Umiddelbart spotter det blotte øje giganterne, storholdene Real Madrid, Barcelona, Sevilla og Valencia. De er overdynget med stjernespillere, de spiller gudeskøn fodbold. Men der er meget mere. Udviklingen har været så intens de senere år, at alle La Liga-hold indeholder klasse, alle kan spille god fodbold. Derfor er La Primera det største, bedste og smukkeste. Kort sagt, den spanske liga er i sit zenit.
Fra dags dato (28.1.08) vil undertegnede begynde at skrive om den spanske liga – ikke blot som spilleobjekt – men mere sammenhængende om mine tanker om runderne og holdenes præstationer.
Så tjek den spanske sektion ud af og til, når vi forsøger at gøre dækningen på La Liga endnu bedre!
Jeg var én af de utvivlsomt mange, som lod sig imponere sidste sæson. Kampene på Sanchez Pizjuan blev spillet i en nærmest euforisk ros, i et tempo som jeg ikke mindes at have set igennem en længere årrække. Og Sevilla var et hold, som selv under pres kunne komme fra at være bagud, eksempelvis som i kampene mod Real Madrid og Barcelona, hvor man i begge kampe vandt 2-1 efter at have været nede 0-1.
Men et år er lang tid, specielt i fodbold. På dette tidspunkt sidste år var Sevilla blot et enkelt point fra førstepladsen, stadig med i Copa del Rey og buldrede igennem UEFA Cuppen. Status i dag: Sevilla ligger på en skuffende 7. plads (24 point efter Real Madrid), og er ude af Copa del Rey. Lyspunktet vil mange hævde er CL, hvor Sevilla spændt venter på Fenerbahce i knockout spillet. Efter min mening er det dog en klar fejlfortolkning af diverse eksperter, og det må skyldes Champions Leagues blindende stjerneskær. For hvad er det egentlig Sevilla har udrettet i CL? Holdet tabte og blev ydmyget i London mod Arsenal, vandt back-to-back sejre over to lette modstandere (hold som reelt knapt har UEFA-cup-klasse) og slog en junior-udgave af Arsenal i egen hule. Er det succes? Jeg er af den klare overbevisning, at manglende avancement i CL havde været utilgiveligt ringe, specielt set i lyset af at Sevilla til tider spillede som Europas bedste hold sidste år.
Derfor mener jeg man med god grund kan overveje: Hvad er problemerne i den andalusiske hovedstad? Og hvad skal vi forvente os resten af sæsonen fra Poulsen & co.?
Umiddelbart bør det være nemt at finde årsagen til problemerne. Det ligger jo lige for: Ex-træner Ramos’ exit og Puertas tragiske død. Men igen, kan det virkelig være hele historien? Sevilla var allerede på det forkerte spor inden Ramos’ exit med bl.a. fire nederlag i streg. Puertas død synes umiddelbart hæmmende for truppens potentiale, men igen, holdet mistede ikke evnen til at spille de ”store kampe”, hvilket sejre over Real Madrid og Valencia kort tid efter dødsfaldet vidner om. Uden at negligere ovennævnte faktorer, vil jeg derfor hellere fokusere på forsvaret og det kroniske udebaneproblem. Både Ramos- og Puerta-faktorerne har helt sikkert påvirket holdets sæson, men det ligger alt sammen i fortiden.
FORSVARET
Sevilla-forsvaret var blandt La Ligas bedste i sidste sæson (indkasserede 35 mål). Dengang var det Javi Navarro og Escude, som styrede showet. Lederen Navarro imponerede så meget, at han røg på det spanske landshold, og det samme gjaldt Escude - dog i franske farver.
