Årets udgave af det hollandske endags-cykelløb køres denne søndag – med ny afslutning. Se vinder-oddsene og læs Jesper Sørensens analyse af ruten, favoritterne og outsiderne...

Amstel Gold Race indleder en periode på otte dage med tre kuperede klassikere. Efter AGR denne søndag, er der Fleche Wallonne onsdag og slutteligt Liege-Bastogne-Liege næste søndag.

Amstel Gold Race er mest kendt for Cauberg-stigningen, der normalt afslutter løbet, men i år har arrangørerne valgt at ændre finalen, så der afsluttes 1,8 kilometer efter Cauberg. Det betyder, at vi får et relativt fladt opløb, hvor nogle af de hurtige ryttere, der er blevet sat på stigningen, kan komme tilbage og kæmpe om sejren.

 

Odds

Udvalgte vinderodds:

Sagan 2,2 Unibet*, 2,15 Bet365*, 1,91 Sportingbet

Gilbert 6,0 Unibet*, 5,5 Bet365*, Sportingbet

Gerrans 17,0 Sportingbet, 15,0 Unibet*, 14,0 Bet365*

Valverde 17,0 Bet365*, Sportingbet, 13,0 Unibet*

Rodriguez 19,0 Bet365*, 16,0 Unibet*, 15,0 Sportingbet

Voeckler 35,0 Unibet*, 34,0 Sportingbet, 26,0 Bet365*

Tips

Følg BetXperts cykeleksperter og deres eksperttips her (hvor man kan skrive sig på ekspertens mailingliste og dermed få et praj når nye tips lægges ud):

Jesper Sørensen

Jacob Nordestgaard

feltet.dk

 

Ruten

Amstel Gold Race har siden 2003 sluttet på Cauberg, og her vidste man hvad man kunne forvente: Fuld fart op ad stigningen. Men sidste år kørte man VM på store dele af strækningen, og VM sluttede 1,8 kilometer efter toppen af Cauberg på et fladt stykke – det synes man åbenbart om, hvorfor Amstel Gold Race har valgt at kopiere den afslutning. I år sluttes der altså 1,8 kilometer efter Cauberg, hvilket er gjort i håb om at åbne løbet for flere ryttere. Og naturligvis forbedre VIP-pladserne..

Løbet er 251 kilometer langt. Der er 33 stigninger i år, men de fleste skal egentligt bare trætte rytterne – den væsentligste er Cauberg-stigningen, der er løbets sidste. Den er 1.200 meter lang og stiger i snit med 5,8 %.

I alt er der over 4000 meters stigninger i løbet, hvilket gør Amstel Gold Race til et knaldhårdt løb. Det hele falder dog tilbage til målstregen, hvor løbet skal afgøres – og hvordan vil det så forløbe?

Finale-historik

Hvis man kigger lidt tilbage på VM 2012 i samme område, så ser man at hos både U23-rytterne og juniorerne endte det i en samlet spurt, mens det hos eliten lykkedes Philippe Gilbert at skabe et lille hul på 4-5 sekunder ned til en gruppe bestående af 28 ryttere.

 

Havde Oscar Freire fortsat karrieren, og havde han været i topform, kunne han meget vel have tilføjet en Amstel Gold Race-sejr til sine palmares.

De 1,8 kilometer efter Cauberg giver nemlig muligheden for at komme tilbage, men det betyder naturligvis ikke, at alle ryttere har en chance for at komme frem. Puncheurs som Philippe Gilbert vil nok give den alt på Cauberg-stigningen, men han skal stadig holde 1,8 kilometer efter det. Det kunne han under VM, men kan han det her i midten af april?

Storfavoritten

Peter Sagan, Cannondale

Hvis der er én rytter, der bare slikker sig om munden efter ruteændringen, så er det Peter Sagan. Allerede sidste år var han med på toppen af Cauberg, men i spurten blev han besejret af Enrico Gasparotto og Jelle Vanendert og så i øvrigt ikke helt frisk ud – men med en tilføjelse af 1,8 kilometer relativt fladt stykke, kan Sagan nå at få syren ud af benene og på målstregen er han umiddelbart den hurtigste rytter, medmindre Greipel, Cavendish eller andre supersprintere lige har hevet sig med op (og det er ret utænkeligt).

 

Det er svært at se, at nogen skal kunne slå sloveneren på det flade stykke. Og selv på Cauberg bliver han vanvittig svær at besejre: I Brabantse Pijl kunne han følge Philippe Gilbert uden problemer, og han vandt ligeledes spurten ganske overbevisende.

Han var ikke helt fremme under VM, men her havde hans hold ikke helt samme styrke (antalmæssigt), og samtidigt virkede han ikke helt på toppen dengang.

 

Det er han nu: Sagan er flyvende, og samtidigt har han en af sportens største talenter, Moreno Moser, ved sin side. Samtidigt har hans hold generelt vist sig, at de er fremme, når Sagan har behov for det, også selvom de måske ikke sidder talstærkt fremme i finalen og dikterer tempoet. Herudover er Sagan selv heller ikke begrænset af én kørestil: Han kan selv gå i offensiven, ligesom han også kan køre mere defensivt og satse udelukkende på spurten.

