11 ud af 20 Premier League-klubber er i skattely. Dermed spares der ikke alene skat, men klubbernes ejere kan også frit jonglere rundt med indtægterne. Alt imens det dramatisk øger risikoen for hvidvaskning af sorte penge. Dette er endnu en historie fra onlinemagasinet Sport Executive, der fortæller om fodboldens sorte økonomi.

20 britiske klubber kæmper år efter år om titlen i verdens stærkeste fodboldturnering, Premier League. De kommer fra byer med engelsk klingende navne, som London, Manchester og Liverpool. Men reelt kunne man sige, at Delaware kæmper mod Singapore, Dubai, Cayman Islands, Jersey med flere om det engelske fodboldmesterskab.

For med topklubber, som Manchester City, Manchester United, Arsenal og Liverpool i spidsen, har 11 ud af de 20 klubber gemt sig i eksotiske skattely.

Det betyder, at fans, offentlighed og staten reelt ikke kan kontrollere, hvordan og hvorhen den massive pengestrøm i Premier League flyder, om der tilfalder Storbritannien den obligatoriske skat af indtægterne – og i sidste ende, hvordan ejerskab og regnskaber ser ud. For skattely, som eksempelvis Cayman Islands, hvor Manchester Uniteds ejere gemmer sig, sikrer forretningsfolk total hemmeligholdelse af helt obligatoriske oplysninger som ejerskab og regnskab, som vi kender det fra eksempelvis Danmark.

Profitten gemmes af vejen 

Det har bl.a. medført i eksempelvis Manchester United og Liverpool, at ejerne har trukket store penge ud ’fodboldselskaberne’ – og over i andre selskaber, selvfølgelig gemt godt af vejen i skattely.

”Hvis det kan lade sig gøre at placere noget af profitten ved salg af en fodboldspiller på Jersey, så bliver der undveget beskatning af profit, selv om der handles med en spiller i Premier League,” forklarer Rudolf Elmer, den schweiziske whistleblower, der i otte år var bankdirektør på skattelyet Cayman Islands, men sidenhen fik nok af den dubiøse økonomi og leverede materiale til Wikileaks, over for Sport Executive.

Også den britiske fanorganisation, Supporters Direct, er kritiske over for skattely:

”Skattely er et af flere problemer med ejerskaber i engelsk topfodbold. Men hovedproblemet er, at vi ikke har et ordentligt system til at undgå, at dårlige ejere får lov til at købe vores fodboldklubber og tømme dem for aktiver eller fylde dem op med lån,” siger Ben Shave fra organisationen til Sport Executive.

FORDELE VED BRUG AF SKATTELY

Ingen eller lav beskatning.

Virksomheder kan via stråmænd danne selskaber inden for få timer uden offentlig myndighedskontrol.

Minimale krav til direktion. En direktør er nok.

Ingen krav om årsregnskaber.

Begrænset revision.

Ingen krav om offentliggørelse af regnskaber.

Ingen krav om offentliggørelse af ejerskab.

Sort bliver hvidt

Hvad værre er: Netop skattely giver endog ekstrem gode muligheder for at hvidvaske penge, altså sorte penge fra kriminel aktivitet, via selskaber, der er udenfor al offentlig kontrol. Det påpegede G7-landenes Internationale Agentur for Bekæmpelse af Økonomisk Kriminalitet (FATF) tilbage i 2009:

”Professionel fodbold er et let offer, fordi der er ringe eller ingen kontrol med selskaber og dets ejere i områder med skattely. Ikke mindst, fordi der er tale om en økonomi med næsten astronomiske pengeoverførsler ved spillerhandler, hvor alle parter værner om at hemmeligholde kontrakter og aftaler.”

”Investeringer i fodboldklubber kan bruges til at integrere illegale penge i det finansielle system i lighed med investeringer i fast ejendom. Kriminelle ser faktisk fodboldklubber som det perfekte værktøj til hvidvaskning af penge,” lyder FATF’s konklusion.

Den holdning deler man hos Transparency International (TI), et globalt NGO, der bekæmper korruption og bestikkelse og arbejder for økonomisk gennemsigtighed hos myndigheder og virksomheder overalt i verden. Hos TI ser man med stigende bekymring på udviklingen i engelsk fodbold.

”Der er voksende beviser for, at organiseret kriminalitet ser sporten som en mulighed for hvidvaskning af penge og for at deltage i politik. Det er farligt for sporten. Hvis der er en tilstrømning af beskidte penge fra skattely, så gør det sporten endnu mere sårbar over for korruption,” siger Sylvia Schenk, seniorrådgiver i TI, til Sport Executive.

Alle gør det

De engelske fodboldklubber gør dog ikke andet end alle andre store virksomheder: De forsøger at gøre sig konkurrencedygtige i et spil om ekstremt mange penge, jævnfør eksempelvis at de indenlandske tv-rettigheder til Premier League 2016-19 netop er solgt for godt fem milliarder engelske pund. Ja, du læste rigtigt: 5 milliarder engelske pund!

”Man placerer sit selskab offshore for at undgå selskabsbeskatning, og det gælder for de her jurisdiktioner (retsområde, red.), som eksempelvis Jersey, British Virgin Islands, Cayman Islands, Bermuda og Gibraltar, som fodboldklubberne bruger. Men man gør det også for at hemmeligholde så meget om selskabet som muligt og undgå regnskabspligt,” fortæller Kaj Worsøe Jensen til Sport Executive.

