Det er endnu en gang blevet tid til at vende blikket imod de grønne klæder når verdenseliten inden for snooker mødes til traditionsrige SAGA Masters i Wembley hvor de store navne som Higgins, O’Sullivan, Hendry og Dott skal ud og ”svinge kæppen” (spille snooker forstås!!).

Vores ekspert Peter Corneliussen vil undlade at svinge med noget, men han er klar med tip – og nedenstående optakt, hvor turneringens historie samt aktuelle favoritter og outsidere gennemgås.

Turneringen løber fra d. 14. til d. 21. januar. Tip vil løbende blive lagt ud på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Turneringens hjemmeside: http://www.worldsnooker.com/tournament_home-57.htm

Historien

”The Masters” er den turnering der er blevet spillet i længst tid, hvis man ser bort fra verdensmesterskabet. Det er egentlig en art ”invitational” - hvor top16 i verden, vinderen af kvalifikationsturneringen samt et sæt ”wildcards” inviteres til at stille op, og der er ingen ranglistepoint at spille om!

Turneringen så dagens lys for første gang i 1975 hvor verdens top10 mødtes på et hotel i London og hvor førstepræmien var hele 2000£. Der skulle kun gå to år før turneringen for første gang var vidne til et opsigtsvækkende resultat, da Doug Mountjoy, efter at have vundet VM for amatører, var blevet inviteret med, og han kvitterede for invitationen ved at slå så etablerede navne som Fred Davis, Alex Higgins og Ray Reardon, og endte med at løbe med trofæet!

I 1979 flyttede turneringen til Wembley, hvor den er blevet spillet lige siden, for øvrigt en lejlighed ved hvilken Sydafrikas Perrie Mans tog sin eneste titel i karrieren. Samme år stod Alex Higgins for turneringens første 100-break og satte samtidig turnerings-rekord med 132. I 1981 forøgede man feltet til 12 spillere totalt, og året efter vandt Steve Davis sin første af tre Masters-finaler. Præmiepengene steg til 16.000£ efter det, i 1983, blev muligt at TV-transmittere fra begivenhederne, hvilket var udmærket timet, for året efter lavede Kirk Stevens det eneste maximum-break, altså 147, i en Masters-finale til dato.

Snooker-streaker

De næste par år var, bortset fra en 9-0 sejr til Steve Davis over Mike Hallet i finalen i 1988, forholdsvist befriet for drama, men i 1989 trådte Stephen Hendry ind i arenaen for første gang, og endte med at vinde sin første Masters-titel i sit første forsøg. Hendry dominerede turneringen totalt og vandt samtlige finaler indtil 1994 hvor han tabte til Alan McManus. Året efter blev O’Sullivan den yngste spiller til at vinde turneringen, og han indtog ligeledes en plads i finalen i både ’96 og ’97, men i sidstnævnte var det Steve Davis der løb med titlen, 15 år efter at have vundet sit første Masters, for øvrigt en finale der, udover snooker, vil blive husket for en meget høj grad af nøgenhed da snookersporten for første gang var vidne til en såkaldt streaker!!

I ’98 var der endnu en gang spænding til det sidste da finalen skulle afgøres på en ”re-spotted black”, men det var Mark Williams der holdt nerverne i ro, og for første gang i 18 år skulle trofæet tilbringe det næste år på walisisk grund.

Hunters triumfer

Siden ’98 har det suverænt største navn i denne sammenhæng været Paul Hunter. Hunter som for nyligt døde efter en hård kamp med sin kræftsygdom, elskede denne turnering højere end nogen anden, og vandt den tre gange, i ’01, ’02 og 04. Det er han ikke den eneste der har gjort, men hans fightervilje og kølige temperament er tydelige at se når man betragter helheden i hans præstation. Han har stået i tre finaler, vundet alle tre, og alle tre med cifrene 10-9!

Det er en turnering med stolte traditioner, og det bliver spændende at se hvad årets udgave byder på. Som nævnt har hjemstedet været the Wembley Conference Center siden 1979, men det blev revet ned efter sidste års udgave, og nu spilles turneringen i det nye Wembley Arena som forhåbentligt kommer til at fange den samme atmosfære som forgængeren!

Formatet

Som sagt tæller feltet de bedste 16 i verden, vinderen af kvalifikationsturneringen samt to wildcards som i år er Jimmy White og Ding JunHui.

