Peter Jensen har lagt en analyse op på denne kamp.Analysens indledning:Løbet er kørt i denne sæson for Brøndby. Blot tre kampe resterer i den måske mest skuffende sæson på Vestegnen i en generation. Nedrykning er ikke aktuel, og med syv point ned til OB kan Brøndby godt tillade sig at kigge opad i tabellen – teoretisk set kan de rent faktisk stadig nå femtepladsen, som AGF sidder på (tre sejre, tre AGF-nederlag og indhentning af måldifferencen, hvor AGF pt. er 12 mål bedre – nåja, og så må hverken AaB, SønderjyskE eller Silkeborg hente for mange point). Fokus må dog være på at få lukket sæsonen godt af og have noget at bygge videre på ind i efteråret.
For AGF er fokus dog i allerhøjeste grad på tabellen og på ikke at dumme sig. Den nuværende femteplads i ligaen vil udløse det første rigtige europæiske eventyr i Smilets by siden 1997/98 (seks kampe i UEFA Cuppen, herunder Lars Windfelds legendariske kamp i Nantes, som Aarhus Stiftstidende belønnede med det eneste 13-tal nogensinde uddelt) – der var ganske vist to kampe i 2001/02, men det var ”blot” Intertoto-cuppen og ikke en af de helt store turneringer. Der er fire point ned til AaB og en sejr her kan, med pointtab til AaB i Lyngby tidligere på dagen, så godt som sikre AGF den europæiske plads, inden to svære kampe mod bronzeaspiranterne.
Det er et ægte rivalopgør, og selvom det efterhånden er godt en halv menneskealder (well, denne skribents i hvert fald) siden de to hold kæmpede med i toppen af den bedste danske række, så er det stadig kampe som holdene(-s fans) vil hade at tabe. Der er tradition for tætte kampe (blot ét af de seneste 12 møder er ikke endt enten uafgjort eller med en étmålssejr; historisk/statistisk set er det også værd at bemærke at udeholdet ikke har formået at vinde i de seneste ti møder), og form har derfor ikke nødvendigvis den helt store betydning her.
For AGF er fokus dog i allerhøjeste grad på tabellen og på ikke at dumme sig. Den nuværende femteplads i ligaen vil udløse det første rigtige europæiske eventyr i Smilets by siden 1997/98 (seks kampe i UEFA Cuppen, herunder Lars Windfelds legendariske kamp i Nantes, som Aarhus Stiftstidende belønnede med det eneste 13-tal nogensinde uddelt) – der var ganske vist to kampe i 2001/02, men det var ”blot” Intertoto-cuppen og ikke en af de helt store turneringer. Der er fire point ned til AaB og en sejr her kan, med pointtab til AaB i Lyngby tidligere på dagen, så godt som sikre AGF den europæiske plads, inden to svære kampe mod bronzeaspiranterne.
Det er et ægte rivalopgør, og selvom det efterhånden er godt en halv menneskealder (well, denne skribents i hvert fald) siden de to hold kæmpede med i toppen af den bedste danske række, så er det stadig kampe som holdene(-s fans) vil hade at tabe. Der er tradition for tætte kampe (blot ét af de seneste 12 møder er ikke endt enten uafgjort eller med en étmålssejr; historisk/statistisk set er det også værd at bemærke at udeholdet ikke har formået at vinde i de seneste ti møder), og form har derfor ikke nødvendigvis den helt store betydning her.