Han driver i dag selskabet Anglo Corporation Services, der netop har specialiseret sig i rådgivning af virksomheder om den slags emner.

Stedfortrædere ejer selskaberne

Ifølge Kaj Worsøe Jensen kan selskaber i skattely meget nemt skjule ejere eller investorer, fordi man kan indsætte en nominee, altså en stedfortræder, som den egentlige ejer af selskabet. På den måde er det umuligt at finde frem til hovedpersonen bag selskabet, da offentligheden i disse områder ikke har adgang til oplysningerne. Et effektivt værn, som russiske oligarker har brugt i over 20 år, herunder eksempelvis Chelsea-ejer Roman Abramovitch, når de trak penge ud af Rusland til små øer i Caribien.

”Det er meget anvendt, selv om det er en ordning, vi ikke rigtig kender til i Danmark. Hvis den reelle ejer så er et andet selskab placeret i et andet skattely, så har man skabt den totale forvirring, men der er intet ulovligt i disse selskabskonstruktioner,,” fortæller Kaj Worsøe Jensen.

Og mens pengene gemmes godt af vejen, ja, så løber, sparker og tackler de stadig i London, Manchester og Liverpool.

PREMIER LEAGUE – EJERE OG SKATTELY

ARSENAL:

Hovedaktionær: Stan Kroenke.

Registreret: Kroenke Sports Enterprises er registreret i Delaware, USA, der er et skattely.

Mindretalsaktionær: Red and White Securies Limited, bl.a. ejet af Alisher Usmanov.

Registreret: Selskabet er registreret på Jersey, der er et skattely.

ASTON VILLA:

Ejer: Randy Lerner og Lerner Family Trust.

Registreret: Selskabet Reform Acquisitions LLC er registreret i Delaware, der er et skattely.

BURNLEY:

Ejere: John Banaszkiewicz og Mike Garlick.

Registreret: Selskaberne er registreret i England, men de to forretningsfolk har også selskaber i Singapore, der er et skattely.

CHELSEA:

Ejer: Roman Abramovich.

Registreret: Selskabet er registreret i England, men Abramovich har et utal af selskaber – nogle af dem i skattely.

CRYSTAL PALACE:

Ejere: Fire britere ejer klubben igennem CPFC 2010 Limited.

Registreret: Selskabet er registreret i England.

EVERTON:

Ejer: Bill Kenwright.

Registreret: Selskabet er registreret i England.

HULL:

Ejer: Assem Allam.

Registreret: Allamhouse Limited er registreret i England.

LEICESTER:

Ejer: Vichai Srivaddhanaprabha.

Registreret: Asian Football Investments er registreret i Singapore, der er et skattely.

LIVERPOOL:

Ejere: Fenway Sports Group, bl.a. John W. Henry.

Registreret: Fenway er registreret i Delaware, der er et skattely.

NEWCASTLE:

Ejer: Mike Ashley.

Registreret: Hans selskaber er registreret i England.

QUEENS PARK RANGERS:

Ejer: Tony Fernandes.

Registreret: Hans selskaber, Air Asia og Tune Group, er registreret i Malaysia – med i hvert fald gunstige skattebetingelser.

MANCHESTER UNITED:

Ejer: Manchester United Plc., hvilket vil sige Glazer-familien.

Registreret: Selskabet eller rettere et utal af selskaber er registreret på Cayman Islands, der er et skattely.

SOUTHAMPTON:

Ejer: Katharina Liebherr.

Registreret: Selskabet er i Schweiz, der må betegnes som et skattely.

STOKE:

Ejer: Peter Coates.

Registreret: Selskabet er registreret i England.

SUNDERLAND:

Ejer: Ellis Short.

Registreret: Via Drumaville Consortium er selskabet registreret på Jersey, der er et skattely.

SWANSEA:

Ejere: Martin og Louise Morgan – og bl.a. Swansea City Supporters Society Ltd. Den eneste klub i Premier League, hvor fans har indflydelse. Fan-aktierne og flere andre (30 %) er dog i øjeblikket på vej til at blive solgt til de amerikanske forretningsfolk John Jay Moores og Charles Noell. Sidstnævnte ejer bl.a. et såkaldt buyout-firma, der lever af at opkøbe virksomheder billigt og sælge dem videre dyrt.

Registreret: Netop nu i England.

MANCHESTER CITY:

Ejer: Abu Dhabi United Group Limited, hvilket vil sige Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan.

Registreret: Selskabet er registreret i Jebel Ali Free Zone i Dubai, der er et skattely.

TOTTENHAM:

Ejer: Joe Lewis.

Registreret: ENIC International Limited er registreret på Bahamas, der er et skattely.

WEST BROMWICH ALBION:

Ejer: Jeremy Peace.

Registreret: Firmaet er registreret i England.

WEST HAM:

Ejere: David Sullivan og David Gold.

Registreret: De to engelske pornokonger har deres selskaber registreret i England.

Næste artikel i serien er en solstrålehistorie om små klubber som Eibar, Paderborn og Hobro, der på trods af minimale budgetter bider fra sig i de bedste nationale rækker. 

Kig også forbi sportexecutive.dk og læs flere kritiske artikler om den globale sportsverden.