Så sker det endelig – begivenheden der havde indflydelse på (tidspunktet for) Folketingsvalget: VM i cykling køres i Københavns gader.

Enkeltstarten køres onsdag 21. september, og "landevejsløbet", også kaldet linjeløbet, afvikles søndag 25. september.

BetXpert-cykelmand Jesper Sørensen har taget et grundigt blik på ruterne, samt på favoritterne og outsiderne. Fra Cancellara og Martin over Hushovd, Gilbert og Cavendish til danske Jakob Fuglsang (desværre er Danmark svækket: enkeltstarts-håbet Alex Rasmussen er suspenderet, og sidste års landevejs-sølvvinder Breschel styrtede i Vueltaen)...

Her følger optaktsartiklen om linjeløbet (læs enkeltstarts-optakten her):

VM i cykling 2011: Linjeløbet

Ruten

Rytter-kommentarer til ruten

Landene: hold og taktik 

Favoritter

Outsidere

Odds

Tips

På papiret er VM-ruten ikke særlig hård. En tur hen over Geels Bakke ville i de fleste henseender ikke regnes som en reel udfordring for en professionel cykelrytter. Udover Geels Bakke passerer rytterne også Søllerød Slotsbakke og Attemosevej, som heller ikke regnes for de største udfordringer – men…

Det er VM. Det er striberne man kører for, og ingen har interesse i at slæbe Cavendish og hans syv hjælperryttere til målstregen. Rytterne er nød til at give gas, og når man samtidigt passerer hver bakke ikke mindre end 17 gange, så kan ruten gå hen og være noget hårdere, end mange havde regnet med – især hvis det danske vejr spiller ind, og der kommer blæst og regnvejr. I så fald kan det skabe et interessant udskillelsesløb og der kan opstå kaos.

Ruten

Rytterne starter foran Rådhuset og bruger de første 28 kilometer på at køre fra Rådhuset og ud til selve ruten i Rudersdal med mål på Geels Bakke. Hernæst følger der 17 runder på den 14 kilometer lange rundstrækning. Samlet giver det en længde på 266 kilometer. Det kan blive hårdt nok.

De 14 kilometer er illustreret på grafen herunder, og selvom det ligner nogle store Ardenner-bakker, så husk på at vi kun befinder os i 20-60 meters højde. Mange af stigningerne herunder er således kun stigninger med en stigningsprocent på ca. 2 % - og det er altså vitterligt kun en udfordring for de færreste i det professionelle felt.

http://www.copenhagen2011.dk/docs/elementer/20101104-1419-57.jpg

Det, der er vigtigt at bemærke, er at der kommer en håndfuld hårde stigninger umiddelbart efter Geels Bakke. Det betyder samtidigt også, at der er ret fladt de sidste 6 kilometer frem til selve Geels Bakke, hvorfor flere ryttere kan nå at restituere inden Geels Bakke – herunder er det nok særligt Mark Cavendish, der bliver glad for en sådan strækning. Samtidigt skader det også chancerne for et udbrud, for efter de første 5,7 kilometer på strækningen går det enten ned ad eller lige ud på strækningen indtil Geels Bakke, og her kan flere sprinterhold sætte deres folk frem og trække et eventuelt udbrud ind igen.

Hvis vi kigger på rutens stigninger, så er der ifølge http://www.danskebjerge.dk syv styks, men flere af disse burde ikke regnes som en stigning, simpelthen fordi man nok næppe vil bemærke det, hvis man sidder ude på ruten og kører 40-50 km/t. Der er vel reelt set kun fire stigninger, der burde regnes som en udfordring: Og den første kommer allerede efter en lille kilometer på rundstrækningen, nemlig Vangebovej (4,3 % over 300 meter). Denne stigning er den letteste af de fire stigninger, men den kan måske godt skabe en lille splittelse alligevel, hvis nogle hold sætter sig meget hårdt frem.

Den næste stigning er Søllerød Slotsbakke (Mothsvej, 5,5 % over 480 meter), der samtidigt er rutens hårdeste stigning, og for mange er denne stigning oplagt til at sætte/mærke flere af de rendyrkede sprintere. Det er klart, det er bestemt ikke jordens hårdeste stigning, men at skulle passere denne 17 gange i et forventeligt øgende tempo for hver omgang, må trætte mange ryttere, og måske endda sætte flere deciderede profiler, hvis de ikke har dagen.

Man skal også huske på, at denne stigning kommer allerede efter 2-3 kilometer ude på rundstrækningen, så der er stadig langt hen til mål, men den kan skabe stor ravage, fx hvis rytterne er på sidste omgang, for den vil strække feltet ud, og man må formode at sprinterne falder lidt tilbage, og det åbner op for en hektisk positionskamp de sidste 10 kilometer – og det kan blive interessant.

Men ikke kun selve stigningen er farlig. I hvert fald ikke hvis man spørger Rolf Sørensen, der typisk er meget god til at læse en rute: På toppen af stigningen flader den nemlig lidt ud, og der følger således ikke en nedkørsel med det samme. Det betyder, at ryttere der måske har lidt syre i benene, vil få det meget svært hvis en rytter går kontra. Og det er jeg såmænd meget enig i, for man ser ofte at disse flade stykker på toppen af en stigning kan skabe interessante øjeblikke i et løb.

Den tredje stigning, er stigningen Attemosevej (2,3 % over 325 meter), som ikke burde være den store udfordring. Den kommer lige efter en nedkørsel, og dens milde stigningsprocent vil resultere i at feltet vil drøne af sted over stigningen i meget høj fart. Den burde ikke ændre meget – og så alligevel. Rytterne kommer i meget høj fart, og derfor er det vigtigt at være placeret korrekt – især med tanke på, at det trods alt er rutens sidste reelle stigning før mål, og dermed også mange rytteres sidste mulighed for at dræne lidt kræfter hos supersprinterne. Og der er jo netop mange, der har interesse i at sætte et meget, meget højt tempo på stigningerne, for ellers ender man med at slæbe Mark Cavendish hele vejen til målstregen, og det er der nok næppe mange der har stor interesse i til et VM.

