US Open 2015! Yes, det er igen tid til søvnløse nætter og en zombielignende hverdagstilstand. Vi har tre tenniseksperter klar til at fodre BetXpert-brugerne med lækre spilforslag. Bliv fuldt ud opdateret på årets sidste Grand Slam her, hvor vores nyeste tennisekspert Morten Rytter får optaktsdebut - og kommer rundt om alt fra odds, analyse af favoritter, outsidere og langskud fra herrernes US Open 2015.

Der er lagt op til et par spændende uger i New York, når US Open går løs fra mandag 31. august. Djokovic skiller sig ud som den store favorit, men Masters-turneringerne i USA har givet begrundet håb for udfordrerne. Således har både Andy Murray og Roger Federer slået Djokovic i to nylige finaler.

Efter mange års dominans af ”the big four” endte vi sidste år med de mest overraskende finalister længe i en Grand Slam. Kroatiske Marin Cilic, anført af sin gode serv og tunge grundslag, var suveræn i finalen og kunne sikre karrierens første Grand Slam-titel med en sejr i tre sæt over japanske Kei Nishikori.

Det bliver spændende at se, om de kan følge op på den præstation, men umiddelbart ligner det en ny kamp mellem de etablerede favoritter i Djokovic, Murray og Federer, med Stanislas Wawrinka som den største outsider.

Årets sidste Grand Slam foregår som altid på Flushing Meadows i New York-bydelen Queens. Forsøget med at afvikle finalen mandag to uger senere er lagt på hylden, og turneringen bliver i stedet rundet af søndag 13. september.

Stor Djokovic-dominans

Indeværende sæson har været domineret af Novak Djokovic. Det er blevet til to Grand Slam-titler, i Australien og på Wimbledon, og han har vundet 4 af de 6 Masters-turneringer, han har stillet op i. De to nederlag er dog kommet indenfor de sidste uger, og det giver håb til udfordrerne. De anføres af Andy Murray, der endelig har fundet formen igen og fra starten af året har været den mest stabile konkurrent til serberen.

I Montreal for et par uger siden løftede Murray trofæet efter en velspillet finale mod Djokovic. Roger Federer har vist glimt af det, der har gjort ham til verdens måske bedste tennisspiller gennem tiderne, og han spillede en fremragende turnering i Cincinnati, hvor han både slog Murray og Djokovic.

Stanislas Wawrinka er tæt på umulig at slå, hvis han rammer sit topniveau, som det lykkedes ham i Paris, hvor han vandt sin anden Grand Slam. Rafael Nadal har haft sin dårligste sæson længe og er langt fra den spiller, vi alle kender. Sidste års finalist Nishikori har etableret sig i top 5, mens skadesproblemer har holdt Raonic og Cilic tilbage i perioder af året, begge hænger dog fast i top 10.

Det store generationsskifte lader vente på sig, men der er flere formentlig kommende stjerner, der har etableret sig på touren i år anført af australierne Kyrgios og Kokkinakis, tyske Alexander Zverev og kroatiske Borna Coric, som alle er 20 år eller yngre. Det er nok for tidligt for dem at kæmpe med om titlen, men de bliver alle spændende at følge i de kommende uger.

Vinderodds - US Open 2015

Hele turneringen igennem vil vores tre kyndige tenniseksperter lægge tips ud fra årets sidste Grand Slam-turnering US Open 2015:

Lars Baes

Asger Hess

Morten Rytter

Udvalgte vinderodds - US Open 2015

Bedste odds Bookmaker
Djokovic 2,25
Sportingbet
Murray 5,21
Betfair
Federer 5,50
Unibet
Wawrinka 16,43 Betfair
Nishikori 20,64 Betfair
Nadal 20,64 Betfair
Dimitrov 51,0 Unibet
Cilic 56,17
Betfair
Berdych 79,54 Betfair
Raonic 101,0 Sportingbet
Tsonga 101,0 Unibet

Betfairs børs-odds er efter 6,5% i kommission.

