 5 TDs.

Dertil forventes også det talentfulde andenrundevalg, WR Denzel Mims, at bidrage øjeblikkeligt som starter. Rookies er altid usikre kort, men Mims’ store upside blev af kyndige draft-eksperter igen og igen nævnt under hele draft-processen, hvorfor det forventes, at han for alvor kan lave ”larm” i 2020.

Jets’ styrke sidste år var dog forsvaret, hvor de 323,1 yards, man tillod pr. kamp, var god for syvendebedst. Heraf excellerede man særligt mod løbet, idét de sølle 86,9 yards pr. kamp var andenfærrest tilladt i ligaen.
Denne indsats bliver ikke mindre imponerende af, at superstjerne-linebackeren C.J. Mosley, der blev hentet til på en monsterkontrakt i 2019 (5 år, $85m), kun nåede to kampe for sæsonen.
Mosley havde før et skadesplaget 2019 opnået hele fire Pro-Bowls i karrierens første fem sæsoner og vil utvivlsomt være en positiv tilføjelse på Jets-forsvaret, hvor blandt andre også bundsolide Jordan Jenkins huserer på LB-positionen.

Hvis enheden kan holde sig nogenlunde skadesfri i 2020, kan secondary desuden blive en fin styrke for newyorkerne, da den ikke umiddelbart kan klandres for nogen større svagheder.
Mens slot corner Brian Poole spillede en overbevisende sæson i 2019, og safety Marcus Maye har udviklet sig til en fornuftig sidste skanse, er det især holdets ubestridt største stjerne, safety Jamal Adams, der stikker ud. Førsterundevalget har imponeret som en defensiv force og en dygtig leder allerede fra sin rookie-sæson i 2017, og efter en Pro-Bowl i 2018, tog Adams endda endnu et skridt opad i 2019 med en kåring som All-Pro. EDIT: Jamal Adams er netop (pr. 25/7) blevet tradet til Seahawks efter en længere periode med utilfredshed og ønske om klubskifte. Tabet af holdets bedste spiller vil selvsagt være en bet for Jets, der nu højst sandsynligt vil stille med Bradley McDougald, som er kommet til fra Seattle som en del af den samlede pakke, der i øvrigt også inkluderer to førsterundevalg og et tredjerundevalg. Dertil vil et fjerderundevalg ryge til Seattle sammen med Adams.

Omend min manglende optimisme for holdet stadig er svær at skjule, kan jeg sagtens finde enkelte positive tendenser, som Jets-fans med rimelighed kan bygge deres 2020-optimisme på.
Trods enkelte tvivlsomme signings tyder det på, at en ny GM har gjort det traditionsrige franchise godt, og især denne offseason’s offensive tilføjelser kan blive positivt afgørende.
Med en klart forstærket O-line, nyt receiver-talent samt en tilbagevendende, lovende og ung tight end i Chris Herndon, der blot spillede et quarter sidste år (grundet både karantæne og skader), er der chance for, at QB Sam Darnold endelig kan indfri forventningerne og hive Jets-angrebet ud af elendigheden efter to skuffende sæsoner med uimponerende 26 kampe (alle som starter), 36 TDs og 28 INTs, 5889 yards, 6,9 yards per pass attempt og en completion percentage på bare 59,9.

Læg dertil en talentfuld runningback i Le´Veon Bell med bedre arbejdsbetingelser samt et fornuftigt og muligvis forbedret forsvar, og Jets kan med en nogenlunde skadesfri sæson ikke helt afskrives som playoff-hold i 2020.


Som sidste hold i divisionen, skal et voldsomt forandret Miami Dolphins-hold forsøge at rejse sig fra en overordnet skidt og yderst svingende indsats i HC Brian Flores’ første sæson ved roret.

Dolphins startede sæsonen 0-7 og blev efter flere kæmpenederlag hurtigt udnævnt som det mest uduelige og talentfattige hold i NFL med ”potentiale” for en ydmygende 0-16-record.
Selvom holdet siden fandt melodien og gik 5-4 for resten af sæsonen - bl.a. efter flotte sejre mod Indianapolis Colts, Philadelphia Eagles og især New England Patriots (der med nederlaget faktisk tabte den vigtige bye week i playoff til fordel for Kansas City Chiefs) - så er det indiskutabelt, at holdet i offseason stod over for et omfattende arbejde med at fylde nogle af de mange store huller på rosteret.

Rigest på ”salary cap” forud for FA investerede Dolphins suverænt mest af alle hold på udefrakommende talent, og da posen med draft picks ligeså var fuld, er det et markant forstærket hold, der går på banen i 2020.

