Sjældent har det været så åbent blandt favoritterne, som når planetens bedste golfspillere torsdag tee'er ud på Augusta National i Georgia ved årets US Masters. Bookmakernes favorit, Rory McIlroy, giver over odds 10 for sejren, og sidste års vinder, spanske Sergio Garcia, er end ikke i top 10. Og hvad med Tiger Woods? Kan han cementere sit comeback og tage sin 15. Major? Læs Jesper Asbirks optakt til US Masters 2018 og bliv klogere på odds, styrkeforholdet og den aktuelle form i favoritfeltet.

Så er det atter blevet tid til årets første major-turnering, og endnu engang vendes golfverdenens opmærksomhed mod Augusta National i Georgia, USA, hvor den 82. udgave af The Masters spilles fra 5. til 8. april 2018.

Sergio Garcia’s triumf sidste år efter omspils-sejr over Justin Rose står stadig frisk i erindringen som et stort øjeblik for specielt europæisk golf. Men også mange på den anden side af Atlanten undede ham hans første major-sejr, og sjældent har en vinder fortjent succesen så meget som den karismatiske spanier.

Det største samtaleemne i Masters-ugen vil naturligvis være, hvem der skal trække i den grønne jakke søndag aften som vinder af årets turnering, men en række andre interessante temaer udspiller sig i disse tider:

  • Frem for alt er Tiger Woods tilbage på golfbanen. I en alder af 42 vil han i princippet stadig kunne være med i verdenstoppen og måske endda vinde de majors, der skal til, for at han kan overgå Jack Nicklaus’ imponerende rekord. Hans fysik er i første omgang det store spørgsmålstegn, men indtil nu har han ikke haft smerter, svinger frit og har faktisk præsteret på et overraskende højt niveau i hans starter så langt. Hele verden følger i spænding hans kamp for at komme tilbage. En sejr i dette års Masters vil være episk!
  • Efterårets Ryder Cup bliver specielt for danske golffans en milepæl, når Thomas Bjørn som kaptajn skal forsøge at vinde trofæet tilbage til Europa på Le Golf National i Frankrig. Mange af topspillerne på begge sider af Atlanten synes at positionere sig stærkt i øjeblikket, og Masters kommer til at spille en stor rolle i kampen om de 12 pladser på begge hold. De store amerikanske stjerner ser voldsomt stærke ud, men mange af de stærke europæere positionerer sig også fint, og USA-EU magtkampen er allerede så småt i gang.
  • The Career Grand Slam er et stort tema i år specielt i USA. Tre af nutidens stjerner i feltet mangler kun at vinde en enkelt af de fire majorturneringer for at kunne tjekke det punkt af på deres ”Bucket List”. Phil Mickelson mangler kun sin elskede US Open efter hele seks 2. pladser. Unge Jordan Spieth mangler at vinde PGA Championship, og så er der Rory McIlroy, som netop mangler Masters, på trods af at det måske er den turnering af de fire, der passer ham bedst. Skal det være i år for Rory, som har fundet formen igen efter et sløjt 2017? 
  • Kampen om 1. pladsen på verdensranglisten er i høj grad i spil til Masters, og måske får vi en ny verdens-etter på mandag. Dustin Johnson har siddet på toppen i godt et år, men specielt Justin Thomas presser sig på og har muligheder for at vippe ham af pinden, og den unge amerikaner ligner i høj grad en spiller, som nok skal lykkes med den mission i løbet af 2018. Også den unge spanske komet, Jon Rahm, har chancen, og med Dustin Johnson i et lille formdyk i øjeblikket ser det helt åbent ud. 

Så der er meget på spil, når verdenstoppen krydser klinger i dette års udgave af The Masters.

US Masters 2018 odds

Toppen af vindermarkedet ser efter weekendens opvarmningsturnering, Houston Open, således ud. Tabellen og den efterfølgende vurdering bliver ikke opdateret yderligere før turneringsstarten.


