Der findes basalt to skoler for, hvordan man skal spille turneringspoker. Den ene - og mest populære - er introduceret af Dan Harrington i trebindsværket: "Harrington On Hold'em"
Harrington har tilnavnet "Action Dan" med ironisk reference til, at han rent faktisk er en meget tight og kontrolleret spiller.
I enhver turnering vil der være en del "Harrington-bots", der spiller ud fra den zoneteori, som Harington advokerer for. Det kan ikke udelukkes, at nogle af disse botter, kommer i pengene, men den ofte ret hastigt stigende blindsstigning i onlinetours gør, at stilen ikke er optimal. (Harrington selv er alt andet end en bot. Man når ikke dybt på Finalebordet ved WSOP to år i træk, hvis man spiller mekanisk).
Den anden skole - og den er langt mere aggressiv - er Arnold Snyders teorier, som han har udlagt i bøgerne "Pokertournament Formula I+II".
Det første bind adresserer turboturneringer og giver et bud på, hvordan man med et hyperaggressivt og meget positionsbundet spil crasher de hurtige turneringer.
I det andet bind gør Snyder op med Harringtons teori og introducerer selv den såkaldte utilitypoker. Det er en stil, hvor man bruger den til enhver tid værende utility - som jo kan oversættes med noget i retning af "nytteværdi" - til at sætte bestemte modstandere under maksismalt pres.
Men uanset om man spiller med base i den ene eller anden skole - eller måske en helt tredje - bliver man ikke en vindende pokerspiller.
De bedste pokerspillere er ultraskarpe i at tolke bordets topografi. Hvordan er situationen ved bordet lige nu, for 10 minutter siden, og hvad sker der i næste level. Og hvordan er udviklingen ved de øvrige borde. - Alt dette stykkes sammen, så man designer sit spil til de signaler og mønstre, der kan ses i topografien.
Dette kan man ikke læse sig til. Min påstand, at det er 60% talent og 40% erfaring, der afgør, om man har den topografiske tæft for spillet.
I efterfølgeren til "Phil Gordon's Little Green Book" - efterfølgeren er blå - kommer Big Phil med nogle fornuftige råd om, hvordan han tilpasser sig bordets topografiske landskab. Han peger på situationer, hvor han henholdsvis gearer og op gearer ned.
Han gearer op:
- når en spiller bliver slået ud - især ved Finalebordet.
- når blindsene netop er steget.
- hvis modstanderne er bange for ham eller hvis han har et tight
image
- hvis en modstander netop er blevet taget i at bluffe.
Han gearer ned:
- når der har været en signifikant ændring i hans stakstørrelse.
- når der netop er en spiller, der har været ramt af en udtur.
- når han kommer til et nyt bord.
- når der er mange kortstakke.
- når han har været særdeles aktiv i den foregående hånd.
- når han er snuppet i at bluffe for nyligt.
- når der er nogen ved bordet, der har markant momentum.
Som bekendt kan man ikke stige ned i den samme flod to gange. I poker er det en flod, der flyder med lig, list og længsler. Man fanger ikkke ørreder, selv om man har nok så mange æselører i sit pokerbibliotek. Strømmene skifter - timing er vigtigere end teori.
POSTFLOPACTION
Der findes basalt to skoler for, hvordan man skal spille turneringspoker. Den ene - og mest populære - er introduceret af Dan Harrington i trebindsværket: "Harrington On Hold'em"
Harrington har tilnavnet "Action Dan" med ironisk reference til, at han rent faktisk er en meget tight og kontrolleret spiller.
I enhver turnering vil der være en del "Harrington-bots", der spiller ud fra den zoneteori, som Harington advokerer for. Det kan ikke udelukkes, at nogle af disse botter, kommer i pengene, men den ofte ret hastigt stigende blindsstigning i onlinetours gør, at stilen ikke er optimal. (Harrington selv er alt andet end en bot. Man når ikke dybt på Finalebordet ved WSOP to år i træk, hvis man spiller mekanisk).
Den anden skole - og den er langt mere aggressiv - er Arnold Snyders teorier, som han har udlagt i bøgerne "Pokertournament Formula I+II".
Det første bind adresserer turboturneringer og giver et bud på, hvordan man med et hyperaggressivt og meget positionsbundet spil crasher de hurtige turneringer.
I det andet bind gør Snyder op med Harringtons teori og introducerer selv den såkaldte utilitypoker. Det er en stil, hvor man bruger den til enhver tid værende utility - som jo kan oversættes med noget i retning af "nytteværdi" - til at sætte bestemte modstandere under maksismalt pres.
Men uanset om man spiller med base i den ene eller anden skole - eller måske en helt tredje - bliver man ikke en vindende pokerspiller.
De bedste pokerspillere er ultraskarpe i at tolke bordets topografi. Hvordan er situationen ved bordet lige nu, for 10 minutter siden, og hvad sker der i næste level. Og hvordan er udviklingen ved de øvrige borde. - Alt dette stykkes sammen, så man designer sit spil til de signaler og mønstre, der kan ses i topografien.
Dette kan man ikke læse sig til. Min påstand, at det er 60% talent og 40% erfaring, der afgør, om man har den topografiske tæft for spillet.
I efterfølgeren til "Phil Gordon's Little Green Book" - efterfølgeren er blå - kommer Big Phil med nogle fornuftige råd om, hvordan han tilpasser sig bordets topografiske landskab. Han peger på situationer, hvor han henholdsvis gearer og op gearer ned.
Han gearer op:
- når en spiller bliver slået ud - især ved Finalebordet.
- når blindsene netop er steget.
- hvis modstanderne er bange for ham eller hvis han har et tight
image
- hvis en modstander netop er blevet taget i at bluffe.
Han gearer ned:
- når der har været en signifikant ændring i hans stakstørrelse.
- når der netop er en spiller, der har været ramt af en udtur.
- når han kommer til et nyt bord.
- når der er mange kortstakke.
- når han har været særdeles aktiv i den foregående hånd.
- når han er snuppet i at bluffe for nyligt.
- når der er nogen ved bordet, der har markant momentum.
Som bekendt kan man ikke stige ned i den samme flod to gange. I poker er det en flod, der flyder med lig, list og længsler. Man fanger ikkke ørreder, selv om man har nok så mange æselører i sit pokerbibliotek. Strømmene skifter - timing er vigtigere end teori.
POSTFLOPACTION