Hernæst følger der et langt fladt stykke, og selvom mange vil bruge dette stykke til at restituere i, så er der næppe tvivl om at der bliver kørt meget, meget stærkt her. Meget stærkt.

Og så kommer sidste stigning, der ikke er rutens hårdeste stigning, men det er trods alt opløbsstrækningen, hvorfor der vil blive kørt stærkt op ad denne stigning. Det er nemlig Geels Bakke (4,0 % over 540 meter). Stigningen går lige ud (hvor mange af de øvrige stigninger snor sig meget), og der vil derfor være en opløbsstrækning, der hovedsaligt belønner den stærkeste, hvor en snoet afslutning havde bragt en masse taktik med ind i finalen. Finalen er i sig selv ikke så hård, og netop derfor nævnes Mark Cavendish også som en af favoritterne – hvis han skal tabe, så skal det være på den samlede rute, og ikke kun på grund af finalestigningen.

På papiret ikke en svær rute, men jeg synes ikke man skal undervurdere det faktum at hver bakke skal passeres 17 gange. Det gøre ondt på nogen. Og så skal man ikke undervurdere at vejret kommer til at spille en stor rolle. Hvis det regner og blæser kan man forvente et decideret udskillelsesløb, og så kan Mark Cavendish få det meget svært.

VM-ruten i Post Danmark Rundt-regi

Tilbage i Post Danmark Rundt 2010 kørte feltet fem omgange på VM-ruten (14 kilometers strækningen). Her sejrede Hayden Roulston efter at have angrebet fra et udbrud, og 2 sekunder efter ham sprintede Matti Breschel sig ind på andenpladsen foran Manuel Belletti.

Også i år var der en lille forprøve på VM-ruten, da de passerede et par af rutens stigninger. Blandt andet var der en pointspurt på Geels Bakke, hvor løbets vinder, Simon Gerrans, sejrede foran sprinterne Daniele Bennati og Davide Appollonio, mens et udbrud tog sig af bakkespurten på Søllerød Slotsbakke.

Hvad kan man bruge det til? Ikke meget. Der er kæmpe forskel på et endagsløb og den afsluttende etape i et etapeløb. Feltet vil køre meget stærkere, og distancen er meget længere, for man skal bestemt ikke kimse ad de 266 kilometer, for efter den distance er det ikke altid ensbetydende med at den hurtigste mand vinder. Og lige netop dét er en essentiel ting.

Mange ryttere kan nemlig ikke håndtere en sådan længde, før de har kørt en række år i det professionelle felt, og ligeledes vil mange ryttere være så trætte, at det handler om erfaring, styrke og snuhed (og naturligvis også hurtighed), når man kommer til finalen efter 266 kilometers kørsel. Og netop derfor er Oscar Freire tre-dobbelt verdensmester samt tre-dobbelt mester af Milano-San Remo. Han er ikke den hurtigste mand i spurterne, og har aldrig været det, om end han har set hurtigere ud end han gør i 2011, men han er snu som bare pokker, og han besidder en styrke efter +250 kilometers kørsel, som ikke alle kan prale af. Han er naturligvis ikke den eneste, der har det sådan, men han er beviset på at det kræver sin mand at vinde et løb efter 266 kilometer – men det kræver naturligvis også en passende rute, og her er det samtidigt også korrekt, at ruten i Rudersdal er den letteste siden Mario Cipollini vandt VM2002.

Ruten på YouTube

Kommentarer fra cykelrytterne

Én ting er hvad jeg skriver om ruten. En anden ting er hvad rytterne, der skal køre den, mener. Og her er der lidt delte meninger.

Landstrænernes kommentarer

Den tidligere CSC-darling, Laurent Jalabert, der nu fungerer som fransk landstræner, er overbevist om at det bliver en spurt, dog præget lidt af at det slutter på Geels Bakke. Han peger på Mark Cavendish eller Tyler Farrar som vinder.

På samme måde forventer Leo van Vliet, hollandsk landstræner, også at det bliver en rute for sprinterne – eller i hvert fald at den er noget lettere end hvad man har været vant til de foregående par år.

Belgiens landstræner, Carlo Bomans, kalder det den letteste rute siden 2002 (hvor Cipollini sejrede), men udtaler samtidigt at det danske vejr kan blive altafgørende.

Italienske Paolo Bettini udtaler, at det er en rute, der går op og ned hele tiden, og at den vitterligt er lettere end de foregående år – men stadig hårdere end i 2002. Han forventer en powerspurt imellem en større gruppe op ad Geels Bakke, og det essentielle i spurten er at have folk omkring sig, grundet det høje tempo der må blive sat før stigningen.

Lars Bonde har ikke brugt meget tid på at kommentere på ruten, men der er ingen tvivl om, at han mener at den ville have været skræddersyet til en frisk Matti Breschel.

Der er altså ikke meget tvivl fra deres side: Der vil komme en afgørende spurt, men det ser ikke ud til at de er helt sikre på hvordan denne spurt kommer til foregå.

Rytternes kommentarer

Hvis vi starter med italienske Sasha Modolo, der i august dominerede Post Danmark Rundt, og som derved prøvekørte ruten, så har han et lidt andet syn på ruten: Han mener nemlig den passer bedre til de såkaldte rouleurs med en hurtig afslutning, og peger herefter på, at ruten egner sig til angreb fra Philippe Gilbert.

Selv mener Philippe Gilbert dog ikke, at ruten er noget for ham, og han i stedet skal fungere som joker, mens Boonen er kaptajnen. Dog siger Greg van Avermaet, at Belgien bør satse alt på Gilbert, mens Boonen skal fungere som jokeren. Det skyldes dog nok i høj grad, at Boonen har været involveret i en række styrt i sin optakt il VM, og i øjeblikket er han højest tvivlsom til løbet (det var han dog ikke på datoen for Greg van Avermaets kommentar).