Fraværet af den grundstamme i denne sæson har været helt evident. Forsvaret har nemlig ikke bare været dårligt – det har mildest talt sejlet. 29 mål er indkasseret i blot 21 kampe, og illustrerer et patetisk ringe sammenspillede forsvar, hvor konstante omrokeringer har resulteret i manglende kontinuitet. Tag Ivica Dragutinovic som eksempel. I den første tid efter Puertas død blev han benyttet som venstreback, men blev konsekvent overløbet og var impliceret i flere mål. Nu placeres han som oftest i midterforsvaret, men er alt for tung – redder godt nok en del på sin placeringsevne, men han har klare begrænsninger. Den unge argentiner Fazio er en anden mindre heldig mand i forsvaret. Fazio blev udråbt som et kæmpe forsvarstalent, men han har ikke fundet sig til rette. Talentet er til stede, men alt for mange personlige fejl har efterladt et uoverbevisende indtryk. Sidste mand i hatten, Mosquera, blev hentet ind fra Sydamerika (kåret til bedste forsvarsspiller i Sydamerika), men til trods for et rimeligt potentiale har han ikke fået den fornødne tillid til at spille sig ind på holdet og endvidere haft skiftende partnere. Kort sagt, savnet af Navarro har været altoverskyggende. I mine øjne er den bedste løsning resten af sæsonen Mosquera og Escude – Fazio og Dragutinovic er ikke solide nok, så simpelt kan det siges. Sidst må man også pointere, at det kræver faste konstellationer, hvis stabilitet skal fremmes!
Både Ramos såvel som den nye træner Jimenez har en klar forkærlighed for de såkaldte canteranos, dvs. spillere der er vokset op i klubben. Føromtalte Fazio er blot en af flere unge spillere, som har spillet stort set fast i denne sæson. En anden er venstrebacken Crespo. Den nye træner Jimenez tog Crespo med sig fra Sevilla Atletico, og selvom hans præstationer har været acceptable, mangler han evnen til at gå med frem i banen. Defensivt står han langt bedre end Dragutinovic gjorde på backen, men sammenlignet med eksempelvis den tidligere venstreback David, og også Puerta, er han endnu langtfra god nok. Disse unge spillere, har endnu ikke for alvor formatet til at spille fast – de skal maksimalt indgå i rotation, hvis Sevilla skal spille med i toppen. De skal udvikles, tilpasses tempoet og stille og roligt indsluses på holdet som eksempelvis Capel er blevet gennem det seneste år – og hvis man så magter den proces, så kan du ligesom i Capels tilfælde skabe en ung etableret spiller.
De defensive problemer er med andre ord ikke helt simple. Pt. er der simpelthen en uheldig kombination af alt for mange dårlige samt unge forsvarsspillere og konstante udskiftninger, hvilket umuliggør top 4-forhåbninger. Den midlertidige lappeløsning bør i mine øjne være Mosquera og Escude i midten, og Alves og Adriano på backs. Adriano har endnu ikke ramt sit offensive niveau fra sidste sæson efter sin skadespause, og med Capel i god form på venstrekanten er der intet galt i, at Adriano spiller backen resten af sæsonen. Han har hurtigheden, og er svær at overspille – samtidig kan han gå med offensivt. Men det kræver dermed også, at træner Jimenez i højere grad bænker sine unge talenter!
UDE GODT, HJEMME BEDST...
Sevilla er ligaens ringeste udehold! Godt nok er Levante reelt et point ringere, men i forhold til potentiale, budget og kapacitet er Sevilla utvivlsomt det ringeste hold “on the road”. I år har der været meget fokus på, hvor få point Sevilla har samlet på udebane, men Sevilla er altså et notorisk svagt udehold. Sidste sæson endte man med en statistik der hed 6-6-7. Muligvis en statistik, som er milevidt bedre end den nuværende, 1-2-7, men Sevilla kunne altså også snildt tabe point til de små hold i sidste sæson – eksemplificeret ved Gimnastic, bundproppen, som kun vandt fire kampe hjemme i sæsonen, men alligevel besejrede titelaspiranterne.
Igennem lang tid har det været et af de helt store mysterier for mig: Hvordan kan et så forrygende hjemmehold være så forrygende ringe på udebane?