The Masters 2018 vinderodds Bedste odds Bookmaker
Rory McIlroy 12,22
Betfair
Justin Thomas 13,62 Betfair
Dustin Johnson 14,0
NordicBet
Jordan Spieth 15,0
Cashpoint
Tiger Woods 15,02
Betfair
Justin Rose 16,0
NordicBet
Bubba Watson 19,70
Betfair
Jason Day 20,64 Betfair
Rickie Fowler 28,11 Betfair
Phil Mickelson 23,0 NordicBet
Jon Rahm 27,18 Betfair
Paul Casey 29,0 NordicBet
Sergio Garcia 36,0 NordicBet
Hideki Matsuyama 43,07 Betfair
Henrik Stenson 41,20 Betfair
Alex Noren 51,49 Betfair
Tommy Fleetwood 56,17 Betfair

Odds fra Betfair* Exchange er fratrukket 6,5% i kommission. 

Optimismen omkring Tiger Woods er i den grad til at mærke i markedet. Han er droppet voldsomt de sidste to måneder som følge af hans meget lovende comeback, og er nu helt fremme som en af de absolutte top-favoritter.  Ellers er det i høj grad "the usual suspects" i toppen, med Jon Rahm som eneste undtagelse. Spanieren har gjort komet-karriere, er øjeblikkeligt på 3. pladsen på verdensranglisten, og ligner både en kommende Ryder Cup-spiller, majorvinder og verdens-etter. Det er også værd at lægge mærke til oddsniveauet for både Paul Casey og Bubba Watson. Det er to spillere der er i virkelig god form med nylige sejre, og særligt Bubba Watson har en stærk historik i turneringen.

Personligt kigger jeg altid i Jordan Spieth's retning, når vi nærmer os Masters. Han har det virkelig godt på Augusta National, og hans sejr herfra i 2015 er flankeret af to 2. pladser og en 11. plads fra sidste år, og med 3. pladsen i weekendens Houston Open med en afsluttende 66'er er han hoppet op som favorit mange steder. Cashpoint* har ikke korrigeret deres odds, og jeg kan godt finde 7% for en sejr til Spieth, som dermed bliver min anbefaling på vindermarkedet. Ellers har jeg faktisk svært ved at se værdi på nuværende tidspunkt. Bedste bud udover Spieth i skrivende stund er førnævnte Bubba Watson, som med to tidligere sejre i turneringen og to friske sejre de sidste måneder bør have en chance på søndag.

Jordan Spieth til odds 15,0 hos Cashpoint*

Den unge amerikanske superstjerne har pludselig fundet formen op til Masters, en turnering han trives virkelig godt i. Han record på Augusta National taler for sig selv, og når putteren begynder at fungere, som den gjorde til Houston Open, bliver han virkelig farlig.

Cashpoint* hænger med deres flotte odds 15, og med en forsigtig CV på 7% ser jeg værdi i det odds. 

Favoritterne

Rory McIlroy

OWGR: 7 (Verdensranglisten)

Bedste Masters: Nr. 4 (2015)

Med en frisk sejr i bagagen fra Arnold Palmer Invitational er Rory sprunget ind som favorit til at vinde Masters og dermed fuldende sin Career Grand Slam. Sejren kom efter mere end et år uden trofæer, og 2017 var præget af skader og begrænsninger for nordireren, der også fyrede sin ellers så solide og vellidte caddie gennem mange år. Spillet har i år til tider været fantastisk, og han er helt givet på vej tilbage mod toppen af verdensranglisten, men der er stadig uforklarlige udfald fra tid til anden. 

Augusta National bør som tidligere nævnt være et perfekt match for Rory, der med sin naturlige draw bør kunne se mange af de tricky slag bedre end de fleste. Han enorme længde fra tee og evner på par 5-hullerne er også et kæmpe plus, og med top 10-placeringer de sidste 3 år, er det svært at forestille sig et leaderboard uden Rory på søndag. Spøgelset fra 2011, hvor han med en 80'er smed sejren væk i sidste runde, hænger dog stadig i luften, og han skal nok vinde turneringen for at undgå at skulle svare på flere spørgsmål om dengang.   