Den forsvarende mester, John Higgins, er seeded som nummer et, verdensmesteren Graeme Dott er seeded toer, og de tre nederste på top16-listen møder hver en kvalifikationsspiller eller et wildcard. Der spilles bedst af 11 frames i samtlige matches indtil finalen hvor der spilles bedst af 19.

Der er ingen ranglistepoint på spil, men til gengæld den største samlede præmiesum, igen bortset fra VM. Der er 130,000£ til vinderen, 62,000£ til nummer to, 32,000£ for en plads i semifinalen osv. Højeste break i turneringen udløser 10.000£ og skulle man fyre et maksimum af sted giver det en check på 25,000£

Spillerne

Der er efterhånden tradition for, at undertegnede kommer med et bud på et par favoritter til turneringen samt et par underdogs, og da det heldigvis er nogenlunde op til undertegnede hvad der skal stå i en optakt som denne her, bliver I trukket igennem møllen igen. Herunder følger mit bud på, hvem der kommer til at præge turneringen i år:

Favoritter

Stephen Hendry

I Masters-sammenhænge kommer man ikke udenom Stephen Hendry. Med 9 finalepladser hvoraf de 6 er endt med en sejr til skotten, kvalificerer han sig vel nærmest til titlen ”the Godfather of the Masters”. Efter en noget sløv ’05/’06-sæson nåede han finalen ved UK Championsship lige inden jul hvor han blev slået af Peter Ebdon. Han er placeret som nummer 7 på den provisoriske verdensrangliste hvilket giver ham et udmærket udgangspunkt på vejen imod en finale. I første runde møder han vinderen af Stevens/White-kampen, og dernæst venter enten Murphy eller Davis inden en eventuel semifinale hvor det med al sandsynlighed bliver enten Dott eller JunHui der venter. Alle er modstandere som Hendry, hvis han rammer dagen, burde være i stand til at slå, og selvom formen er svingende, ser det ganske ok ud. Det kræver at han hiver sit gamle spil op af lommen, og meget af det er noget han skal finde i hovedet på sig selv. Det bliver spændende at se om Hendry skal fejre jubilæum og nå sin 10.ende finale!

John Higgins

Har man sagt ”A” må man også sige ”B”. Hvor Hendry havde en middelmådig sæson i ’05/’06, måbede de fleste snooker-elskere over de præstationer John Higgins leverede. Med sejre i Grand Prix’et og netop Masters (over O’Sullivan ved begge lejligheder) samt finalepladser ved Malta Cup’en og China Open, formåede han at kæmpe sig op som nummer 1 i verden. I denne sæson er det blevet bedre og bedre, startende med en plads iblandt de sidste 16 i Northern Ireland Trophy, en kvartfinaleplads ved Grand Prix’et samt en semifinaleplads ved UK Championsship. Nu betyder statistik ikke det store i snooker, og der er ingen sikkerhed for, at Higgins følger tendensen og ender i dette års finale, men af modstanderne Maguire, Robertson, O’Sullivan, Carter/Bingham, Doherty og Hawkins, er det reelt kun Robertson og Doherty der udgør en stor trussel. De resterende burde han sætte til vægs.

Ding JunHui

Det er bestemt ikke talent den unge kineser Ding JunHui mangler. Han har, i løbet af blot et par sæsoner, spillet sig op som nummer 5 på den provisoriske verdensrangliste, og har allerede tre ranglisteturneringer i posen; China Open ’05, UK Championsship ’05 samt Northern Ireland Trophy ’06. I Grand Prix’et nåede han ikke videre fra sin pulje og som forsvarende mester i UK Championsship tabte han i kvartfinalen til Ebdon som senere skulle løfte trofæet. Til gengæld udraderede han al modstand ved Asian Games umiddelbart inden turneringen i York hvor han vandt alt hvad han stillede op til. JunHui er lidt en spøjs spiller som enten rammer dagen eller også falder lidt igennem. Det står og falder tit og ofte med hans førsterunde-kampe hvor det kræver et godt resultat at komme videre på før der bliver lukket op for posen. Han er utvivlsomt sportens største talent pt. men han er stadig ung og forholdsvis uerfaren og det synes at påvirke ham lidt. Han er væsentligt stærkest over de lange kampe, så præstationen ved Grand Prix’et skal man ikke lægge det store i. Han har Anthony Hamilton i første runde og Ebdon i den næste hvoraf sidstnævnte er den største forhindring af de to, så en kvartfinaleplads burde være indenfor rækkevidde, derfra handler det meget om, hvorvidt Graeme Dott rammer formen i forhold til at afgøre semifinalepladsen.

