Det er ikke så tit en statistik er særlig sigende, men fornylig så jeg alligevel én, der fik øjenbrynene lidt op, da jeg zappede forbi den tyske udgave af "Hvem vil være millionær". Spørgsmålet gik på at man skulle gætte navnet på den eneste tyske spiller, der havde brændt et straffespark ved et VM. Ét brændt straffe?! Det var ikke meget. Mig bekendt har Tyskland vistnok været med ved alle VM-slutrunder og må jo have haft bunker af straffespark undervejs, så umiddelbart virkede det næsten som en fejl. Men da den slags programmer jo som regel har tjekket deres spørgsmål grundigt, så har jeg taget den til mig uden videre. Svaret var forresten Uli Stielike i semifinalen i 82 mod Frankrig (de vandt selvfølgelig alligevel, tyskerne).
Når talen falder på 11-meter pletten, så er der iøvrigt ikke noget bedre end staffesparkskonkurrencer. Lige så længe jeg kan huske har det været noget af det bedste på grund af spændingen og mand mod mand situationen, som optræder så sjældent i moderne fodbold. Her får man 10 one-on-one situationer i træk, og det er ren guf. Diskussionen lige inden konkurrencen; Hvem skal sparke; hvem har nerverne. Hvilket hold sparker først (som mange anser for en stor psykologisk fordel; overvurderet, mener jeg, hvis jeg husker tilbage. Og forresten vinder tyskerne jo alligevel altid).
Og har man øje for den slags, så ved man ofte hvor i målet de sætter den (venstrebensspillere sparker for eksempel stort set altid til højre set fra pletten; Grosso bekræftede det sidste sommer i krogen, mens De Boer dummede sig nogle år tidligere, men i samme side. Christofte var vist undtagelsen fra reglen), og næsten altid kan man på en blanding af kropssprog og type se, hvem der scorer og hvem der brænder. Hvordan kunne englænderne sætte forstopper (de scorer sjældent; Ayala, Bossis, Stielike) Southgate til at tage et af sparkene mod Tyskland på Wembley i 96, da de havde alle chancer for at vaske historietavlen ren med et hold der kunne vinde EM? Det lignede på forhånd en dårlig løsning. Havde de måttet lade Alan Shearer tage alle spark, havde de ikke været færdige endnu, for tyskerne brænder jo heller ikke.
En af grundene til at Europa Cupen er devalueret med overgangen fra pokalsystemet til gruppespillet er iøvrigt tabet af spænding undervejs. Blandt andet på grund af de manglende straffekonkurrencer.
Når talen falder på 11-meter pletten, så er der iøvrigt ikke noget bedre end staffesparkskonkurrencer. Lige så længe jeg kan huske har det været noget af det bedste på grund af spændingen og mand mod mand situationen, som optræder så sjældent i moderne fodbold. Her får man 10 one-on-one situationer i træk, og det er ren guf. Diskussionen lige inden konkurrencen; Hvem skal sparke; hvem har nerverne. Hvilket hold sparker først (som mange anser for en stor psykologisk fordel; overvurderet, mener jeg, hvis jeg husker tilbage. Og forresten vinder tyskerne jo alligevel altid).
Og har man øje for den slags, så ved man ofte hvor i målet de sætter den (venstrebensspillere sparker for eksempel stort set altid til højre set fra pletten; Grosso bekræftede det sidste sommer i krogen, mens De Boer dummede sig nogle år tidligere, men i samme side. Christofte var vist undtagelsen fra reglen), og næsten altid kan man på en blanding af kropssprog og type se, hvem der scorer og hvem der brænder. Hvordan kunne englænderne sætte forstopper (de scorer sjældent; Ayala, Bossis, Stielike) Southgate til at tage et af sparkene mod Tyskland på Wembley i 96, da de havde alle chancer for at vaske historietavlen ren med et hold der kunne vinde EM? Det lignede på forhånd en dårlig løsning. Havde de måttet lade Alan Shearer tage alle spark, havde de ikke været færdige endnu, for tyskerne brænder jo heller ikke.
En af grundene til at Europa Cupen er devalueret med overgangen fra pokalsystemet til gruppespillet er iøvrigt tabet af spænding undervejs. Blandt andet på grund af de manglende straffekonkurrencer.