18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Spillemyndigheden offentliggør vejledning om ansvarligt spil

3 kommentarer
Spillemyndigheden offentliggør vejledning om ansvarligt spil
Kilde: picoStudio © Adobe Stock

Risikospiller - Problemspiller - Spilafhængig - Social spiller

Hos Spillemyndigheden kategoriserer man spillere, alt efter hvordan deres spilmønster er:

Risikospiller – en spiller med øget risiko for at udvikle et problematisk forhold til spil set i forhold til flertallet af spillere. En risikospiller spiller fast og planlagt og tager flere chancer. Spillet forstyrrer dog ikke risikospillerens liv og hverdag. 

Problemspiller (eller højrisikospiller) – en spiller, hvor spillet skaber problemer, men hvor spilleren stadig har en vis kontrol. Problemspilleren bruger typisk mange penge og meget tid på at spille og planlægge sin spilstrategi. 

Spilafhængig (eller ludoman) – en spiller, hvor spillet har alvorlige konsekvenser for spillerens øvrige livsførelse, og hvor der er tale om egentlig afhængighed og funktionsnedsættelse på en række parametre. 

De spillere, der ikke ses som personer med problematisk spiladfærd, kaldes for ”sociale spillere”. 

Den sociale spiller – en spiller, som har et fornuftigt og afbalanceret forhold til spil.

I en ny vejledning gør Spillemyndigheden det nu endnu mere klart overfor spiludbyderne i Danmark, hvordan de kan leve op til kravene om ansvarligt spil. 

Den 2. januar offentliggjorde Spillemyndigheden en vejledning til, hvordan spiludbydere med licens i Danmark kan og skal gebærde sig, når det kommer til at leve op til kravene om sikkert og ansvarligt spil.

Her er således ikke tale om decideret nye love i sig selv, men snarere en guideline til, hvordan man lever op til de allerede-eksisterende af slagsen. Ikke mindst de nye love, der trådte i kraft per 1. januar i år. 

Tydelige informationer på hjemmesiden

På side 10 i vejledningen fremgår det tydeligt, hvad en licenseret spiludbyder i Danmark skal have på sin hjemmeside eller brugergrænseflade (fx en app) for at leve op til kravene om ansvarligt spil. Der skal:

1) fremgå, at det ikke er tilladt for personer under 18 år at deltage i spillene

2) informeres om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil, hvor informationen skal være udarbejdet i samarbejde med et behandlingscenter for spilafhængighed

3) formidles adgang til en selvtest for spilafhængighed

4) formidles information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed

5) henvises til Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil

6) informeres om muligheden for at registrere sig i registret over frivilligt udelukkede spillere (ROFUS, red.)

Det forlyder videre, at ovenstående information skal:

…(…)… være placeret på en fremtrædende plads på tilladelsesindehavers hjemmeside, og informationen skal kunne tilgås fra alle sider på hjemmesiden. 

Herudover også, at man hos Spillemyndigheden anser det som mest hensigtsmæssigt, at der henvises til samtlige statsstøttede behandlingscentre og ikke blot til et enkelt af slagsen. 

Indbetalingsgrænser

I afsnittet om indbetalingsgrænser på side 13 fremgår blandt andet følgende:

En spiller skal fastsætte en indbetalingsgrænse, inden spil kan påbegyndes. Spilleren skal kunne vælge, om indbetalingsgrænsen skal være daglig, ugentlig eller månedlig. Beløbene på indbetalingsgrænsen, med undtagelse af en øvre indbetalingsgrænse, må ikke være forudbestemt af tilladelsesindehaver …(…)… En spillers anmodning om forhøjelse af en tidligere fastsat indbetalingsgrænse må tidligst træde i kraft efter 24 timer. 

Fastsættelsen af en indbetalingsgrænse gælder ikke kun for nye kunder. Eksisterende kunder, der endnu ikke har fastsat en beløbsgrænse, skal også tilbydes denne mulighed. Spillet kan ikke genoptages, før en indbetalingsgrænse er fastsat. Til slut lyder det:

Beløbene på indbetalingsgrænserne må ikke være forudbestemt, og der må ikke være valgt et standardbeløb for spilleren. Spilsystemet må gerne tilbyde spilleren at vælge mellem beløbsintervaller. 

Øvrige retningslinjer

Vejledningen dikterer blandt andet yderligere, at:

  • Spillere, der beder om en bonus, bør anerkendes som værende personer, man skal holde ekstra øje med. Dette fordi det kan være en indikation på, at spilleren har behov for at spille, men ikke har råd til det (side 17).
  • Da mange unge under 18 år ulovligt har prøvet at spille om penge, og at over 30.000 i 2016 havde en risikabel spiladfærd i forhold til pengespil, har man sat ekstra fokus på ID-identifikationen og lignende. For onlineudbyderne gælder det blandt andet et større fokus på, hvis kort indbetalingen kommer fra. Det kan fx være, hvis en person under 18 år bruger sine forældres NemID til at logge ind med, hvorefter der bliver indbetalt med et kort tilhørende den umyndige person. For landbaserede udbydere er her ikke mindst tale om at tjekke ID på gammeldags manér (side 6). 

Spillemyndigheden oplyser endvidere på deres hjemmeside, at vejledningen vil blive opdateret løbende, når der kommer ændringer i spilleloven og de tilhørende bekendtgørelser og i tilfælde af ny eller ændret praksis.

Se eventuelt den fulde vejledning her.  

Kommentarer

Tilføj kommentar