Brøndby har vist stor kvalitet i foråret, og jeg argumenterer for, hvorfor holdet er favoritter i Herning. Derudover serveres der spilforslag til to af rundens øvrige kampe. Læs denne uges Superliga-klumme.

Endnu en Superliga-runde er færdigspillet, og det betyder en ny Superliga-klumme om, hvad vi har lært, mens vi ser frem mod den kommende runde. I klummen vil vi udvælge nogle pointer fra den kommende runde - ikke nødvendigvis fra alle rundens kampe - og se, om det kan føre til mulige spilidéer.

Vi vil ligeledes gerne høre jeres input. Har I gjort jer nogle tanker igennem ugen om ting, som slog jer i forhold til weekendens kampe og den kommende rundes kampe, så byd gerne ind, så vi kan få en god debat op at køre som optakt til den kommende runde.

I denne klumme kigger vi i høj grad frem mod det store opgør i Herning, hvor der argumenteres for, hvorfor Brøndby er favoritter. Det kan blive målfattigt i Helsingør, mens der modsat kan ligge en underholdene kamp i Randers.

Guldopgør i Herning: Brøndby er favoritter 

Hold nu op for et derby vi så søndag eftermiddag, da Brøndby, på trods af at man var nede med 0-1, vendte det på hovedet, da Hany Mukthar sparkede et frispark i kassen i slutminutterne. Først og fremmest så var det et fantastisk derby med intensitet, mange chancer og god fodbold langs jorden fra de mange dygtige offensive spillere.

Nu skal Brøndby en tur til Herning, hvor FC Midtjylland venter. Brøndby har i denne sæson vundet begge indbyrdes opgør, men hvor er værdien på torsdag?

Jeg synes, at Brøndby spillede en rigtig flot kamp mod FCK, og de dominerede i store perioder mod et FCK-mandskab, der i store perioder var langt bedre end FCM i Herning. Man var rigtig gode på bolden, og man kombinerede fremragende, og på stadion sad jeg med fornemmelsen af, at det bare var et spørgsmål om tid før, Brøndby fik scoret i denne her kamp.

Kasper Fisker, Simon Tibbling og særligt Hany Mukthar fik rigtig meget plads inde centralt, og havde de bare været lidt skarpere i afslutningsspillet, så tror jeg også, at nettet havde blafret bag Stephan Andersen tidligere, end det nu engang gjorde.

Jeg synes dog også, at Brøndby viste sig sårbare i situationer, hvor presset ikke fungerede optimalt. Særligt på FCKs mål, hvor Zeca vender sig ud af to mand og spiller sig ud af presset, så Nicolai Boilesen og Viktor Fischer kom i overtal i FCKs venstre side. Der er ingen tvivl om, at Brøndbys pres og presfælder er meget effektive, når presset sidder, men det har også sine sårbarheder, som ved målet her.

Derudover var FCK også farlige på omstillingerne, hvor man bl.a. fik sat Viktor Fischer godt i scene.

Nu skal Brøndby så til Herning, hvor FCM, der endnu engang vandt, denne gang ude mod FCN, venter. FCM leverede en ganske solid defensiv præstation med tanke på, at man var uden Kian Hansen, Bubacarr Sanneh, Marc Dal Hende, Tim Sparv og Gustav Wikheim fra starten af kampen Det offensive output i åbent spil hos FCM var ikke noget, der imponerede mig. Selvom præstationer måske ikke har været lige så sprudlende som Brøndbys, så har man en evne til at skrabe sejrene hjem, og så har man et vanvittigt våben på dødbolde, hvor man nu har scoret 28(!) mål.

Matchuppet

Jeg synes, at vi i det første opgør dette forår mellem de to hold i Herning så et FCM-hold, der havde problemer med at spille mod Brøndbys pres. Jeg synes ikke, at FCM er særlig dygtige på kuglen, når de bliver udsat for et højt pres, som de skal spille sig ud af. Kan Brøndby få lagt et pres over mod Erik Sviatchenko, som er fejlvendt i venstre side i kraft af hans højreben, så kan FCM igen få problemer i opspillet.

Vi så ligeledes et FCK-hold, som gik højt på FCM i Herning, hvor midtjyderne også havde kæmpe problemer på bolden. Det skyldes, at man blev tvunget til at spille bolden op på angriberne til duel, og det er ikke ligefrem her, at Gustav Wikheim og Mikkel Duelund har deres styrker og vinder mange dueller. Jeg synes også, at vi så et Brøndby-hold, som var bedst i forårets første opgør mellem de to i Herning.

Hvor kan FC Midtjylland så ramme Brøndby? Kan midtjyderne få Jakob Poulsen retvendt inde på den centrale midtbane, så han kan få lov til at støbe kuglerne til Wikheim og Duelund, som altid vil være farlige, når de er retvendte og i løb mod modstandernes bagkæde? Derudover vil der også være muligheder, hvis FCM kan få spillet bolden ned bag eller på siden af Brøndbys to store midtstoppere, når de erobrer bolden, hvor Brøndby spiller meget mand mod mand. Her kan man få sat nogle gode situationer op for de to offensivspillere.