Justin Thomas

OWGR: 2 

Bedste Masters: Nr. 22 (2017)

Med syv sejre i sine sidste 33 starter er JT planetens hotteste spiller lige nu. Han presser sig kraftigt på til at overhale Dustin Johnson på verdensranglisten, og som FedEx Cup-vinder og med en majorsejr allerede i bagagen (PGA Championship 2017) er det svært at komme udenom Justin Thomas i favoritfeltet. Det er virkelig svært at sætte en finger på en svaghed i hans spil, og specielt hans approach-spil synes at være i en klasse for sig i øjeblikket. 

Skal man argumentere imod den unge amerikaner, er man nødt til at se på hans record til Masters, hvor han faktisk kun har deltaget to gange. Hans placeringer som 39'er og 22'er de sidste to år kan kun komme i OK-kategorien, når man snakker om favoritterne. Det understreger også, hvor vigtig baneerfaringen er på Augusta National, og på det område er JT noget bagefter resten af favoritfeltet. I hans otte runder har han faktisk endnu ikke brudt 70. Personligt har jeg min tvivl om JT til denne Masters.

Dustin Johnson

OWGR: 1

Bedste Masters: Nr. 4 (2016)

Duksedrengen på verdensranglisten kom ind til sidste års Masters som kæmpefavorit efter sejre i de forgående tre turneringer. Han valgte så at skvatte på en trappe og slå sin ryg så meget, at han ikke kunne stille til start. Siden syntes han ikke helt at kunne holde niveauet. Han har dog stadig vundet to gange - senest på Hawaii i januar - så helt galt har det ikke været. Men i hans sidste start til WGC Matchplay var han (som forsvarende mester) en skygge af sig selv og tabte alle tre matches klart. Sandsynligvis en enlig svale, men det har skabt lidt usikkerhed om, hvor han er ift. Masters.

Syv starter har DJ i Masters, og med en 6. plads i 2015 og hans bedste 4. plads i 2016 ser det ud til, at han er ved at have knækket koden til Augusta National. Han er naturligvis voldsomt stærk i par 5-scoring, hvor han fører PGA Tourens statistikker, men hans course management er også en af hans absolut stærkeste sider. Det er en vigtig del af Masters, og hvis DJ er på det rette sted fysisk og mentalt, bliver han en stærk contender, når det går løs.

Jordan Spieth

OWGR: 4

Bedste Masters: Vinder (2015)

Forrige års enorme fokus på at forbedre det lange spil gik lidt ud over hans fabelagtige putting-stats sidste år. Siden har han arbejdet intenst med sin putting, men har ikke haft succes på den front og ligger i den tunge ende i statistikkerne for putting. Hans form i år har været sløj for en spiller af hans kaliber på trods af en håndfuld top 20-placeringer, men så pludselig ud af det blå fik han tingene til at fungere i weekendens finalerunde i Houston Open, hvor han sluttede 3'er efter en virkelig stærk 66'er, hvor putteren viste sit gamle jeg.

Nu er det så Masters. Og er der et sted, han trives, er det her på Magnolia Lane til The Masters. Fire starter har givet en sejr, to 2. pladser og en 11. plads sidste år, hvor han endda førte inden sidste runde. Det er ret uforklarligt, men han er så meget ét med den her bane, at det er skræmmende, og det er, som om alt, hvad der hedder dårlig form, sving-problemer, putte-problemer osv., forsvinder sporløst, når han ankommer til Augusta National. Læg dertil hans major pedigree og 11 PGA tour-sejre tre majors) i en alder af 24, og du har en af top-favoritterne til at vinde Masters.

Justin Rose

OWGR: 5

Bedste Masters: Nr. 2 (2015, 2017)

Justin Rose er en af de mest komplette golfspillere, man kan finde. Han har ingen svagheder i sit spil, og når han er i god form, er han med fremme hvor som helst. Efter omspils-nederlaget til Sergio Garcia i sidste års Masters, har han efter en lille downperiode tilsyneladende nået et nyt og højere niveau. En vanvittig streak af top 10-placeringer inkluderende flere sejre har bragt ham ind i top 5 på verdensranglisten, og på trods af en middelmådig præstation i weekendens Houston Open, er han med top 5-placeringer i de to forrige starter på PGA Touren fortjent blandt de største favoritter til at vinde Masters. 