Tom Boonen mente at ruten var oplagt for en type som ham, da han tilbage i april prøvekørte ruten. Han har dog ikke været super heldig under Vuelta a España, så der er lidt tvivl om hans tilstand op til VM. Men mon ikke den belgiske taktik bliver at lade Gilbert køre i offensive og dernæst satse på en af deres hurtige folk, som Greg van Avermaet og Tom Boonen (hvis klar), i spurten? Jeg tror ikke, at man satser alt på Gilbert i spurten, dertil er bakken simpelthen ikke hård nok.

Hvis vi går tilbage til italienerne, så har Filipo Pozzato også været ude og sige, at han ikke tror ruten er decideret nem. Hvis han er i topform, så er det vel næsten en finale der kunne passe ham uhyre godt. Italiens kaptajn hedder dog sandsynligvis Daniele Bennati, og han mener at ruten er en tand hårdere end 2002.

Nick Nuyens kommer med en mere aggressiv forudsigelse: Han forventer nemlig kun et sted mellem 15-20 mand ved opløbsstrækningen, og påpeger nemlig at de mange omgange kommer til at få en hård effekt på rytterne. Men man skal dog lige huske på, at han til dagligt kører på et dansk firmahold, så det har måske en indflydelse på hans forudsigelse?

Den tidligere Saxo Bank-rytter, Fabian Cancellara, har en stor drøm om at levere et resultat i København. Han påpeger, at selvom ruten måske ikke er den hårdeste, så kan især vejret få en meget stor effekt. Der er næppe tvivl om, at han vil foretrække en masse regn og blæst, for det er under disse forhold at han kan levere et super resultat.

Slutteligt har en af de store favoritter, Mark Cavendish, ligeledes udtalt sig om ruten. Han siger, at ruten er noget lettere den i Geelong, men samtidigt hårdere end han forventede. Han forventer dog en spurt fra en stor gruppe i en decideret powerspurt.

Holdene

Antal ryttere pr. land

9 ryttere:

Spanien

Italien

Australien

Belgien

Tyskland

USA

Holland

Frankrig

8 ryttere:

Storbritannien

6 ryttere:

Luxembourg

Marokko

Columbia

Venezuela

Iran

Slovenien

Rusland

Portugal

Polen

Ukraine

Kroatien

Danmark

4 ryttere:

Kazakhstan

Norge

Schweiz

3 ryttere:

Eritrea

Brasilien

Argentina

Chile

Japan

Tyrkiet

Litauen

Østrig

Tjekkiet

Estland

Hviderusland

Bulgarien

Sverige

New Zealand

Canada

Irland

Slovakiet

1 rytter:

Costa Rica

Letland

Algeriet

Cuba

Uruguay

Ecuador

Ungarn

Grækenland

Rumænien

Serbien

De store landes hold og taktik

Spanien: Spanien råder over en stærk trup, men mangler en afslutter i verdenklasse: Holdet er lagt an på at Oscar Freire skal spurte, mens Rojas Gil skal sidde med ham til målstregen. Herudover har man angribere som Barredo og Lastras, men ingen af dem virker til at være stærk nok til at angribe til mål, trods en god form. Spaniens chancer ligger umiddelbart i Freire/Rojas, hvor landstræneren på forhånd har udtalt at der køres for Freire. Har han dagen, så er det måske også det klogeste valg, men Rojas virker til at være mere stabil end Freire.

Italien: Daniele Bennati ligner den oplagte kaptajn, men italieneren har en forbavsende evne til at ende på alle andre pladser end førstepladsen: Derimod har man en hurtig mand i form Elia Viviani, der har bevist på det seneste, at han virkelig formår at sejre. Spørgsmålet er om han kan stå distancen i et så langt og hårdt løb. Han er italienernes back up. Og så må man ikke glemme Sascha Modolo, der ligeledes har vist skræmmende form, og som i sin første sæson som professionel blev nummer 4 i Milano San Remo – et løb, der er meget tæt på at være 300 km lang.

Ellers er taktikken at gøre løbet meget hårdt, og dernæst at være med i samtlige angreb. Man ønsker bestemt ikke at slæbe Mark Cavendish med til linjen.

Australien: Hos Australien sætter man sin lid til Matt Goss. Sidste års bronzetager, Allan Davis, er ikke blevet udtaget, efter en meget løbsfattig sæson (årets Tour de France-vinder Cadel Evans, der vandt VM i 2009, er heller ikke med). Til at assistere Goss har man et uhyre stærkt hold i form af folk som Simon Clarke, Stuart O’Grady, Simon Gerrans (der jo som bekendt slog Bennati i en spurt op ad Geels Bakke), og herudover har man også Michael Rogers, Baden Cooke¸ Chris Sutton, Matthew Hayman og Heinrich Haussler. Sidstnævnte kunne have været en farlig joker på denne rute for et par år siden, men i 2011 har han slet ikke ramt en form, der kan leve op til de enorme forventninger, der er omkring ham.

Goss ligner kaptajnen, mens Gerrans nok kommer i den mere offensive rolle.

Belgien: Hos Belgien satser man vel hovedsaligt på Gilbert, der selv helst så sig fri fra dette ansvar, men efter Boonens skadesproblemer, er der vist ingen vej uden om Gilbert. Ruten passer ham ikke optimalt, men alternativerne som Greg van Avermaet og Björn Leukemans virker ikke til at kunne udgøre de store trusler på denne rute i rollen som hhv. sprinter og angriber. Nuvel, van Avermaet er måske hurtigere end Gilbert i en spurt, men som jeg ser det er van Avermaets chance for at vinde i en spurt mod de øvrige konkurrenter ikke særlig stor, hvorimod der er en reel chance for at Gilbert kan køre af sted på sit punch – men så skal han gøre det på bakkerne i starten af ruten, og det lange flade stykke gør det meget svært for ham at holde til mål.

