I forlængelse af udmøntningen af dette års pulje for behandling og forebyggelse af ludomani har regeringen offentliggjort en ny strategi, der særligt fokuserer på forebyggelse. Strategien opstiller tre pejlemærker for den fremtidige forebyggelsesindsats og vil primært være rettet mod de spillere, der er i risikozonen.

I forbindelse med regeringens udmøntning af midlerne fra ludomanipuljen har Sundheds- og Ældreministeriet offentliggjort, at det lancerer en større strategi med fokus på at forebygge ludomani. Strategien er udarbejdet, efter undersøgelser fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har vist, at det primært er ældre drenge og yngre mænd, der er i farezonen for at udvikle ludomani. 

Strategien er udviklet i samarbejde med en lang række af private og offentlige aktører, og den opstiller tre overordnede pejlemærker:

  • Forebyggende informationsarbejde på nationalt og lokalt plan.
  • Indsats målrettet risikogrupper.
  • Forebyggende indsats mod tilbagefald.

”Ludomani kan være ødelæggende for alle, der rammes – både socialt og økonomisk. Det er derfor vigtigt, at vi har fokus på at hjælpe dem, der færdes i miljøer, hvor det er særligt nemt at udvikle spilafhængighed,” siger sundheds- og ældreminister, Ellen Trane Nørby (V), i en pressemeddelelse.

Sundheds- og Ældreministeriet understreger i strategiplanen, at pejlemærkerne ikke kan ses isoleret, da de understøtter og påvirker hinanden, og at der skal arbejdes med de tre pejlemærker parallelt. Der skal derudover løbende arbejdes med evaluering og videndeling. 

De tre pejlemærker

Det første pejlemærke, der består af et generelt forebyggende informationsarbejde, fokuserer, som navnet afslører, i høj grad på at informere om de problemer, der kan opstå ved spil. På lang sigt er målsætningen, at informationsarbejdet skaber en bevidsthed om spils skyggesider, så det bliver et reflekteret valg at spille. Viden og information skal gives bredt til hele befolkningen via nationale og lokale informationskampagner og kan også ske lokalt i institutioner som fritidsklubber, skoler og sportsklubber.

Eksempler på generelle forebyggelsesinitiativer: 

  • Informationskampagner i medier/bybilledet, der på nationalt og lokalt plan informerer om faretegn, risikofaktorer, mængden af penge, der tabes på nationalt plan, skadesvirkninger på pårørende og behandlingssteder m.v. Konferencer, netværk, kurser eller oplæg.
  • Apps, spil og aktiviteter, der engagerer og underholder, mens de informerer om ludomani.
  • Undervisningsmateriale til brug på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Herunder kurser og workshops rettet mod ansatte i grundskolen og på efterskoler.
  • Kampagner på sociale medier, generel oplysning og links til videre informationsmateriale.

Det andet pejlemærke indebærer en specifik forebyggelsesindsats, som skal rettes mod en eller flere målgrupper i risikozonen - eksempelvis drenge og unge mænd. Det skal blandt andet ske ved specialdesignede informationsindsatser og events, der finder sted i de miljøer, hvor de unge mænd færdes dagligt: Sports- og fritidsklubber, skoler og ungdomsuddannelser generelt.

Her er der også fokus på opsporing og tidlig indsats i forhold til de unge og voksne, der har begyndende spilleproblemer, samt inddragelse af pårørende.

Eksempler på mulige initiativer rettet mod risikogrupper:

Spillemyndigheden har registreret en stigning i antallet af spillere, der vælger at udelukke sig selv igennem ROFUS, siden registreret blev etableret i 2012. 
Forøgelsen af registrerede spillere i ROFUS inkluderer også unge under 18, der tilmelder sig systemet præventivt.  
  • Informationsindsatser, der forankres i de omgivelser, hvor risikogruppen færdes. Eksempelvis sports- og ungdomsklubber.
  • Skabe alternativer til spil, der kan mindske lysten til at spille.
  • Happenings i risikogruppens nærmiljø fx pop-up events der fanger opmærksomheden.
  • Materiale, der kan udleveres til pårørende/rollemodeller mv. i risikogruppens nærmiljø, samt en generel kompetenceudvikling hos relevante fagpersoner.
  • Inddragelse af rollemodeller/idoler/ambassadører, der promoverer budskabet.
  • Direkte kommunikation til målgruppen – eksempelvis online.

Det tredje og sidste pejlemærke fokuserer på at forhindre tilbagefald blandt tidligere ludomaner. VIVEs undersøgelse viser, at de fleste, der havde spilleproblemer i 2005, ikke længere havde spilleproblemer i 2016. Det gælder dog stadig for cirka 20 procent, at de fortsat har spilleproblemer i 2016. Her vil blandt andet kontakt til pårørende og rollemodeller være en vigtig del af indsatsen. 

