VM i cykling afholdes i år i norske Bergen (17-24. september). BetXperts cykelekspert, Jesper Carstens, har kigget nærmere på linjeløbet og interessante odds i optakten.
Peter Sagan jagter sin tredje triumf i streg, når årets VM afholdes i norske Bergen. Byen, der er kendt for sine mange regnvejrsdage, danner rammen om en småkuperet rute, der passer perfekt til den forsvarende verdensmester.
Skulle Peter Sagan vinde VM-striberne igen, igen, så vil det være tredje gang i streg.
Det vil i så fald være første gang nogensinde, at én rytter har vundet VM i linjeløb tre gange i streg, og det vil ligeledes sende Peter Sagan op på en delt førsteplads blandt ryttere, der har vundet VM flest gange.
Men et VM er uforudsigeligt, særligt på en kuperet rute som denne. Adskillige formstærke ryttere står klar til at kuppe verdensmesteren, der afgjort kan slås, især hvis det bliver en taktisk affære. Slovakiet kommer ikke med det stærkeste hold omkring Sagan, hvorfor man må forvente, at han er isoleret i finalen.
For danskerne synes Bergen at være et oplagt sted at hente medaljer. Som vi så under EM i Herning, passer regnvejret og våde veje danskerne særdeles godt - og så har vi masser af ryttertyper, der kan lide en rute som denne. Blandt andet Michael Valgren og Magnus Cort Nielsen, der ligner vores to VM-kaptajner.
Som altid er der mange om buddet til et VM. Jeg kan på stående fod komme på 10-15 ryttere, der alle synes at have realistiske vinderchancer. Ruten køres kun én gang, hvilket altid er med til at skabe stor spænding, for ingen har den store idé om, hvad der for alvor venter.
Lad os kigge nærmere på det!
Odds & Tips
Hold øje med tips fra BetXperts cykelekspert:
Jesper Carstens
Vinder |
Odds | Bookmaker |
![]() |
3,40 | |
![]() |
8,00 | |
![]() |
13,00 | |
![]() |
13,00 | |
![]() |
15,00 | |
![]() |
15,00 | |
![]() |
15,00 | |
![]() |
17,00 | |
![]() |
17,00 | |
![]() |
21,00 | |
... | ... | ... |
![]() |
51,00 | |
![]() |
81,00 | |
![]() |
201 |
Favoritten
Der kan ikke være tvivl om, at én rytter skiller sig ud som den store favorit til at vinde årets VM. Peter Sagan har vundet de to seneste år, og ruten synes perfekt for ham.
Peter Sagan, Slovakiet
Chancevurdering: 30 %
Peter Sagan har vundet VM de seneste to år. Det har været på ruter, der har passet en smule bedre til sprinterne, men han har gjort det på to forskellige måder. I Richmond angreb han konkurrenterne umiddelbart før spurten og kørte alene hjem, mens han i Qatar slog Cavendish i spurten på de pandekageflade veje.
Han kan det hele. Ruten i Bergen synes dog at være den bedste til hans egenskaber. Den er så hård, at den sætter de hurtigste konkurrenter under pres og eventuelt helt af, men den er ikke så hård, at den tilgodeser de bedre klatrere end Sagan - faktisk er den lige præcis så tilpas, at Sagan burde kunne kontrollere det meste af finalen, hvis han har én af sine gode dage.
Slovakiet har dog ikke noget stærkt landshold, så Sagan skal klare ærterne selv i finalen. Det kan han godt, men hvis det regner, kan det blive en del sværere at skulle kontrollere tingene. Særligt hvis konkurrenterne vælger at angribe til højre og venstre, som var det Eneco Tour.
Peter Sagan er dog ikke tvunget til at vente på spurten. Han er en mester til at ramme det rigtige angreb, og ser man tilbage på Sagans løbshistorik, så er det sjældent, at han decideret misser en finale. Han sidder der næsten altid. Se bare Milano-San Remo i år, hvor han kunne have ventet på spurten, men i stedet angriber han sammen med to andre.
Hans problem er snarere, at han er for generøs med kræfterne, hvilket tapper ham for energi før spurten. Det skyldes dog også, at han ofte bliver tvunget til at arbejde hårdere, da hans konkurrenter i de forskelige udbrud ikke vil arbejde for meget, da Sagan som regel besidder den hurtigste spurt - og hvorfor så arbejde for at blive slået på stregen?