Det hele afhænger af den afsluttende bakke, for hvis den vitterligt trætter meget efter 17 omgange, ja, så har Gilbert jo vist sig at være uslåelig i en kuperet spurt. Belgieren har således domineret samtlige afslutninger af denne slags siden han sejrede i Montepaschi Strade Bianche – tilbage i starten af marts!!

Tyskland: Tyskland har et relativt interessant hold, hvor kaptajnen er sprinteren Andre Greipel. Han har en række dygtige hjælpere, mens folk som Wegmann kan gå med i diverse angreb. På den måde har man en mand til ethvert scenarie, men spørgsmålet er om en mand som Degenkolb fx vil ofre sin egen chance og køre for Greipel?

Som udgangspunkt er det dog et uhyre interessant hold, og det bliver bestemt et af de lande, der bør tage ansvar på dagen idet de har en potentiel vinder i form af Greipel, som jeg har en fidus til på denne rute, men mere om det senere.

USA: Hos USA har man sammensat et relativt homogent hold, der dog satser hele puljen på Tyler Farrar. Holdet består faktisk næsten udelukkende af hjælperryttere. Bookwalter, Talansky og Phinney kan alle sætte et højt tempo i en evt. lead-out, mens folk som King, Duggan¸ Busche og Louder nok skal slide for at servere en spurt for Farrar.

Det virker dog lidt vovet at udtage en sådan trup. USA har ganske vist som sådan ikke mange folk, der kan noget på en sådan rute, men Farrar styrtede som bekendt ud af Vuelta a España, og dette hold efterlader ikke mange andre alternativer end at satse 120 % på Farrar.

Holland: Hos Holland mangler man umiddelbart en potentiel vinder, og hvis man kigger på deres hold undres man en smule – Gesink? Poels? Hoogerland? Hvad kan de på denne rute? Ikke meget. Sagen er, at de nok forbereder sig til om et års tid, hvor de har VM på hjemmebane, og hvor netop disse ryttertyper kan komme i spil.

Til gengæld sætter man sin lid til den nationale mester, Pim Ligthart, der da også er en hurtig mand på en mere selektiv rute, men som næppe kan slå alternativerne fra diverse andre hold, og så hedder den anden kaptajn Lars Boom, der ser ud til at være i storform. Hollænderen har en stor motor, og får han et hul til feltet, kan det komme til at gøre meget ondt på feltet, for han er ikke en rytter man bare lige henter. Men som udgangspunkt er Holland ikke særlig skræmmende.

Storbritannien: Briterne har alle muligheder for at dominere dette løb, hvis alle er motiveret på at arbejde for Mark Cavendish. Og hvis han vel og mærke kan komme i topform, for han så ikke særlig godt kørende ud i Vuelta a España.

Truppen består af stærke folk som David Millar, Bradley Wiggins, Chris Froome, Geraint Thomas og Ben Swift. Det er altså meget stærke folk. Thomas har gentagne gange vist sin styrke som lead-out mand, Ben Swift kan også spurte på egen hånd, men han skal formentligt være sidste mand før Cavendish. Millar skal muligvis påtage sig Lars Bak-rollen og sidde forrest i feltet i meget lange perioder, mens Wiggins og Froome kommer med uhyre gode ben fra Vuelta a España – ruten passer dem ikke, men begge kan sætte et meget, meget højt tempo, så mon ikke de også skal være en del af lead-out toget?

Dette hold er dog også meget ensidigt, og der satses naturligvis på Cavendish. Storbritannien er et af de stærkeste hold under dette VM, men jeg ser nogle spørgsmålstegn ved kaptajnen, Cavendish – kan han stå distancen på denne rute?

Luxembourg: Deres hold kendes ikke i øjeblikket, men omvendt har de ikke rytterne til en sådan rute. Hverken Andy eller Frank Schleck kan gøre megen skade, ligesom Laurent Didier også foretrækker en kuperet rute. Det kan betyde, at de ikke stiller op, og landet i stedet sender nogle af de mere anonyme luxembourgere.

Og samtidigt åbner det op for spørgsmålet, om man ikke burde ændre pointssystemet, når et land, der reelt set kun har to mand, der skraber point sammen, kan få seks mand med til VM?

Colombia: Colombia foretrækker helt klart en mere kuperet rute, så deres utallige talentfulde bjergfolk kan vise deres styrke, men de har dog et par habile hurtige folk. Mest kendt er Leonardo Duque, der dog ikke har set særlig hurtig ud længe. Og så skal man ikke glemme Juan Pablo Forero, der blandt andet var fremme med på enkelte etaper i Tour of Turkey. Ikke en stor spiller, men på en god dag kan han måske snige sig ind i top20. Ellers vil Colombia nok primært forsøge at animere løbet og køre deres chance via udbrud.

Slovenien: Hos Slovenien finder man en joker i form af Grega Bole. Bole er en dygtig sprinter i et hårdt terræn, og på en god dag kan han måske snige sig til en overraskende god placering i Danmark. Foruden Bole finder man Marko Kump, men dette VM kommer nok lige et par år for tidligt, selvom det måske i fremtiden lige netop er sådan en rute han vil foretrække.

Men kaptajnen ender nok med at være Borut Bozic. Han har ganske vist ikke bevist meget rent formmæssigt som fx Bole, men han plejer at gøre det rigtig godt i de såkaldte powersprints. Han kan være en farlig mand at invitere med ind i finalen.

Rusland: Den største russiske endagsrytter, Alexandr Kolobnev, blev som den eneste testet positiv under årets Tour de France, og dermed kommer russerne til at mangle et stort aktiv: Han havde næppe kunne gøre noget i sidste ende på denne rute, men han havde uden tvivl forsøgt sig med et optimistisk angreb alligevel, og han ville på den måde næppe være anonym i finalen.

Rollen som kaptajn går formentligt til Denis Galimzyanov, der er den hurtigste russer i øjeblikket. Jeg tror dog sagtens, at ruten kan vise sig at være lidt for hård for Galimzyanov, der indtil videre er ret uprøvet i så lange løb.

