Fodbold er et fantastisk spil. De fleste glæder sig over mål, mange mål, flotte mål, og når man bliver lidt mere avanceret, glæder man sig over de mange lækre tekniske detaljer, der også er at se i en slutrunde som den i Rusland. Men undertegnede VM-skribent er jo skakspiller (yup, no joke, det ér jeg faktisk), og dermed glæder jeg mig udover alt det førnævnte mindst lige så meget over en tredje ting, nemlig de taktiske elementer, man kan iagttage under fodboldkampe på højt plan.

Denne VM-artikel, samt den ene af morgendagens to, koncentrerer sig om det – taktikken. Mens man i morgen vil kunne læse om, hvile overordnede taktiske linjer, ændringer og udviklinger, man har kunnet notere sig i Rusland – og nogle af dem vil med garanti få indflydelse på fodboldens udvikling videre frem – så vil jeg i denne fredagens VM-artikel dykke ned i 11 specifikke kampe fra Rusland – kampe, hvor trænerens taktiske læsning og mod, gjorde udslaget, eller i det mindste var tæt på at gøre det.

Der er en interessant teori, som bygger på, at fodbold på topplan primært er en ”det-svage-led”-sport. Det, forstået på den måde, at sammenligner man med eksempelvis basketball, hvor en spiller kan gøre hele forskellen, og en taktik kan bygges op efter dét, så er det i fodbold mere logisk og effektivt at bygge sin taktik op efter at analysere modstanderen, hvor denne er svagest og så basere sin egen taktik på at slå til netop dér.

Det kan godt være, at sammenligningen med basketball ikke er den allermest heldige (men det var lige den, jeg kunne komme på i farten), men den er ikke helt skæv i fodbold. Og nu skal man forstå det ret – ”det svage led” behøver ikke være en specifik spiller på et hold, der er ringere end sine 10 holdkammerater, det kan lige så vel være en taktisk uheldig omstændighed hos modstanderen, vi taler om.

Udnyttelse af dette svage led har man set adskillige eksempler på under denne VM-slutrunde. Jeg har udvalgt 11 kampe, som jeg vil tage et nærmere kig på. 11 kampe, hvor taktikken i én eller anden forstand sejrede, fordi træneren lykkedes med at ramme modstanderen, hvor denne var svagest. Efterfølgende er vi jo alle klogere, men set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så virkede det bagefter såre logisk. De 11 kampe er udvalgt, fordi taktikken blev et meget afgørende element i dem.

Nogle kampe er mere interessante end andre, men lad os starte med åbningskampen i gruppe A.

Rusland – Saudi-Arabien

Ikke så vanskeligt endda for Rusland kunne man mene, og Saudi-Arabien var da heller ikke bedre, end hvad 5-0-scorelinen i russisk favør viser. Nu havde Rusland nok vundet uanset, men faktum var, at Saudi-Arabien også taktisk blev udspillet. Det var egentlig ikke særligt genialt, hvad Stanislav Tjertjesov fik sine mænd til at gøre, men han havde tilsyneladende spottet, at der var uhyggelig mangel på nærkampsstyrke hos de saudiarabiske centerforsvarere, så han havde instrueret sine offensive folk om at søge ind i saudi-feltet for at tage mand-til-mand-konfrontationer, og det gerne i luften.

Dén taktik sad lige i skabet mod Saudi-Arabien, som simpelthen ikke havde modtræk. Deres centerforsvar var ved den lejlighed bestående af Osama Hawsawi og Omar Hawsawi, og det var overfor Rusland det ringeste, jeg har set under denne slutrunde (omend Panama mod England kom tæt på). Efterfølgende kunne man selvfølgelig anklage Saudi-Arabien træner Antonio Pizzi for at have været for naiv, men han troede tydeligt mere på sit hold, end godt var. Rusland havde haft en elendig optakt til VM, mens Saudi-Arabien lige kom fra et hæderligt 1-2-nederlag til Tyskland... men det var en træningskamp, hvor det saudiarabiske forsvar ikke blev sat under fysisk pres, og derfor noget helt andet...