 

Miami’s forsvar var elendigt i 2019, hvor man tillod modstanderne tredjeflest totale yards pr. kamp (397,8) og flest point pr. kamp (30,9), så det var ingen overraskelse, at HC Flores og GM Grier gik aggressivt til værks i FA med særligt fokus på defense. Som det desværre ofte ses hos mindre succesfulde hold med masser af likvider på kistebunden, er det overvejende sandsynligt, at Dolphins har betalt lidt for gavmildt for deres mest profilerede free agents, men at holdet har ”loaded” gevaldigt op på talent kan dog ikke diskuteres.
Dyreste signing blev dette FA’s bedste cornerback, Byron Jones (5 år, $82,5m), der efter at være draftet som safety i første runde i 2015 af Dallas Cowboys har udviklet sig til en særdeles dygtig cornerback.
Jones, der i øvrigt var Pro Bowl’er i 2018, imponerer ikke statistisk (bl.a. kun 2 INTs i fem sæsoner), men han er en elite ”cover corner”, der vil bidrage mærkbart i et efterhånden fornuftigt secondary i fællesskab med cornerbacks Xavien Howard og 2020-førsterundevalget Noah Igbinoghene, to respektable safeties i Eric Rowe og Bobby McCain samt fornuftige erstatninger på både CB og S.

Historien fortæller, at tidligere Patriots-spillere sjældent tager succes og produktivitet med videre fra New England, men Flores er tydeligvis villig til at udfordre denne teori, da Dolphins alene på LB-positionen har hentet to spillere hos coachens tidligere arbejdsgiver.
Kyle Van Noy, sidste års bedste pass rusher i NE, vil være en gevaldig, omend dyr (4 år, $51m), hjælp til en ellers mere eller mindre anonym ”front seven”, der sidste år havde store problemer med at presse modstanderens quarterback. Samtidig kan sidste års Patriots-reserve, Elandon Roberts, blive en uspektakulær, men fornuftig opgradering på selvsamme enhed.

På defensive end får Miami tilgang af Shaq Lawson og Emmanuel Ogbah, som må forventes at udfylde rollerne som henholdsvis stabil, fast starter og reserve med upside, mens andenrunde-rookien, DT Raekwon Davis, er upoleret, men med den rette coaching allerede i år kan blive en kapabel backup.

På den offensive side kæmpede Dolphins ligeledes med manglende ”firepower” og kontinuitet, og trods et par højtscorende kampe sidst på sæsonen, hvor QB Ryan Fitzpatrick gik amok, er det samlede billede ikke kønt med sjettefærrest yards pr. kamp (310) og ottendefærrest point scoret pr. kamp (19,1).

Specielt O-line var en kæmpe svaghed sidste år, hvor både skader såvel som generelt dårlige præstationer var medvirkende til, at holdet efter blot otte uger havde set hele seks forskellige starter-kombinationer på linjen.
Som konsekvens signede Miami bl.a. divisionsrivalen NE Patriots’ 2019-starter på center, Ted Karras, der udover opgradering i stabilitet og topniveau med al sandsynlighed bringer en længe ventet ”durability.”
På guard er Ereck Flowers, tidligere førsterunde-”bust,” hentet ind efter en fornuftig sæson i Washington, hvor et skifte fra tackle til guard gjorde underværker. Flowers er dog stadig ingen dominerende profil, men med O-linens aktuelle forfatning in mente, kan han kun ses som endnu en opgradering af enheden.
Som ekstra hjælp til den miserable O-line draftede man i de tidlige runder OT Austin Jackson (første runde, 18 overall) og G Robert Hunt (anden runde, 39 overall). Ingen af de to er åbenlyse dag 1-startere, men kan med en god camp og efterfølgende udvikling begge før eller siden bide sig fast som fremtidige hjørnesten.

Miami Dolphins hentede i 2020-draften desuden fremtidens mand på quarterback-positionen, da man med sit første af hele tre førsterundevalg (fem overall) besluttede sig for Alabama’s Tua Tagovailoa. Tagovailoa er et kæmpetalent med masser af upside, men en omfattende skadeshistorik og en nylig operation for en disloceret hofte med fraktur har skabt usikkerhed om hans fysiske potentiale i NFL.
Han ventes dog ”fit for fight” til sæsonstart, men selvom en frisk Tua uden tvivl er den QB på rosteret, der kan tage holdet længst, er det svært at forestille sig, at han vil få den store impact i 2020.
Dolphins besidder allerede en god ”bridge”-quarterback i ”krigeren” Ryan Fitzpatrick, der ligesom sidste år kan levere en helhjertet og fornuftig indsats på banen, mens han det næste år i QB-rummet kan dele ud af sin store erfaring fra en lang karriere og dermed stille og roligt ”groome” Tagovailoa til næste sæson. Med en nylig, alvorlig skade og et hold, der alligevel ikke synes helt klar til storhed endnu, ser jeg ingen grund til at kaste den unge QB for løverne foreløbigt.

GM Grier’s manglende indsats for at forbedre receiver-/ samt runningback-rummet har mødt en del kritik.
Holdet havde rig mulighed for at hente en af draftens bedste backs, men valgte i stedet at dække behovet i FA, hvor Jordan Howard og Matt Breida skal forbedre ligaens allerdårligste løbeangreb, der kun præsterede sølle 72,3 yards pr. kamp i 2019.
Howard er en dygtig ”downhill runner” med en rå og fysisk løbestil, der udover at besidde fysikken til at være ”workhorse” også evner at blokere mere end fornuftigt i kastespillet.