Portugal: Portugal har ikke mange ryttere til denne rute, men Manuel Cardoso ligner et oplagt bud på en kaptajn. I form passer ruten ham ganske glimrende, men han har haft svært ved at ramme formen igennem sin tid hos RadioShack: På det seneste har han dog lignet en mand, der er på vej mod en VM-form. Resten af holdet skal primært forsøge sig i angreb, hvis de vil have lidt ud af denne rute.

Jeg springer let og elegant over Polen, Ukraine og Kroatien. Førstnævnte fortjener måske lidt tekst, men de kommer næppe til at gøre det store ved dette VM.

Danmark: Og så er turen kommet til Danmark! Sidste års sølvvinder Matti Breschel i topform kunne have lavet et fint resultat på denne rute, men et styrt i Vuelta a España har medført at Breschel er henlagt til en statistrolle – hvis han overhovedet ender med at deltage.

Dermed er Danmarks taktik ét stort spørgsmål: Skal man give folk som Lars Bak, Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang helt frie tøjler til at angribe? Eller skal man se om Michael Mørkøv kan fortsætte sin flotte sæson? Spørgsmålene er i min optik mange, og jeg ærgrer mig over Breschels styrt i Vuelta a España. Han var flot kørende.

Norge: Vores naboer må tage favoritrollen på sig. Ikke kun fordi de har den forsvarende verdensmester i form af Thor Hushovd, der må anses som en af de bedste i en powerspurt, men også fordi de har en (form)stærk Edvald Boasson Hagen, der foruden to Tour de France-etapesejre også har vundet Eneco Tour (inkl. 1 etapesejr) og Vattenfall Cyclassics.

Begge kan reelt set ende med at vinde den afsluttende spurt, og derfor er Norge så knaldhamrende farlige på trods af, at de kun har fire mand med til dette VM. For et år siden havde de kun tre: Kaptajnen Hushovd, den frie joker Boasson Hagen, der udgik ”tidligt” og hjælperen Kristoff, der kom i mål 14 minutter efter Hushovd – og alligevel vandt Hushovd ene mand. Dét er imponerende.

Schweiz: Schweiz er en ret stærk cykelnation, men uanset hvordan man vender og drejer den, så bliver det hele lagt an på Fabian Cancellara. Det er ham, der skal lave resultatet på denne rute, og det kan godt blive svært når man ikke har en hurtig spurt – til gengæld kan han profitere af de mange bakker i starten af hver omgang, for hvis han kan få et forspring på disse, så er han en af de motorer, der kan holde forspringet på det flade stykke hen til Geels Bakke.

Argentina: Hos Argentina har man umiddelbart kun én mand, der kan lave et resultat i Danmark: Juan Jose Haedo, der kommer med en Vuelta-etapesejr i bagagen. Jeg tror dog, at både distancen og ruten bliver en tand for meget for Haedo, og selv hvis han kommer med i finalen, så plejer han ikke at være glad for en positionskamp. Helst skal han pakkes ind under hele løbet, og dernæst have en stor mand til at føre ham frem – men målt i ren topfart er han meget hurtig.

Slovakiet: Slovakiet bliver den sidste nation i denne gennemgang af de stærkeste nationer ved VM. De stiller kun med tre mand, men til gengæld kan det være tre ret stærke ryttere i form af Peter og Martin Velits samt Peter Sagan. De tre er meget, meget stærke folk, hvor Martin Velits må hoppe i hjælperollen, Peter Velits skal være den offensive, mens Peter Sagan skal sidde med indtil finalen, hvor hans powerspurt er blandt den hurtigste i feltet.

Havde Sagan været 26-33 år, så havde han været blandt favoritterne. Det er han ikke. Han er 21 – en af feltets yngste ryttere - og har lagt sin formkurve efter Vuelta a España, hvilket gav bonus i form af et par etapesejre. Normalt er længden ved disse endagsløb et problem for ryttere i hans alder, men Milano-San Remo tidligere på året viste, at han godt kan side nogenlunde med – her blev han nummer 17 med et tidstab på 27 sekunder, og senere gennemførte han Paris-Roubaix (dog ikke med et imponerende resultat). Jeg tager hatten af for denne knægt, omend jeg ikke tor han kommer optimalt til dette VM; han skal nok få sin chance.

Der er naturligvis mange flere hold under VM, men jeg bliver meget overrasket hvis vinderen (og de store aktører) ikke er at finde blandt ovenstående hold. Men hvem er så favorit? Og hvordan står de i forhold til hinanden? Lad os kigge nærmere på dét.

Favoritter

Det er et svært VM at spå om. Især fordi de reelt set aldrig har kørt på denne rute i sin fulde længde. Men det er naturligvis en rute, der som udgangspunkt passer bedste til sprintere, der kan holde i 265 kilometer, og samtidig have nok power til at sprinte i finalen: Altså sådan cirka de ryttere som også markerede sig for sidste år i Australien på en lidt hårdere rute.

Thor Hushovd, Norge

Og derfor er det naturligvis oplagt at hive titelholder Thor Hushovd ind som den store favorit. Man snakker tit om VM-trøjens forbandelse, men selvom han havde et skidt forår, så har han i den grad vist sig flot frem siden Tour de Suisse og dernæst i Tour de France, hvor han vandt nogle imponerende etapesejre på meget hårde etaper.

Han er en af de bedste ryttere på lange distancer og hårde ruter, men til gengæld bliver han langsommere og langsommere i en reel spurt, og det er efterhånden primært råstyrke og erfaring, der nupper ham sejre i denne disciplin, medmindre det foregår op ad bakke. At han besejrede unge Edvald Boasson Hagen i en mand-til-mand spurt vidner ikke om at han er super hurtig, men om at han er snu som bare pokker – ellers burde Hagen vinde en sådan spurt.