Frankrig – Australien

Nå, ikke noget opsigtsvækkende i en klar russisk sejr over Saudi-Arabien, om den så blev vundet på tegnebrættet eller ej, og den følgende kamp har måske heller ikke løftet så forfærdeligt mange øjenbryn. Det gjorde den imidlertid for mig.

Frankrig er startet langsomt ud ved denne slutrunde, så langsomt, at de i holdets første kamp faktisk ikke producerede nogle deciderede målchancer overhovedet. At de så alligevel vandt 2-1 over Australien, skyldtes i min bog mere held end forstand. Bevares, Frankrig var da bedste hold i kampen, og og det skal med, at de ikke tillod Australien noget som helst heller, men det er alligevel interessant, hvordan Bert van Marwijk med den helt rigtige taktik formåede at holde Frankrig væk fra åbne muligheder.

Australien stillede op i en 4-4-1-1, og det med en snorlige midtbanekæde, som havde klar besked om, at de ikke skulle orientere sig offensivt. I stedet blev alt sat ind på at holde afstanden mellem midtbane- og forsvarskæde så kompakt som muligt fratagende Frankrig chancen for at spille bolden i mellemrum. Det lyder meget defensivt, og det er det da egentlig også, men det må endelig ikke forveksles med, at Australien bare ”parkerede bussen”. Det slet ikke, og den slags ville mod en overlegen modstander som Frankrig næppe heller have endt godt. Næe, pointen med van Marwijks udgave af 4-4-1-1’eren var, at de to bagerste kæder skulle være fleksible og opmærksomt følge hinandens placering op ad banen tæt for at lukke alle mellemrum. Det betød så nogle gange en temmelig dyb (læs: defensiv) placering, men andre gange, at forsvarskæden faktisk bakkede temmeligt højt op bag deres midtbanekolleger. Pointen var det manglende rum mellem dem.

Ikke mange hold magter at spille sådan, da det kræver en stor forståelse mellem spillerne, men cadeau til van Marwijk for med et ret beset temmeligt begrænset spillermateriale at have fået noget godt ud af Australien. Begge hold fik et VAR-straffesparksmål og til slut endte Behich’s selvmål/afrettede Pogba-mål så med at give Frankrig en smal sejr, men det i en kamp, hvor Australien var tæt på at neutralisere de franske storfavoritter ud i en remis.

Herefter bevæger vi os så over i gruppe D, hvor der er nok at tage fat på. Steffen Dam sammenlignede for en uges tid siden i et interviewartikel her på BetXpert den argentinske træner Jorge Sampaoli med ”en taktisk blind chimpanse”, og denne skribent er ikke uenig.

Argentina – Island

Det lykkedes Island at få 1-1 med fra deres åbner mod Argentina, det med hiv og sving og med keeper Hannes Thor Haldorsson klarende et Lionel Messi-straffespark, men også stor ros til træner Heimir Hallgrimsson, der havde filmet det argentinske hold helt rigtigt. En taktisk analyse af Argentina er her vigtig. Alle var klar over, at Argentina havde sin styrke i offensiven, mens defensiven savnede noget i forhold til de fleste andre store favoritter i Rusland. Men det var værre end det, for den argentinske træner Jorge Sampaoli undlod totalt – det, ikke utænkeligt, ud fra misforstået selvovervurdering – at kompensere for det.

Kigger vi på Argentinas bagkæde til mødet med Island – Salvio, Otamendi, Rojo og Tagliafico, støttet af Mascerano på den defensive midtbane, ja så stod det klart, at mens vi da taler om udmærkede spillere, så er det ikke verdensklasse. Når Sampaoli så oven i købet gav sine angribere besked på at stå langt fremme og overlade det til førnævnte femkløver plus Biglia at føre boldene frem, ja så var der to potentielle problemer. Det første, at boldsikkerheden hos disse ikke lige var den verdensklasse, man normalt identificerer Argentina med, og det andet, at hvis de blev fanget i ubalance, så så var deres hurtighed i tilbageløb heller ikke ligefrem den største. Det udnyttede Island effektivt til faktisk at nå frem til adskillige chancer, og selvom det slutteligt var en smule heldigt, at Island kunne gå fra banen med uafgjort – men vi taler trods alt om Argentina mod Island, så lidt held skal der med – så var det ikke ulogisk.