Det blotte statistiske øje kan som oftest give et fingerpeg om problemerne. Sevilla scorer langt under halvt så mange mål ude som hjemme. Siden den første 1. december har Sevilla spillet ude mod bl.a. Almeria, Osasuna, Valladolid, Bilbao og Getafe – med andre ord ikke skræmmende modstandere, og hør så godt efter, Sevilla har ikke bare kun scoret tre gange i fem kampe, men de har blot scoret et mål i åbent spil i de sidste 450 minutter på udebane! Dette skyldes hverken overdrevent uheld eller ineffektive angribere, problemet er simpelthen at Sevilla ingen chancer producerer på udebane, og dette er ikke et nyt fænomen.
Men forklaringen...? I mine øjne er det hele deres ”game-plan”, som ændrer sig på udebane. Fuldstændig det samme gjorde sig gældende i sidste sæson. Alt for ofte spiller Sevilla for langt tilbage på banen, får ikke flyttet spillet frem til midten, og er slet ikke gode nok til at få midtbanen og backs’ne med i angrebene. Et illustrerende billede herpå er, at når Sevilla slår indlæg på hjemmebane, så er der ALTID minimum to personer i feltet og gerne tre, når eksempelvis den offensivt betonede midtbanespiller søger med frem (som oftest Keita, tidl. Renato!) – derfor virker presset så tungt. På udebane er der alt for tit kun en enkelt spiller at sigte imod, hvilket stort set aldrig er farligt for modstanderne. Derudover spiller Sevilla nærmest med to wings på Pizjuan, hvor Alves har langt friere tøjler end på udebane. Netop sammenspillet mellem Alves & Navas er årsagen til, at højresiden er så gennembrudsfarlig og virker ustoppelig. Navas er sjældent farlig, når han ikke kan nyde gavn af Alves. Samtidig er andalusierne også langt mere aggressive på Sanchez Pizjuan, og det betyder, at de ofte får vendt spillet omkring midten eller på modstandernes banehalvdel, og givet kanterne langt bedre mulighed for at udfordre i farlige situationer. Med andre ord er det altså ikke mærkeligt, at Sevilla er så meget bedre på udebane. Jeg ville helt sikkert mene, at Sevilla bør spille mere aggressivt og til dels mere offensivt. Sevilla har ikke forsvaret til, at holde nullet, og så man spille efter de dyder som har gjort offensiven frygtet – hvert fald på hjemmebane. Sjældent vil ét scoret mål fra Sevilla være nok til sejr på udebane…
HVAD SKAL VI FORVENTE OS?
Træner Jimenez er en presset mand, og weekendens kamp mod Osasuna kunne have kostet ham jobbet. Sevilla vandt, men spillede ikke prangende som normalt på Pizjuan. Jeg er dog af den overbevisning, at det mindre gode spil på hjemmebane skal ses i lyset af Kanoutes fravær. Den mand er alfa omega for Sevilla – ikke bare som målscore, men som brik i opbygningsspillet og targetman. Muligvis er Fabiano topscorer, men Kanoute er stadig numero uno hvad angår vigtighed. Når han først er tilbage igen – og forhåbentlig skadesfri – så kører Sevilla-toget med stor sandsynlighed derudaf igen i egen hule. Jeg har lidt på fornemmelsen, at kampen mod Barcelona d.10/2 på Pizjuan kan blive afgørende for Jimenez’ fremtid – specielt hvis weekendens udekamp mod Recreativo ikke giver tre point. Allerede nu spekuleres der i, at Sevilla vil hente mirakelmanden Marcelinho, succestræner i Racing, som afløser for Jimenez ved sæsonafslutningen. Således synes Jimenez’ dage allerede nu talte – spørgsmålet er så bare hvor mange der er tilbage?
Hvis Sevilla skal slutte i top 4 afhænger det i høj grad af hold såsom Espanyol og Atletico Madrid, der ikke virker alt for stabile pt. Men det kræver samtidig også, at der kommer helt andre boller på suppen på udebane, og det er langt fra en selvfølge – tværtimod. Jeg forestiller mig umiddelbart at Sevilla fortsætter i samme rille som nu. Man vil vinde langt de fleste hjemmekampe, men vil til stadighed være svage på udebane – forsvaret og taktikken er simpelthen mangelfuld, og eftersom Jimenez ikke har fået løst problemerne endnu, er det svært at se det komme. Vil det være nok til top 4 – jeg tvivler…
Fra dags dato (28.1.08) vil undertegnede begynde at skrive om den spanske liga – ikke blot som spilleobjekt – men mere sammenhængende om mine tanker om runderne og holdenes præstationer.
