Torben N. Sørensen vil under VM-slutrunden komme med en god håndfuld features, rapporter og kommentarer om stort og småt, ikke kun fra fodboldens VM-verden, men også, hvad der rører sig disse dage i Sydafrika.
VM-rapporten er denne gang hurtigt overstået for fodboldens vedkommende. Kvartfinalerne til fredag/lørdag er klar, Holland-Brasilien, Uruguay-Ghana, Argentina-Tyskland og Paraguay-Spanien, og vi nærmer os hastigt klimaks. Denne feature – den fjerde af slagsen under VM-slutrunden fra Torbens hånd – tager ikke sigte på fodbold, men på hvad der sker i det sydafrikanske samfund. Over og under overfladen. Og hvad fremtiden vil bringe.
En kritisk balancegang
”2010 er det vigtigste år for vores nation siden 1994 (Red.: ophævelsen af apartheid)”, sagde præsident Jacob Zuma til det sydafrikanske folk i sin nytårstale med klar reference til den igangværende VM-slutrunde
Hvorfor en fodbold-turnering nu skulle være så vigtig, får stå hen i det uvisse, men besøger man Sydafika, ser det godt ud. Besøgende, der lander i den nye O.R. Tambo-lufthavn, bliver uden større problemer hurtigt og smidigt ført ind til centrum af Johannesburg via Gautrain, Afrikas eneste højhastigheds-togforbindelse, og er man til fodbold, så er man i slaraffenland i øjeblikket; der er ikke en finger at sætte på de til slutrunden nyopførte eller nyrenoverede 10 stadions.
Verdens 24.rigeste nation?
Kigger man på bruttonationalproduktet, så er Sydafrika pga. sine rige mineral-forekomster verdens 24.største økonomi. Sydafrika ér et ufatteligt rigt land. Nationen rummer 90 procent af verdens kendte platin-forekomster, 80 procent af verdens mangan, 70 procent af verdens krom og 40 procent af verdens guld-forekomster.
Derudover har landet ingen væsentlige problemer med energi-forsyning, da især kul-forekomsterne er rige. Sydafrika er verdens femtestørste kul-producent, og åh ja, så er der selvfølgelig diamanterne. Sydafrikas produktion har ganske vist været vigende, men landet er dog stadig verdens fjerde-største producent af de små skinnende sten, der - med Marylin Monroes ord - er en piges bedste ven.
Tilførslen af kapital fra, hvad Sydafrika henter op ad jorden til udbytterig eksport, er, hvad der driver nationen og, i det mindste potentielt, gør den rig.
Under overfladen
Men kradser man lidt i overfladen, eller bevæger man sig udenfor den til VM-slutrunden opførte promp og pragt, så ser man et andet billede.
Reelt er Sydafrika et mellem-udviklingsland med en gennemsnits-indkomst på 60.000 kroner om året (et beløb, det gør Sydafrika til Afrikas syvende-rigeste nation, hvad angår ”indkomst pr. hoved”). Det lyder måske ikke så galt, problemet er fordelingen – og udviklings-tendensen.
1994: En guldmine i forfald
Da regerings-partiet ANC med Nelson Mandela i spidsen tog over efter Frederik de Clercks apartheid-styre i 1994, arvede de, hvad bedst kunne beskrives som en guldmine i forfald. Økonomien var på sammenbruddets rand efter årtiers internationale sanktioner samt borgerkrigslignende tilstande.
Siden da er eksporten fordoblet, ikke svært i starten, hvor de løftede sanktioner gjorde deres, produktiviteten pr. person er vokset med mere end 25 procent, den offentlige gæld er halveret til nu kun at udgøre 23 procent af et års BNP, og inflationen, der i 80’erne var oppe i 20-30 procent om året, er nede på 5 procent.
Sydafrikas samlede økonomi, som voksede blot 1 procent i 10-året op til afskaffelsen af apartheid i 1994, har siden haft det godt og vækstet med næsten 5 procent om året (det indtil finans-krisen ramte).
Det er positive tal, men det kunne have været bedre. Det ”ny” Sydafrika fik i 1994 en gylden kickstart-mulighed for sin eksport, men alligevel er nationen i perioden 1994-2010 haltet efter andre udviklingslandes vækstrater.
