Ingen dårlige jokes om PartyGaming-stifteren Anurag Dikshits navn, tak... Der er nemlig ikke meget at grine af for den 37-årige indisk fødte englænder, der ved en domstol i New York er blevet idømt to års betinget fængsel plus en bøde på 1,5 mia. kroner (1.500.000.000 kr.) for overtrædelse af USA’s spillelovgivning.

I den stille tid mellem jul og nytår er Torben N. Sørensen taget på en lille tur rundt i den globale spilleverden for at fortælle om, hvad der rører sig på ikke mindst den politiske scene rundt omkring. Ikke kun for PartyGaming-storaktionærer, men også for almindelige nordmænd med hang til Internet-gambling er der alvorlige ting at berette.

Rekord-bøde til PartyPoker-grundlægger

Der har været bedre dage for PartyPoker og ejerfirmaet PartyGaming, som inden USA’s blokade af Internet-gambling tilbage i oktober 2006 var verdens største spiludbyder. De dage er passé. Og oven i købet er bestyrelsen og ejerkredsen jagtet vildt i USA, hvor det koster dyrt, at PartyPoker for et par år siden ikke straks rettede sig efter Bush-regeringens blokade-anvisninger. PartyPoker holdt et par måneder i slutningen af 2006 ”åbent” for amerikanske kunder, og det betales der nu for.

Medstifter af PartyPoker, Anurag Dikshit (det hedder han faktisk :-) har ved Southern District-domstolen i New York erkendt sig skyldig i brud på de amerikanske regler og er blevet idømt en bøde på ikke mindre end 1,5 mia. (yes, milliard) kroner. Dikshit har allerede betalt de første 500 mio. og skal hoste op med 500 millioner yderligere indenfor tre måneder, mens han yderst venligt af domstolen er tilladt at vente med sidste ”rate” til september 2009.

Oven i bøden idømte dommeren Jed Rakoff Dikshit to års betinget fængsel med mulighed for yderligere ét års forlængelse.
PartyGaming-grundlæggeren var dog fri til at forlade retten i New York mod en beskeden kaution på blot 75 mio. kroner.
Anurag Dikshit er PartyGamings største aktionær med en ejerandel på 27 procent. Den 37-årige indisk fødte englænder var én af oprindeligt fem stiftende medlemmer af PartyPoker og var ”teknikeren” bag firmaets software.

Paradoksalt nok steg PartyGamings aktier 27 procent umiddelbart efter, at dommen blev offentliggjort, men der er stadig et godt stykke vej til, at Dikshits ejerandel kan dække bøden. Skal man tro aktiekursen netop nu, er hele PartyGaming ca. 220 mio. værd.

PartyGaming og Anurag Dikshit har anket bødens størrelse.

Mere end 500 arresteret

Denne skribent er undsluppet, men Kinas økonomiske mestropol Shanghai har i december måned været et tvivlsomt sted at opholde sig for gamblere. Dog kun gamblere med hang til at udøve deres spille-aktivitet udenfor hjemmets vægge og via andet end laptops og computere. Det er nemlig ikke kun USA, der mener det alvorligt med at slå ned på, hvad landets regering og domstole anser for ulovlig gambling.

Shanghais politi har indenfor den seneste tid foretaget razziaer i byen ikke færre end 2.254 steder, og ud af disse blev der konstateret ulovlig spille-virksomhed på i alt 243. 189 af disse er blevet lukket, mens resten (typisk restauranter o.lign.) er sluppet med en alvorlig advarsel. Inden for de seneste to uger er mere end 500 mennesker blevet arresteret i Shanghai for at have medvirket til illegal gambling.

Men som sagt, skribenten her (bosiddende i Shanghai) er altså stadig på fri fod... :-)

Blokeret for bank-overførsler i Norge

Måske det er den faldende olie-pris... eller er det bare ren og skær George W. Bush-inspiration? Eller kan det virkelig være ægte bekymring for befolkningens ve og vel?

Hvem ved, men uanset så har et flertal af de norske politikere set sig sure på alt online-gambing - bortset fra National-lotteriet og Norsk Tipping, forstås. Med moralen i den ene hånd og stats-økonomien i den anden er det i Norge blevet besluttet at ulovliggøre alle bank-transaktioner til og fra internationale gambling-sites.