Breida snitter for karrieren flotte fem yards pr. løb og er den mere eksplosive back med speed og gode hænder. Han vil derfor kunne komplimentere Howard fint som en farlig ”change of pace”-back.

Receiver-positionen i Miami føres an af førstereceiver Devante Parker, der før sin breakout-sæson i 2019 havde forsømt at leve op til sit førsterundepotentiale. Den lange receiver havde da aldrig rundet 750 yards i en sæson og var kendt som en dyb trussel ”one trick pony,” men en langt mere komplet receiver troppede pludselig op i sidste sæson med 1202 yards og 9 TDs til følge.
Han efterfølges af talentfulde Preston Williams, der som undrafted rookie sidste år var på vej mod en lovende førstesæson, inden en alvorlig knæskade i uge 9 snød receiveren for en halv sæson. Det håbes, at Williams er klar i uge 1, men dette er endnu usikkert.
Ellers venter et par erfarne veteraner i kulissen personificeret af henholdsvis Albert Wilson og Allen Hurns, men selvom begge i deres respektive karrierer har vist glimt af højt niveau, har problemer med skader og manglende kontinuitet medvirket til, at ingen af de to for alvor har domineret i ligaen.    

Efter en aktiv offseason med masser af tilført talent kan Miami tage et stort skridt i næste sæson. Hvor stort, skridtet skal være, afhænger dog bl.a. af, i hvilken grad – hvis nogen - Tua Tagovailoa spiller, for selvom QB Fitzpatrick næsten altid er god for mindst et par vilde toppræstationer i en sæson, har han næppe hverken evnerne eller holdkammeraterne til en gennemgående stabil sæson, der kan række til playoffs.
Sidst på 2019-sæsonen fik HC Flores mere end almindelig god valuta for det sparsomme talent, og med ham ved roret og med en masse nyt talent vil Dolphins i mindste fald kunne drille ethvert hold i 2020, hvilket i sidste ende vil kunne påvirke Buffalo Bills’ endelige record og dermed playoff-forhåbninger.        




Dette års schedule vs. sidste års schedule

Inden man stirrer sig blind på de seneste års positive udvikling i Buffalo og helt ukritisk bliver lidt for optimistisk omkring 2020-potentialet, er det vigtigt at tage et dybere kig på så mange elementer som muligt, der kan have spillet, og vil spille, en afgørende rolle for holdets både tidligere og kommende færd mod succes - og det er her, kampprogrammet kommer ind i billedet.
 

Da kun seks af NFL-holdenes kampe er årlige gengangere, og resten findes gennem en konstant rotation mellem hold og divisioner, er det uundgåeligt, at ”arbejdsvilkårene” kan ændre sig markant fra år til år - også selvom NFL gør en indsats for at udligne styrkeforhold en smule ved i to af kampene at parre hold efter forrige års record i deres respektive divisioner (nr.1 mod nr.1, nr.2 mod nr.2 osv.).
Bills-kritikere vil her pege på en taknemmelig ”Strength of Schedule” i 2019 holdt op imod en forholdsvis brutal én af slagsen i 2020.

Buffalo sluttede som bekendt 2019-sæsonen med en flot 10-6 record, men virkeligheden fortæller en historie om et medgørligt kampprogram, hvor man var godt stillet, både hvad angår modstand såvel som de såkaldte ”travel miles”.
Allen og co. gik således ind til sæsonen med udsigt til den niendeletteste schedule i ligaen med en kombineret .480 (48 %) ”win percentage” blandt modstanderne baseret på 2018-records, mens de tilmed nød godt af et af de mere fordelagtige rejseprogrammer, idét de 8710 miles (godt 14.000 km.), som holdet måtte rejse frem og tilbage mellem hjemme-/ og udekampe, var tredjefærrest i NFL.
Dertil vil onde tunger påpege, at Bills langtfra overbeviste med deres manglende succes mod stærke hold, hvor kun Tennessee Titans (9-7), Dallas Cowboys (8-8) og Pittsburgh Steelers (8-8) kan nævnes som egentlige kvalitetshold, der blev besejret i 2019.

Disse sejre kom ydermere med et stort MEN, da man her mødte et generelt ujævnt Cowboys-hold, et Steelers-hold med backup-quarterback samt et Titans-hold før Ryan Tannehill tog over og vendte sæsonen på hovedet for playoff-holdet fra Tennessee.

Bills´ modstandere for den kommende sæson repræsenterer derimod en mere udfordrende kombineret ”win percentage” på .525 (eller 52,5 %, delt femtehårdeste schedule) for 2019, og tager man et kort kig på 2020-udfordrerne, er det da også umiddelbart en skræmmende liste uden mange svage navne. 
Buffalo møder - foruden divisionsrivalerne hjemme og ude - samtlige hold i AFC West og NFC West samt andenpladserne i henholdsvis AFC North og AFC South, hvilket bl.a. betyder møder med begge af 2019´s bomstærke Super Bowl-deltagere, Kansas City Chiefs (12-4, hjemme) og San Fransisco 49´ers (13-3, ude).
Derudover skal nævnes stærke modstandere i form af Seattle Seahawks (11-5, hjemme), Pittsburgh Steelers (8-8, hjemme), og Tennessee Titans (9-7, ude).