Med 12 starter, 12 klarede cuts, 10 top 25-placeringer, fem top 10-placeringer og to 2. pladser må man også sige, at Rose har fundet sig til rette på Augusta National. Det er en helt fantastisk record, som kun meget få spillere kan toppe, og man skal ikke blive overrasket over endnu engang at se englænderen i toppen af leaderboardet, når det hele skal afgøres på bag-ni på søndag. 

Bubba Watson

OWGR: 21

Bedste Masters: Vinder (2012, 2014)

Den karismatiske amerikaner er pludselig blevet en del af favoritfeltet efter to sejre de sidste måneder. Først vandt han Genesis Open i februar, og så blev det til endnu et trofæ forrige uge til WGC Matchplay, hvor han med stor margin slog den ene modstander efter den anden. Hans selvtillid bør være enorm oven på de seneste resultater. Bubba er som spiller en fabelagtig ballstriker ulig nogen anden i feltet. Han ser spillet helt anderledes end andre, slår enorme kurver på sine slag og gør det hele med en flair og naturlighed, der nok gør ham til den næstmest eftertragtede spiller at følge live på banen.

Når han så samtidig stiller op med to Masters-sejre fra '12 og '14 i bagagen, er han svær at komme udenom som en af forhåndsfavoritterne. Dog er det værd at bemærke, at han ikke har været i nærheden af top 10, de år han ikke har vundet, og ligesom alle andre steder hvor Bubba stiller til start, er man nødt til at tænke, at det bliver alt eller intet.

Jason Day

OWGR: 12

Bedste Masters: Nr. 2 (2011)

Hans sejr i Farmers Insurrance Open i slutningen af januar markerede nok effektivt hans tilbagevenden til verdenstoppen efter et skidt 2017 både på og uden for banen. Selvom han ikke udstråler samme overlegne soliditet i det korte spil på og omkring greens som i sin storhedstid i 2015, ser han ud til at have vasket den værste rust væk, og han har sat jagten ind på at finde tilbage til toppen af verdensranglisten. Det er specielt bemærkelsesværdigt, at han fører PGA Tourens putte-statistik "Strokes Gained Putting".

Med en fornuftig record i sine syv Masters-starter, som både inkluderer en 2. plads og en 3. plads, har han også vist, at han kan præstere på Augusta National. Alligevel synes jeg, at han går lidt under radaren i år, med odds på den høje side af 20. 

Rickie Fowler

OWGR: 8

Bedste Masters: Nr. 5 (2014)

Han er stort set altid i favoritfeltet til majors, hvor han har en række topplaceringer og vel næsten er berømt for at have et år, hvor han sluttede i top 5 i alle fire majors (2014). Men han vinder ikke nok for en spiller af den kaliber, og kun fire PGA Tour-sejre er i noget i underkanten, når man tager i betragtning, at han har hele 60 top 10-placeringer. Men han er stadig en fantastisk spiller, som frem for alt har en virkelig stærk putter, og det bør kun være et spørgsmål om tid, før han rammer ugen og sætter fire gode runder sammen til en majorsejr. 

Han var tæt på i 2014, men faldt tilbage om søndagen, og ellers har hans Masters-record været en blandet pose bolcher, hvor han har mange stærke runder, men også er faldet helt igennem ved flere lejligheder. Personligt har jeg det altid sådan med Fowler, at han er virkelig svær at afskrive til sådan en turnering, men på samme måde kan jeg ikke argumentere for, at han skal vinde. For mig er oddset for lavt i denne omgang. 

Phil Mickelson

OWGR: 18

Bedste Masters: Vinder (2004, 2006, 2010)

Hvilken fantastisk karriere Phil Mickelson allerede har haft, og nu ser det ud, som om han er ved at finde sin tredje eller fjerde ungdom. Omspilssejren over Justin Thomas i WGC Mexico var hans PGA Tour sejr nr. 43, og havde det så bare været en uge, hvor alt bare gik Phil's vej, kunne man bedre forstå det. Men den var ikke tilfældig, og kom efter tre forudgående top 6-placeringer i streg, hvilket igen fortjent bringer ham ind i favoritfeltet til The Masters. En god afsluttende 67'er i Houston Open i weekenden bekræfter kun at formen er på plads.

