Denne tråd er fejlagtigt postet under poker. Den hører vel hjemme under diverse.
Der findes flere typer af fodboldnørder, bl.a. de fanatiske, der som regel er tilhængere af ét bestemt hold. Et hold, som de støtter betingelsesløst. Ikke mindst, når holdet er i krise. Sådan har jeg haft det med Internazionale, siden jeg så dem vinde Mesterholdscuppen i midten af 1960'erne.
Der er også det, man kan kalde fodboldfantaster. Her er de ofte de store øjeblikke, de små momenter og de skæve vinkler ved spillet, der fascinerer. Ofte er det spillets æstetik, der er drivkraften i deres lidenskab. Mange fantaster har - som jeg - en svaghed for Brasilien. For dem er - for nu at bruge en kliché - Drømmenes Teater ikke Old Trafford, men et brasserhold, der spiller med overskud, doven overlegenhed, lynsnare temposkift og elegant dekadence.
MÅLET MED DENNE TRÅD ER AT HØRE NOGLE STORE ØJEBLIKKE FRA EVT. POSTERE. Det behøver ikke at være anerkendte klassikere, men oplevelser, der har en særlig betydning for netop én selv.
Jeg vil først nævne en af fodboldhistoriens mest omtalte øjeblikke. Og jeg gør det, fordi jeg aldrig - hverken før eller siden - har oplevet en sådan rislende og berusende fornemmelse i nogen sport.
Det er 1970. Brasilien spiller mod Italien. Finale. Bolden sendes indover mod Pelé. Men der er også nogle italienske defensivspecialister, der har en vis interesse i bolden. Pelé stiger op - den nærmeste forsvarsspiller gør det samme. Pelé bliver hængende, hængende. Som var det et lysår. Italieneren rammes af tyngdeloven. Pelé er stadig i luften - og smælder bolden ind i en ubegribelig smuk scoring.
Og så er der jo også en episode, fra VM 1974, hvor Brasilien stiller med deres måske svageste hold i nyere tid. Heldigvis er gringoen
Rivelino er stadig med. Han er lad, meget latinoagtig og en kratlusker. Men han lavede momenter af genialitet, som aldrig glemmes.
Brasserne har frispark mod DDR. Rivelino skal naturligvis eksekvere. En brasser glider ind og blander sig i den østtyske mur. Han dukker sig - der opstår et hul - og Rivelinho sender bolden ind i dette fripas og scorer. Og som det måske mest besnærende ved dette erindringsbillede, husker jeg, at han vender sig om, før bolden rammer netmaskerne. Han véd det jo, scoringen.....
Der findes flere typer af fodboldnørder, bl.a. de fanatiske, der som regel er tilhængere af ét bestemt hold. Et hold, som de støtter betingelsesløst. Ikke mindst, når holdet er i krise. Sådan har jeg haft det med Internazionale, siden jeg så dem vinde Mesterholdscuppen i midten af 1960'erne.
Der er også det, man kan kalde fodboldfantaster. Her er de ofte de store øjeblikke, de små momenter og de skæve vinkler ved spillet, der fascinerer. Ofte er det spillets æstetik, der er drivkraften i deres lidenskab. Mange fantaster har - som jeg - en svaghed for Brasilien. For dem er - for nu at bruge en kliché - Drømmenes Teater ikke Old Trafford, men et brasserhold, der spiller med overskud, doven overlegenhed, lynsnare temposkift og elegant dekadence.
MÅLET MED DENNE TRÅD ER AT HØRE NOGLE STORE ØJEBLIKKE FRA EVT. POSTERE. Det behøver ikke at være anerkendte klassikere, men oplevelser, der har en særlig betydning for netop én selv.
Jeg vil først nævne en af fodboldhistoriens mest omtalte øjeblikke. Og jeg gør det, fordi jeg aldrig - hverken før eller siden - har oplevet en sådan rislende og berusende fornemmelse i nogen sport.
Det er 1970. Brasilien spiller mod Italien. Finale. Bolden sendes indover mod Pelé. Men der er også nogle italienske defensivspecialister, der har en vis interesse i bolden. Pelé stiger op - den nærmeste forsvarsspiller gør det samme. Pelé bliver hængende, hængende. Som var det et lysår. Italieneren rammes af tyngdeloven. Pelé er stadig i luften - og smælder bolden ind i en ubegribelig smuk scoring.
Og så er der jo også en episode, fra VM 1974, hvor Brasilien stiller med deres måske svageste hold i nyere tid. Heldigvis er gringoen
Rivelino er stadig med. Han er lad, meget latinoagtig og en kratlusker. Men han lavede momenter af genialitet, som aldrig glemmes.
Brasserne har frispark mod DDR. Rivelino skal naturligvis eksekvere. En brasser glider ind og blander sig i den østtyske mur. Han dukker sig - der opstår et hul - og Rivelinho sender bolden ind i dette fripas og scorer. Og som det måske mest besnærende ved dette erindringsbillede, husker jeg, at han vender sig om, før bolden rammer netmaskerne. Han véd det jo, scoringen.....