At basere strength of schedule udelukkende på sidste års meritter giver dog i sidste ende sjældent et fuldstændigt og retvisende billede af virkeligheden, da holdene efter offseason - via draft, free agency, trades m.m - ofte ser markant anderledes ud end året før, hvorfor den ”korrekte” af slagsen da også reelt først kommer – lidt for sent, kan man sige - efter afslutningen af den regulære sæson.
I Buffalo Bills’ tilfælde er det dog en sølle trøst, da kun to af modstanderne i 2020, New England Patriots (12-4) og Los Angeles Rams (9-7, hjemme), ser svagere ud i år end sidste år, mens flere hold, deriblandt Denver Broncos (7-9, ude) og Arizona Cardinals (5-10-1, ude), omvendt ser markant forstærket ud.
Et beskedent lyspunkt er dog, at Bills’ schedule - baseret på spillebyen Las Vegas’ tidlige forudsigelser for holdenes forventede antal af sejre i 2020-sæsonen - rykkes minimalt fra delt femtesværest til ottendesværest.

 

Slutteligt, i henhold til Buffalo Bills’ hårde kampprogram, så hersker der indiskutabelt en gigantisk - og slet ikke uvæsentlig - forskel blandt de 32 NFL-hold, hvad angår de tidligere omtalte ”travel miles.”
For at sætte tingene lidt i perspektiv, vil Seattle Seahawks for eksempel i 2020 toppe ”rejselisten” med svimlende 29.203 miles (knap 47.000 km.), mens Baltimore Ravens er den heldige bundskraber med blot 6.310 miles i luften (godt 10.000 km.).
Da Bills hører til i New York på østkysten og grundet parringen med NFC West og AFC West bliver en flittig gæst vestpå, falder de naturligt ind på listen som et af de mest rejsende hold med 20.060 miles (godt 32.000 km.), hvilket vil være tiendeflest i ligaen.
Samtidig får Buffalo et særdeles hårdt ”stretch” af kampe i ugerne 13-16, hvor man ikke bare møder fire af de sværeste modstandere i den regulære sæson (49’ers, Steelers, Broncos og Patriots), men i perioden tilmed spiller skiftevis i øst og vest, hvilket betyder 21 dage med fire kampe og hele 8102 miles (godt 13.000 km.) på farten.
Dette stretch er i øvrigt ganske medvirkende til, at Bills i 2020-sæsonen sammen med Tampa Bay Buccaneers vil dele den kedelige førsteplads på listen over ”flest kampe spillet på kort hvile” (fem styks), hvilket uundgåeligt i ét eller andet omfang vil kunne mærkes både på energiniveauet og på forberedelsen.
Hvad angår kampprogram, kan Buffalo dog sagtens være optimistiske i forhold til mulighederne for en god start, da fire yderst ”beatable” modstandere venter i uge 1-4 - NY Jets (hjemme), Miami Dolphins (ude), LA Rams (hjemme) og Las Vegas Raiders (ude).



Bills mangler vigtig erfaring og kontinuitet i et altid ekstremt konkurrencepræget NFL

Som tidligere beskrevet kan Buffalo Bills næppe prale af en historie fuld af store resultater.
Holdet blev grundlagt i 1960 som en del af American Football League (AFL), hvorefter man i 1970 blev en del af NFL efter sammenlægningen af football-forbundene AFL og NFL.

De sidste 50 år har til gengæld ikke budt på nogen Super Bowl-titler, og de omtalte 90’ere er eneste periode, der har været egentlig succesfuld, da man bl.a. fire sæsoner i træk (1990-93) deltog i Super Bowl – alle dog med nederlag til følge.

Hvad der dog er værre - og mere relevant for dette tip - er præstationerne de seneste år.

I årene 2000-2019 har Buffalo præsteret sølle fire vindende sæsoner med 2019’s 10-6-record som eneste år med tocifret sejrsantal. Og læg så dertil 24 sæsoner uden en eneste divisionstitel (1995) og en 17 år lang playoff-tørke, der først blev brudt i 2017 ved Beane/McDermott’s tiltrædelse, og der tegner sig et billede af et hold, for hvem succes og store bedrifter ikke just har været en selvfølge.


God coaching og implementering af den rette kultur/det rette miljø kan sammen med i øvrigt mange andre positive faktorer være med til at opbygge og solidere en spiller eller et holds selvtillid og ”vinderidentitet,” men intet kan dog i sidste ende måle sig med den ”ægte” vare - sejre og titler.