Argentina – Kroatien

Nu skulle man jo så tro, at Jorge Sampaoli var blevet klogere og enten ville skifte ud i defensiven, ville skifte taktisk, eller i det mindste give sine defensivspillere inklusive den defensive midtbane lidt strammere defensive tøjler på til næste kamp, men mens ja til nummer et og to, så et absolut tværtimod til nummer tre. Sampaoli valgte at gå over til et tremandsforsvar og et offensivt orienteret ét af slagsen. Et taktisk selvmord mod en af de værste modstandere overhovedet, man kan gøre den slags imod, Kroatien.

Argentina havde da bestemt chancer i første halvleg, men jeg kan huske, da jeg sammen Goran (kroat) og et par andre overværende kampen hernede på Filippinerne, at jeg sådan set bare sad og ventede på den Modric eller Rakitic-iscenesatte omstilling, som ville udstille det argentinske forsvar. Det skete ganske vist lidt senere, end jeg forventede, men da det skete, blev der åbnet for sluserne med tre kasser meget passende noteret Rebic, Modric og Rakitic.

Zlatko Dalic havde til lejligheden hevet Marcelo Brozovic ind som defensiv midtbanemand bagved Modric og Rakitic simpelthen ventende på de omstillingsmuligheder, der før eller siden måtte komme. En klar taktisk sejr og en udstilling af Sampaolis manglende kompetence. Og han skulle ikke blive klogere, hvilket vi kommer tilbage til lidt længere nede i denne VM-artikel.

En tredje kamp i denne gruppe D tiltrækker sig imidlertid også min interesse i denne gennemgang.

Nigeria – Island

Dette var de to holds anden kamp i gruppespillet, og mens Island havde kæmpet en vis legemesdel ud af bukserne og flot fået 1-1 mod Argentina, så havde Nigeria temmeligt problemløst og lidt blodfattigt måttet notere sig et 0-2-nederlag til Kroatien. Alt pegede således på et ret åbent opgør mellem to helt forskellige fodboldnationer. Men det blev det aldrig.

Ros for gerne at ville angribe, men jeg tror, der gik lidt urealistisk selvovervurdering i den for islændingene til denne kamp. Fra 4-4-1-1 mod Argentina blev taktikken ændret til en 4-4-2, og et en temmelig offensiv sådan med midtbanens firekæde pressende pænt højt. Jeg har ét eller andet sted sympati for Hallgrimssons valg, men efterfølgende måtte man konstatere, at dét har Island bare ikke spillerne til.

Statistikker, boldbesiddelse, antal skud på mål, etc. fortæller et sprog om en ganske lige affære, men en chance er ikke bare en chance. Moses, Musa og Iheanacho kom via overlegen teknik frem ikke til flere, men meget større målchancer end Island, det fordi de var deres direkte modstandere i Island-defensiven overlegne rent fodboldmæssigt, og med den offensive satsning, Hallgrimsson havde lavet, så var der ikke tilstrækkeligt med opbakning, når Nigeria angreb efter at have erobret bolden.

Jeg er ikke klar over, hvor meget Gernot Rohr på den nigerianske bænk havde foruddiskonteret af den islandske taktisk, men som det spillede sig ud, viste Nigerias 3-5-2 med en relativ dyb central midtbane at ramme Island, hvor de var mest sårbar, nemlig mand til mand i kontrafasen. Der er ikke noget galt med det islandske forsvar generelt... med mindre de skal mand-mod-mand forsvare sig overfor kontraer, dertil er spillerne individuelt ikke gode nok, og derfor kræver det opbakning, en opbakning, som på grund af den til lejligheden relativt offensive taktik ikke var til stede.  

