Det er blevet tid til en af årets HELT store snooker-begivenheder når de 16 bedste spillere (og to wildcards) mødes i Wembley Conference Center for at kæmpe om æren og den største præmiepulje uden for VM: The Masters.

Turneringen begynder på søndag, d. 15. januar, og løber indtil d. 22.

Det bliver en spændende turnering hvor der som altid er lagt op til stort spil, store overraskelser, store resultater og store følelser. Det er verdens suverænt bedste spillere der mødes i den mest prestigefyldte ikke-rangliste-turnering i verden, og det bliver fantastisk at følge, forhåbentligt med et pænt overskud til følge!

Herunder følger en optakts-artikel, der gennemgår turneringens historie, format samt favoritter og outsidere... Læs optakten og hold øje med BetXperts snooker-tip på denne side (hvor man også kan skrive sig på en mailingliste og få et praj, når nye analyser kommer på bordet): http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Optakten kan kommenteres (ros/ris, spørgsmål) i følgende forumtråd: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=19106&ForumID=9

Tilbage er der kun, som sædvanligt, at sige:

Rigtig god fornøjelse!

Turneringens historie

Historisk set er the Masters en af de mest prestigefyldte turneringer på touren, og på trods af at der ingen ranglistepoint er at spille om, plejer turneringen at give et ganske godt indblik i, hvem der er på toppen og hvem der ikke er.

Turneringen startede i ’75 hvor de 10 bedste spillere var inviteret til en dyst i West Centre Hotel i London, og hvor John Spencer endte med at slå Ray Reardon i finalen, en præstation som indbragte ham 2000£.

Oprindeligt var turneringen en invitations-turnering, men i 1990 indførtes to wildcard-pladser hvoraf den ene traditionelt er blevet delt ud til vinderen af ”Benson & Hedges Championsship”. Turneringen fik navnet ”The Benson & Hedges Masters” – et navn som siden har måttet lade livet i takt med at EU har gjort det ulovligt at reklamere for tobaksprodukter. Dette har endvidere har en lettere trist indflydelse på præmiepengene som ellers, i årenes løb, steg fra 2000£ for titlen i 1975 til hele 210.000£ for en førsteplads i 2003. Afskaffelsen af tobaks-sponsoratet har selvfølgelig gjort at turneringens samlede budget er blevet mindre, og førstepræmien i 2004/05 var således mere end halveret til 100.000£. I år er der lidt mere at spille om, med 125.000£ til vinderen, 60.000£ til 2.pladsen og 30.500£ for at nå semifinalen.

Pengene er imidlertid ikke alt, og på trods at, at der som nævnt ikke er rangliste-point at spille om, er der masser af prestige i at vinde i en turnering hvor spillerne for alvor har muligheden for at indskrive sig i historiebøgerne sammen med spillere som Ray Reardon (’76), Cliff Thorburn (’83, ’85 og ’86), Steve Davis (’82, ’88 og ’97) og selvfølgelig Stephen Hendry som har vundet turneringen hele 6 gange, i ’89, ’90, ’91, ’92, ’93 og ’96. Forsvarende mester er Ronnie O´Sullivan der sidste år vandt en ensidig finale over John Higgins.

Turneringen har igennem årene givet publikum mange store oplevelser, heriblandt kan nævnes Doug Mountjoy som i 1977 havde denne turnering som sin første som professionel, og som ganske sensationelt vandt titlen efter sejre over bla. Alex Higgins og Ray Reardon. I 1983 oplevede sporten sit største publikum nogensinde da 2876 mennesker var vidne til første-runde-kampen imellem Alex Higgins og Bill Werbeniuk. I 1997 overraskede Steve Davis de fleste ved at slå Ronnie O’Sullivan i finalen, 15 år efter sin første Masters-titel, en finale som for øvrigt nok vil blive husket i lang tid som indeholdende den første ”optræden” af en streaker i en snooker-turnering!!!
I 1998 var verden vidne til en super-spændende finale hvor Mark Williams holdt hovedet koldt da den afgørende frame gik hele vejen til re-spot black, og i 2000 manglede Ken Doherty kun sin sidste sorte for at lave det kun andet maksimum-break i turneringens historie.

Der er således mange gode (og, for nogle, dårlige) minder forbundet med turneringen, og det bliver spændende at se hvad der sker af ting og sager i år. Kaster man et blik på feltet er der ingen tvivl om, at der er basis for en hel del rigtig flot snooker, og garanteret også et par overraskelser undervejs.

Turnerings-format

Det bliver en meget ”kort” turnering, hvor de første kampe sættes i gang den 15. Januar, og hvor finalen spilles allerede den følgende weekend, nemlig den 22. Januar.
Der spilles som det første to wild-card-kampe hvor de to vindere går videre til turneringens ”første runde”. Her starter turneringen for alvor og vinderen af hver af de otte kampe er selvsagt videre til kvartfinalerne. I alle kampe spilles der bedst af 11 frames, bortset fra finalen som spilles bedst af 19.