Så tjek den spanske sektion ud af og til, når vi forsøger at gøre dækningen på La Liga endnu bedre!
Spørgsmål i alle afskygninger om den spanske liga modtages på morten.pettersson@gmail.com
1. Indlæg d. 30/1/2008:
HVAD SKER DER, SEVILLA?
Jeg var én af de utvivlsomt mange, som lod sig imponere sidste sæson. Kampene på Sanchez Pizjuan blev spillet i en nærmest euforisk ros, i et tempo som jeg ikke mindes at have set igennem en længere årrække. Og Sevilla var et hold, som selv under pres kunne komme fra at være bagud, eksempelvis som i kampene mod Real Madrid og Barcelona, hvor man i begge kampe vandt 2-1 efter at have været nede 0-1.
Men et år er lang tid, specielt i fodbold. På dette tidspunkt sidste år var Sevilla blot et enkelt point fra førstepladsen, stadig med i Copa del Rey og buldrede igennem UEFA Cuppen.
Status i dag: Sevilla ligger på en skuffende 7. plads (24 point efter Real Madrid), og er ude af Copa del Rey. Lyspunktet vil mange hævde er CL, hvor Sevilla spændt venter på Fenerbahce i knockout spillet. Efter min mening er det dog en klar fejlfortolkning af diverse eksperter, og det må skyldes Champions Leagues blindende stjerneskær. For hvad er det egentlig Sevilla har udrettet i CL? Holdet tabte og blev ydmyget i London mod Arsenal, vandt back-to-back sejre over to lette modstandere (hold som reelt knapt har UEFA-cup-klasse) og slog en junior-udgave af Arsenal i egen hule. Er det succes? Jeg er af den klare overbevisning, at manglende avancement i CL havde været utilgiveligt ringe, specielt set i lyset af at Sevilla til tider spillede som Europas bedste hold sidste år.
Derfor mener jeg man med god grund kan overveje: Hvad er problemerne i den andalusiske hovedstad? Og hvad skal vi forvente os resten af sæsonen fra Poulsen & co.?
Umiddelbart bør det være nemt at finde årsagen til problemerne. Det ligger jo lige for: Ex-træner Ramos’ exit og Puertas tragiske død. Men igen, kan det virkelig være hele historien? Sevilla var allerede på det forkerte spor inden Ramos’ exit med bl.a. fire nederlag i streg. Puertas død synes umiddelbart hæmmende for truppens potentiale, men igen, holdet mistede ikke evnen til at spille de ”store kampe”, hvilket sejre over Real Madrid og Valencia kort tid efter dødsfaldet vidner om.
Uden at negligere ovennævnte faktorer, vil jeg derfor hellere fokusere på forsvaret og det kroniske udebaneproblem. Både Ramos- og Puerta-faktorerne har helt sikkert påvirket holdets sæson, men det ligger alt sammen i fortiden.
FORSVARET
Sevilla-forsvaret var blandt La Ligas bedste i sidste sæson (indkasserede 35 mål). Dengang var det Javi Navarro og Escude, som styrede showet. Lederen Navarro imponerede så meget, at han røg på det spanske landshold, og det samme gjaldt Escude - dog i franske farver.