Phil Mickelson's Masters-debut er dateret helt tilbage til 1991, og med tre sejre har amerikaneren allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de mest vindende spillere af turneringen. Yderligere fem top 5-placeringer og 12 top 10-placeringer mindsker ikke hypen om chancen for at få en 47-årig Masters-vinder, og få spillere i feltet har samme kendskab til banen som ham. Det sidste årti har der dog været længere mellem de gode resultater, men det passer medm at han dukker op til en topplacering hvert tredje år. 3'er i 2012, 2'er i 2015 og måske 1'er i 2018?

Jon Rahm

OWGR: 3

Bedste Masters: Nr. 27 (2017)

For kort tid siden lignede det kun et spørgsmål om tidm før Jon Rahm ville overtage 1. pladsen på verdensranglisten efter en sejr og en 2. plads i januar og en selvtillidm der nåede hidtil usete højder. Men siden har middelmådige resultater taget lidt af luften af den spanske ballon, senest i WGC Matchplay, hvor han ikke formåede at følge op på sin finale-deltagelse fra 2017. Man kan dog ikke tage hverken talent, skills eller evnen til at lukke en turnering af fra ham, og samtlige eksperter er enige om, at Jon Rahm er kommet for at blive.

Debut'en i Masters sidste år var lovende, og han var i top 10 inden weekend-runderne, men han faldt tilbage, da det spidsede til. Ligesom med Justin Thomas er det manglende banekendskab og erfaringen klart et minus for Rahm til Masters, og ligeledes kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt hans spanske temperament kan stå distancen i den tålmodighedstest, der venter på Augusta National. Men Rahm kommer til at vinde majors, og det kunne også sagtens ske allerede i denne weekend.

Tigers Corner

Hvor står Tiger egentlig inden årets første Major? Lad mig prøve at besvare det spørgsmål og samtidig give et bud på hans chancer for at vinde sin 15. major allerede nu. Er du én af de golf-interesserede, som synes, at alt for meget handler om Tiger i disse dage, så spring de følgende afsnit over. Personligt synes jeg, det er fantastisk, at han er tilbage, og det har givet et løft til sporten at få ham på banen igen.

Fysisk 

For mig at se er det største spørgsmål omkring Tiger Woods, om han fysisk er fit, sund og fri af smerter. Det være sig både i forhold til Masters lige om hjørnet, men frem for alt helt overordnet for resten af hans karriere og muligheden for at slå de to rekorder, der nok betyder mest for ham: Jack Nicklaus' 18 major-sejre og Sam Sneads 82 PGA Tour sejre.

De sidste par år har været forfærdelige for nu 42-årige Tiger Woods, og han har været plaget af den ene operation efter den anden, kraftige smerter, mislykkede come back-forsøg, afhængighed af smertestillende medicin og sikkert også issues, vi i offentligheden ikke er bekendt med. Efter den nu fjerde rygoperation (spinal-fusion) og efterfølgende længerevarende genoptræningsforløb synes hans fysiske problemer umiddelbart at være elimineret, og dette års come back-forsøg har været det mest lovende til dato.

Efter deltagelsen i hans egen specialturnering, Hero World Challenge, i december 2017, har han nu spillet fem fuldblods PGA Tour turneringer siden slutningen af januar. Han har fuldført samtlige turneringer (et enkelt misset cut) og har således spillet 18 runder golf i år. Jeg har set størstedelen af hans slag, hørt størstedelen af hans interviews og ligesom resten af golfverdenen fulgt hvert eneste skridt han har taget i spænding, og konklusionen: Manden har IKKE ondt mere!

Han svinger golfkøllerne frit og fuldt igennem selv i tykke rough-lejer, som virkelig stresser de dele af hans krop, der tidligere har været problemer med. Han går uden at besvær, samler bolden op af hullet uden problemer og fortæller også selv, at han kan træne 100 % uden smerter. 

Mest bemærkelsesværdigt er det, at han både har kraft og fart i sit sving. Hans clubhead-speed, når han trækker igennem, matcher mange af de langtslående spilleres, og jeg er personligt blevet overrasket over de stats, han har lagt ud med.