Her halter Buffalo stadig en smule efter de andre gode hold i ligaen, da de på trods af to playoff-deltagelser de sidste tre sæsoner stadig som ungt hold mangler den lange kontinuerlige succes, der for alvor skaber den endelige selvsikkerhed, tro på egne evner og ikke mindst vane for succes.

Slutspillet er en verden for sig selv, og succes i den regulære sæson veksles ikke automatisk til det samme i ”postseason,” hvorfor dette Buffalo-holds sparsomme erfaring med kampe i playoff samt dets ikke-eksisterende erfaring med sejre i ”vind eller forsvind”-fasen, kan ses som en ekstra udfordring.
En udfordring, der kan forhindre Allen og holdkammeraterne i allerede i år at nå til tops i et ualmindeligt kompetitivt NFL med flere stort set komplette og sejrsvante hold som Kansas City Chiefs, Baltimore Ravens, New Orleans Saints og San Fransico 49’ers for at nævne få.



NFL er altid præget af uforudsigeligheder/tilfældigheder – men særligt i år

En af de mere omtalte tilfældigheder, som hvert år er et tema i NFL grundet deres faste, årlige tilstedeværelse - og ikke mindst vidtrækkende og afgørende konsekvenser - er alle holds store mareridt, skader.
På dette område havde Buffalo Bills en ualmindelig heldig sæson i 2019 med en nærmest uhørt lav grad af skadesbelastning.
Kun seks spillere måtte Bills sende på Injured Reserve i løbet af sæsonen, hvoraf ingen var hverken startere eller afgørende backups. Dertil var de kun 120 kampe, som blev misset af alle holdets skadede spillere kombineret, næstbedst - kun ”overgået” af Minnesota Vikings med 100 missede kampe.

Buffalo Bills implementerede i 2019 nye træningsfaciliteter og et nyt program for forebyggelse og behandling af skader. Hvor stor en betydning, det har haft specifikt, og i hvilket omfang skader opstår ved sort uheld eller afhængigt af et holds trænings-/behandlingsforhold, er dog umuligt at sige. Sikkert er det til gengæld, at en 2020-sæson med lige så få og afgørende skader er overvejende usandsynligt.

En anden kæmpe usikkerhed, som man umuligt kommer udenom, er de endelige konsekvenser af ”the new normal” – som bekendt afledt af denne tids verdensomspændende samtaleemne, Covid-19.
I skrivende stund er intet, hvad angår NFL i 2020, bare i nærheden af at være endeligt fastlagt, og mange scenarier er i spil.
Får vi overhovedet en NFL-sæson? Kan den følge tidsplanen, eller skal den udsættes og/eller forkortes? Bliver det aktuelt med tilskuere? Og hvornår kan holdene starte deres vigtige, fælles offseason-program?

Intet er sikkert endnu, og ingen ved, hvor store konsekvenser det vil have for de respektive hold evt. at skulle spille uden tilskuere og starte op uden en normal offseason, der især er vigtig for rookies og nye free agents.
Her må det formodes, at de hold, der returnerer flest spillere fra sidste sæson, og som i mindst grad har gennemgået et ”offseason overhaul,” umiddelbart har de bedste betingelser, men hele situationen er forbundet med så mange ubekendte faktorer, at udpegning af store og små ”tabere” er en umulig opgave. 




Hvad taler for? (Kortere version)



Kompetente Sean McDermott og Brandon Beane’s positive indflydelse skinner igennem

Med hyringen af (GM) Brandon Beane og (HC) Sean McDermott i 2017 fik man (efter alt at dømme) endelig en duo med nøglerne til fremtidig succes i Buffalo.
De to har sammen sat deres tydelige præg på holdet med gode drafts, solide free agency-signings, en ny, stærk vinderkultur samt en vision for holdet, som spillerne køber ind på.

Særligt det specielle miljø i og omkring klubben fremhæves af både spillere, coaches og NFL-analytikere som en afgørende faktor bag Bills’ positive udvikling siden 2017, hvor man endelig slukkede en 17 år lang playoff-tørke, inden man efter en skuffende 2018-sæson atter nåede playoff med en flot 10-6 record i 2019.

McDermott’s implementerede ”Blue Collar”-kultur med ringe fokus på ”flashiness” og stor vægt på hårdt arbejde og ”accountability” samt omklædningsrummets gode lederskab, kemi og gensidige respekt spillerne imellem gør Buffalo Bills til et hold, der til tider kan præstere bedre end summen af dets dele.



God offseason kan tage Bills det sidste stykke

Efter en flot offseason med et godt FA og en fin draft, ser Buffalo ganske stærke ud op til 2020-sæsonen.
Væk er fornuftige bidragsydere på den defensive linje i form af DT Jordan Philips og DE Shaq Lawson, men erstatningerne er mange - og ikke mindst lige så gode.

En af de bredeste defensive linjer i NFL blev således opgraderet, da man hentede de solide linjefolk, DE Mario Addison, DT Vernon Butler samt undervurderede og alsidige DT/DE Quinton Jefferson.
Derforuden kan nævnes en dygtig starter/reserve linebacker i A.J Klein og en forventet starter på CB-positionen i tidligere All-Pro Josh Norman, der igen skal finde momentum i karrieren.

