Premier League scorer kassen. Klubberne og stjernerne gør også. De ansatte? Ja, de må klare sig på minimumslønninger. Læs historien om en overset lønkamp, som samtidig er første udgave i en artikelrække om fodboldens ubekvemme sandheder. Artiklen er skrevet af det kritiske sportsmagasin Sports Executive, som BetXpert har indledt et samarbejde med.

Alexis Sanchez tjener sådan cirka 180.000 engelske pund om ugen. Raja tjener 6,50 engelske pund i timen.

Deres veje krydses stort set dagligt, for de tjener begge samme arbejdsgiver, Premier League-klubben Arsenal F.C.

Forskellen er blot, at den ene tryller på grønsværen på Emirates Stadium i London – den anden laver mad, skaffer drinks og gør rent samme sted.

En anden forskel er, at Alexis Sanchez sådan stort set kan brødføde hele fødebyen Tocopillas godt 20.000 indbyggere – Raja kan ikke brødføde sin egen familie. Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen? Der er forskel på at være stjerne og vandbærer!

Men 6,50 pund, 58,89 danske kroner, i timen?

Under mindsteløn

Det lyder af lidt. Især når alle videnskabelige økonomiske undersøgelser i Storbritannien viser, at det kræver et fuldtidsarbejde med mindst 9,15 pund i timen for at opretholde et blot nogenlunde anstændigt liv i London for en gennemsnitlig familie. I det øvrige Storbritannien skal lønnen op på 7,85 pund i timen for at nå en rimelig levestandard.

Kun Chelsea F.C. ud af de 20 Premier League-klubber lever op til de standarder og timesatser for klubbens ansatte netop nu. West Ham United F.C. har dog erklæret, at de vil opfylde disse minimumsstandarder i juni måned 2015. Det på trods af, at de 20 Premier League-klubber er blandt verdens rigeste fodboldklubber.

Ifølge analyse- og revisionsfirmaet Deloittes ’Football Money League 2015’ befinder fem Premier League-klubber sig således blandt verdens ti rigeste klubber, otte i Top 20, 14 i Top 30 og alle 20 i Top 40. Og her i februar 2015 har Premier League solgt de indenlandske tv-rettigheder for perioden 2016-19 for 5,136 milliarder pund, 46,532 milliarder danske kroner, hvilket er en stigning på godt 70 procent i forhold til perioden før. Så pengene skulle være der?

Sport Executive beskæftiger sig med sportsindustrien. En branche, der globalt er vokset med rekordfart i de sidste mange årtier. Det gælder, hvad enten man kigger på økonomi, medieopmærksomhed eller som kulturel institution. Såvel elite- som breddesport er i dag en milliardindustri med astronomiske beløb i spil.

sportexecutive.dk

Ikke vores bord

Alligevel mener Premier League ikke, det er klubbernes problem at sikre, hvad kritikerne af lønpolitikken kalder en ’fair’ løn til deres ansatte:

”Det er ikke Premier Leagues problem. Det er regeringen og samfundets,” lød det således fra Richard Scudamore, CEO i Premier League, da den astronomiske tv-aftale blev lanceret.

Hans synspunkt deles dog langt fra af alle. Således erklærer Sophie Stephens fra Citizens UK, en ngo-organisation i Storbritannien, der kæmper for fair leveforhold for almindelige mennesker:

”Det er skamfuldt. Premier League, Storbritanniens førende sportsliga, mener virkeligt, at man skal gå under ’mindstelønnen’. Vi har netop hørt, at man nu får 113.000 pund per minut af en tv-kamp – og så kan man ikke udvise lederskab over for sine ansatte? De organisationer, der har råd til at betale en anstændig løn, skal da gøre det,” siger hun.

Den politiske reaktion er ikke mindre hård. I hvert fald ikke, hvis man taler med oppositionen i det britiske parlament:

”Han (Richard Scudamore, red.) burde ikke alene føle sig ilde berørt. Han burde skamme sig. Her er tale om grådighed,” lyder det fra David Lammy, MP for Labour Party, valgt i London.

Og Alexis Sanchez? Han spiller videre…

Og Raja? Han gør stadig rent…

Football Money League

Omsætning i millioner (euro)
Real Madrid 550
Manchester United 518
Bayern München 488
FC Barcelona 485
Paris Saint German 474
Manchester City 414
Chelsea 388
Arsenal 359
Liverpool 306
Juventus 279
Dortmund 262
Milan 250
Tottenham 216
Schalke 04 214
Atletico Madrid 170

Noter: Omsætning fra 2013/2014 (tal udsendt januar 2015). Kilde: Deloitte

Næste artikel i serien er en artikel om børnehandel i fodboldverdenen.

Kig også forbi sportexecutive.dk og læs flere kritiske artikler om den globale sportsverden.