Analyserer man situationen, synes der at være tre store problem-områder, arbejdsløshed, korruption og uddannelse, og derudover kommer en mildest talt rystende situation, hvad angår kriminalitet og sundhed.
Arbejdsløsheden
For at tage det første først, så kan Sydafrika bryste sig af en arbejdsløshed-procent på 35,4, med afstand verdens højeste. Mere end én ud af tre er uden arbejde, og af den yngre befolkning, under 25 år, da er mere end halvdelen arbejdsløse. Og meget peger på, at situationen faktisk er værre end det.
”The Bureau for Market Research” mener, at tallet sandsynligvis er 40 procent eller måske endda endnu højere, idet de peger på, at mange har mistet ethvert incitament for at lade sig officielt registrere som arbejdssøgende, da der ikke er nogle benefits ved det, og mulighederne for at få et job dén vej er minimale.
Problemet for den arbejdsløsheds-ramte befolkning er endda større end i mange andre sammenlignelige lande, hvor der er en betydelig større ”undergrunds”-økonomi end i Sydafrika. Det anslås, at kun 15 procent af økonomien i Sydafrika er såkaldt ”shadow economi”, et tal, der for f.eks. Brasiliens vedkommende er tæt på 50 procent og i et land som Indonesien formentlig oppe omkring 75 procent. En sådan økonomi skaber mange skjulte arbejdspladser, men det eksisterer ikke omfattende i Sydafrika.
Kigger vi på økonomien og de arbejdspladser, folk slås om, tegner der sig heller ikke et lyst billede. Kun 13 procent af alle ansatte i Sydafrika er indefor produktions-industrien (dækkende ikke kun manufaktion, men alt produktion) og 5 procent indenfor landbrug. Langt størstedelen af arbejdsmarkedet er indenfor service og ikke mindst den offentlige sektor.
Den sidste, den offentlige sektor, er vokset med eksplosiv hast de seneste 10 år. Det første, ANC gjorde efter den demokratiske magtovertagelse i 1994, var paradoksalt nok at fyre, men det i ligestillingens navn. I de første fem år, efter at ANC i 1994 kom til magten, faldt procentdelen af hvide ansat i den offentlige sektor fra 44 procent til 18. Deres jobs blev generelt overtaget af ANC-folk med dårlig eller ingen uddannelse og ringe erfaring. Siden afskaffelsen af apartheid har et job i den offentlige sektor i vid udstrækning fungeret som belønning for tro ANC-tjeneste.
Korruptionen
Ifølge ”The Economist”, som har interview’et lederen af Sydafrikas ”Institute for Accountability”, Paul Hoffmann, er korruption dagens orden i hele den offentlige sektor:
”Fra top til bund er holdningen, at når alle andre meler deres egen kage, hvorfor skulle så ikke også jeg gøre det?” Over en tredjedel af ANC’s 83-medlemmer store national-bestyrelse har været under anklage for korruption, herunder siddende præsident Jacob Zuma.
Problemet er ikke kun korruptionen, men også inkompetencen. Sydafrika mister hver dag millioner af rand pga. ikke-uddannede embedsmænd og ledere i den offentlige sektor. Eksemplerne er mange, men vi kan tage et: ”Eskom”, det statsejede energi-selskab, som i 1994 mageligt producerede 20 procents over-kapacitet til det hjemlige marked er nu pga. dårlig styrelse i store problemer.
Ganske vist er energi-behovet steget, men de til Eskom allokerede resurcer burde række, og alligevel slås Eskom med manglende produktion. Der er hyppige strømafbrydelser, og for to år siden var hele Sydafrikas strømforsyning i akut fare for at bryde sammen, hvilket afbrød alt mine-aktivitet og anden strømkrævende produktivitet i flere uger.
Den private industri, som er veletableret i Sydafrika, holder som regel meget høj standard, men regnbue-nationen er kontrastrig, og der er altid en bagside af mønten. ”The World Economic Forum”s seneste ”Global Competitiveness Report”, som beskæftiger sig med 133 lande, ranglister Sydafrika i Top-10, hvad angår det financielle marked, men i totalt bund, når det kommer til arbejdskraftens fleksibilitet og udddannelses-niveau, og også totalt i bund, hvad angår ”crime cost”.