VM er uforudsigeligt, særligt på en åben rute som denne, men tænker man de forskellige scenarier igennem, så vil Sagan være favoritten. Han kan slås, men han har gode muligheder at nuppe sin tredje triumf i streg.
Udfordrerne
Bag Sagan finder du et kæmpe felt af ryttere, der alle kan gå hen og vinde VM-striberne. Jeg peger på fem ryttere, der umiddelbart ligner hans nærmeste rivaler.
Michal Kwiatkowski, Polen
Hvis der er én, der ved, hvordan man slår Sagan, så er det Greg van Avermaet - men Michal Kwiatkowski er heller ikke helt ringe til lige præcis den opgave. Det så vi senest i Milano-San Remo i starten af sæsonen.
Polakken er en ægte væddeløber. Efter et par år med lunkne resultater hos Team Sky, lykkedes det ham endelig at få hul på bylden i år. Kwiatkowski valgte en anden træningstilgang til sæsonen, og det har givet pote. Han har vundet to store klassikere og var en vanvittig hjælper under Tour de France.
Men når han kører for sig selv, er han klasse. Han har en løbsnæse, som de færreste kan prale af. Han ved, hvordan han skal angribe et løb. Se bare, hvordan han vandt VM på en lidt hårdere rute sidst.
Hans største problem er nok, at der er mange hurtigere ryttere end ham. Ruten i Norge kan være hård, hvis det regner, men hvis ikke, kan han risikere at køre hjem med 40-50 andre ryttere, hvor der vil sidde 10-15 hurtigere ryttere end ham. Sådan vinder han ikke VM.
I øjeblikket giver Bet365* odds 8,00 på ham. Jeg vil mene, at der er værdi i det odds, såfremt VM foregår i regnvejr. Det er umuligt at sige på nuværende tidspunkt, men det er værd at holde øje med vejrudsigten.
Regnen vil nemlig gøre løbet hårdere, og så er der større sandsynlighed for, at VM bliver afgjort i en mindre gruppe på 5-15 ryttere, og her har han afgjort en større chance end mange af konkurrenterne. Han havde dog nok ønsket, at ruten var lige en tand sværere, end det er tilfældet.
Fernando Gaviria, Colombia
Fernando Gaviria kører på et hold, der måske ikke er perfekt til denne rute (man har udtaget alle klatrerne: Quintana, Urán, Lopez etc.), men Gaviria bør være en topkandidat til at gå efter sejren.
Laksebakken er ikke noget problem for ham. I al fald ikke isoleret set, og hans holdkammerater bør heller ikke få problemer her. Ligeledes er det norske vejr heller ikke noget problem for Gaviria, der elsker at køre løb i fx Belgien. Det er nok nærmere hans holdkammerater, der får problemer, hvis regnen melder sig.
I finalen er Gaviria én af de mest eksplosive ryttere i feltet. Af alle dem, jeg forestiller mig, der overlever bakken, tror jeg, at han er den hurtigste rytter. Spørgsmålet er, om han kan få den rette placering i en eventuel spurt. Her forestiller jeg mig for eksempel, at Sagan bliver placeret bedre end Gaviria.
Gaviria har vist fin form op til VM, og han er umiddelbart mit bud på den af favoritterne, der er mest interessant til oddset. Han giver odds 15,00 hos 888sport og Unibet*, og det indeholder i min optik lige akkurat værdi.
Fernando Gaviria til odds 15,00 hos 888sport og Unibet*
Gaviria er eksplosiv som få. Han elsker småkuperede ruter som denne, og vejret i Bergen bør ikke være den store hindring. Ender det med 40-50 mand i en gruppe, må han være én af storfavoritterne til at vinde. Men han er grøn i store mesterskabsløb, og hans hold er ikke skræmmende til denne rute. Jeg har dog omkring 8 % på colombianeren, hvorfor der er værdi i odds 15,00.Edvald Boasson Hagen, Norge
Norge har solide chancer for at hente guldmedaljen på hjemmebane i Bergen. Først og fremmest har de Alexander Kristoff, der - hvis han rammer formen og finder de gode klatreben, han af og til har vist - kan køre med om sejren.
Deres klart største chance er dog hos Edvald Boasson Hagen, der har set ud til at være i formidabel form op til løbet. Han var strålende under Tour de France, siden EM og senest i Tour of Britain. Formen er der afgjort.
Jeg har tidligere kritiseret Edvald Boasson Hagen meget for ikke at være en rigtig mesterskabsrytter. Det er fortsat sandt: Nordmanden har det svært med lange dage, særligt hvis der bliver kørt hårdt. Køres der lidt langsomt det meste af dagen, så sidder han fint med, men ellers har han ofte problemer med motoren de sidste 20-30 kilometer i de helt lange løb.