Det er ikke første gang, at Peter Sagan er storfavoritten, og det bliver absolut heller ikke sidste gang. Han kan dog slåes, for selvom han er ekstrem stærk, så ville han ikke kunne følge Philippe Gilbert, hvis denne havde 2011-formen. Men ingen kunne følge Gilbert dengang, ligesom ingen kunne følge Cancellara i Flandern Rundt: Det kræver næsten sådan en præstation at få sat Sagan på Cauberg, og selv hvis han skulle blive sat, så har han 1,8 kilometer til at komme frem og spurte sig til sejren.

 

Konkurrenterne skal have en god dag, eller Sagan skal være uheldig – ellers vil han være den massive favorit.

Øvrige favoritter

Philippe Gilbert, BMC

En af dem, der måske kan slå Peter Sagan, er verdensmesteren Philippe Gilbert. Gilbert har endnu ikke vundet et løb i VM-trøjen, men hans form er i tydelig fremgang, han elsker Cauberg, og hans seneste sejr kom på netop denne afslutning.

Har han en chance mod Peter Sagan? Ja, det har han. Men det kræver at han kan fjerne Sagan på Cauberg-stigningen. Brabantse Pijl-forløbet tyder ikke på, at han skulle være i stand til dette, men der er forskel på et optaktsløb og så selve begivenheden. Man skal dog huske på, at det var Sagan, der tog ansvar i finalen: Det var ham, der tog lange føringer, det var ham, der hentede ryttere ind, og det var ham, der tog kampen op mod Gilbert og vandt spurten.

Når det så er sagt, så tror jeg bestemt der er en chance for at Philippe Gilbert er på højeste niveau på søndag. Han er erfaren, og det er muligt, at han kørte Brabantse Pijl på kun 90 %.

 

Men han skal næsten have samme form, som han havde under VM 2012, og det er der ikke meget, der tyder på han har – han er stærk, men han skal være en del stærkere for at kunne vinde over Sagan.

Alejandro Valverde, Movistar

Alejandro Valverde har ikke kørt siden 30. pladsen i Vuelta la Rioja i slutningen af marts, og hans første løb i denne måned bliver således Amstel Gold Race. Det er et ganske fint løb for Valverde, men sandheden er at han kun to gange er endt i top10 i løbet: 2007 (6) og 2008 (3). Under VM på samme afslutning blev han nummer tre.

Den manglende løbsdeltagelse op til løbet betyder ikke så meget. Valverde har en imponerende træningsdisciplin, hvilket hele 2012 er et bevis på. Amstel Gold Race bør passe Valverde ret godt, og havde Sagan ikke været med, havde den nye afslutning også været god for spanieren. Valverde har nemlig en hurtig spurt, hvilket han blandt andet beviste i sine to Liege-Bastogne-Liege-sejre, hvor han begge gange vandt i en mindre spurt. Hans spurt er stagneret en anelse, men han bør stadig være en af de hurtigste på stregen.

Spørgsmålet er om han kan følge Sagan og Gilbert op ad Cauberg. Kan han dette, så er podium – og sejren – bestemt indenfor rækkevidde. Han har ligeledes Quintana ved sin side, ligesom Rui Costa kan gå i offensiven for Movistar. Valverde ligner en farlig aktør i dette løb.

Simon Gerrans, Orica-GreenEDGE
Australske Simon Gerrans fik sit helt store gennembrud sidste år med mange, flotte sejre, blandt andet i Milano-San Remo. Men han var lidt svag i Ardennerne, hvorfor han i år har lagt formen anderledes: Han skal toppe i denne uge. Og formen ser i den grad skræmmende god ud.

I Catalonien Rundt vandt han en spurt i en mindre gruppe, og minsandten om han ikke gentog den bedrift i Baskerlandet Rundt kort efter.

Cauberg er en glimrende stigning for Gerrans, der tilbage i 2011 blev nummer tre. I 2009 blev han nummer 7. Og samtidigt beviser han jo som nævnt i øjeblikket, at han er meget hurtig på stregen. Han er ikke Sagan-hurtig, men omvendt har Sagan vist svaghedstegn i en spurt efter en lang, krævende dag, og det kan ryttere som Gerrans og Valverdes måske lukrere på.

Joaquim Rodriguez, Katusha

Spanske Joaquim Rodriguez har taget en lidt anden optakt til Ardennerne i år. I stedet for Baskerlandet Rundt, kørte han Catalonien Rundt ugen før og har siden holdt sig i ro frem mod Amstel Gold Race. Men Rodriguez er en rytter, der typisk er med fremme, og det er svært at forestille sig, at han ikke er klar til at kæmpe med om sejren her i Amstel Gold Race.

Han foretrækker de hårdere stigninger, men han kan sagtens være med på Cauberg. Problemet er bare, at hvis han vil vinde, kan han ikke risikere at komme til stregen med hverken Gerrans, Valverde, Sagan eller Gilbert: De vil sandsynligvis alle besejre ham i en flad spurt.