Eksempler på mulige initiativer i forbindelse med tilbagefald: 

  • Informationsindsatser, der bruger de omgivelser og særtegn, der kendetegner individer, der allerede har spillet.
  • Udbredelse af viden om risikosignaler til målgruppen, pårørende og miljøet omkring målgruppen.
  • Udbredelse af værktøjer, der informerer om eget spil.
  • Udbredelse af viden om værktøjer til selvudelukkelse fra spil (eksempelvis ROFUS).
  • Skabe alternativer til spil, der kan mindske lysten til at spille.
  • Pop-up events, der fanger opmærksomheden.
  • Materiale, der kan udleveres til pårørende og professionelle mv.
  • Uddannelse og kurser for sagsbehandlere, ledere og andre, der er i kontakt med tidligere ludomaner/risikospillere med fokus på tilbagefaldsforebyggelse.
  • Temadage/workshops rettet direkte mod tidligere ludomaner/risikospillere med relevante emner som økonomi, budgetlægning, stress, mindfulness.
  • Åbent rådgivningstilbud rettet mod tidligere risikospillere/ludomaner og deres pårørende.
  • Orientering om og hjælp til at opsøge tilbagefaldsbehandling.
  • Løbende opfølgning på tidligere spilleres spil.

Evaluering og opfølgning

En væsentlig del af Sundheds- og Ældreministeriets strategi involverer løbende evaluering og opfølgning på de forskellige indsatser. En række konkrete undersøgelser er allerede planlagt for de kommende år:

  • I 2018 gennemføres en ekstern evaluering af de behandlingssteder, der har modtaget støttemidler i perioden 2015-2017. 
  • Der vil hvert femte år blive afsat 2 millioner kroner, som Sundheds- og Ældreministeriet skal udmønte til forskning – først i 2020 og dernæst i 2025. Denne forskning skal tage afsæt i de konkrete indsatser, der foregår, og fokusere på effektive behandlings- og forebyggelsesmetoder.
  • Der afsættes hvert femte år 2,5 millioner kroner årligt over to år (første gang i 2021-2022 og igen i 2026-2027 osv.) til gennemførsel af ludomaniundersøgelser.

Den løbende evarluering og opfølgning skal være med til at optimere strategien, så der kan justeres på de anvendte metoder. Ministeriets håb er, at man dermed vil være bedre rustet til at kunne omstille sig til nye spilleplatforme, spilleformer og risikogrupper. Samtidig vil det løbende skabe et overblik over de mest effektive forebyggelsesmetoder. 

Det siger VIVEs undersøgelse af ludomani og spilleproblemer i Danmark

  • For så vidt angår voksne, viser undersøgelsen, at færre spillede om penge i 2016 (63 pct.) end for 11 år siden (76 pct.).
  • VIVE skønner, at antallet af personer med egentlig spilafhængighed (ludomani) er ca. 10.000. Der er tale om en stigning i forhold til 2005, hvor der var ca. 6.000. Det præcise antal er dog vanskeligt at fastslå på grund af statistisk usikkerhed.
  • Undersøgelserne fra både 2005 og 2016 viser, at det primært er 18-39 årige mænd, som er i risikozonen for at udvikle en problematisk spilleadfærd. Desuden viser den nye undersøgelse, at den hyppigste spiltype blandt spillere med moderate eller alvorlige spilleproblemer er væddemål, mens det i 2005 var kortspil.
  • For så vidt angår børn og unge, viser undersøgelsen, at andelen af unge, der spiller om penge, også er lavere i 2016 (40 pct.) end for 9 år siden (52 pct.).
  • Udbredelsen af spilleproblemer har ikke ændret sig signifikant siden den sidste undersøgelse i 2007, hvor andelen af de 12-17-årige med spilleproblemer var 8,9 pct.
  • De færreste 12-17-årige spiller pengespil alene. Unge uden spilleproblemer spiller oftest med forældre eller andre familiemedlemmer, mens unge med spilleproblemer oftest spiller med venner. Det er langt overvejende drenge i de ældre aldersgrupper, der har spilleproblemer.
  • Andre kendetegn ved de unge med spilleproblemer er, at de har et mindre åbent forhold til deres forældre, en lavere livstilfredshed, og at de udviser andre former for risikoadfærd såsom rygning af tobak og hash.
  • De fleste unge med spilleproblemer og en stigende andel af de unge generelt spiller en del af deres pengespil online.
  • Det store flertal af de unge mener ikke, at reklamer har indflydelse på, hvor meget de spiller, mens unge med spilleproblemer oplever at blive påvirket mere.

 Læs hele Sundheds- og Ældreministeriets strategiplan her.