Manglen på arbejdskraft
Med verdens højeste arbejdsløshed-procent lyder det som lidt af en dårlig vittighed, at et stort problem for virksomheder og businesses er manglen på arbejdskraft – men sådan er det: problemet er manglen på kvalificeret arbejdskraft.
I Sydafrika er der f.eks. kun tre ingeniører (dækkende over alle slags ingeniører) for hver 100.000 mennesker, hvilket skaber problemer for både private virksomheder samt offentlige. Således var der i den offentlige sektor i 2007 mere end 300.000 ledige ingeniør-stillinger, men ingen til at udfylde dem. Samme problemer finder man indenfor ledere med business-erfaring, statistikere, logistikere, regnskabsførere, bogholdere, doktorer, sygeplejersker, lærere og forskere.
Uddannelses-systemet
Selvom politisk korrekthed holder påstanden en smule tilbage, så betragter flere internationale organisationer Sydafrika som havende verdens muligvis dårligst uddannede befolkning, hvis man kigger på ikke de top-20 procent af befolkningen, men resten.
Samtidigt bruger den sydafrikanske regering 6,1 procent af nationens BNP årligt til uddannelse, hvilket er mere end flest lande. Stadig synes det ikke at hjælpe.
I The World Economic Forums seneste Global Competitiveness Index er Sydafrika (ud af 133 lande) værst af samtlige, når det gælder naturvidenskabelig uddannelse, matematik, fysik og den slags (det spænder helt fra første skoleår til den dag, personen forlader uddannelses-systemet), og Sydafrika rangerer også bundprop på listen, når det kommer til basale færdigheder som at læse og skrive.
Samme resultater nåede internationalt anerkendte ”Trends in International Math and Science Study” frem til i 2006, hvorefter Sydafrika fra 2007 og frem i protest har nægtet at oplyse deres resultater.
I det sydafrikanske skole-system dropper mere end halvdelen af børnene ud før afsluttende eksamen, og kun 11 procent opnår karakterer, som via highschool/gymnasie giver dem adgang til en universitets-uddannelse e.lign.
Ifølge universiterne er de fleste af deres nye studerende endvidere ude af stand til bl.a. at læse og regne...(!) ... og universiteterne er derfor tvungne til at bruge ekstra resurcer for at bringe studenterne op på det niveau, som deres skole-papirer hævder, de burde være på.
Selvom der nu bruges samme resurcer pr. barn uanset race (før ophævelsen af apartheid blev der brugt ca. 15 gange så meget pr. hvidt barn som pr. sort), er der et klart skel i uddannelse-systemet. Sorte klarer sig generelt dårligere end hvide, farvede og indere, og for at imødegå det, er eksamens-kravet for hvide studenter for at blive optaget på et universitet nu 30 procent højere end for sorte. Succes-raten, som det står i øjeblikket, er, at én studerende ud af tre efter fem år skal have bestået tre års undervisning.
Der er naturligvis klare årsager bag dette uddannelses-raceskel. Selvom de forskellige skoler beløbsmæssigt får tilført samme resurcer pr. barn, så fortæller det kun en del af sandheden. I fattige sorte områder er skole-standarden ringe, og opbakningen fra hjemmene mangelfuld. Disse sorte skoler er ifølge uddannelses-minister Angie Motshekga ”i krise”. De fleste af dem har ukvalificerede lærere, er dårligt ledede, plaget af kriminalitet og stofmisrug samt af hyppige voldtægter både fra ældre drenge og lærere.
Kriminaliteten
Der er et stort kriminalitets-problem i Sydafrika. The World Competitiveness Survey har Sydafrika som verdens farligste land (ud af 133) at opholde sig i. Hver dag bliver der anmeldt 50 mord, 100 voldtægter, 330 væbnede røverier og 550 voldelige overfald.
Endvidere er sydafrikanerne blandt verdens største stof-misbrugere. Misbruget af hash/cannabis, kokain og amfetamin er næsten tre gange højere end verdensgennemsnittet.
Ifølge officielle rapporter, hvilket vil sige fra det sydafrikanske politi, er alvorlige voldelige forbrydelser imidlertid faldet med 17 procent siden 1995, og antallet af mord er næsten halveret.