Outsidere

Ronnie O’Sullivan

Det hører til sjældenhederne at O’Sullivan er at betragte som en outsider, normalt indtager han en pænt sikker plads iblandt favoritterne, men i dette tilfælde skyldes det nogle, mildt sagt, underfundige omstændigheder at han overhovedet er med i optakten. Faldet fra magtens tinder synes at gå den forhenværende verdensmester meget på, og hans spil er noget mindre flydende end det var før i tiden. Det samme gør sig gældende for mandens psyke som virker endnu mere flosset end før. Dette kom for alvor til udtryk i hans kamp i kvartfinalen ved UK Championsship hvor han, nede med 1-4 til Hendry i en kamp der spilledes bedst af 17 frames, pludselig efter en misset rød gav kampen op og forlod arenaen inden nogen anede hvad der var sket. Der er stadig ikke kommet noget klart svar fra O’Sullivan udover en blandt landhandel af undskyldninger over temaet ”jeg følte ikke mit spil var min tilstedeværelse værd” til en tilbagevendende sorg over Paul Hunter’s tragiske død. Snookerverdenen var efterfølgende i oprør og O’Sullivan skal være heldig med, at han ikke blev idømt en eller anden form for sanktioner, støtte fra publikum og tilhængere fik han ikke megen af, og det ville ikke undre hvis han blev mødt med tilråb fra salen når han første gang træder ind. Når han trods alt er at finde blandt outsiderne, skyldes det dels hans spil som kan være ganske formidabelt og dels det faktum at han oftest spiller bedst oven på en fadæse som den han leverede i York. Der må være megen dårlig samvittighed overfor fans og publikum, og han er nødt til at føle at han har et navn at leve op til. Formår han at hive sig selv op ved håret, er han helt sikkert en kandidat til titlen.

Peter Ebdon

Ovenpå hans nederlag til Graeme Dott i finalen ved VM i sidste sæson havde de fleste nok afskrevet Peter Ebdon som vinder af flere ranglisteturneringer, men efter flere års titeltørke vendte verdensmesteren fra 2002 stærkt tilbage ved UK Championsship hvor han gik hele vejen og ikke gav Stephen Hendry mange chancer i finalen som han vandt med cifrene 10-6. Northern Ireland Trophy var lidt en fiasko og han nåede således kun til de sidste 32 inde han tog hjem, og i Grand Prix’et var han en af mange top16-spillere der ikke nåede længere end gruppespillet. Ebdon er typen der er lidt sløv til at komme i gang og han skal helst spille de lidt længere kampe, og dertil helst være nede med et par frames før han rigtig starter op, derfor skal man ikke tillægge Grand Prix’et den store betydning. Denne turnering er lige efter Ebdons hoved og jeg tror på, at hvis han formår at slå JunHui i det der nok bliver deres kamp, så kan han sagtens nå langt.

Neil Robertson

Endnu en af sæsonens nykårede titelindehavere indtager den sidste plads iblandt outsiderne til dette års udgave af The Masters. Med gode præstationer i sidste sæson samt karrierens første titelsejr ved Grand Prix’et hvor han slog Jamie Cope med 9-5 i finalen er han klatret op som nummer 5 på den provisoriske rangliste. Den unge australier er endnu et nyt skud på stammen af talenter, og har helt sikkert nogle af de kvaliteter der kræves at en kommende topspiller. Ovenpå sejren i Aberdeen kom han lidt ned på jorden igen da han røg ud i første runde ved UK Championsship, men det er altid svært at leve op til egne og andres forventninger når man har ofret så meget for sin sport og vinder sin første ranglisteturnering, så vokser presset og det kan være svært at magte samtidig med den øgede mediebevågenhed. Nu har han haft juleferie og har fået det hele lidt på afstand, så mon ikke vi ser en Robertson der er ligeså alsidig i sit spil som han plejer at være, i denne, hans første, optræden ved The Masters.