Favoritterne

Ronnie O’Sullivan

Det er efterhånden blevet O’Sullivans lod, både på godt og på ondt, at han er udråbt til favorit i nærmest samtlige turneringer, og guderne skal vide at han har evnerne og talentet til at vinde alt hvad han måtte stille op i. Hans største fjende er ham selv, og når det hele ikke rigtig kører for ham, kan det gå utrolig hurtigt ned af bakke.

Han kommer fra et nederlag i første runde i Travis Perkins UK Championsship hvor han tabte til Mark King med cifrene 9-8 efter en kamp hvor jeg synes at O’Sullivan på det nærmeste udstillede sine egne svagheder. Han gjorde hvad han kunne for at bryde King’s rytme, han spillede med både højre og venstre hånd, og når det ikke var hans tur, satte han sig med at håndklæde over hovedet. Generelt en mystisk måde at opføre sig på, og i mine øjne tyder det på, at han ikke er nær så afbalanceret som han virkede i Grand Prix’et og ikke mindst sine afsluttende Premier League kampe. Hvad angår ”the Rockets” chancer i denne turnering, så synes jeg at det er svært at spå om. Han har en svær lodtrækning i den øverste halvdel af tabellen hvor han risikere at møde mange spillere som han kunne gå hen og tabe til, heriblandt Steve Davis, Peter Ebdon, Matthew Stevens og endda Graeme Dott. Det er faktisk tæt på, at hans letteste kamp kunne gå hen og blive finalen, i hvert fald hvis den bliver imod en hvilken som helst anden end John Higgins. Jeg synes ikke at O’Sullivans spil så helt godt ud for nogle uger siden, men værre står det dog til med mandens psyke. Han skal stramme sig op hvis han skal nå længere end første runde hvor Steve Davis formodentligt venter, og for mig at se skal O’Sullivan være godt tilfreds med en enkelt eller to sejre. Jeg tror ikke han når længere end 3.runde, dvs kvartfinalen.

Stephen Hendry

Hendry er endnu en af de selvskrevne favoritter. Som nævnt i tidligere optakter og analyser findes der ikke en spiller, nulevende eller død, som har vundet ligeså meget som Stephen Hendry. Alene de 6 titler i denne turnering taler sit helt tydelige sprog, og han er (næsten) altid garant for noget rigtig stabilt (nogle vil endda kalde det kedeligt!) snooker. I den seneste tid synes jeg dog at Hendrys form har ladet noget tilbage at ønske. Det hele startede egentlig efter nederlaget til John Higgins i semifinalen ved Grand Prix’et i Preston, siden da synes jeg at han er gået lidt i stå, især virkede han i sine Premier League kampe uinspireret og idéløs. I the Travis Perkins UK Championsship nåede han semifinalen, i mine øjne mest på grund af et bundniveau som ligger ekstremt højt. I semifinalen var den så gal igen, en umådeligt velspillende Steve Davis formåede at udnytte de chancer han fik, og Hendry kunne tage hjem til Skotland for at tænke lidt over tingene. Det er ikke fordi Hendry spiller decideret dårligt, han spiller bare ikke nær så godt som han er i stand til, og så taber han altså en hel del af det psykiske overtag han normalt har når han går til bordet. Om denne turnering bliver et vendepunkt for ham ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at han er en af de spillere i feltet som nyder godt af lodtrækningen. De to største trusler til hans plads i finalen er John Higgins og Shaun Murphy, to spillere som han, hvis han spiller op til sit bedste, burde være i stand til at slå. Mine forventninger til Stephen Hendry er en finaleplads.

John Higgins

Higgins var af mange, inklusive undertegnede, udråbt til en af de helt store favoritter til titlen ved UK Championsship, men sådan skulle det imidlertid ikke gå. Efter en planmæssig 9-3 sejr over Gerard Greene tabte han efterfølgende 6-9 til Ken Doherty, en spiller som han i mine øjne burde have slået med de samme cifre som i Greene-kampen. Jeg synes at det tyder lidt på, at Higgins ikke rigtig kan holde formen fra Grand Prix’et hvor han på det nærmeste fejede O’Sullivan af banen i finalen. Higgins er stadig en af favoritterne, og en semifinale-plads synes inden for rækkevidde, derefter afhænger resultatet meget af, hvordan turneringen udvikler sig og hvem der bliver hans modstandere. Forventet placering bliver således en semifinale-plads.