Fraværet af den grundstamme i denne sæson har været helt evident. Forsvaret har nemlig ikke bare været dårligt – det har mildest talt sejlet. 29 mål er indkasseret i blot 21 kampe, og illustrerer et patetisk ringe sammenspillede forsvar, hvor konstante omrokeringer har resulteret i manglende kontinuitet. Tag Ivica Dragutinovic som eksempel. I den første tid efter Puertas død blev han benyttet som venstreback, men blev konsekvent overløbet og var impliceret i flere mål. Nu placeres han som oftest i midterforsvaret, men er alt for tung – redder godt nok en del på sin placeringsevne, men han har klare begrænsninger. Den unge argentiner Fazio er en anden mindre heldig mand i forsvaret. Fazio blev udråbt som et kæmpe forsvarstalent, men han har ikke fundet sig til rette. Talentet er til stede, men alt for mange personlige fejl har efterladt et uoverbevisende indtryk. Sidste mand i hatten, Mosquera, blev hentet ind fra Sydamerika (kåret til bedste forsvarsspiller i Sydamerika), men til trods for et rimeligt potentiale har han ikke fået den fornødne tillid til at spille sig ind på holdet og endvidere haft skiftende partnere. Kort sagt, savnet af Navarro har været altoverskyggende. I mine øjne er den bedste løsning resten af sæsonen Mosquera og Escude – Fazio og Dragutinovic er ikke solide nok, så simpelt kan det siges. Sidst må man også pointere, at det kræver faste konstellationer, hvis stabilitet skal fremmes!
Både Ramos såvel som den nye træner Jimenez har en klar forkærlighed for de såkaldte canteranos, dvs. spillere der er vokset op i klubben. Føromtalte Fazio er blot en af flere unge spillere, som har spillet stort set fast i denne sæson. En anden er venstrebacken Crespo. Den nye træner Jimenez tog Crespo med sig fra Sevilla Atletico, og selvom hans præstationer har været acceptable, mangler han evnen til at gå med frem i banen. Defensivt står han langt bedre end Dragutinovic gjorde på backen, men sammenlignet med eksempelvis den tidligere venstreback David, og også Puerta, er han endnu langtfra god nok. Disse unge spillere, har endnu ikke for alvor formatet til at spille fast – de skal maksimalt indgå i rotation, hvis Sevilla skal spille med i toppen. De skal udvikles, tilpasses tempoet og stille og roligt indsluses på holdet som eksempelvis Capel er blevet gennem det seneste år – og hvis man så magter den proces, så kan du ligesom i Capels tilfælde skabe en ung etableret spiller.
De defensive problemer er med andre ord ikke helt simple. Pt. er der simpelthen en uheldig kombination af alt for mange dårlige samt unge forsvarsspillere og konstante udskiftninger, hvilket umuliggør top 4-forhåbninger. Den midlertidige lappeløsning bør i mine øjne være Mosquera og Escude i midten, og Alves og Adriano på backs. Adriano har endnu ikke ramt sit offensive niveau fra sidste sæson efter sin skadespause, og med Capel i god form på venstrekanten er der intet galt i, at Adriano spiller backen resten af sæsonen. Han har hurtigheden, og er svær at overspille – samtidig kan han gå med offensivt. Men det kræver dermed også, at træner Jimenez i højere grad bænker sine unge talenter!
UDE GODT, HJEMME BEDST...
Sevilla er ligaens ringeste udehold! Godt nok er Levante reelt et point ringere, men i forhold til potentiale, budget og kapacitet er Sevilla utvivlsomt det ringeste hold “on the road”. I år har der været meget fokus på, hvor få point Sevilla har samlet på udebane, men Sevilla er altså et notorisk svagt udehold. Sidste sæson endte man med en statistik der hed 6-6-7. Muligvis en statistik, som er milevidt bedre end den nuværende, 1-2-7, men Sevilla kunne altså også snildt tabe point til de små hold i sidste sæson – eksemplificeret ved Gimnastic, bundproppen, som kun vandt fire kampe hjemme i sæsonen, men alligevel besejrede titelaspiranterne.
Igennem lang tid har det været et af de helt store mysterier for mig: Hvordan kan et så forrygende hjemmehold være så forrygende ringe på udebane?
Det blotte statistiske øje kan som oftest give et fingerpeg om problemerne. Sevilla scorer langt under halvt så mange mål ude som hjemme. Siden den første 1. december har Sevilla spillet ude mod bl.a. Almeria, Osasuna, Valladolid, Bilbao og Getafe – med andre ord ikke skræmmende modstandere, og hør så godt efter, Sevilla har ikke bare kun scoret tre gange i fem kampe, men de har blot scoret et mål i åbent spil i de sidste 450 minutter på udebane! Dette skyldes hverken overdrevent uheld eller ineffektive angribere, problemet er simpelthen at Sevilla ingen chancer producerer på udebane, og dette er ikke et nyt fænomen.