Inden vi bevæger os videre til VM-slutrundens knockout-fase, skal vi have yderligere en kamp under mikroskop.

Sverige – Sydkorea

Ikke det mest spændende opgør, kan man mene, men ud fra game-play at dømme har Janne Andersson på den svenske trænerbænk muligvis været en af de første til for alvor at få øje på implikationerne af VAR. Dette siger jeg ud fra to ting omkring Sveriges kampe ved denne slutrunde. Selvom defensivt orienterede Sverige har tilbragt megen tid i eget straffesparksfelt (hvilket ikke er ideelt med VAR), så har de svenske defensivspillere opført sig utroligt disciplineret... hvilket ikke altid tidligere har været tilfældet. I den anden ende af banen, når Sverige angreb, har der til gengæld været meget fokus på at få bolden ind i modstandernes straffesparksfelt, det også selvom det nogle gange kunne se halvmislykket ud.

Der har tidligere været meget godt at sige om bolde ind i modstanderens felt, det første, at man ikke vil blive ramt af irriterende hurtige omstillinger, som altid er en risiko, hvis man spiller bolden rundt udenfor modstanderens felt, og det andet mere nøgternt – hvis man ikke har spillerne til at kunne kombinere sig igennem, ja så er der jo ingen grund til at forsøge. Til disse to argumenter har Janne Andersson så kunnet tilføje VAR-argumentet, og så var der slet ingen tvivl om, hvordan Sveriges offensive spil skulle lægges an.

Kombineret med Sydkoreas ikke alt for imponerende styrke i luftrummet foran eget mål, og en keeper, der så noget usikker ud, ja så blev Sveriges taktik, som kampen mod Sydkorea skred frem, mere og mere simpel. Ikke nogen chancetagning ude på banen, men bolde ind i det sydkoreanske felt – at forsøge at ramme dem, hvor de var svagest, og udnytte det, man selv er bedst til. I anden halvleg skete det så næsten forudsigelige – et VAR-straffespark til Sverige og dermed en svensk 1-0-sejr.

Frankrig – Argentina

Vi er nu nået frem til ottendedelsfinalerne, og ”den blinde chimpanse” gør sit indtog igen. Jorge Sampaoli har endnu engang skiftet ud i startopstilling og taktik, og denne gang ser det mod Frankrig med en 4-3-3 mere tilforladeligt ud. Men kun på papiret.

Fodboldverdenen gik i begejstring over syv mål og kanon-underholdning i Frankrigs 4-3-sejr, men faktum var, at denne kamp reelt var Frankrigs nemmeste på Les Bleus’ vej til finalen. Masser af marginaler gik nemlig Frankrig imod, og cifrene snyder.

Og igen snyder også overfladisk statistik. Boldbesiddelsen i kampen hedder 60/40 i argentinsk favør, og antallet af afslutninger er ikke overvældende favoriserende Frankrig. Men – taktisk udspillede Frankrig Argentina, og i min bog ville en fransk 5-1-sejr have tegnet et mere retvisende billede.

Det virkede som om, Sampaoli havde taget lige præcis nul notam af, hvordan Australien og Danmark neutraliserede den franske offensiv, og i stedet tillod den argentinske taktik med et højtliggende forsvar og en underlig ikke særlig koordineret midtbane masser af mellemrum og hurtige løb ned mod eget forsvar, rent guf for en mand som Kylian Mbappe. Argentina fik sig reelt en fodboldlektion her, men et super-mål af Angel Di Maria, en afretning på Gabriel Mercado og en ligegyldig overtidsscoring af Sergio Aguero fik det til at se tilforladeligt ud. Men det var det reelt ikke.

Spanien – Rusland

Denne kamp stod umiddelbart efter slutfløjt som den største overraskelse for mig under denne VM-slutrunde (og nej, jeg har ikke glemt Tyskland – Sydkorea), men så måske ikke helt alligevel...