 

Og Amstel Gold Race er heller ikke hans favoritløb: Både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege rangerer højere hos spanieren. Men han vil være der i finalen, det er jeg overbevist om.

Outsidere

Der skal være plads til en del outsidere, særligt med en ny afslutning. Det åbner nemlig løbet på en hel ny måde, og på en optimal dag er der mange potentielle vindere i dette felt.

Hos Astana har man tre ryttere, der kan gøre det. På trods af at Enrico Gasparotto vandt løbet sidste år, så har han ikke vist meget, der tyder på at han kan gentage den triumf. I stedet er det Maxim Iglinskiy, der har vist bedst form, og mon ikke han er klar til et lille angreb.

 

Men også danske Jakob Fuglsang bør nævnes: I 2011 blev han nummer 4 i Amstel Gold Race, og danskeren kan klatre Cauberg uden problemer – men i spurten vil han nok være chanceløs.

Hos AG2R har man to formstærke ryttere. Den ene er Rinaldo Nocentini, der som udgangspunkt egentligt bør kunne gøre det fint. Den anden er Carlos Betancur. Betancur forventer jeg mig meget af, men måske ikke i denne sæson, og måske heller ikke dette løb.

 

Er han en fremtidig vinder af Fleche Wallonne? Det tror jeg. I år satser han dog på Giro d’Italia, hvorfor formen bliver tilrettelagt efter det, og det plejer at resultere i at man mangler det sidste i Ardennerne.

Hjemmeholdet Blanco Pro Cycling sætter deres lid til Bauke Mollema. Mollema er perfekt op ad Cauberg, og samtidigt må man ikke glemme, at han er hurtig på stregen. Han er langt fra Sagans hurtighed, og selv Valverde kan give ham baghjul, men Mollema kan sagtens hive en respektabel placering hjem i en gruppespurt.

Foruden Philippe Gilbert har BMC Greg van Avermaet, der har gjort det til en vane at placere sig lige efter de bedste. På et klassikerstærkt hold, hvor han altid har været løjtnant, har han været den klart bedste rytter indtil videre. Fortsætter det her i Amstel Gold Race? Måske. Men hans klassikersæson har været lang, og på et tidspunkt må han blive træt. Herudover har han ikke den store historik i dette løb.

Damiano Cunego har lavet gode resultater i Amstel Gold Race, blandt andet med sejren i 2008, men Cunegos resultater i Amstel Gold Race har siden fulgt karrierens generelle retning: Ned. Sidste år sad han dog ganske fint på Cauberg, indtil han styrtede og hev andre ryttere med sig ned, men noget kunne tyde på at Cunego er på vej tilbage. Lampre kunne samtidigt også satse på stortalentet Diego Ulissi, der har vist forrygende form i denne sæson.

Sidste års andenplads, Jelle Vanendert, er Lotto-Belisols spidskandidat i dette løb i år, men belgieren har været uheldig, og han måtte senest udgå af Baskerlandet Rundt. Det er svært at forestille sig, at han skal kunne nå at komme tilbage på det niveau, der kræves for at kæmpe med om sejren.

Movistar har andre kort end Alejandro Valverde. Det bedste kort er sandsynligvis Rui Costa, der kommer direkte fra en sejr i Klasika Primavera. Igennem de sidste par år har han udviklet sig til en dygtig endagsrytter, men han mangler endnu at vise noget i forårets kuperede endagsløb.

Hos Team Saxo-Tinkoff er det Roman Kreuziger, man satser på. Tjekken har faktisk relativt gode resultater fra endagsløb, men det er svært at forestille sig, at han skulle kæmpe med om sejren – særligt med ruteændringen.

 

Det samme kan siges om Garmins håb, Daniel Martin. Faktisk tvivler jeg på, at han er deres håb i dette løb. Ireren satser istedet på Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og det er slet ikke urealistisk, at vi kommer til at se Daniel Martin som rendyrket hjælper i dette løb for en til lejligheden udpeget kaptajn.

Team Sky stiller til start med Edvald Boasson Hagen, der fik medalje på denne afslutning til VM, da han kørte en andenplads hjem efter Gilbert. Er han klar efter brostenene? Muligvis, for man fristes at sige, at han slet ikke var der da det gik løs i Paris-Roubaix og Flandern Rundt.

 

I forhold til hans talent og løn får Boasson Hagen ikke nok ud af det. Men hvad med formstærke Sergio Henao eller Jonathan Tiernan-Locke, der ikke har vist noget, men som er i sit rette terræn her i Ardennerne?

Afslutningsvist må man ikke glemme Thomas Voeckler fra Europcar. Sidste år blev han nummer fem i løbet, og hvis der er en, der kan åbne løbet udefra, så er det ham. Det er ikke utænkeligt at Voeckler vil lave et angreb udefra og forsøge igen i finalen, hvis det ikke går. Men i en spurt har han næppe mange chancer.