På offensiven hentede man en ny reel nr.1-receiver i Stefon Diggs, hvilket giver QB Allen's offense en af de mest produktive receivere i ligaen. Diggs er ikke blot en dygtig route runner, men ligeledes en dyb trussel mod ethvert forsvar, hvilket hans catch-gennemsnit på 17,9 yards i 2019 da også beviser.
Til O-line-dybden er bl.a. hentet tidligere Second Team All-Pro, OT/G Daryl Williams.

Af spillere med forventet 2020-”impact” hentet i draften kan særligt nævnes DE A.J. Epenesa samt RB Zack Moss, der som henholdsvis anden- og tredjerundevalg spås prominente roller i Buffalo i 2020.



Top 5 forsvar

Bills’ store styrke er deres forsvar, som de seneste to år har befundet sig blandt de fem bedste i ligaen.
Særligt 2019 var imponerende, da man pr. kamp blot tillod 298,3 totale yards (tredjebedst), 195,2 passing yards (fjerdebedst), 103,1 rushing yards (10. bedst) samt - vigtigst af alt - blot 16,2 point (næstbedst).

Forsvaret bugner af kvalitet lige fra en start-11’er uden deciderede huller til en dybde, der sikrer muligheder for flittig rotation med kvalitet fra bænken.
Enheden har dertil topkvalitet på alle ”levels,” hvor særligt de unge talenter ser spændende ud.

Stærke Ed Oliver forventes, selv efter en ujævn rookie-sæson i 2019, at blive en fremtidig hjørnesten på den defensive linje, mens Pro Bowl-LB Tremaine Edmunds allerede efter to år i ligaen er en dominerende leder.
Superstjernen, All-Pro Tre’Davious White, stikker ud i et bundsolidt secondary efter en formidabel 2019-sæson med seks interceptions og nul tilladte touchdowns samt ligaens laveste passer rating i coverage.




Josh Allen kan tage sit hold til nye højder

Efter en sløj rookie-sæson i 2018 modnede Bills’ unge quarterback, Josh Allen, sig markant i 2019, hvilket resulterede i generelt færre fejl, bedre beslutninger samt forbedringer på stort set alle relevante statistikker.

Der kom så småt gang i kastespillet, hvor Bills-quarterbacken så en fremgang i forhold til 2018 i henhold til både passing yards pr. kamp (172,8 til 193,1), completion percentage (52,8 til 58,8) og yards per pass attempt (6,5 til 6,7). Derudover forbedrede Allen sin dårlige TD:INT-ratio fra 2018, da 10 TDs og 12 INTs blev vekslet til fornuftige 20 TDs og 9 INTs året efter, hvilket samtidig var stærkt medvirkende til en iøjnefaldende stigning i passer rating fra elendige 67,9 til langt mere rimelige 85,3.


Med en startende O-line, der vender tilbage i 2020 fuldt intakt, men med mere dybde, en drastisk opgraderet receivergruppe med tilføjelsen af en reel nr.1-receiver i Stefon Diggs og en ung quarterback med et ekstra års erfaring er der for alvor lagt i ovnen til en signifikant forbedret offensiv produktion i Buffalo, som i 2019 også som hold forbedrede sig statistisk i alle offensive kategorier.



AFC East ”up for grabs”

Efter Tom Brady’s skifte til Tampa Bay Buccaneers og en elendig offseason i New England, har chancen for at vippe de altdominerende Patriots (12-4 record) af tronen (11 divisionstitler i træk) aldrig været større.

Med udsigten til en uprøvet fjerderunde-QB med blot fire NFL-kast på CV’et og 2019’s bedste ”scoring defense” voldsomt decimeret med afgangen af DT Danny Shelton samt LBs Jamie Collins, Kyle Van Noy og Elandon Roberts, er Patriots’ aktuelle forfatning i bedste fald et stort spørgsmålstegn.    

Dertil er to markante offensive kort mistet, uden at noget nævneværdigt talent er hentet ind, hverken i FA eller i draften.

New York Jets (7-9 record) og Miami Dolphins (5-11 record) runder divisionen af, men på trods af fornuftige offseasons af begge - særligt af Dolphins - gennem mange nye tilføjelser i FA og draften, ser jeg ikke nogen af holdene for alvor gøre sig gældende i år grundet stadig ukomplette og skrøbelige rosters.



Forbedret special teams (ST) vendt fra svaghed til styrke

Efter tilgang af flere nye spillere og ikke mindst ST-coordinator, Heath Farwell, i 2019, rykkede Buffalo Bills sig hele 19 pladser på NFL-skribent Rick Gosselin’s årlige ”Special Teams Rankings” – fra nr. 31 i 2018 til nr. 12 i 2019.
Den erfarne og respekterede Gosselin’s model for udregning af ST-effektivitet er en primær kilde til et samlet overblik over de forskellige holds enheder, idét modellens omfattende pointsystem ”rater” holdene i hele 22 kategorier vedrørende alt lige fra returns, punts og field goals til turnovers og forseelser begået.