Mentalt

Hans vindermentalitet er fuldstændigt uændret. Det kan der ikke være tvivl om. Jeg husker et interview med ham, fra han var allerlængst nede i kælderen, og ingen troede på, at han kunne komme tilbage. Han blev spurgt, om han helt ærligt selv troede på, at han ville komme tilbage vinde en major igen. Til det svarede han: "Nej!", og efter en kort pause og uden skyggen af usikkerhed, humor eller ironi sagde han: "Jeg vinder fem!"

De, der har fulgt hans comeback i denne omgang, vil nok have set en lidt anderledes Tiger Woods, end de husker fra hans storhedstid. Han synes noget mere tilnærmelig, smilende og folkelig end tidligere. Han har aldrig været kendt for at være udadvendt og god til at håndtere fans, men i disse dage ser man ham interagere meget mere med både med-spillere, fans og pressen. Jeg oplever en Tiger Woods, der frem for alt er glad for at være tilbage på golfbanen. Han har fået en chance mere, sætter pris på det, og har selv udtalt: "I'm a walking miracle!" med reference til, at det ikke burde være muligt at kunne spille golf på det niveau efter det, han har været igennem. 

En enkelt dråbe malurt i bægeret: Han burde have vundet Valspar Championship. Hans beslutning om at slå jern ud på 18. hul, vel vidende at han skulle bruge en birdie for at komme i omspil, var mildest talt besynderlig og efterlod ham med over 180 yards til pinden. Men også tidligere på runden missede han chancer, som han normalt aldrig lader gå fra sig, og det ligner ham ikke. Måske det kan tilskrives manglende turneringsform og måske endda nervøsitet i denne tidlige fase, men det lignede mest af alt et choke, og det ville være skidt, hvis det kommer til at være et tilbagevendende fænomen i den sidste del af hans karriere. 

Form

Sort på hvidt: 9 (18 deltagere), 23, MC, 12, 2, 5. En formkurve meget få spillere i verden vil være utilfreds med op til Masters, og han har på mange måder overrasket positivt i sit comeback allerede. De første tre turneringer kæmpede han lidt med stabiliteten i spillet først og fremmest, men han udtalte også, at han blev mentalt træt mod slutningen af runderne i weekenden, hvilket også smittede af på scores. I de seneste tre turneringer har han dog set tiltagende skarp ud, og mest i øjnefaldende har hans touch omkring greens været. Hans korte spil ser simpelthen ultra skarpt ud, ligesom hans putting også i høj grad ligner noget, man har set fra ham tidligere. 

Hans driving lader stadig noget tilbage at ønske. Han slår som tidligere nævnt overraskende langt (37'er i Driving Distance), men slår nogle vilde skæverter, som i flere tilfælde har ødelagt hans chancer for at vinde i specielt de sidste to starter. Det er ikke noget nyt i Tigers spil. Han har altid haft udfordringer med driveren, men det har alligevel været i overkanten de seneste uger. 

PGA Tourens statistikker underbygger det, som godt kan være lidt svært at tro på: At han rent faktisk allerede er klar til at vinde turneringer igen. Se bare disse tal:

Scoring Average: 6'er

Strokes gained total: 8'er

Strokes gained putting: 14'er

Total putting: 4'er

Putting from 3': 1'er (100 % på 173 putts)

Strokes gained around the green: 7'er

Club head speed: 3'er (121,9)

Kan han vinde? 

Det korte svar er naturligvis: Ja, selvfølgelig kan han vinde! Tiger har spillet Masters 20 gange tidligere, og hans fire sejre er flankeret af yderligere syv top 5-placeringer og kun tre placeringer uden for top 22. Der er en grund til, at han elsker Augusta National.

Når det er sagt, så synes jeg personligt, at odds er droppet et godt stykke for langt, og at hypen er lige ved at tage overhånd. Jeg synes absolut ikke, odds 15 er spilbart, og jeg tror, at denne Masters kommer en turnering eller to for tidligt. Han synes stadig at mangle nogle procenter i at ramme major-niveau, og jeg havde håbet, at han havde valgt at spille Houston Open inden Masters for at få lidt flere turneringsrunder i benene. 

