Det er vigtigt, at man taler om beløb med andre, når man oddser, mener Stephen Bülow, da det kan være med til at nedbringe risikoadfærd, og øge gennemsigtigheden i branchen. Læs hans blog her.

En kendt læresætning i sportsbettingverdenen går på, at ”det odds, man spiller til, er vigtigere end det beløb, man satser”. Det giver god mening, når man spiller for at vinde penge. På den lange bane er det odds, man spiller til, nemlig en afgørende indikator for, hvor stort ens overskud potentielt kan blive.

Men er det overhovedet realistisk at spille udelukkende for pengenes skyld, når man bor i Danmark? Mit korte svar er nej. Som vindende spiller bliver ens spillekonto ofte lukket. Det begrænser muligheden for at betragte spil som investering. Jeg synes derfor, vi skulle snakke mere om de beløb, vi spiller for.

Man kan diskutere, om det overhovedet skal være hyggeligt at spille på sport, hvis industriens levevilkår er, at samfundets borgere "ufrivilligt" spytter penge i kassen. Når sportsbettingbranchen er så stor en institution, som den er, og med så store markedskræfter, kan det virke en smule amoralsk - Davids kamp mod Goliath.

Er det i virkeligheden så meget anderledes end i mange andre af samfundets institutioner? Næppe. Tværtimod er det rart, at bettingbranchen begynder at vise meningsfuld gennemsigtighed. Nedenfor giver jeg et bud på, hvordan man markedsfører sig meningsfuldt og gennemsigtigt under bettingbranchens nuværende forudsætninger.

Unibet* med ansvarlig reklame

Jeg har haft fiskesnøren ude efter Unibet* tidligere - og jeg er også ved at blive lidt træt af Brian Laudrups spiltips på samtlige fodboldkampe. Ikke desto mindre synes jeg rigtig godt om Unibets nye reklamer. De figurerer især i forbindelse med videoklip hos samarbejdspartnere fra TV3 Sport og bold.dk.

Reklamen er bygget op omkring Unibet* TV, Unibets egen "tv-station", hvor vært Anders Sigdal sidder med to eksperter fra fodboldverdenen - i følgende eksempel reporter og kommentator, Zak Egholm, og spilekspert, Jacob Hansen.

Videoen, synes jeg, er fremragende marketing, når man tager i betragtning, hvor svært det er at markedsføre sig som spilleselskab - uden at virke bedragerisk. I Unibets indslag taler man ikke om ligegyldige statistikker, uforståelige bettingtermer eller anden tomgangssnak, der skal vinkle kunden til at tro, at de tre herrer deler eksperttips ud. For det gør de ikke. I stedet taler Anders Sigdal og eksperterne lidt relevant sofasnak og kommer med uhøjtidelige bud på et spilforslag.

Den bedste detalje ved reklamen er beløbsangivelserne ved eksperternes spiltips. De spiller for beløb, de har råd til at tabe. Hvordan kommunikerer man lige det bedre, end Unibet* gør her? I min optik er det det bedste træk, man som bookmaker kan tage.

Gennemsigtigheden bliver større af, at man kommunikerer, hvem man er, og hvordan man skal bruge dem. For underholdningens skyld. Spil er underholdning. Som bookmaker er det ikke gennemsigtigt at vikle sig ind i diverse statistikker, indsatsstrategier, grafer og anden storspillergøgl, som alligevel er irrelevant for langt størstedelen af alle, der spiller.

Unibet* præsenterer beløb, der er pengene værd i forhold til spændingen, underholdningen og det gode selskab, som gerne er til stede, når man ser sport. Beløbene, som Anders, Zak og Jacob spiller, svarer til, at der er råd til tre congobajere og en familiepizza til deling, hvis Schalke klarer skærene. Og skulle Bayern vinde stort, er et beløb under 100 kroner per snude ikke meget at tabe for 90 minutters underholdning. Det svarer til, at de var taget en tur i biffen i stedet.

Åbenhed kan modvirke ludomani

De absolut færreste mennesker skal se spil som investering, og derfor tror jeg på åbenheden omkring beløb og gevinst er en god ide blandt venner. Hvis man har fornuftige kammerater kan åbenheden omkring ens indsatser modvirke, at man får problemer med spil på den lange bane.

Min tese er, at når først problemet med spil og pengebeløb opstår, gider man nemlig ikke snakke om det; og hvis man gør, så er det først, når de penge, man har lånt, pludselig skal tilbagebetales i afdrag og deslige. Står man pludselig i den situation, ville man ønske, man havde snakket højt om det.

Jeg er med på ideen om, at vi alle er vores egen lykkes smed, og at man som et voksent menneske selv står til ansvar for, hvordan man formidler sine penge. Netop derfor kan åbenhed omkring beløb udviske illusionen om, at spil skal forsøde tilværelsen i kroner og øre. Ved at tale højt om sine beløb, blandt andet med venner eller familie, har man nemlig et ansvar for andre mennesker end sig selv.

Saml vennerne, tag en sofasnak, se noget bold og send nogle småpenge afsted på et grineren væddemål. Vinderen henter drikkevarer.

Disclaimer: holdninger i bloggen er skribents egen, og reflekterer ikke BetXperts eller dets ansatte. BetXpert er ikke ansvarlig for korrektheden af informationen i blogindlægget. 


Denne blog er også bragt på Stephen Bülows egen hjemmeside her