Steve Davis

Da Steve Davis stillede til start ved ”the Travis Perkins UK Championsship” var der ingen der havde de helt store forventninger til hans spil, men det skulle ændre sig…

Efter forholdsvist tætte kampe imod Mark Allen, Stephen Maguire, Ken Doherty og Stephen Hendry, stod den gamle mand pludselig i finalen imod den 30 år yngre Ding JunHui. Denne skulle vise sig at være den bedste af de to og tog således titlen med en sejr på 10-6 over sin noget ældre modstander. Det laver dog ikke om på det faktum at Davis spillede med en sjældent set gejst og stabilitet som man har ønsket sig fra hans hånd i et stykke tid. Han udtalte selv at han var mere præcis i sit spil i løbet af de 14 dage end han var tilbage i 80’erne hvor han ”regerede” snooker-scenen. Han har et safety-spil som altid har været i særklasse, og var bestemt også exceptionelt i sidste turnering, men det mest overraskende var hans præcision og hans opbygning af breaks. Det eneste der, i mine øjne, mangler i hans spil, er nogle højere serier. Dette var især tydeligt i hans kamp imod Stephen Hendry hvor han ikke afgjorde en eneste frame i et enkelt besøg. Hvis Davis kan finde det samme spil frem igen, er det ikke mange spillere som er i stand til at true ham, og med hans banemand Ding JunHui som fraværende, tror jeg at Davis klarer sig hele vejen til finalen!

Outsidere

Matthew Stephens

Der er ingen tvivl om, at Stephens er en af de mest talentfulde spillere på touren, men indtil videre har det, i forhold til nogle af de andre spillere i feltet, været en kende småt med resultaterne. Han har en enkelt titel i en ranglisteturnering, nemlig UK Championsship i ’03, og derudover har han rent faktisk vundet denne turnering en enkelt gang, nemlig i 2000 hvor det blev til en sejr på 10-8 i finalen over Ken Doherty. Han har opbygget en mindre tradition for at være langsom til at komme ud af starthullerne, og plejer at være fantastisk til at opbygge sin form så han topper ved VM i maj måned. I denne sæson har han ligeledes være lidt sløv i sine første par turneringer, først ved Grand Prix-turneringen i Preston hvor han tabte sin første kamp imod Dave Harold og tabte med cifrene 4-5, og dernæst ved UK Championsship hvor han tabte 3-9 til Stuart Bingham, ligeledes i første runde. Nu er vi så nået til sæsonens 3. turnering hvor Stephens endnu en gang har muligheden for at bryde ”traditionen”. Personligt tror jeg ikke på, at Stephens går hele vejen og tager sin anden titel, det er hans spil simpelthen ikke godt nok til. Dertil kommer at han er placeret i den øverste halvdel af skemaet hvilket giver ham muligheden for at møde både O’Sullivan, Davis og Ebdon, tre spillere som har gyldne muligheder i en kamp imod Stephens. På en god dag er Stephens i stand til at overraske, men personligt tror jeg ikke han når længere end sin første kamp, og 2.runde bliver derfor exit for Matthew Stephens.

Stephen Maguire

Stephen Maguire har haft en svær start på sæsonen, og det unge talent har ikke rigtigt fået spillet i gang endnu. Grand Prix’et i Preston bød på sæsonens første-runde-nederlag, og tendensen fortsatte i Premier League hvor han sluttede næst-sidst, kun ”overgået” af Jimmy White. I York til UK Championsship vendte bøtten dog en smule, og Maguire rendte Joe Swail over ende i første runde med en sejr på 9-2. Så løb den unge skotte ind i Steve Davis i sin anden kamp, og der var overmagten endnu en gang for stor. Nu gælder det så The Masters, og Maguire har, for mig at se, en enestående chance for at bevise at han fortjener den 5.plads han pt indtager på ranglisten. Som sagt har han, efter sin dårlige sæson-start, en del at skulle bevise, og ser man på turneringsplanen hvor et evt kvartfinale-opgør bliver imod enten Matthew Stevens eller Graeme Dott, virker en semifinale-plads ikke som et umuligt resultat, men i mine øjne stopper legen så også der for Maguire.

Paul Hunter

Tidligere mester. Kort inden sidste sæsons VM fik Hunter konstateret kræft efter at have fået fjernet hele 6 cyster i de nedre regioner, og hans kemo-terapi har taget hårdt på ham, ikke kun spillemæssigt men selvfølgelig også psykisk. Hans første optræden efter behandlingen var ved Grand Prix’et i Preston hvor han i 9. og afgørende frame i sin første kamp imod Rory McCleod var så afkræftet at han, efter eget udsagn, havde svært ved at stå på benene. I York virkede han dog i noget bedre form, og han vandt sin første kamp imod Jamie Burnett med slutcifrene 9-8, for dernæst at tabe 2-9 til suveræne Ding JunHui.

Hans sygdom har, som sagt, haft en temmelig kraftig indvirkning på hans fysik, hvilket bliver hans største problem sæsonen ud. Han har simpelthen ikke kræfterne til at spille de lange kampe på 11 og 19 frames, og han får svært ved at afgøre kampene i denne turnering i få frames. Hans behandling er skema-lagt frem til Februar (tidligst) og derefter skal der øjensynligt påregnes op imod 6-12 måneder før alle efter- og bi-virkninger er væk.

Hunter viste i York at talentet ikke mangler og at han har potentialet til at spille rigtig godt. Dette sammenholdt med den enorme støtte han nyder fra publikum giver grund til at tro på en kvartfinale-plads til ”Beckham of the baize” (baize = billardbordets filt), men dernæst taler sandsynligheden for, at kræfterne er sluppet op. Kvartfinalen bliver således (desværre) nok sidste stop for Hunter!