Kommer Hushovd til stregen med Cavendish, Greipel, Farrar m.fl., så får han det nok meget svært. Men hvor der er enkelte spørgsmålstegn om hvorvidt disse fyre rent faktisk kommer til stregen i en favoritgruppe, så eksistere de samme spørgsmålstegn overhovedet ikke hos Hushovd, der burde være en sikker mand i finalen.

Problemet er, at hvis han får en defekt i finalen, så er hans eneste landskammerat til stede formentligt Edvald Boasson Hagen – og han vil næppe stoppe op for at hjælpe Hushovd, når han selv har fine chancer for at vinde dette VM.

Mark Cavendish, Storbritannien

Formentligt er sprinterkongen Mark Cavendish storfavorit til at tage VM, men jeg har et par spørgsmålstegn ved ham. Han skal være godt kørende for at kunne passere de samme tre stigninger hele 17 gange, og han skal være i absolut topform for at kunne matche powersprinterne op ad Geels Bakke. Men når han er det, så har han så sandelig også bevist, at han kan gøre sig i den slags finaler, og så er han ikke til at røre ved.

Og samtidigt har han et usandsynligt stærkt hold omkring sig, hvor en mand som Geraint Thomas især kommer til at få en nøglerolle. Briterne har så mange stærke kort at spille ud, i jagten på at holde det hele samlet til en finale, og hvis Cavendish virkelig er i topform, så har et stærkt land som Storbritannien holdet til at holde det hele samlet.

Men den Cavendish, der blev sat på enhver lille stigning i Vuelta a España, og som måtte udgå meget tidligt, vinder ikke noget som helst under VM. Og under Tour of Britiain kommenterede Theo Bos, at det lignede at Renshaw var hurtigere end Cavendish på første etape, men at han kørte en anelse med foden på bremsen. Det lover jo umiddelbart ikke godt, men spørgsmålet er om den kommentar ikke blot var for at sætte lidt frustrationer ind hos Cavendish?

Han skal være i topform. Ellers vinder han altså ikke på denne rute.

Philipe Gilbert, Belgien

Efter at have nævnt to sprintere, vil jeg lige nævne verdens bedste puncheur, Philipe Gilbert. Ruten passer ikke den Gilbert man kendte før 2011, men i år har han udviklet sig til at være en rytter, der vinder på næsten samtlige afslutninger, der har bare den mindste stigningsprocent.

Det bliver dog svært her i København, hvor der er mange der har interesse i en spurt, men Gilbert vil nok forsøge sig med utallige ryk på denne rute i håbet om at få sat de værste konkurrenter af, og han vil nok også oven i købet forsøge sig med et ryk på Geels Bakke.

Samtidig har han også bevist, at han er dygtig til at holde en topform over en hel sæson. Jeg er udmærket klar over, at han har holdt enkelte pauser, men kigger man på hans sæson, kan man med rette konkludere at han har været i meget god form siden marts.

En mand som Gilbert kan skabe panik og han kan smadre det for mange hold, hvis han angriber et stykke fra mål, for det vil koste mange kræfter at hente ham igen, og det vil være med til at ødelægge organisationen på mange hold. Og havde han haft Boonen på holdet, så havde det været et realistisk scenarie, at han ville angribe for at splitte feltet, men uden en afslutter i Boonens kaliber ser det ud til at det hele kommer til at hænge på Gilberts skuldre, og så er det måske smartest at vente med det afgørende ryk til sidste tur op ad Geels Bakke, som i bund og grund ikke burde være skrap nok til Gilbert.

Jeg vil dog ikke være manden, der afskriver ham. Gilbert har gentagne gange vundet på ruter, der var lettere end denne (dog ikke med dette felt). Han er god til at lave accelerationer tidligt på ruten, der er med til at splitte feltet. Under de belgiske mesterskaber begyndte han således sine angreb med 100 kilometer til mål, og han angreb igen og igen for at splitte feltet yderligere, inden han til sidst satte sit ryk ind og endte med at vinde. Han er altså ikke bange for at skulle starte løbet meget langt udefra.

Cavendish, Hushovd og Gilbert repræsenterer hver deres type som ryttere – kategorier, hvor de hver især er den bedste. Havde Cancellara vist bedre form i slutningen af året, så havde han også været her som den fjerde ryttertype. Jeg har valgt disse tre, fordi de er i en klasse for sig på deres præmisser, og fordi VM i København kan blive både en fugl og en fisk.

Outsidere

I gruppen af outsidere, er der bestemt ryttere man kunne argumentere for, skulle være blandt favoritterne, men af forskellige årsager hører de altså til under outsidere.

Peter Sagan, Slovakiet

Den første er Peter Sagan, stortalentet fra Slovakiet, der er som skræddersyet til denne rute. Men Sagan er kun 21 og han havde primært lagt formen an på Vuelta a España, hvor han dog også gjorde det rigtig, rigtig godt – spørgsmålet er bare om han kan holde formen hele vejen til Danmark?

Og det næste spørgsmål er, om han kan stå distancen i det 266 kilometer lange løb, når han kun er omgivet af to hjælperyttere, og dermed ikke kan blive pakket lige så godt ind som når han kører for Liquigas?

Hvis formen er der, og hvis han sidder i finalen, så er han en ubehagelig fyr. Han har en vanvittig powerspurt, der har vundet ham ekstremt mange sejre allerede i sit andet år som professionel cykelrytter, og han har mange, mange muligheder for at blive verdensmester i fremtiden – jeg tror dog måske, at København kommer lidt for tidligt.

André Greipel, Tyskland

Et stærkt hold har man ligeledes også hos Tyskland, hvor André Greipel er udset til at være kaptajn, men i kulissen lurer stærke folk som Kittel og Degenkolb, hvis Greipel skulle have en dårlig dag: Dog tror jeg næppe, at Kittel sidder med i finalen, hvis Greipel ikke gør, men Degenkolb er en rytter, der stråler i disse løb med en sådan afslutning – man skal dog huske på, at han kører sit første år på højeste niveau, så distancen kan måske blive et problem for ham.