Spanien var storfavorit, og ret beset havde vi to hold stillet op over for hinanden, hvor nul spillere fra de senere vindere af kampen kunne have gjort sig forhåbninger om at blive udtaget til landsholdet... havde de haft spansk pas.

Det er ret ligegyldigt, hvad vi bruger af talkombinationer heromkring Ruslands opstilling, det kan være fra på papiret 3-4-2-1 til, hvad det mere kom til at ligne i praksis, 5-2-2-1, men det ér sådan set ligegyldigt. Det taktiske billede blev lidt spoleret af et tidligt russisk selvmål, men fra anden halvlegs start (Rusland havde udlignet på straffespark kort før pausen) var det klart, at Stanislav Tjetjesovs taktik gik ud på at få kampen ud i en afgørelse fra 11-meterpletten.

Overordnet viser den spanske boldbesiddelse massive 79 procent, men det var meget lidt, hvad spanierne formåede at udrette med kuglen i alt den tid, de havde den. Rusland koncentrerede sig om defensiven og ikke meget andet. I den proces havde russerne to folk, som jeg ikke vil tøve med at udnævne til nøglespillerne, nemlig Aleksandr Golovin og især Mario Fernandes, der var teknisk gode nok til og også havde det nødvendige taktiske overblik til at få givet den russiske defensiv nogle nødvendige pustepauser. Uden Golovin og Fernandes ville vi have været tæt på at kunne skrue den spanske boldbesiddelse på op den anden side af 90 procent.

Men det rakte til at gå i straffe og, som vi ved, også videre til kvartfinalen. Men Spanien burde vel ret beset vinde en sådan kamp ni gange ud af 10, ikke sandt?

Jeg er efterfølgende ikke sikker. En kamp skal vurderes på tidspunktet, den spilles, og Tjertjesovs taktik for Rusland var den fuldstændigt optimale. Bevares, den gav da ikke russerne bare nogenlunde tæt på 50 procents chance for at gå videre, men Tjertejsov valgte dén taktik, som skruede Ruslands chancer op så tæt på de 50 procent, som han kunne kommet, hvilket er alt, hvad man kan bede en træner om, når han står med det bevisligt klart ringeste mandskab.

Passende kan man så også kaste blikket over i den anden lejr. Jeg vil her give Fernando Hierro noget kredit for vanskeligheden af at stå med en ikke særlig ønskværdig arbejdsopgave på hånden. Hierro var blevet kastet ind i jobbet blot to dage før holdets første kamp under slutrunden, og det er oplagt, at hans tid med spillerne har været begrænset. Det sagt, lader det dog til, at Hierro og Spanien overhovedet ikke havde overvejet de ekstra muligheder, VAR gav. Spanien brugte sin massive boldbesiddelse til ikke så forfærdeligt meget andet end bare at spille rundt og rundt om det russiske straffesparksfelt i én uendelighed. Dér kunne Hierro utvivlsomt have lært ét og andet af Janne Andersson, som ville have beordret flere bolde og mere spil inde i feltet.

Dén analyse var jeg ikke skarp nok til at foretage inden kampen, og man skal være varsom med at blive ”for bagklog”, men den spanske favoritværdighed var, set i det ulideligt klare bakspejl, nok temmelig overskruet. Den gode spilanalytiker ville nemlig have analyseret sig frem til det samme som Tjertjesov. 

Belgien – Japan

Det var også tæt på en taktisk katastrofe her, men heldet var med Roberto Martinez. Uden for alvor at have været i kamp, endsige blevet testet, i slutrunden indtil nu stod Belgien overfor Japan, og det blev meget vanskeligere, end hvad Martinez havde forestillet sig. Og han var selv skyld i det. Japans træner Akina Nishino havde nemlig lagt den helt rigtige taktik mod det ret langsomme belgiske tremandsforsvar og venstrekant Yannick Carrascos manglende defensive orientering.

