Der er i dag afsagt dom i Gambelli-sagen, og tonen til den italienske stat er klar:

"Begræns jeres eget udbud af spil - ellers kan I ikke opretholde et forbud mod at lukke andre spiludbydere ind i jeres land!"

Der er således tale om en dom der også i høj grad kan overføres mere eller mindre direkte til den danske stat.

Domsteksten følger herunder i dens fulde fuld længde:

LOVGIVNING, DER FORBEHOLDER STATEN ELLER STATSLIGE KONCESSIONSINDEHAVERE INDSAMLING AF INDSATSER I VÆDDEMÅL, SKAL VÆRE BEGRUNDET

Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den italienske lovgivning virkelig har til formål at beskytte forbrugerne og samfundsordenen, og om de restriktioner, som den pålægger, ikke virker uforholdsmæssige.

Piergiorgio Gambelli og 137 andre personer driver dataoverførselscentre i Italien, der på det italienske område indsamler indsatser i sportsvæddemål for en engelsk bookmaker, som centrene er forbundet med via Internettet. Bookmakeren Stanley International Betting Ltd driver virksomhed på grundlag af en bevilling, der er udstedt af Liverpool Kommune i henhold til engelsk ret.

I Italien er en sådan virksomhed forbeholdt staten eller statslige koncessionsindehavere. Enhver overtrædelse heraf kan føre til idømmelse af straf på op til ét års fængsel. Der er derfor blevet indledt en straffesag mod Piergiorgio Gambelli og de øvrige personer for formidling og indgåelse af uautoriserede væddemål, og dataoverførselscentrene er blevet beslaglagt.

Piergiorgio Gambelli har gjort gældende, at de italienske bestemmelser er i strid med de fællesskabsretlige principper om etableringsfrihed og om fri udveksling af tjenesteydelser. Tribunale Ascoli Piceno, der skal træffe afgørelse i sagen, har spurgt De Europæiske Fællesskabers Domstol, hvordan de relevante bestemmelser i EF-traktaten skal fortolkes.

Først fastslår Domstolen, at den italienske lov udgør en begrænsning af etableringsfriheden, af den frie udveksling af tjenesteydelser og af retten til at modtage eller drage fordel af tjenesteydelser, som en tjenesteyder leverer.

For så vidt angår muligheden for at begrunde sådanne begrænsninger udtaler Domstolen, at de kan være berettigede, såfremt de er nødvendige for at beskytte forbrugerne og samfundsordenen, idet der skal tages hensyn til moralske, religiøse og kulturelle særegenheder samt til de moralsk og økonomisk skadelige konsekvenser for den enkelte og for samfundet. Desuden skal hovedformålet med sådanne begrænsninger være et tvingende alment hensyn, som f.eks. at reducere spillemulighederne. At tilvejebringe indtægter til statskassen er derimod ikke en tilstrækkelig begrundelse. Begrænsningerne må således ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål, og de skal anvendes uden forskelsbehandling.

Den italienske ret har oplyst, at den italienske stat forfølger en politik, hvorefter spille- og væddemålsvirksomhed udvides kraftigt for at opnå indtægter til staten, og at den tillige beskytter de statslige koncessionsindehavere. Domstolen understreger, at hvis en medlemsstat opmuntrer til deltagelse i lotterier, hasard- eller væddemålsspil med henblik på at drage fordel heraf, kan den pågældende stat ikke påberåbe sig opretholdelsen af den offentlige orden som begrundelse for restriktioner.

Domstolen overlader det til den nationale ret at tage stilling til, om princippet om forbud mod forskelsbehandling er overholdt, og at afgøre, om betingelserne for at drive væddemålsvirksomhed i praksis lettere kan opfyldes af italienske erhvervsdrivende end af udenlandske erhvervsdrivende. Hvis dette er tilfældet, er betingelserne nemlig diskriminerende.

Dernæst skal den nationale ret sikre sig, at den straf, der pålægges en person, der indgår væddemål via Internettet fra sin bopæl i Italien med en bookmaker, der er etableret i en anden medlemsstat, ikke udgør en uforholdsmæssig sanktion i betragtning af, at staten tilskynder til deltagelse i væddemål. Endelig skal den nationale ret afgøre, om den straf, der pålægges mellemmænd, der medvirker ved udvekslingen af tjenesteydelser, som leveres af en bookmaker, der er etableret i en anden medlemsstat, udgør en begrænsning, der er uforholdsmæssig i forhold til målet om at bekæmpe bedrageri.