Lodtrækningen

Lodtrækningen bliver først foretaget torsdag 27. august. Det gør også, at jeg lige nu har lidt svært ved at sætte en præcis CV ud for spillerne. Efter lodtrækningen vil jeg prøve at komme med en mere præcis vurdering af de enkeltes chancer.  

Favoritterne

I lighed med bookmakerne har jeg tre store favoritter til årets US Open-titel. Djokovic, Murray eller Federer vil i mine øjne vinde denne turnering ca. 4 ud af 5 gange ud fra de nuværende forhold.

Novak Djokovic

CV: ca 40%

Den 28-årige serber er den helt store favorit og har været suveræn det meste af året. Han er på jagt efter sin 10. Grand Slam-titel og kan gentage bedriften fra 2011, hvor han vandt Australian Open, Wimbledon og US Open. Kun en af hans 9 Grand Slam-titler er kommet på Flushing Meadows, mens han har forladt banen som tabende finalist 4 gange. Sidste år blev semifinalen endestationen, da han overraskende tabte til Nishikori i 4 sæt.

Djokovic har ikke set helt så god i de to nordamerikanske Masters som resten af sæsonen. Han var i store problemer mod Gulbis, Dolgopolov og Goffin, og i sidste ende tabte han finalerne til henholdsvis Murray og Federer.

Hans bundniveau er så højt, at konkurrenterne skal spille tæt på deres bedste for at have en chance. Djokovic' største styrke er hans bevægelse, der ofte gør ham i stand til at neutralisere alt, hvad der end kommer nede fra den anden ende. Der kommer ikke de store iøjnefaldende vinderslag, men hans timing er fremragende, og han slår med så meget dybde, at det er svært for modstanderne at lægge et konstant pres.

Serven er blevet bedre med årene, og selvom han sjældent server esser, skal man ikke undervurdere hans førsteserv. Han har døjet lidt med en skade i armen, men det skulle være blevet bedre. Over fem sæt er Djokovic meget svær at have med at gøre, og der er kun 4-5 spillere med en realistisk chance for at slå ham, og det kræver, at de rammer tæt på deres bedste niveau.

Andy Murray

CV: ca 20%

Andy Murray har gode minder fra New York. Både hans første Grand Slam-finale (2008) og titel (2012) kom på Flushing Meadows. Efter Wimbledon titlen i 2013 blev han ramt af et formdyk samtidig med, at en rygskade gav ham store problemer. Det er først i år, at han for alvor har fundet sit gamle niveau med Australian Open-finale og Masters-titler i Madrid og Montreal som højdepunkterne. Han nåede semifinalen i de to øvrige Grand Slams.

Murray havde før finalesejren i Montreal ikke slået Djokovic siden Wimbledon finalen i 2013. Otte serbiske sejre var det blevet til i træk inklusiv årets Australian Open-finale og French Open-semifinale. Der har været flere tætte opgør iblandt, men sejren i Montreal kan blive afgørende for Murrays tro på egne chancer, hvis de støder ind i hinanden i New York.

Der er altid garanti for god tennis når de står på hver sin side af nettet. Murray har måske verdens bedste tohåndsbaghånd på tværs af banen, og han skal turde være aggressiv med den, når han står overfor de bedste spillere.

Murray har også haft det svært mod Federer i den seneste tid. Federer har vundet de seneste fem opgør, senest i sidste uge i Cincinnati. Murray var mærket af træthed, og Federer kom frisk fra sommerferien, og flere af de andre opgør var mens Murray ledte efter formen. Med Murrays holdbarhed taler underlaget og formatet til fordel for ham i et matchup med Federer i forhold til de seneste møder. Det spil Murray har vist i løbet af i år, sender ham op ham som den største udfordrer til Djokovic i min bog.

Andy Murray vinder til odds 5,21. Måske værdi

Jeg har et godt øje til Murray i denne turnering, og jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg sender en skilling afsted mod ham, hvis lodtrækningen arter sig for ham. Lige nu er den på grænsen, og jeg vælger derfor at vente. Hvis du også ser potentiale i Murray, kan du overveje at stikke ud nu til godt odds 5, da der selvfølgelig er en risiko for oddsslash efter lodtrækningen. 