Ud fra en balanceret 4-2-3-1-opstilling, hvor man især skal lægge mærke til to nøglepositioner, Haraguchi og Inue på den japanske offensive midtbanes henholdsvis højre- og venstrekant, koncentrerede Japan sig om at stå en smule dybt og samtidig så kompakt som muligt lurende på at slå lange præcise pasninger frem til Haraguchi og Inue. Det er ikke Japans vanlige måde at spille på, men Nishino har uden tvivl godt været klar over, at man ikke skulle ud at slås med Belgien om midtbaneovertaget efterladende rum bagved til De Bruyne, Mertens og Hazard. Til gengæld havde Nishino spottet svagheder hos Belgien på siderne af de røde djævles tremandsforsvar, det især i Belgiens venstreside, hvor Jan Vertonghen ikke er verdens hurtigste samtidigt med, at han fik yderst begrænset hjælp af Carrasco længere fremme på venstrekanten.

Det gav tidligt i anden halvleg pote, da en præcis lang pasning resulterede i et mønstermål fra Haraguchi uden, Vertonghen for alvor fik chancen for at gøre noget ved det. Og da den anden kant Inue fem minutter senere, også på et mønsterangreb, satte den ind til 2-0, da befandt Belgien sig pludseligt i svare problemer. Og hvorfor? Jo, fordi Martinez’ taktik var for naiv og for nem at læse. På en sådant tidspunkt er det imidlertid godt med selverkendelse og ikke mindst en super-kvalificeret spillertrup, så og som vi alle ved, gjorde indskiftninger af Fellaini og Chadli samt en overgang til en mere fysisk orienteret spillestil med sigte på høje bolde ind i feltet i sidste ende forskellen. Før den efterfølgende kamp mod Brasilien var det imidlertid klart, at noget måtte gøres rent taktisk, for ellers lignede det at kunne blive grimt, rigtigt grimt endda, for belgierne.

Brasilien – Belgien

Vi bliver ved Belgien, og denne gang kan jeg heldigvis kigge mig selv i spejlet og sige, at ”det var ikke så dårligt set, Torben”. Brasilien fremstod på dette tidspunkt af turneringen som en meget klar favorit, ikke kun isoleret mod Belgien, men til at løbe med det hele i Rusland. Og det fuldt berettiget.

Brasilien havde måske ikke decideret sprudlet under VM, men de havde, hvad de havde brug for i offensiven, ingen tvivl der, og så havde de under Tite på helt atypisk brasiliansk facon udvist en uhyggelig defensiv stabilitet. Men alle hold har svagheder.

I rollen som underhund valgte Roberto Martinez at spille sine kort rigtigt. En stabilisering af forsvaret var en tvingende nødvendighed, så Thomas Meunier blev trukket ned fra midtbanen for at dække af som højreback, og ud på bænken blev sparket offensive Yannick Carrasco og Dries Mertens til fordel for Marouane Fellaini og Nacer Chadli. Nu var Belgien ret beset en smule heldige mod Brasilien, der havde sine chancer og også de fleste i kampen, men taktisk var det et super-valg af Martinez, der udover at dække sig selv bedre af defensivt også havde spottet Brasiliens defensive svaghed – Marcelo på venstreback.

Real Madrids venstreback er en glimrende spiller, det især offensivt, men intet er sjældent så godt, at det ikke er skidt for noget andet, og da Marcelo i perioder simpelthen ikke ”kan lade være med” at gå frem, efterlader det et tomrum bag ham. Dén havde Martinez læst, og hans idé med at flytte Romelu Lukaku ud udnyttende de ofte forekommende tomrum bag Marcelo var genial og førte også til Kevin De Bruynes mål til 2-0. Ironisk nok kan man sige, at Martinez straffede Brasilien for tomrummet bag Marcelo, ganske som han selv på Belgiens venstreside mod Japan var blevet straffet for selv at negligere dette tomrum. Men man lærer jo, som man siger.

Det skal med, at Brasilien snildt kunne have vundet kampen (objektivt, mener jeg, at uafgjort efter 90 minutter ville have været et passende resultat), men det er som nævnt længere oppe i denne artikel en træners fremmeste opgave at optimere sit holds chancer mest muligt, og det var mod Brasilien netop, hvad Martinez gjorde.