Men vi ved, hvad hjemmebanen kan gøre. Vi så det senest ved EM i Herning, hvor danskerne hev tonsvis af medaljer hjem. Hvis alt spiller, så er det her en rute, der passer særdeles godt til nordmanden.
Laksebakken bør ikke give ham store problemer, og kommer han hjem med feltet, vil han være én af de hurtigste i spurten. Det så vi jo også i Tour de France, hvor han var hurtigere end længe før.
Edvald Boasson Hagen kan vinde VM, men odds 13, der i øjeblikket topper markedet, er ikke noget, der lokker synderligt meget.
Greg van Avermaet, Belgien
Hvis der er én, der har opskriften til at slå Peter Sagan, så er det afgjort Greg van Avermaet. Han har gjort det mange gange før, på trods af at slovakken afgjort er hurtigst i en ren spurt.
Greg van Avermaet er en enestående væddeløber. Den olympiske mester har i år vundet en række brostensløb, herunder mest interessant naturligvis Paris-Roubaix, men normalt er han faktisk stærkere i det mere kuperede Flandern Rundt.
Ruten er måske ikke helt optimal for belgieren. Umiddelbart synes den lige en tand for let, men som nævnt: hvis regnen pisker ned over vejene i Bergen, så kan alt ske - og så er der værre ting end at satse på belgiske van Avermaet.
Han har ikke haft de bedste resultater ved VM. To femtepladser er det blevet til, men det er tilfældigheder. Han beviste ved sidste års OL, at han er glimrende ved mesterskaber, og med et ret stærkt belgisk mandskab omkring sig bør han have en chance.
Det belgiske landshold er stærkt. Der er ikke en decideret sprinter, men til gengæld er der mange ryttere, der vil forsøge at køre sin egen chance: Naesen, Stuyven, van Avermaet, Gilbert, Wellens og Benoot bør alle som minimum få en chance for frihed - og så kan man diskutere, om ikke også Teuns og Keukeleire (dvs. alle foruden Vermote) bør få en lille chance. Det holder selvfølgelig ikke i virkeligheden, og på ét eller andet tidspunkt i løbet bør de satse på én af rytterne. I min optik bør det blive Greg van Avermaet, men én ting er sikkert: Belgien vil sætte fart på løbet.
Michael Matthews, Australien
Den sidste af de fem primære udfordrere er Michael Matthews. Australieren har evnerne til at være med på denne rute, og hvor mange sprintere kan være i tvivl om, hvorvidt de overlever Laksebakken eller ej, så bør Michael Matthews være ret sikker på at være med i den afgørende gruppe.
Hans problem er dog lidt, at der sandsynligvis sidder hurtigere ryttere i samme gruppe. Bliver ruten som forventet, vil Sagan, Gaviria m.fl. sidde der. Bliver den lidt lettere end ventet, vil der være endnu flere sprintere. Den skal være meget hård, før Matthews er den hurtigste sprinter i finalen.
Det betyder ikke, at han er uden chance mod Sagan, Gaviria, Edvald Boasson Hagen og co. Det er han bestemt ikke, hvilket vi også så i årets Tour de France. Han er hurtig, og hvis hans leadout er på højeste niveau, så har han bestemt alle chancer for at vinde VM.
Men jeg synes ikke, at Australiens VM-hold er specielt prangende. Man har solide hjælpere, men hvem skal for alvor hjælpe ham i finalen? Man har Heinrich Haussler, der elsker regnvejrsdage, men som ikke rigtigt har kørt i denne sæson på grund af en knæskade. Ellers er det Jay McCarthy, der bestemt er dygtig på sådan en rute, der skal hjælpe Matthews i spurten. Jeg havde nok satset på Nathan Haas i stedet for Haussler.
Men det australske hold er 100 % dedikeret til Michael Matthews, og husker man tilbage til Richmond, er det måske meget godt. Matthews kan vinde, men jeg tror, han havde ønsket sig en anelse hårdere rute.
Øvrige udfordrere
Der er en række stærke ryttere, der umiddelbart ligner de nærmeste udfordrere til VM-trøjen. Jeg gennemgår dem hurtigt her. Ryttere i den her kategori kan blive odds-interessante op til løbet, men som udgangspunkt har jeg ikke fundet værdi i nogle af dem.
