Seneste opgørelse fra Spillemyndigheden viser, at der nu er i alt 30.451 danske spillere, der har udelukket sig fra pengespil ved at tilmelde sig ROFUS. De oplyser samtidig, at yngre mænd er stærkt overrepræsenterede i registret.

De danske Spillemyndigheder oprettede ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere) tilbage i 2012, og det har i stigende grad været et udbredt værktøj, som danske spillere har benyttet til enten at tage en tidsbestemt pause eller udelukke sig permanent fra pengespil.

Mens flere og flere danskere udelukker sig, så tegner der sig også et tydeligt mønster blandt de registerede.

Hele 76 procent af ROFUS-registerede er mænd, og hver fjerde tilmeldte i registret er mænd i alderen 20 til 29 år.

I en pressemeddelelse meddeler skatteminister Morten Bødskov (S):

- Det er helt tydeligt, at der er én demografisk gruppe i befolkningen, nemlig unge mænd, der er langt mere udsat i forhold til spil end resten af befolkningen. Og vi ved, at spilproblemer ofte har voldsomme konsekvenser for både dem selv, deres fremtid og deres familier.

Spilkortet skal bekæmpe spilleproblemer

Fra politisk side er der begejstring for indførelsen af spilkortet, der betyder, at der fremover skal vises spilkort, når man vil oddse i en kiosk eller et supermarked.

Det skal hjælpe til, at unge under 18 år ikke kan spille om penge samt forhindre hvidvask og matchfixing.

- Vi ved, at der er en sammenhæng mellem at have en tidlig spildebut og at udvikle spilproblemer og spilafhængighed senere i livet. Jeg er derfor glad for, at vi netop har indgået en politisk aftale om et spilkort, som skal forhindre mindreårige i at spille og beskytte de udsatte spillere langt bedre, end det er tilfældet i dag, siger Morten Bødskov i pressemeddelelsen hos Skatteministeriet.

Ved at skulle fremvise spilkort vil ROFUS-udelukkede ikke kunne placere væddemål i fysiske butikker.

Det bliver desuden tjekket, om spilleren eventuelt har overskredet en selvvalgt spillegrænse.

Spil-ID er dog kun et krav ved sportsbetting og i fysiske kasinoer. Samtidig er der ikke billede på spilkortet, hvilket blandt andet har ført til kritik af, at udelukkede spillere og unge under 18 år vil kunne låne spilkort fra andre.

Danske Spil lancerede deres selvstændige spilkort tilbage i november sidste år, hvor man kunne få enten et fysisk kort eller hente spilkortet som app til mobile enheder.

Det forventes, at kravet om obligatorisk spilkort for alle udbydere vil træde i kraft den 1. juli.

Man kan derudover læse mere om ansvarligt spil her, og på www.stopspillet.dk kan der hentes yderligere information og rådgivning.