Jeg forventer dog en kamp, hvor Brøndby kommer til at være mest på bolden, hvor de har vist sig rigtig dygtige i mesterskabsslutspillet hidtil.

Nedenunder ses lukkeoddset hos to toneangivende licensløse bookmakere for seneste mellem FCM og Brøndby den 1. marts i Herning:

FC Midtjylland +0 AH: 2,14

Brøndby +0 AH: 1,80

Hvad har ændret sig siden sidst? I sidste kamp mod FC Nordsjælland stillede FCM Zsolt Korcsmar og Kaan Kairinen, som begge nok ikke spiller torsdag. Sanneh er på niveau med Korcsmar, mens Onyeka nok erstatter Kairinen. Jeg synes godt, at man kan drage paralleller til de to holds situationer i forhold til disse to kampe. FCM svingede også i deres præstationer, mens Brøndby havde set stærke ud . Brøndby vil også her kunne stille i stærkeste opstilling - ligesom i seneste opgør.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Jeg synes i høj grad godt, at man kan bruge lukkeoddset fra seneste møde mellem de to som rettesnor i forhold til, hvor værdien skal findes på torsdag. Hvis Brøndby skulle stå i odds 1,80 i det første indbyrdes møde i Herning i denne sæson, så burde de, med begge holds præstationer in mente, ikke stå i et højere odds end dette. Måske burde man endda have enkelte procenter mere. Hold øje med oddsudviklingen.

Horribel bane i Helsingør kan give målfattig kamp

Det er ikke mange superlativer, som man kan finde frem om den bane, som FC Helsingør spiller på hjemme på Helsingør Stadion. I kampen mod Hobro var det nærmest umuligt at sætte fire ordentlige pasninger sammen, da banen var så ujævn, som det var tilfældet. Det var også tydeligt i denne kamp, som blev utrolig duelpræget, og jeg vil gerne komme med den påstand, at det hverken er her, at Helsingør eller AGF har deres forcer i det offensive spil.

Det skal helst ske langs græsset, men det er simpelthen langt nemmere at forsvare sig, når det er meget svært at flytte bolden hurtigt langs jorden og få modstanderne i ubalance. De to hold mødte hinanden i fredags i en kamp, hvor AGF var klart bedst. David Nielsens tropper formåede at holde Helsingør fra de helt store chancer, og som jeg tidligere har været inde på i de her klummer, så har man fået opbygget en solid defensiv base.

Anken ved et spil på en målfattig kamp mellem disse to hold er, at begge kan spille forholdsvis frit, da AGF nærmest er sikre på at ende i top 2 i puljen, mens FC Helsingør med sikkerhed skal spille de her nedrykningskampe. Derudover har vi en Tobias Sana som har været i et vældig fint spillehumør den seneste tid, men en knoldet bane i Helsingør passer heller ikke til hans spillestil.

AGF kommer til at skifte ud centralt, da Mustafa Amini ikke er i truppen. Han erstattes formentlig af Adama Guira.

FC Helsingør - AGF: Under 2,5 mål til odds 1,95

AGF har set solide ud defensivt, og banen i Helsingør har været i rigtig dårlig stand. Da Helsingør tog imod Hobro i holdets seneste hjemmekamp, kun ni dage før denne kamp skal spilles, så lukkede under 2,5 mål i 1,85. Jeg synes ikke, at oddset skal være meget anderledes her. 

Målrig kamp mellem to hold, der kan spille frit

Da jeg sad og så kampen mellem OB og Randers i søndags, så synes jeg, at man kunne se to mandskaber, som gerne ville angribe. Måske fordi at man som sådan ikke har alverden at spille for, særligt for OBs vedkommende, mens Randers maksimalt kan få æren af at møde Helsingør i nedrykningskampene efter gruppespillet.

Men jeg synes, at vi så et Randers-hold, som gerne ville presse højt, hvilket selvfølgelig har sine sårbarheder, hvis modstanderen kan spille sig ud af dette pres. OB manglede kvalitet på bolden i store dele af første halvleg, men fra slutningen af første halvleg fik man skabt en del chancer. Randers og særligt Bashkim Kadrii havde også muligheder til at få prikket i hvert fald en enkelt i kassen, og jeg synes generelt, at vi har set et Randers-hold, der har set bedre ud offensivt, efter at Saba Lobjanidze og Bashkim Kadrii er kommet i fuldt vigør efter deres skader.

På team news-fronten så er Randers uden deres defensive midtbanemand Nicolai Poulsen, der er ude med karantæne, hvilket bl.a. også taler for et over-spil. Spiller Frederik Lauenborg i stedet for ham, så får man en spiller ind, som ikke er lige så meget 6’er i hans spillestil. OB kan muligvis få Jacob Barrett tilbage fra sygdom, hvilket vil være et plus for spillet, da man manglede en venstrebenet back i weekendens kamp.

Randers - OB: Over 2,5 mål til odds 2,05 hos Danske Spil*

Begge hold havde et offensivt udtryk i det omvendte opgør i weekenden, som bød på chancer til i hvert fald 3 mål. Randers er uden deres defensive midt og har set bedre ud offensivt. Begge hold kan spille forholdsvis frit. I weekendens kamp lukkede over 2,5 mål i 1,95-1,96. Jeg vil nok give den en 52-53 %.