Italiens landstræner, Davide Cassani, udtalte i sin tid, at han nok satsede på en rytter som Sonny Colbrelli. Alligevel er det Elia Viviani, Matteo Trentin og Gianni Moscon, der står højest blandt italienerne hos bookmakerne.
Det er der en naturlig forklaring til. Viviani har været flyvende siden EM, og man kan argumentere for, at han siden løbet i Danmark har lignet den hurtigste rytter overhovedet. Bliver det en større spurt, så bør han have gode chancer for at vinde løbet. Matteo Trentin var enestående i Vuelta a España, men spis brød til: sprinterfeltet i det løb var alt andet end imponerende, og skønt Trentin er en dygtig rytter, så skal han ud i en mindre gruppe, før han kan vinde her.
Så er der Gianni Moscon. Supertalentet fra Team Sky kan alt. Havde han fået lov til det, havde han måske også nuppet en etapesejr undervejs i Vuelta a España. Han skal nok få en enestående karriere, og han har alle muligheder for at blive en forrygende mesterskabsrytter, men i år er det umiddelbart for tidligt.
Norge har andre kort end Edvald Boasson Hagen at spille ud. Alexander Kristoff har faktisk ganske fine chancer, for han er stærk på bakker, og vi har efterhånden set en del gange, at han er særdeles motiveret, når han kører på hjemmebane. Og det gør han: Kristoff kommer fra Bergen. Kommer han med over Laksebakken, så må man slet ikke undervurdere ham i spurten.
Frankrig stiller til start uden sprinterne - trods Demare, Bouhanni og Coquard - hvorfor der er et stort pres på Julian Alaphilippe. Det var svært at blive klog på hans form i Vuelta a España. Trods en etapesejr og adskillige dage i udbrud lignede han en rytter, der stadig manglede lidt for at formtoppe, så måske kommer formen her? Under alle omstændigheder er det svært for en gut som ham. Han er stærk på bakkerne, men han må helst ikke komme til stregen med en hurtig rytter som Kwiatkowski, Sagan, van Avermaet etc.
Belgien har et afsindigt stærkt hold, men hvem ved, om de kan få det til at fungere. Egentligt tror jeg ikke meget på Philippe Gilbert, men ex-verdensmesteren vil sandsynligvis forsøge sig af på Laksebakken, og mon ikke han forsøger langt udefra, som han gjorde i foråret? Alternativt har de også Jasper Stuyven, der synes at have fundet formen i denne del af sæsonen.
Den sidste rytter, jeg vil nævne her, er John Degenkolb. Tyskeren er lidt fra fordums styrke, men han er en glimrende mesterskabsrytter og har evnerne til at være med her. Laksebakken bør være fin for ham, og i en spurt er han hurtig - men ikke så hurtig, som han har været.
Interessante langskud
I den følgende kategori skeler jeg lidt til odds. Det vil sige, at jeg fremhæver nogle ryttere, som jeg finder små-interessante i forhold til chancer og odds. Det er kort sagt dem, der står på min egen liste til overvejelse, så mens jeg tygger på eventuel værdi, kan du jo evt. deltage i debatten om de pågældende ryttere.
Italienske Sonny Colbrelli (odds 67 hos Bet365*) er ret interessant. Efter at Davide Cassani havde set ruten, pegede han på ham som umiddelbar kaptajn. Colbrelli har ikke vist meget i efteråret, men han plejer at være stærk på denne tid af året. Jeg overvejer ham som et each-way-spil.
Jeg havde håbet, at danske Michael Valgren (odds 67 hos Bet365*) havde givet over odds 100-ish. Lidt optimistisk måske, men det var håbet. Jeg tror egentligt, at han har gode chancer. Han har ikke noget imod regnvejret, tværtimod. Han er dygtig på åbne ruter, hvor der skal angribes udefra. Oddset er lige en tand for lavt i øjeblikket, men jeg håber det stiger lidt.
Nu hvor vi snakker om regnvejrsglade ryttere, så skal især Tim Wellens (odds 67 hos Bet365*) og Rui Costa (odds 81 hos Bet365* samt 888sport og Unibet*) nævnes. Begge er forrygende på glatte veje. Jeg vil endda gå så lang til at sige, at det er der, de er bedst. Wellens har fejret mange store triumfer i regnvejr, mens Rui Costa kørte top3 i Liege-Bastogne-Liege og blev verdensmester, mens regnen stod ned. Begge har fået et lille skud herfra, selvom ruten ikke er optimal for dem.