Blandt Bills´ 2019-styrker kan nævnes en førsteplads i hele tre kategorier: udgangspunkt efter kickoff (27,6 yard-linjen), field goal-succes af modstanders kicker (63,6 procent) samt penalties (10 for 88 yards).

Dertil en fjerdeplads i punts inden for 20 yard-linjen (32) og en femteplads i kickoff returns (25,4 yards).



Hold øje med (kortere version)



Josh Allen’s offense har endnu ikke vist kontinuitet eller nødvendigt topniveau

Trods QB Josh Allen’s fremgang i 2019 er spillet stadig ikke prangende, og statistikkerne er i bedste fald middelmådige. Han ligger stadig et godt stykke under NFL-gennemsnittet i både completion percentage (58,8 mod 63,5), yards per pass attempt (6,7 mod 7,2) samt passer rating (85,3 mod 90,4), ligesom han, foruden sin hang til for mange fumbles, fortsat kæmper gevaldigt med særligt de dybe kast - her fandt han i 2019-sæsonen en receiver på kun 16 af 62 forsøg (25,8%).

Der er heller ingen sikkerhed for, at Allen faktisk fortsætter sin positive udvikling, hvilket i så fald vil betyde et fortsat lavtscorende Bills-offense, der sidste år bare opnåede 19,6 point pr. kamp (23. bedst) og 330,2 totale yards pr. kamp (24.bedst).

Derudover ligger der en potentiel risiko i, at Stefon Diggs ikke falder til i Buffalo – hverken sportsligt eller socialt.
Der er ingen garanti for, at selv en dygtig receiver som Diggs falder til i systemet, og hvis ikke han - og Bills for den sags skyld - starter godt ud, er det ikke udelukket, at hans frustrationer kommer til udtryk, som vi så det i Minnesota, hvilket kan udgøre en ”distraction” for de håbefulde Bills.




AFC East ingen ”Walkover”

Selvom Patriots på papiret er dalet markant i talent forud for 2020-sæsonen, er det ikke et hold, der skal afskrives. Specielt ikke med ligaens – efter min mening – dygtigste head coach, Bill Belichick, på sidelinjen.

2019’s bedste forsvar må trods vigtige afgange stadig ventes solidt, da stjerner som bl.a. LB Hightower, DT Guy og særligt ligaens bedste CB, Stephon Gilmore, oser af lederskab og verdensklasse.

Den forventede Brady-afløser, unge Jarrett Stidham, vil få sin sag for, men potentialet er der, og alene dét, at Belichick, der før har udrettet mirakler med middelmådige quarterbacks, ser muligheder i ham, er nok for mig til at lade tvivlen komme den nye starter til gode.
Stidham får ikke kæmpe hjælp på skill-positionerne, men derimod en overmiddel O-line og top-coaching.


New York Jets leverede en rigtig god præstation på defense i den forgangne sæson med blot 323,1 totale yards (syvendebedst) og 86,9 rushing yards (næstbedst) tilladt pr. kamp.

Forsvaret tæller flere gode profiler og vil primært blive ledet af All-Pro Safety, Jamal Adams, og fire gange Pro-Bowl’er, LB C.J Mosley, der vender tilbage efter en skade, som i 2019 kostede alle kampe på nær to.

En horribel O-line er i FA opgraderet med OT George Fant, C Connor McGovern og G Greg Van Roten, mens den gigantiske, ”high risk/high reward” LT, Mekhi Becton, blev hentet i første runde af årets draft.

Jets præsterede sølle 273 totale yards og 17,3 point pr. kamp i 2019, henholdvis dårligst og næstdårligst, men måske en drastisk forbedret linje kan være, hvad der skal til for endelig at se særligt QB Sam Darnold og RB Le’Veon Bell’s potentialer komme til deres ret efter hidtil skuffende præstationer i ”The Big Apple.”     


Miami Dolphins havde inden offseason kæmpe mangler på de fleste pladser, både offensivt og defensivt, men rigest på både draft-kapital og ”salary cap” gik de aggressivt til værks.

Ligaens umiddelbart dårligste forsvar med 397,8 totale yards (tredjedårligst) og 30,9 point (dårligst) tilladt pr. kamp er nu kraftigt forstærket med free agent LBs Kyle Van Noy og Elandon Roberts, DEs Shaq Lawson og Emmanuel Ogbah, CB Byron Jones samt flere defensive valg fra de første runder af 2020-draften. 

En af Dolphins’ største akilleshæle, O-line, blev også opgraderet, da man i FA hentede Patriots’ startende center i 2019, Ted Karras, samt G Ereck Flowers til den indre linje, mens fremtidens folk blev fundet i draften med OT Austin Jackson (18 overall) og OG Robert Hunt (39 overall).  