England – Kroatien

Denne kamp står længst fremme i hukommelsen, og den har i BetXpert-forum da også fået en del omtale. Jeg vil ved denne lejlighed citere en artikel fra Independent (og Independent er IKKE en engelsk ”bouldevard”-avis – sammen med The Times, The Telegraph og The Guardian står den for den seriøse journalistiske dækning i England... problemet er så bare, at den største del af den fodboldinteresserede engelske befolkning desværre holder sig til The Sun, The Daily Mail, Daily Mirror and what have you...). Artiklens overskrift er ”Hvordan Garteh Southgates taktiske umodenhed kostede England finalepladsen”.

Fra artiklen, skrevet af Michael Cox, lyder det blandt andet.: ”Svagheden ved Englands system er kanterne. Dette betød (red.: i anden halvleg), at Kroatiens to backs, Sime Vrsaljko og Ivan Strinic fik masser af plads. Med den engelske kantdefensiv travlt beskæftiget med at holde øje med Ante Rebic og Ivan Perisic blev Englands tre centrale midtbanespillere konstant konfronteret med opgaven at af dække af, først til højre, så til venstre, så til højre igen, som kroaterne afleverede bolden frem og tilbage ud til kanterne og fra kant over til kant. Det på samme tid som midtbanen var nødt til at holde grundigt øje med Luka Modric og Ivan Rakitic.

Dette viste sig i længden for meget, de mange diagonalbolde ud på kanterne, typisk fra Rakitic til Vrsaljko, skabte store problemer for England. Det burde ikke være kommet som nogen stor overraskelse. Vrsaljkos overlaps kombineret med Modric’ playmaker-blik for spillet var Kroatiens farligste våben mod Rusland, og selvom Vrsaljko var tvivlsom før mødet med England, så burde England have haft en plan for at lukke ham ned. Nærmeste mand ved Vrsaljko var oftest Dele Alli, men hans primære opgave var at skygge Modric, og gradvist blev Alli overbebyrdet og slutteligt overløbet og udspillet. Kroatiens udligning faldt efter en helt forudsigelig model: Rakitic centrer bredt til Vrsaljko, der har masser af plads og masser af tid til at aflevere ind til Ivan Perisic, som scorer...”

Michael Cox slutter analysen af: ”Southgate fortjener stor kredit for at have genrejst det engelske landshold (...), men samtidig er (red.: Englands VM-exit) karakteriseret af ikke teknisk dårligere spillere, på dette punkt måtte opgøret mod Kroatien vurderes meget lige, uheldige fysiske uheldige omstændigheder, eller holdmæssige problemer, ej heller ren og skær uheld. Nej, det skete på grund af taktisk umodenhed. Kroatien ændrede i virkeligheden meget lidt ved deres spil, og alligevel endte England med at blive udspillet.”

Nok med Independent og engelsk kommentatorer denne gang, men Cox rammer efter min mening plet. Læsere af BetXpert har muligvis været forbi min VM-artikel for to dage siden  og har måske også forlystet sig med også at læse den efterfølgende debat.

Min læsning af kampen efterfølgende er ikke langt fra Michael Cox'. Efter en første halvleg domineret af England – Kroatien var meget langsom til at komme ud af starthullerne – taktisk mere eller mindre udspiller Kroatien England efter pausen samt i den forlængede spilletid. Hvorfor? Jo, for selvom justeringerne på det kroatiske hold undervejs ikke var store og voldsomme, så blev der justeret, mere pres på det engelske centerforsvar, det blandt andet så de ikke havde overskud til at gå ud og dække af på kanterne. Zlakto Dalic havde, i form af de spillere, han rådede over (disse spilleres fleksibilitet samt derfor også kvalitet, kan man sige), simpelthen mange flere taktiske kort at spille ud end England, og det blev, selvom Kroatien kom bagud allerede efter fem minutter, afgørende.  

Artiklen er den seksogfyrrende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her

Kilder: FIFA.com, SoccerWay, Independent.