Så derfor er holdet bygget op omkring Greipel, der i år fik indfriet sit ønske om Tour de France-deltagelse, og det kvitterede han med en enkelt etapesejr, og fik langt om længe bevist at han kan vinde andet end mindre løb. Han er i manges øjne nok bare en lidt langsommere udgave end Cavendish, men man må ikke glemme at han forud for denne sæson har valgt at gå længere ned i vægt, således han mister lidt topfart, men til gengæld lettere kan sidde med i hårde løb, og derfor vurderer jeg at han har større chance for at sidde med i finalen end fx Cavendish, men til gengæld er han samtidigt også lige en anelse langsommere. Det er dog marginaler vi snakker om her, og spørgsmålet er om det overhovedet kommer til udtryk på ruten.

Edvald Boasson Hagen, Norge

Det kan virke som et overkill, at Norge har to af løbets største favoritter, når de kun har fire mand med til VM, men ikke desto mindre er det svært at komme uden om, at Edvald Boasson Hagen hører til blandt de største outsidere. Knægten er meget hurtig i en finale, og samtidig er han også dygtig til hårde ruter, hvorfor en VM-rute i mange tilfælde vil passe ham rigtig godt.

Han har haft en rigtig fin sæson, hvor det foruden to etapesejre i Tour de France, er blevet til samlet sejr i Eneco Tour og en sejr i Vattenfall Cyclassics. Herefter er der dog kommet en lille, naturlig formnedgang, før han kører Tour of Britain som sidste løb inden VM.

At han kører på hold med Hushovd er både en kæmpe fordel og en kæmpe ulempe. Det er en fordel fordi, at mange vil lure på Hushovd, og han dermed kan køre i en lidt ubemærket rolle, men samtidig er det en ulempe, fordi der kun er fire mand på holdet, og Hagen dermed kan være lidt bundet til Hushovd i finalen, hvis denne siger, at han har superben.

Hagen er dog en rigtig, rigtig farlig mand, og han er altså også vanvittigt hurtig i en power spurt – og så er det en klar fordel, at han har fravalgt enkeltstarten for udelukkende at fokusere på linjeløbet.

Oscar Freire, Spanien

Hos Spanien sætter man primært sin lid til Oscar Freire, der normalt plejer at være rigtig god til at ankomme til et løb, uden at der bliver snakket om ham. Sådan har det dog ikke været i år, hvor der er ufatteligt meget snak om ham, primært fordi alle er bekendt med hans styrke til at præstere, når han virkelig skal præstere. Det har givet ham tre verdensmesterskabstitler.

Kan han vinde på denne rute? Måske. Freire er kendt som en snu mand, der gør det godt i de såkaldte powerspurter, men han må også sande at han efterhånden er ved at være gammel, og at der er mange der i hvert fald matcher hans hurtighed.

Men han er for farlig til at glemme eller neglicere. Der er ekstrem meget – velfortjent – respekt omkring manden, og selvom han gang på gang bliver afskrevet, så dukker han op og tager en ny stor sejr. VM i år? Sandsynligvis ikke, men Freire følger sjældent sandsynlighederne.

Matt Goss, Australien

Hos Australien har men et ganske godkendt hold, hvor Matt Goss så afgjort står øverst i hierarkiet. Til at assistere ham har han en håndfuld stærke folk i form af Baden Cooke, Chris Sutton, Simon Gerrans, Simon Clarke, Stuart O’Grady, Heinrich Haussler, Matthew Hayman og Michael Rogers.

Jeg undrer mig lidt over holdsammensætningen, hvor især en Haussler virker som et underligt valg – han så meget skidt ud i Vuelta a España, og han skal have taget et kæmpe skridt rent formmæssigt, hvis han vil gøre sig gældende på en sådan lang rute. Men herudover har man stærke folk som Hayman og Rogers til at hive udbrud ind, man har Gerrans og Clarke til at gå med i udbrud, og man har Cooke, Sutton og O’Grady til at lede Goss sikkert frem i spurten. Og samtidigt skal O’Grady agere kaptajn på holdet, og dermed stå for at organisere holdet bedst muligt på ruten.

Goss måtte udgå tidligt af Vuelta a España, og han har generelt ikke fået den bedste optakt. Det er derfor meget svært at vide hvor han står, men i topform ville han være et godt bud på en sejr på denne rute, for Goss er uhyre hurtig på afslutninger, der er lidt hårde. Det store spørgsmål er dog helt bestemt hans form.

Tyler Farrar, USA

Det samme kan man sige om Tyler Farrar: Han har bevist sig som nogenlunde dygtig på en småtstigende afslutning, men hvor står han rent formmæssigt – og helbedsmæssigt? Farrar måtte nemlig udgå af Vuelta a España efter et styrt, og generelt har hele 2011 ikke været nær så god som hidtil (trods en etapesejr i Tour de France). Han har naturligvis også været plaget af Wouter Weylandts død, og derfor vil han nok være meget, meget motiveret efter at få striberne under dette VM.

Men motivation bærer altså ikke en til sejr under VM. Alle er motiverede efter striberne, og det handler derfor om at have en god form. Har Farrar denne? Jeg kan godt tvivle på det, og selv hvis han er i topform, så er der bedre alternativer end ham i min optik: Både Greipel og Cavendish er hurtigere i en ren spurt, mens Sagan, Edvald Boasson Hagen m.fl. er hurtigere end ham på en stigende afslutning.

Men Farrar er USA's eneste reelle kaptajn. Hele holdet er bygget op omkring ham, så der må jo være en tiltro til ham. Jeg tvivler bare på ham, men er han i topform, så er han en dark horse til denne titel.

Daniele Bennati, Italien

Hos italieneren er det Daniele Bennati, der køres for. Italieneren kommer fra Vuelta a España med en etapesejr i bagagen, men foruden et par småsejre har det endnu engang været et stille år for Bennati. Hans topfart kan simpelthen ikke matche topsprinterne, og med flere og flere typer som han selv (Sagan, Degenkolb, Matthews for at nævne nogle af de yngste), bliver der færre og færre løb for Bennati.