Roger Federer

CV: ca 15%

17 Grand Slam-titler er det blevet til for Federer, men den seneste er helt tilbage i 2012. Selvom Federer har fem titler i New York er det ikke lykkedes ham at gå hele vejen siden 2008, og han har ikke været i finalen siden nederlaget til Del Potro i 2009. Bortset fra et choknederlag i 3. runde i Australian Open til Andreas Seppi har Federer i år spillet noget af sit bedste tennis i lang tid.

Schweizeren havde chancen for at føje til Grand Slam-titlerne på det engelske græs, men Djokovic var for stor en mundfuld i finalen. Det store spørgsmål er, om Federer kan holde niveauet over to uger på hard court, hvor han ikke har det lige så nemt som på græsset. Der har været en del udfald de senere år fra hans side i Grand Slam-sammenhæng og outsiderfeltet ser stærkt ud. Når det er sagt, kunne Federer ikke have ønsket sig en bedre optakt.

Den rutinerede schweizer valgte at springe Montreal over og tage en forlænget sommerferie. Der var ikke meget rust at spore, og han var suveræn hele ugen i Cincinnati. Han slog Murray i semifinalen og Djokovic i finalen, som begge virkede mærket af et par hårde uger, men ikke desto mindre er det et stort rygstød til Federer.

Han forsøgte med en ekstremt aggressiv stil og til tider stod han nærmest på servelinjen og returnerede andenserver for at lægge ekstra pres på modstanderen. Taktikken lykkedes, og det kan blive en vigtig brik i forhold til at stresse modstanderne og afkorte kampene. Dermed kan han spare kræfter til uge to, hvor Federer skal være frisk, hvis han vil have forhåbninger om at kæmpe med om titlen.

Serven er stadig nøglen for Federer, og han gik igennem Cincinnati uden at blive brudt og selv to af verdens bedste til at returnere, Djokovic og Murray, kunne ikke fremtvinge breakchancer. Titlen i Cincinnati betyder at Federer kommer op som andenseedet, og dermed ikke risikerer både at møde Djokovic og Murray.

Outsiderne

I årets outsiderfelt er det mest bemærkelsesværdige, at vi finder Rafael Nadal. Efter mange år blandt de allerstørste favoritter, er der op til 5-6 spillere foran i køen. Derudover skal det blive interessant at se Stanislas Wawrinka. Hvis han rammer sit top-niveau, bliver det svært for selv de bedste. Når schweizeren er fuldt inspireret og banker sin baghånd ned ad linjen, er han tæt på umulig at stoppe. Han bliver spændende at følge

Stanislas Wawrinka

CV: ca 5-7%

Den dobbelte Grand Slam-vinder har topniveauet til at slå alle. Han spillede en fantastisk finale mod Djokovic til French Open i Paris, hvor enhåndsbaghånden lynede gang på gang. Hvis han kan finde det niveau igen, kan han gå hele vejen, men man ved aldrig, hvad man får fra schweizeren. Optakten har ikke været god, og spillet har været langt fra, hvad vi er begyndt at forvente fra ham.

I Montreal trak han sig med en rygskade i tredje sæt, og i Cincinnati måtte han kæmpe for at slå kroaterne Coric og Karlovic, inden han leverede en tam præstation mod Djokovic i kvartfinalen. Der har været flere kontroversielle episoder med Wawrinka indblandet, senest da Kyrgios kom med nogle uheldige kommentarer undervejs i deres dyst. 

Wawrinka vinder til odds 16,43. Måske værdi.

Wawrinka er svær at vurdere. Derfor ligger jeg også mellem 5-7% på ham. Hold øje med ham i den første uge, hvis han finder fokus og timingen, skal han regnes med blandt favoritterne. Lige nu giver Betfair* mere end odds 16 på ham som vinder. Det kan sagtens gå hen og være en særdeles god pris. 