Vigtigste tilføjelse er dog uden tvivl QB Tua Tagovailoa (5 overall), der besidder et enormt potentiale og kan blive en stjerne i NFL, hvis han kan holde sig skadesfri, men det er tvivlsomt, hvilken rolle han vil få med en fornuftig ”bridge”-QB i Ryan Fitzpatrick, der leverede flere gode præstationer i 2019, og som vil kunne drille ethvert hold i 2020 også. 



Dette års schedule vs. sidste års schedule

Buffalo Bills nød i 2019 godt af et fordelagtigt kampprogram med niendeletteste ”strength og schedule” med .480 (48 %) baseret på modstandernes kombinerede ”win percentage” fra 2018.
I 2020 deler man derimod ”æren” for femtehårdeste schedule med .525 (52,5 %) og skal bl.a. møde begge Super Bowl-finalister, Kansas City Chiefs (hjemme) og San Fransisco 49’ers (ude).  

Også rejseprogrammet bliver med kampe mod NFC West og AFC West mere udfordrende end sidste år.
20.060 miles (godt 32.000 km.) skal holdet rejse på de 16 kampe, hvilket vil være tiendeflest i ligaen. Til sammenligning rejste man i 2019 tredjefærrest miles med blot 8710 (godt 14.000 km.)




Bills mangler vigtig erfaring og kontinuitet i et altid ekstremt konkurrencepræget NFL

Buffalo Bills er mildt sagt et franchise uden den mest glorværdige historik siden grundlæggelsen i 1960, og alene efter årtusindskiftet har 20 sæsoner kastet blot fire ”winning seasons” af sig – med 2019’s 10-6 record som den bedste.
Dertil har Bills ikke vundet divisionstitlen siden 1995, og 2017 og 2019’s playoff-deltagelser (med hver én kamp til følge) var ligeså de første siden 1999.

Et ungt Buffalo-hold med minimal playoff-erfaring og uden lang og kontinuerlig sejrshistorik kan derfor blive udfordret mod de mere erfarne hold i ligaen, da playoff til en vis grad altid udgør en verden for sig selv.



NFL er altid præget af uforudsigeligheder/tilfældigheder – men særligt i år

Buffalo havde en ualmindelig heldig sæson i 2019 med en nærmest uhørt lav grad af skadesbelastning.
Kun seks spillere måtte Bills sende på Injured Reserve i løbet af sæsonen, hvoraf ingen var hverken startere eller afgørende backups. Dertil var de kun 120 kampe, som blev misset af alle holdets skadede spillere kombineret, næstfærrest, så en stigning i skadesudfordringer i kommende sæson synes tæt på uundgåelig.

Covid-19 og den deraf følgende ”new normal” bringer ligeledes stor usikkerhed omkring den kommende sæson og om, hvordan den kommer til at se ud.
Offseason-aktiviteter er allerede voldsomt kompromitterede, og det er fortsat usikkert om training camp, preseason og regular season starter som normalt – og hvorvidt sæsonen overhovedet bliver af fuld længde.
Tilskuere eller ej er også et tema, og hvilke hold dét – sammen med alle de andre konsekvenser - vil påvirke mest negativt er svært at sige, hvorfor store og små ”tabere” af situationen p.t. er umulige at udpege.



Konklusion

Sat lidt på spidsen står og falder Buffalo Bills’ Super Bowl-chancer med QB Josh Allen.
Allen har alt, han skal bruge – en fornuftig O-line, et godt running game, dynamiske receivere og ikke mindst et formidabelt forsvar – i en division, der synes historisk svag.
Troen på Buffalo er med andre ord et spørgsmål om troen på quarterbacken og hans fortsatte udvikling, og selvom Allen endnu ikke for alvor har vist sit værd kontinuerligt – og mod de allerbedste hold i ligaen – tror jeg på, at god coaching, et noget nær komplet hold med en ægte nr. 1-receiver samt et ekstra år under offensive coordinator Brian Daboll kan være nok til, at han tager sit hold det sidste stykke.

En alt andet end optimal offseason (hvad angår Covid-19), manglende playoff-erfaring på et ungt hold og den forholdsvist skræmmende schedule er alle relevante udfordringer, der kan skabe tvivl om en god Bills-sæson, men med en særlig vinderkultur, opadgående kurve og et dybt roster fuld af potentiale, synes jeg, at oddset i dén grad gør det værd at give bøflerne fra New York et skud.

Oddsmarked

Umiddelbart oddsleje ligger hos bookmakere med dansk licens mellem 20-29 med en hidtil nedadgående tendens.
Danske Spil lagde ud i odds 28, men har slashet et par gange og ligger p.t. i den lave ende med odds 21. Bwin med flotte odds 31 indtil for nylig – ligger nu i odds 28.

888sport, Unibet, LeoVegas og Mr. Green i skrivende stund førende med odds 29.
Hos Betfair’s sportsbørs kan dog i øjeblikket købes odds mellem 30-34 – omend kun mindre beløb er tilgængelige.

  • Mange specialspil
  • Ingen gebyrer
Feedback