Dette stemmer imidlertid ikke overens med den almindelige sydafrikaners oplevelser i hverdagen. En undersøgelse af ”Centre for the Study of Violence and Reconciliation” har fundet ”omfattende manipulation” i politiets statistikker – bl.a. er 100.000 mennesker myrdet i 1994-95 i en stammekrig i KwaZulu-Natal indregnet i den generelle mord-statistik, hvorefter det er ikke er vanskeligt efterfølgende statistisk at påvise, mord-raten har været faldende.
Desuden peger ”Medical Research Council” på, at politiets rapporter om 35.000 voldtægter om året ingenunde kan være det rigtige tal. Voldtægter anmeldes generelt ikke i Sydafrika, siger instituttet, som mener, at det sande tal er ca. ni gange højere.
I en nylig undersøgelse foretaget af samme Medical Research Council indrømmede 28 procent af mænd i alderen 18-49, at de mindst én gang har deltaget i en voldtægt. I samme undersøgelse siger fire af 10 kvinder, at de mistede deres jomfrudom ved en voldtægt.
Ifølge en anden undersøgelse er de fleste sorte kvinder i Sydafrika af den opfattelse, at en mand har ret til med vold at ”tage” sex med sin kone, selvom hun ikke vil. Ligeledes mener sorte teenage-drenge og -piger, at det ikke er voldtægt, hvis en ung mand ”seksuelt tvinger” en pige, hvis hun har accepteret en drink.
Den store dræber
Man siger, at AIDS ikke gør forskel på folk, den rammer rig og fattig, ung og gammel, men det er i Sydafrika en sandhed med modifikationer, for her er der forskel på, hvem der pådrager sig HIV/AIDS.
Én ud af hver ottende sydafrikaner har HIV eller AIDS, næsten seks mio., og tre mio. ér allerede døde af sygdommen. Der er imidlertid forskel på, hvem det rammer. 14 procent af den sorte befolkning er HIV/AIDS-inficeret, mens det tilsvarende tal hos hvide og indere/asiatere blot er 0,3 procent.
I Sydafrika lader man nu til at tage HIV/AIDS-problemet alvorligt, hvor der for ikke mange år tilbage var tale om udpræget fornægtelse. For mindre end 10 år siden udtalte daværende præsident Thabo Mbeki f.eks. at ”HIV har intet at gøre med AIDS, HIV forårsager ikke AIDS”, og vi skal heller ikke langt tilbage, før man kan finde en udtalelse omkring AIDS-fare fra nuværende præsident Jacob Zuma, at ”der er ikke noget, et kvikt brusebad bagefter ikke kan kurere...”
HIV/AIDS er en del af forklaringen (omend ikke hele forklaringen) på, at den gennemsnitlige sydafrikaners levealder fra 1994 og tiden før apartheid er faldet fra 60 til blot 49 år. Men også her gør døden forskel. I 2009 var gennemsnits-levealderen blandt sorte 47 år, mens den gennemsnitlige hvide sydafrikaner kunne forvente at leve 72 år. For den hvide del af befolkningen er levealderen næsten uændret (den er svagt opadgående) siden apartheid, mens den for den sorte er faldet drastisk.
”The African National Congress”
Man kan i 2010 ikke sige Sydafrika uden også at sige ANC – ”The African National Congress” – som har været ved regeringsmagten med et absolut flertal siden apartheid-styrets slut i 1994.
ANC daterer sin oprindelse tilbage til 1912 (dengang SANNC, South African Native National Congress), hvor det venstre-orienterede parti, eller dengang rettere bevægelse, blev skiftet i Bloemfontain for at arbejde mod at give den sorte befolkning større rettigheder.
Siden det første demokratiske valg i 1994 har ANC konstant fået mellem 65 og 70 procent af alle stemmer.
Ideologisk har ANC forandret sig fra op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne at have været stærkt influeret af den militante fraktion ”Umkhonto we Sizwe” (”Nationens Spyd”) til efter apartheid-styrets opløsning i 1994 ledet af Nelson Mandela at være et multi-racialt parti, refererende til sig selv som den nye ”Nationale Demokratiske Revolution”. Hovedparten af ANC’s opbakning kommer dog stadig fra den sorte del af befolkningen.