Hos danskerne har jeg en lille tro på Michael Valgren, men både Magnus Cort Nielsen (odds 51 hos Bet365*) samt Søren Kragh Andersen (odds 201 hos Bet365*) er interessante at nævne. Danmark udvikler typisk dygtige allroundere, der kan spurte i små grupper: altså ryttere som kan gøre sig på en rute som denne. De danske chancer er naturligvis størst hos Magnus Cort, og jeg vil gerne afsløre, at jeg er tæt på at kunne finde 2 % på ham som VM-vinder. Han bør have gode chancer for et pænt resultat på denne rute.
Ved nogle bookmakere kan man få lov til at spille vinderspil som each-way. Det kræver, at man selv vælger varianten hos bookmakeren, men kan i nogle tilfælde sagtens betale sig.
Når man spiller et each-way-spil, så placerer man i princippet to væddemål: Ét på at rytteren vinder, samt ét på at rytteren ender i top3. Typisk får man 1/4 af oddset, hvis rytteren ender i top3.
Lad os sige, at du placerer et væddemål på, at en rytter vinder VM til odds 101, og du vælger each-way-varianten. Halvdelen af din indsats går på det rene vinderodds, mens den anden halvdel placeres som et top3-spil. Hvis rytteren bliver nummer 2 eller nummer 3 får du odds 26 på det. Skulle rytteren vinde løbet, rammer du med den ene del af indsatsen odds 101, mens den anden del rammer odds 26 for en top3-placering.
Ruten
Årets VM-rute i Bergen er ganske interessant. Som det typisk er tilfældet ved VM - altså med undtagelse af fx VM i Qatar og Danmark - så er VM-ruten som regel ret åben. Det vil sige, at eventuelle bakker ikke er placeret på målstregen, men lidt udefra.
I et etapeløb vil det næsten altid resultere i en større gruppespurt, men ved et endagsløb er det anderledes. Her kan det åbne terræn udnyttes til at angribe langt udefra. Der er andre ting på spil, og generelt resulterer det ofte i langt mere aggressiv kørsel.
Årets VM-rute er 267,5 kilometer lang. Feltet starter i Rong, og herfra kører man mod Bergen-rundstrækningen. På vej derind følger man kysten, og det kan måske drille rytterne lidt, om end vi er alt for langt fra målstregen til, at det for alvor er afgørende. Der er lige knap 40 kilometer til Bergen fra her, og de er med til at give lidt kilometer på ruten.
Her rammer de så rundstrækningen i Bergen, som de skal køre 11 fulde omgange på. Den første runde er således "kun" 17,9 kilometer lang, mens de resterende 11 runder alle er 19,1 kilometer lang.
Det afgørende punkt på rundstrækningen er Laksebakken (1,5 kilometer og 6,4 %). Fra toppen af denne er der 10 kilometer til målstregen, så det er ikke en katastrofe, hvis man mister lidt terræn på stigningen, men de skal altså passere bakken hele 12 gange. For nogle lande gælder det om at skrue tempoet i vejret på den bakke, hvis de vil vinde løbet.
På rundstrækningen er der også 1 kilometers brostensvej, men umiddelbart ikke noget, der henleder tankerne til Paris-Roubaix. Regnvejret kan dog måske gøre dem betydeligt sværere, såfremt det altså regner.
Selve opløbet er lidt tricky, da der kommer et sving med bare 300 meter til målstregen. Generelt synes ruten at være ret teknisk med mange sving, særligt i den afsluttende del af ruten. Det øger chancen for et mindre udbrud på de sidste omgange.
Det regner mere end 200 dage om året i Bergen, og sker det på løbsdagen, får vi et meget uforudsigeligt løb. I gennemsnittet regner det 17 dage i september. Hold øje med vejrprognoserne.
Men hvad betyder det for løbet? Tja. Vi får ét løb, hvis der er meget regn. Et andet, hvis det kun regner en smule, og et helt tredje hvis det holder tørt. Jo vådere, der er, jo hårdere bliver løbet, og jo sværere bliver det at vurdere.
Den italienske landstræner, Davide Cassani, var oppe og kigge på ruten, og hans umiddelbare reaktion var, at 40-50 ryttere ville køre om sejren i en gruppe - men hvis det regnede, så ville det blive svært at forudsige. Ifølge hans udmeldinger tyder meget på, at det er en ryttertype som Colbrelli (der kan klatre ret godt, og som besidder en hurtig spurt), der skal køre om sejren.