Kei Nishikori

Nishikori fik sit store gennembrud ved at nå finalen på Flushing Meados sidste år, men han var uden de store chancer mod hårdtslående Cilic i finalen. Han er en fantastisk atlet, der dækker banen godt og kan tage bolden i opspringet og dermed tage tid væk fra modstanderen. Han er en af de bedste kontraspillere og er farlig for de fleste. Han har længe vist glimt af sit store potentiale, men forskellige skader har bremset ham.

Fysikken er forbedret og med Michael Chang som træner, har han etableret sig i den gode del af top 10 det seneste år. Han har gjort det fornuftigt mod de fleste af topspillerne, men Murray har givet ham store problemer. Han beviste sidste år, at han har, hvad der skal til for at gå dybt i en Grand Slam, og efter at have sprunget Cincinnati over med lidt småskavanker og træthed er mulighederne åbne.

Rafael Nadal

Efter en håndledsskade og blindtarmsbetændelse ødelagde sidste halvdel af 2014 for Nadal, har han holdt sig fit i år. Til gengæld har der været store problemer med det mentale, og han har slet ikke været i nærheden af det niveau, der har landet ham 14 Grand Slam-titler.

Han har for nyligt udtalt, at han har fundet selvtilliden igen. Defensiven ser god ud, og der kommer stadig nogle fremragende passérslag, men han har svært ved at spille aggressivt. Den normalt usvigelige sikre forhånd har været en skygge af sig selv, og det sætter store begrænsninger for Nadals muligheder. Især på de afgørende tidspunkter, hvor man er vant til at han hæver niveauet, har tvivlen sat sine spor, og der er kommet nogle mærkelige fejl.

Hvis ikke han finder tro på forhånden og på, at han kan diktere spillet fra baglinjen, så bliver det svært for Nadal i de kommende uger.

Marin Cilic

Alt gik op i en højere enhed for Cilic i de to uger i New York sidste år. Chancerne for et titelforsvar er ikke store, men man bør kunne regne med, at han stadig er at finde på anlægget i anden uge, hvor alt kan ske. Han missede sæsonstarten på grund af en skulderskade og har kæmpet for at finde formen.

Spillet var ikke prangende i Wimbledon, men han nåede alligevel kvartfinalen. I den første hardcourt-turnering så spillet lidt bedre ud, men resultaterne var svingende efterfølgende. Hvis han får tid til at spille sig i form og kan bygge videre på sit spil er han farlig for de fleste med sin store serv og tunge grundslag.

Tomas Berdych

Berdych har længe ligget i gruppen lige bag de helt store, men har ikke kunnet tage det sidste skridt. Det er blevet til en enkelt Grand Slam-finale tilbage i 2010 på Wimbledons grønne græs. Han startede sæsonen rigtig godt, men de sidste par måneder har ikke været gode for tjekken, og han var helt væk i kvartfinalen i Cincinnati mod Dolgopolov.

Milos Raonic

Med en af de bedste server på touren og en stærk forhånd til at følge det op, kan Raonic lave ravage mod de fleste. Han har døjet med en skade i foden det meste af sæsonen, og det har lagt en dæmper på resultaterne. Han tabte i første runde både i Montreal og Cincinatti, og hvis ikke det bliver bedre med foden, kan det også blive tidligt exit her.

John Isner

Isner startede hard court sæsonen med en titel i Atlanta, og pressede Nishikori til stregen ugen efter i Washington. Det blev også en fornuftig uge i Montreal, før trætheden og en mindre knæskade satte en stopper for ham i kvartfinalen. Isners kæmpe serv kan bringe ham langt, men begrænsningerne i grundspillet betyder ofte, at han ender i lange kampe.

Fysikken er en stor udfordring for ham, og han har tidligere ødelagt sine chancer i Grand Slams ved at bruge for lang tid på banen i indledende runder. Han er amerikanernes største håb, men der skal mirakler til, hvis han skal forbedre kvartfinaledeltagelsen fra 2011 og overlevelse til uge to vil være en succes.

Hold øje med...

I denne kategori har vi medtaget alle potentielle outsidere til at gå langt og de mest spændende navne til fremtiden. Her gemmer sig både de rutinerede spillere, unge og de helt store teenagekanoner.