Det er næppe meget, der vil blive rykket i de kommende års politiske billede i Sydafrika. Selvom ANC’s ledelse har været under heftig kritik fra flere sider – bl.a. har præsident Jacob Zuma været anklaget for ikke færre end 7.813 tilfælde af svindel, bestikkelse og korruption, og angiveligt skulle ANC’s ledelse over bare det seneste år have brugt mere end 800.000 mio. kroner fra statskassen til luksusbiler, dyre hoteller og andet ”wastefull expenditure” – men uanset, så sidder partiet sikkert i sæddet.
”ANC vil blive ved magten, indtil Jesu tilbagekomst,” som præsident Jacob Zuma senest har udtrykt det.
Fremtiden
Politisk er det ikke nemt at styre 49 mio. indbyggere store Sydafrika. Modsætningerne er store og befolkningen blandet. Sorte udgør hovedparten, 79 procent, mens 9 procent er hvide, 9 procent ”farvede” (mixed race), og 3 procent indere/asiatere. De er alle garanteret lige ret under loven.
Gennemsnits-indkomsten i Sydafrika er 60.000 kroner om året, men det tal siger ingenting alene.
0,6 procent af Sydafrikas befolkning tjener mere end 600.000 koner om året. Selvom de hvide kun udgør 9 procent af Sydafrikas 49 mio. store befolkning, så udgøres 77 procent af denne høj-indkomst gruppe af hvide.
Modsat lever 43 procent af befolkningen for mindre end 10 kroner om dagen.
Der har været massive investeringer i social velfærd i Sydafrika, og millioner af mennesker er angiveligt blevet løftet ud af den værste fattigdom. Og positivt lyder det jo, at siden 1996 er den gennemsnitlige indkomst pr. sort sydafrikaner tredoblet, men leveomkostningerne er også steget, og i samme periode er den gennemsnitlige hvide indkomst syvdoblet.
Regeringen har formået at huse flere fattige i ”formelle” bygninger, disse værende mestendels små simple betonelement-bygninger. I 2010 bor 75 procent af alle sydafrikanere nu i ”formelle” hjem og ikke blot blik-skure el.lign. I 1996 var tallet 65 procent.
Stort potentiale, grel virkelighed
Positiv-siden peger med ikke mindst Sydafrikas omfattende mineral-rigdomme på, at Regnbue-nationen har alle muligheder for at klare sig helskindet gennem fremtiden til glæde og gavn for den almindelige sydafrikaner.
Negativ-siden peger på store racistiske modsætninger og på, at Sydafrika er som en krudttønde, som blot venter på at eksplodere. Yderligtgående ANC-retorikere som Julius Malema gør deres med Robert Mugabe-inspireret retorik (en favorit er: ”Why, why, why, must the white man be allowed to ruin the lives of black people? – why, why, why…” etc.) til at puste til ilden, og selvom parti-leder og præsident Jacob Zuma er en betydelig mere moderat og midtersøgende politiker, så er det kritisk, at trods store investeringer så synes det ikke som om, den gennemsnitlige sorte sydafrikaners levevilkår for alvor er blevet bedre, og hvad sker der, hvis frustrationerne flyder over?
ANC lover lige nu stabilitet, men synes samtidig korrupt. Og hvor længe kan Sydafrika leve med verdens højeste arbejdsløshed, en over de seneste 15 år hastigt faldende gennemsnitlig levealder, og et samfund, hvor alle frygter for, ikke om, men hvornår, de vil blive ramt af voldelig kriminalitet?
Sydafrika har mulighederne for at udvikle sig til et mønster-eksempel for Afrika – men er samtidig i risiko for at havne i den velkendte sump af korruption og håbløshed, som er mere eller mindre dagens orden i det sorte Afrika, og som man bare behøver kaste et blik over grænsen til Zimbabwe for at se et rædsels-eksempel på.
Der venter sydafrikanerne en kritisk balancegang, og man kan for dem selv kun håbe, den falder ud til den rigtige side.
Kilder: ”UN Statistics”, “The World Economic Forum”,”Trends in International Math and Science Study”, “The Economist”, “Time”, “Die Welt”, “International Herald Tribune” samt “The Bureau for Market Research”, “Medical Research Council” og “Centre for the Study of Violence and Reconciliation”, Sydafrika.
