Hvad har Recreativo de Huelva, Osasuna og Almeria til fælles med FC Barcelona?

Samlet set nok ikke det store, men i weekenden fik de tre mandskaber fra Primera Divisions mindre fashionable ende i lighed med den catalanske storklub tildelt et straffespark, og dermed fortsætter en opsigtsvækkende tendens i spansk fodbold.

Denne sæson har nemlig budt på et sandt boom i antallet af straffespark og det kan – set med gamblerens profitsøgende briller – være en nok så interessant information.

Spanske dommere glade for kort

Det har længe været kendt, at de spanske dommere er glade for at gribe til lommen efter gule og røde kort, men den viden har bookmakerne også erhvervet sig. Således ligger den såkaldte linje (altså antallet af kort, man skal spille på at den givne kamp kommer til at indeholde flere eller færre end) for kampe fra den spanske liga oftere højere end eksempelvis den engelske.

Og nu vi er ved det, så lad os bare få... kortene på bordet: i denne sæson har de spanske dommere i gennemsnit uddelt 5,87 kort pr. kamp.

Flittigst er Muñiz Fernández, Velasco Carballo og González Vázquez, der alle uddeler omkring 7,50 kort pr. kamp, mens Megía Dávila og Mateu Lahoz på den anden side holder gennemsnittet nede ved at have stanget omkring 4,50 gule kort ud pr. kamp hidtil i denne sæson.

Straffespark: Markant stigning

Og så tilbage til straffesparkene, hvor det er værd at notere sig, at denne sæsons 260 kampe i den spanske liga har budt på hele 82 straffespark. Det svarer til, at der i gennemsnit fløjtes for straffespark i 32 procent af kampene – og en markant stigning i forhold til sidste sæson, hvor tallet hed 25 procent.

Spørgsmålet er så, om det er helt almindeligt, at antallet af straffespark svinger fra sæson til sæson. For at finde svaret har vi gravet tallene for de sidste syv sæsoner frem og de viser, at tendensen i Spanien for de seneste seks sæsoner har været et stigende antal dommerkendte spark fra ellevemeterpletten.

Siden sæsonen 2003/04 – hvor der blev fløjtet for straffespark i 14 procent af kampene – har tallet været stigende ind til sidste sæsons 25 procent. Gennemsnittet for perioden fra 2001 til 2008 ligger på 20 procent, og denne sæsons afvigelse kan altså ikke bortforklares som et statistisk tilbagevendende fænomen, men snarere kulminationen på en utvetydig tendens.

Spanien alene om stor stigning

Og det er faktisk en tendens, som Spanien står næsten alene med, hvis man sammenligner med de andre store ligaer i Europa.

I Bundesligaen har man ganske vist oplevet et lille hop op fra 17 til 18 procent, men i både Premier League (fra 20 til 18 procent), Serie A (fra 27 til 24 procent) og Ligue 1* (fra 18 til 12 procent) har man set en nedgang i antallet af dømte straffespark i denne sæson i sammenholdt med den forgangne.

Og lad os så igen vende tilbage til det med dommerne, for der er selvfølgelig forskel på, hvem der passer fløjten.

De straffeglade dommere

Således er Pérez Lasa, Teixeria Vitienes og Rubinos Pérez at regne for jomfruer, da de endnu ikke har fløjtet for straffespark i denne sæson, skønt de har haft ansvaret for henholdsvis 13, 12 og 11 kampe.

Anderledes forholder det sig med trioen Iturralde González, Medina Cantalejo og Rodríguez Santiago, der hver har dømt elleve kampe i denne sæson og alligevel allerede fløjtet for ikke færre end seks straffespark.

Lige i kølvandet følger Turienzo Alvarez, som ganske vist ”kun” har peget på ellevemeterpletten fem gange, men også blot har haft ti kampe til at gøre det i.

Det er måske derfor en god idé at få opdateret sin liste med de respektive straffesparksskytter i den spanske Primera Division før 27. spillerunde, hvor Iturralde González i øvrigt er den eneste af de tre mest straffesparksglade dommere, der passer fløjten.

Hold øje med Athletic Bilbao – Real Madrid

Det gør han, når Athletic Bilbao tager imod Real Madrid (lørdag kl. 22. Analyse af kampen hér), som efterhånden godt kan føle sig straffesparksmæssigt underernærede; ikke siden 4-3-sejren hjemme over Malaga i november har kongeklubben fået chancen fra ellevemeterpletten, mens Bilbaos Andoni Iraola misbrugte et forsøg for tre spillerunder siden mod Getafe, og desuden var Bilbao den klub, FC Barcelona fik et straffespark mod så sent som i sidste spillerunde.


*=tallene for Ligue 1 afspejler kun antallet af scoringer på straffespark, da det ikke har været muligt at fremskaffe tallene for antallet af dømte straffespark.