VM er dog et af disse løb med en lille bakke som afslutning. Og fra italienernes side ønsker man at gøre løbet så hårdt som muligt for at undgå en kamp mod Cavendish, Greipel og Farrar. Derfor har man udtaget hurtige folk som Oss, Visconti, Paolini m.fl., der kan gå med i udbrud og evt. vinde en spurt, hvis udbruddet skulle holde hjem – holder det ikke hjem, ja så har man Bennati i finalen.

Men løbet skal gøres hårdt. Man skal altså sætte de værste konkurrenter, for ellers levner jeg ikke Bennati mange chancer. I en direkte spurt mod de fleste topsprintere vil han meget sjældent vinde, og i sidste ende kan det ende med at enten Viviani eller Modolo slår ham i spurten – men jeg tror, at løbet bliver for hårdt for mindst én af disse to, og Bennati er korrekt nok italienernes kort, for han er den sikre af dem, frem for de to unge ryttere der har kørt meget få løb over 250 kilometer.

Fabian Cancellara, Schweiz

Fabian Cancellara er topnavnet hos Schweiz, og man sætter sin lid til at han kan tage mindst én medalje. I enkeltstarten er han uden tvivl medaljefavorit, men i linjeløbet er der bedre alternativer end ham – omend ruten passer ham ganske godt, og han har tidligere udtalt sig meget varmt omkring København.

De mange bakker i starten af hver runde, er med til at trætte mange af rytterne, og det kan Cancellara udnytte ved at rykke af sted og dermed sætte sin store motor i gang på det flade stykke. På den måde kan han blive meget svær at hente igen – men har han formen? Har han evnerne?

2011 har bestemt ikke været hans bedste år. På enkeltstarten er han blevet slået ved et par lejligheder, og på brostenene kunne han langt fra at gentage sidste års bedrifter. VM er derfor hans sidste chance for at redde 2011, men han har tidligere udtalt at enkeltstarten tager for mange kræfter i forhold til linjeløbet – gør det sig også gældende i år, hvor der er en dag mere mellem enkeltstart og linjeløb?

Hvorom alting er, så kan Cancellara i sin nuværende position ikke blive meget andet end en outsider. I topform kunne man forvente et stort resultat, men i min optik skal schweizerne være lykkelige hvis han nupper mere end én medalje.

Der findes ingen garantier under et VM

Der er ingen garanti for at ovenstående ryttere vinder. VM kan blive en taktisk affære, hvor et udbrud vinder fordi ingen tager ansvar. De store hold sender gerne halv-hurtige folk med i et udbrud, for at sidde på hjul bagerst i gruppen og ikke arbejde, fordi de har en hurtig kaptajn i feltet – men hvad nu hvis Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Belgien alle ender med at have en mand med i samme udbrud? Hvem har så interesse i at slide folk op for at hente dette udbrud?

Det er der meget få, der har, enten fordi de har meget få folk, som fx Norge, eller fordi de ikke har en decideret afslutter, hvorfor det ikke nytter at samle det hele igen. I et sådant scenarie skal man kigge på de store lande: De vil som sagt ikke arbejde i et udbrud, før det er endeligt afgjort at udbruddet holder hjem, og så kan vi ende med at få en lidt overraskende vinder, og jeg kunne forestille mig at det kunne blive folk som Giovanni Visconti, Luca Paolini (Italien), Vicente Reynes, Imanol Erviti, Carlos Barredo, Luis Leon Sanchez (Spanien), Matthew Hayman, Simon Clarke (Australien), Greg van Avermaet (Belgien) og Ian Stannard (Storbritannien).

Med andre ord: Dette VM vindes formentligt ikke efter ét stort soloridt. Det er i hvert fald svært at se andre end Cancellara eller Gilbert, der skulle gøre dette. Derimod vindes det formentligt af en, der er hurtigst i en gruppe, hvad enten det er én stor favoritgruppe eller fra et lille udbrud. Det er selvfølgelig medmindre Gilbert jævner hele feltet i ét stort aggressivt nummer op ad Geels Bakke.

Odds

Vinder:

Philippe Gilbert – 5,50 (Centrebet, Danbook, Scandic)

Peter Sagan – 8,50 (Centrebet, NordicBet*, Paddy Power & Unibet*)

Mark Cavendish – 9,00 (Bet24, Betsafe & NordicBet*)

Thor Hushovd – 10,00 (Bet365*)

Edvald Boasson Hagen – 13,00 (NordicBet*)

Fabian Cancellara – 19,00 (888sport*, Sportingbet, Unibet*)

Matt Goss – 26,00 (Sportingbet)

Andre Greipel – 26,00 (888sport*, Sportingbet, William Hill)

Daniele Bennati – 28,00 (Expekt)

Tyler Farrer – 29,00 (888sport*)

Oscar Freire – 34,00 (Paddy Power)

Marcel Kittel – 40,00 (Expekt)

Gerald Ciolek – 67,00 (Paddy Power)

Jose Joaquin Rojas Gil – 75,00 (Danbook)

Giovanni Visconti – 80,00 (Unibet*)

Boruit Bozic – 101,00 (Centrebet, Sportingbet)

Sacha Modolo – 101,00 (Centrebet)

Heinrich Haussler – 101,00 (Bet365*) (til sammenligning giver bwin* blot odds 21)

Lars Boom – 101,00 (Paddy Power) (Scandic er i odds 40 for Boom)

Thomas Voeckler – 101,00 (888sport*, Centrebet, Paddy Power) (Bet365* er i odds 41 for Voeckler)

Simon Gerrans – 126,00 (NordicBet*) (Bet365* er i odds 51 for Gerrans)

Ikke ude med odds ved gennemgang af bookmakere 24/9: 10Bet, 188bet, bet-at-home, Gamebookers & Partybets

Tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jacob Nordestgaard

Jesper Sørensen