Endnu en interessant blog, kaffekande. Du er ved at have fundet formen efter et par lige lovligt excentriske start-blogs :)
Kynisme betyder oprindeligt hunde-agtig og var en slags ideal, som man søgte at efterleve i det gamle Sparta. Måske vores moderne fortolkning af ordet er lige lovligt forvansket i forhold til hvordan de gamle grækere så på det, for man kan godt spørge sig selv hvor kynisk en hund egentlig er.
I sportsjournalistikken - alle dage en kliché-tung gren af journalistikken - er begrebet i hvert fald blevet temmeligt syndslidt. Eksempelvis kan en sportsjournalist (eller en fodboldtræner; i dag er det stort set det samme) udtale, at en angriber 'mangler kynisme' i betydningen 'han scorer ikke på sine chancer', men jeg er ret sikker på, at du ville få blanke blikke tilbage hvis du spurgte en fodboldtræner (eller en sportsjournalist, det er stort set det samme) om hans hold er hunde-agtige nok.
I min bog betyder det noget i retning af at have konstant fokus på resultatet (så længe vi snakker om fodbold) og at gå efter sejren uanset, om den er smal/grim/lille og/eller ufortjent. Det er gerne de samme egenskaber, som italienske klub- og landshold igen og igen bliver beskyldt for at udfolde på banen - også i helt urimelig grad. Dels er det ikke kun italienerne, der er kyniske; dels er italienerne heller ikke selv altid kyniske. Jeg synes for eksempel ikke, at den italienske VM-triumf i 2006 var påfaldende kynisk eller resultatorienteret.
Sådan som jeg forstår den oprindelige catenaccio, så bestod den oprindeligt ganske enkelt i at flytte en midtbanespiller ned i midterforsvaret for derved at gøre defensiven dirkefri, om jeg så må sige. Sweeperen kom vist først til lidt senere; liberoen senere endnu.
Claudio Gentile husker jeg mest som en temmeligt brutal midterforsvarer; Bergomi som højreback, der nåede at deltage i hele 4 VM-slutrunder. I min bog er den ypperste libero af dem alle Franco Baresi - ikke hurtig (faktisk nærmest langsom) og ikke skudstærk - men også nærmest fænomenalt forudseende, og totalt iskold når han satte en præcis tackling ind i feltet, og det i en liga, hvor mange angribere ruller rundt og laver svanens død på den allermindste foranledning. Hvilket ikke er kynisk i min bog. Men heldigvis er den slags vurderinger altid subjektive.
Du fortjener stor applaus for at forsøge at tage de mere æstetiske aspekter af fodbold op i dine blogs. Du slog et par skæve i starten, men jeg synes du har ramt en god form for dine blogs nu.
Kynisme betyder oprindeligt hunde-agtig og var en slags ideal, som man søgte at efterleve i det gamle Sparta. Måske vores moderne fortolkning af ordet er lige lovligt forvansket i forhold til hvordan de gamle grækere så på det, for man kan godt spørge sig selv hvor kynisk en hund egentlig er.
I sportsjournalistikken - alle dage en kliché-tung gren af journalistikken - er begrebet i hvert fald blevet temmeligt syndslidt. Eksempelvis kan en sportsjournalist (eller en fodboldtræner; i dag er det stort set det samme) udtale, at en angriber 'mangler kynisme' i betydningen 'han scorer ikke på sine chancer', men jeg er ret sikker på, at du ville få blanke blikke tilbage hvis du spurgte en fodboldtræner (eller en sportsjournalist, det er stort set det samme) om hans hold er hunde-agtige nok.
I min bog betyder det noget i retning af at have konstant fokus på resultatet (så længe vi snakker om fodbold) og at gå efter sejren uanset, om den er smal/grim/lille og/eller ufortjent. Det er gerne de samme egenskaber, som italienske klub- og landshold igen og igen bliver beskyldt for at udfolde på banen - også i helt urimelig grad. Dels er det ikke kun italienerne, der er kyniske; dels er italienerne heller ikke selv altid kyniske. Jeg synes for eksempel ikke, at den italienske VM-triumf i 2006 var påfaldende kynisk eller resultatorienteret.
Sådan som jeg forstår den oprindelige catenaccio, så bestod den oprindeligt ganske enkelt i at flytte en midtbanespiller ned i midterforsvaret for derved at gøre defensiven dirkefri, om jeg så må sige. Sweeperen kom vist først til lidt senere; liberoen senere endnu.
Claudio Gentile husker jeg mest som en temmeligt brutal midterforsvarer; Bergomi som højreback, der nåede at deltage i hele 4 VM-slutrunder. I min bog er den ypperste libero af dem alle Franco Baresi - ikke hurtig (faktisk nærmest langsom) og ikke skudstærk - men også nærmest fænomenalt forudseende, og totalt iskold når han satte en præcis tackling ind i feltet, og det i en liga, hvor mange angribere ruller rundt og laver svanens død på den allermindste foranledning. Hvilket ikke er kynisk i min bog. Men heldigvis er den slags vurderinger altid subjektive.
Du fortjener stor applaus for at forsøge at tage de mere æstetiske aspekter af fodbold op i dine blogs. Du slog et par skæve i starten, men jeg synes du har ramt en god form for dine blogs nu.