Der er ingen tvivl om, at så længe Tiger Woods er skades- og smertefri, vil han komme tættere og tættere på sin næste sejr, for hver turnering han spiller. Jeg tror personligt, at Masters er for tidligt, men lad os i første omgang bare glædes over det ekstra, han tilfører golfsporten i kraft af sin tilbagevenden. 

God Masters!

Turneringsregler

Når hovedturneringen går i gang, spilles der som vanligt fire runder af 18 huller med cut efter 36 huller. Alle spillere starter (hvis ikke der er forsinkelser pga. vejret) fra hul 1, fordi feltets størrelse tillader det.

Cuttet

For at klare cuttet efter 36 huller skal spilleren opfylde mindst ét af følgende kriterier:

  • I top 50 (delte placeringer gælder)
  • Inden for 10 slag af den førende spiller

Den sidste regel betyder reelt, at rigtig mange spillere potentielt kan klare cuttet, hvis feltet ikke er spredt for meget og de førende spillere ikke er stukket for meget af. Denne regel er ikke uvæsentlig og har jævnligt været i spil gennem årene. Med et felt på i underkanten af 100 spillere vil ca. 40 spillere gennemsnitligt misse cuttet med disse regler.

Omspil

Hvis to eller flere spillere deler førstepladsen efter 72 huller, spilles ”Sudden Death”-omspil på hullerne 18, 10, 18, 10 osv., indtil en vinder er fundet.

Augusta National GC

Den berømte bane i Georgia, USA, er godt groet til gennem årene, og den er således omkranset på alle sider af høje træer. Banen er fantastisk velholdt, og alle græsstrå er klippet i præcis den højde, de skal være til starten af turneringen. Der vil være mange smukke billeder at se fra turneringen, og er man interesseret i at nærstudere banen visuelt, er der et glimrende redskab til det her.

Du relativt kuperede greens vil være lynende hurtige. Det er i sig selv ikke unormalt, men kombineret med de svære og kuperede greenområder vil det til tider få spillerne til at tage sig mindre heldige ud. Det ses endda med jævne mellemrum, at en spiller putter i vandet eller vælger at putte mod et andet sted på green end hullet simpelthen for at undgå at putte ud af green. Approachslagene mod green bliver derfor meget vigtige, og erfaring med banen kan være altafgørende.

På Augusta National er der stort set ingen rough, hvilket umiddelbart gør drivingen lidt lettere, dog er banen stort set hele vejen ”tree-lined” og det på en sådan måde, at der på mange af hullerne er en side, man absolut ikke må misse sit drive. Her kommer spillernes banekendskab igen til sin ret, og de spillere, der klarer sig godt her, er i stand til at misse deres slag i den "rigtige" side. Fairways er i øvrigt altid klippet på en måde, så græsset ligger mod spilleretningen. Dvs. de klipper græsset fra green mod teestedet, hvilket gør, at banen spiller noget længere da spillerne ikke får det samme rul på fairways, når bolden lander.

De mange træer, der omkranser banen, har desuden den funktion, at de hæmmer spillernes muligheder for at vurdere vind-retning og styrke. Specielt hullerne midt på runden har den egenskab, og i særdeleshed kan det være svært på par 3-hullet 12., hvor mange spillere (senest Jordan Spieth i 2016) har måttet notere høje scores, der har kostet dem dyrt i kampen om sejren. Hullerne udfordrer generelt spillerne på mange forskellige måder og byder på relativt stor variation. Doglegs er begge veje, men den generelle opfattelse blandt spillerne er, at banen favoriserer spillere, der har en naturlig draw. Således ligger banen fantastisk til Rory McIlroy og knap så godt til f.eks Martin Kaymer eller Henrik Stenson.

Banen er godt 7400 yards lang (par 72) med fire par 3-huller, ti par 4-huller og fire par 5-huller. Specielt den sidste kategori spiller en stor rolle, fordi det traditionelt er på par 5-hullerne, der skal scores for at være med fremme. Der er ikke overflod af bunkers, og kun lidt vand i spil på banen, men spillerne vil alligevel blive testet på alle parametre af den berømte Augusta National.

Links

Turneringens hjemmeside med livescore, shot-tracker og meget mere.

Vejrudsigt

TV-tider

App'en "The Masters Golf Tournament" kan gratis hentes på både Google Play og i App-store.