Det er ikke sket uden voldsomme protester fra de norske banker, der har klaget over, at den nye politiker-beslutning ikke blot er vanskelig at implementere, men derudover betyder et handicap i norske bankers konkurrence-evne med udenlandske. Fra forskellig side hævdes det endvidere, at den norske lov er i modstrid med aftaler, Norge har indgået med EU.

Uanset så er beskeden klar: I Norge er du ikke tilladt at gamble... med mindre det sker hos de statsejede selskaber, naturligvis. Den slags kan man snildt argumentere lødigt for, nemlig den vej rundt, at det skaffer penge i statskassen. Har man fulgt den norske debat, må man imidlertid græmmes. Næsten alle politikernes argumenter går på, at det er både amoralsk og farligt(!) at gamble hos udenlandske spil-udbydere, og at skridtet er taget for at beskytte befolkningen.

Norsk Tipping er derimod ren som sne... ikke mindst moralsk... og sandt er det, at man er tvunget til at medgive, at det norske spillemonopols odds uden sammenligning er markedets mest asketiske...

Polen sigter på Malta-model

Mens nationer som USA og Norge forsøger at lukke grænserne, går Polen den anden vej. Meget tyder nemlig på, at den polske spillerlov står foran en voldsom forandring. Inspireret af bl.a. den maltesiske model vil Polen gøre det nemmere for udenlandske spilleselskaber at få licens.

Fortaler for idéen det seneste års tid har været Zbigniew Macioszek, der paradoksalt nok har store interesser i flere polske casinoer (altså ”rigtige” casinoer, ikke Internet-virtuelle), og uofficielt regnes som Polens casino-mongul.
Det er en gylden tommelfingerregel i spillebranchen, at casinoer som regel ikke har det godt med online-gambling (hvilket er den tilgrundlæggende årsag til, at Internet-gambling er forbudt i USA). Ifølge Macioszek er det imidlertid noget pjat:

”Behovet for gambling er universielt, ligesom behovet for underholdning i alle kulturer er det. Der vil altid være behov for gambling, og hvis man kigger på Maltas model, med den strenge kontrol, der er der, så er det oplagt, at det tiltrækker investorer. Jeg kan ikke se, hvorfor Polen ikke skulle gå samme vej.”

Flere polske politikere har udtalt sig til fordel for Macioszeks idé. Den polske spillelov er 20 år gammel og forældet på adskillige punkter, men står i 2009 sandsynligvis foran store forandringer. 

Gambling for begyndere

I England er gambling som bekendt en integreret del af en adskillige generationer lang kultur, men der kommer altid nye interesserede til. Nye generationer og dermed nye gamblere vokser jo op.

Storbritanniens ”Gambling Commission” har derfor publiceret en officiel statsanerkendt ”begynder-guide” for Internet-gamblere. Den fire sider store folder fortæller ikke, hvordan man skal bære sig ad med at spotte over-odds, men den advarer om ting, man bør holde sig for øje. Bl.a. advarer folderen stærkt imod at gamble på sites, der ikke er undergivet en stærk kontrol, og med det menes der spiludbydere, som ikke har licens i et land med en streng og kontrolleret spille-lovgiving.

Det anbefales, at man, inden man som ny gambler overfører penge til et site, sætter sig ind i især kontakt-muligheder (kunde-service) samt regler i det hele taget. Samtidigt anbefaler guiden, at man bør være opmærksom på, at en spiludbyders tilbud kan være dækket af flere licenser, f.eks. sportbetting via en britisk licens og casino-gambling via en måske mere tvivlsom caraibisk licens.

Som tommelfingerregel anbefaler gambling-kommissionens guide, at man holder sig til britiske eller EU-baserede spiludbydere (... men man kunne vel heller ikke forvente andet...)



BetXpert bringer fra tid til anden en ajourføring af, hvad der er sker af opsigtsvækkende, faktuelle, skæve eller sjove ting indenfor spilleverdenen. Nyheder af dansk og global karakter indenfor ikke kun sports-betting, men gambling i det hele taget vil finde vej til den tilbagevendende feature-artikel.


Læs Torben N. Sørensens øvrige
artikler.

Og se hans
spilforslag.