Men forklaringen...? I mine øjne er det hele deres ”game-plan”, som ændrer sig på udebane. Fuldstændig det samme gjorde sig gældende i sidste sæson. Alt for ofte spiller Sevilla for langt tilbage på banen, får ikke flyttet spillet frem til midten, og er slet ikke gode nok til at få midtbanen og backs’ne med i angrebene. Et illustrerende billede herpå er, at når Sevilla slår indlæg på hjemmebane, så er der ALTID minimum to personer i feltet og gerne tre, når eksempelvis den offensivt betonede midtbanespiller søger med frem (som oftest Keita, tidl. Renato!) – derfor virker presset så tungt. På udebane er der alt for tit kun en enkelt spiller at sigte imod, hvilket stort set aldrig er farligt for modstanderne. Derudover spiller Sevilla nærmest med to wings på Pizjuan, hvor Alves har langt friere tøjler end på udebane. Netop sammenspillet mellem Alves & Navas er årsagen til, at højresiden er så gennembrudsfarlig og virker ustoppelig. Navas er sjældent farlig, når han ikke kan nyde gavn af Alves. Samtidig er andalusierne også langt mere aggressive på Sanchez Pizjuan, og det betyder, at de ofte får vendt spillet omkring midten eller på modstandernes banehalvdel, og givet kanterne langt bedre mulighed for at udfordre i farlige situationer. Med andre ord er det altså ikke mærkeligt, at Sevilla er så meget bedre på udebane. Jeg ville helt sikkert mene, at Sevilla bør spille mere aggressivt og til dels mere offensivt. Sevilla har ikke forsvaret til, at holde nullet, og så man spille efter de dyder som har gjort offensiven frygtet – hvert fald på hjemmebane. Sjældent vil ét scoret mål fra Sevilla være nok til sejr på udebane…
HVAD SKAL VI FORVENTE OS?
Træner Jimenez er en presset mand, og weekendens kamp mod Osasuna kunne have kostet ham jobbet. Sevilla vandt, men spillede ikke prangende som normalt på Pizjuan. Jeg er dog af den overbevisning, at det mindre gode spil på hjemmebane skal ses i lyset af Kanoutes fravær. Den mand er alfa omega for Sevilla – ikke bare som målscore, men som brik i opbygningsspillet og targetman. Muligvis er Fabiano topscorer, men Kanoute er stadig numero uno hvad angår vigtighed. Når han først er tilbage igen – og forhåbentlig skadesfri – så kører Sevilla-toget med stor sandsynlighed derudaf igen i egen hule.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at kampen mod Barcelona d.10/2 på Pizjuan kan blive afgørende for Jimenez’ fremtid – specielt hvis weekendens udekamp mod Recreativo ikke giver tre point. Allerede nu spekuleres der i, at Sevilla vil hente mirakelmanden Marcelinho, succestræner i Racing, som afløser for Jimenez ved sæsonafslutningen. Således synes Jimenez’ dage allerede nu talte – spørgsmålet er så bare hvor mange der er tilbage?
Hvis Sevilla skal slutte i top 4 afhænger det i høj grad af hold såsom Espanyol og Atletico Madrid, der ikke virker alt for stabile pt. Men det kræver samtidig også, at der kommer helt andre boller på suppen på udebane, og det er langt fra en selvfølge – tværtimod. Jeg forestiller mig umiddelbart at Sevilla fortsætter i samme rille som nu. Man vil vinde langt de fleste hjemmekampe, men vil til stadighed være svage på udebane – forsvaret og taktikken er simpelthen mangelfuld, og eftersom Jimenez ikke har fået løst problemerne endnu, er det svært at se det komme. Vil det være nok til top 4 – jeg tvivler…
http://www.betxpert.com/eksper…