Først skulle det være fra 1. januar. Så håbede Skatteministeriet at det i hvert fald kunne ske fra sommeren 2011. Nu viser det sig at den nye og mere liberale spillelovgivning i Danmark nok først kan træde i kraft i sommeren 2012...

Altså yderligere halvandet år før monopolet erstattes af et licenssystem der åbner for flere spilleselskaber end bare Danske Spil*.

Forsinkelsen skyldes at EU-Kommissionen først skal undersøge om den nye lov følger unionens regler. Og pga dansk sløvhed, er den langsommelige godkendelsesproces altså først gået i gang nu.

"Statistisk set tager denne form for undersøgelser omkring 18 måneder. Den danske regering kan naturligvis ikke indføre noget af lovgivningen i denne periode," siger en kilde i EU-Kommissionen til nyhedsbureauet Direkt (Børsen).

Danmark undlod at kontakte EU

Den danske lov har været under forberedelse i lang tid og været vedtaget i Folketinget siden juni i år, men Danmark har åbenbart undladt at tage kontakt til EU-Kommissionen for at få den godkendelse som er en forudsætning for at loven kan træde i kraft.

Ifølge ovennævnte EU-kilde fik EU-Kommissionen først en henvendelse fra den danske stat efter en klage fra Dansk Automat Brancheforening (DAB) der er utilfreds med at den nye lov medfører at landbaserede kasinoer skal betale lavere afgift end netbaserede kasinoer.

Det er blandt andet den klage EU-Kommissionen skal behandle i den kommende tid. Kommissionen (læs pressemeddelelse) opfordrer i øvrigt alle interesserede parter til at ”fremsætte bemærkninger til sagen”.

Ikke forbudt at spille på nettet

I mellemtiden er det altså status quo i Danmark hvor Danske Spil* har monopol (hvis man ser bort fra en håndfuld kasinoer i de store byer samt "enarmede tyveknægte") på at udbyde og reklamere for spil. Til gengæld må de danske myndigheder nok også vente med at gennemføre planerne om at forbyde bankoverførsler til selskaber uden licens og blokere deres internetsider.

En dansker kan altså fortsat spille løs hos udenlandske bookmakere, kasinoer og pokerrum via internettet. Dette er ikke forbudt - og bliver det i øvrigt heller ikke i tilfælde af bank- og internet-blokering; det er ikke den enkelte dansker der kriminaliseres.