De rutinerede

David Ferrer vender formentlig tilbage efter en lang skadespause. Han er normalt stabil, men det er svært at sige, hvor han står på nuværende tidspunkt.

Jo-Wilfried Tsonga virker langt fra sit topniveau, men viste med semifinalen i Paris, at han hurtigt kan spille sig i form. Han kan han blive farlig for de bedste, hvis han finder formen tidligt i turneringen.

Gael Monfils har som sin landsmand ikke haft den bedste sæson, men han har to gange været i kvartfinalen i New York og kan ikke afskrives helt.

Richard Gasquet nåede semifinalen i Wimbledon og viste også gode takter i Cincinnati, men mangler det sidste, når det for alvor spidser til i de store turneringer.

Ivo Karlovic har haft en fin sæson og kan med sin kæmpe serv skabe problemer for mange, men det er længe siden at han er gået dybt i en grand slam.

Stort potentiale

Alexandr Dolgopolov har tourens mærkeligste spillestil, men er en af de hurtigste spiller og kan skabe power fra begge sider. Han overraskede med en semifinale i Cincinnati med sejr over Berdych og en tæt kamp mod Djokovic, jeg tvivler dog på, at han kan følge det op her.

Grigor Dimitrov lod træneren gå efter Wimbledon, og forholdet til Maria Sharapova er også slut. Lidt ekstra fokus på tennis er måske, hvad der skal til for at bringe bulgareren tilbage på sporet. Han har slået Wawrinka to gange i år, men ellers har det været en sæson langt under niveau. Han kan tage lidt positivt med fra Cincinnati, og hvis han først finder formen er han værd at holde øje med.

Vasek Pospisil har ikke kunne finde et stabilt niveau. Han brød igennem i 2013 med en Masters-semifinale hjemme i Canada og nåede finalen i Washington sidste år. Ellers har det været tyndt med resultaterne indtil Wimbledon i år, hvor han efter flere marathonkampe endte i kvartfinalen.

Benoit Paire har været en af sensommerens store navne. Han vandt Båstad og spillede fint ugen efter i Hamburg, indtil trætheden ramte ham. I Cincinnati spillede han lige op med Djokovic i første sæt. Topniveauet er højt, og han har en af tourens bedste baghænder. Forhånden er den store akilleshæl.

Ernests Gulbis er en af de mest svingende spillere på touren. Han var oppe som nr 10 i verden sidste år, men i år startede han med kun en sejr i de første 12 kampe, og før Montreal var han 5-17. Her tog han fem sejre på stribe og havde matchbolde mod Djokovic.

De helt unge

Nick Kyrgios har et meget højt topniveau. Spørgsmålet er, om han kan holde hovedet koldt og undgå de kontroversielle episoder, som der har været mange af den seneste tid. Han har allerede været i to Grand Slam-kvartfinaler og ligner en fremtidig vinder, men de seneste problemer udenfor banen har tæret hårdt på ham. Serven og forhånden er hans store våben, og der er ikke mange, der kan slå hårdere til bolden end ham.

Borna Coric har allerede sejre over Nadal og Murray. Han er kun 18 år og ligger pænt i top 50. Han er en komplet spiller, som bevæger sig godt. Han skal nok udvikle førsteserven og forhånden, før han skaber de helt store resultater på den store scene, men han kan allerede drille de etablerede navne på nuværende tidspunkt.

Thanasi Kokkinakis er ikke nær så iøjnefaldende, som landsmanden Kyrgios, men han har vist prøver på sit talent og er en af de farlige useedede. Han har ikke de store svagheder og er en god fighter.

Alexander Zverev er som Coric kun 18 år, og han har allerede slået mange etablerede spillere på touren. Han server godt og især baghånden er solid. Efter min mening spiller han for defensivt i forhold til sin størrelse. Hvis han vil gøre sig gældende, hvor det bliver rigtig sjovt, skal han tage noget initiativ og slå til bolden. Zverev er meget stærk mentalt og giver aldrig op.

Hyeon Chung har haft stor succes på Challenger-touren, hvor det er blevet til tre titler i år. Hvis lodtrækningen er god ved ham, kan han godt vinde en runde eller to.