Den 24. september starter VM i landevejscykling, men denne artikel retter fokus mod herrernes linjeløb søndag den 27. september, hvor Jakob Fuglsang er blandt favoritterne. 

VM i år køres i Imola i Italien, men det var egentlig først planlagt til at blive afholdt i Schweiz. Det blev dog aflyst den 12. august grundet coronakrisen. VM skulle være kørt i Aigle og Martigny fra den 20.-27. september. Den schweiziske VM-arrangør var triste og skuffede over aflysningen.

- Vi er kede af det og skuffede. I knap to år har vi arbejdet hårdt på at organisere et succesfuldt event på en ekstraordinær rute, fortæller præsidenterne for organisationskomittéen, Grégory Devaud og Alexandre Debons, i en fælles udtalelse.

- Vi ved, at der bør tages nationale og globale helbredsforholdsregler, og vores tanker går til alle, der er ramt.

Det er coronarestriktionerne i Schweiz, der ligger til grund for aflysningen. Schweiz har et forbud mod forsamlinger på mere end 1000 personer i landet, og det løber frem til den 1. oktober. 


Det lykkedes dog heldigvis UCI at finde en løsning, selvom verdensmester Mads Pedersen havde håbet på, at der ikke ville blive kørt VM i år, så han kunne få lov at køre lidt mere i den ikoniske regnbuefarvede VM-trikot. Mads Pedersen viste dog flot trøjen frem i sit første Tour de France, hvor han kørte nogle flotte etapeplaceringer hjem. Han blev nummer to på første og sidste etape. 

Odds på VM-vinderen

Herunder kan du se de højeste odds på, hvem der ender i den eksklusive VM-trikot efter linjeløbet i Italien.

Hvem vinder VM i landevejscykling 2020? Højeste odds Bookmaker
Wout van Aert 4,50
Julian Alaphilippe 7,00
Jakob Fuglsang 10,00
Tadej Pogacar 13,00
Primoz Roglic 14,00
Michael Woods 14,00
Marc Hirschi 14,00
Michal Kwiatkowski 21,00
Alejandro Valverde 21,00
Diego Ulissi 25,00
Tom Pidcock 26,00
Tom Dumoulin 30,00
Maximilian Schachmann 35,00
Vincenzo Nibali 40,00
Richard Carapaz 41,00
Michael Matthews 51,00

Odds er senest opdateret fredag den 25. september klokken 13.22. 

Som oddsene ovenover antyder, er der enormt mange ryttere om buddet til at tage VM-sejren. Fuglsang er blandt de tre største favoritter ifølge bookmakerne, og ruten ligner da også guf for Fuglsang. Det går op og ned på ruten, og det ligner ruteprofilen på løb som Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, hvor han jo før har kørt først over stregen i begge løb. Sidstnævnte endda for blot cirka halvanden måned siden. 

Ifølge UCI har tre italienske og et fransk bud været i spil til at være vært for årets VM. Valget faldt som bekendt på Imola, som ifølge UCI-præsident David Lappartient byder ind med en af de hårdeste ruter i VM-historien.

- Jeg er sikker på, at VM i Imola bliver en sportslig fest, selvom vi er i en vanskelig tid, lyder det fra UCI-præsident David Lappartient til unionens hjemmeside.

- Det er et ægte cykelområde, og det bliver en af de hårdeste ruter i VM-historien. Jeg ser frem til at se løbene, fortæller han.

Danmarks VM-hold

Det var egentlig planen, at Magnus Cort skulle være en del af det danske VM-hold, men den 27-årige EF Pro Cycling-rytter er blevet ramt af coronavirus, og i stedet har landstræner Anders Lund udtaget Cofidis-rytteren Jesper Hansen til Danmarks VM-hold til linjeløbet. De otte ryttere er som følger: 

  • Jakob Fuglsang, Astana
  • Michael Valgren, NTT Pro Cycling
  • Jesper Hansen, Cofidis
  • Christopher Juul-Jensen, Mitchelton Scott
  • Mikkel Honoré, Deceuninck-Quick Step
  • Casper Pedersen, Team Sunweb
  • Jonas Gregaard, Astana
  • Niklas Eg, Trek-Segafredo 

Jakob Fuglsang er som nævnt blandt de største favoritter til at vinde VM, og han er derfor selvfølgelig også Danmarks kaptajn i linjeløbet, hvor han har stærke hjælpere omkring sig. 

Til enkeltstarten stiller Danmark op med Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg, hvor Asgreen er det bedste kort til succes. Asgreen blev verdensmester i enkeltstart i 2018 sammen med holdkammeraterne fra Quick-Step, og samme år vandt Mikkel Bjerg faktisk også VM-titlen i enkeltstart for ryttere under 23 år.

Den forsvarende mester i VM på enkeltstart er australieren Rohan Dennis. Han sejrede sidste år foran Remco Evenepoel og Filippo Ganna.   

Selvom Fuglsang på forhånd er udråbt til at være en af de største favoritter til at vinde VM, så er der naturligvis utroligt mange dygtige konkurrenter i feltet, hvor mange kan vinde på en god dag. 

Den største forhåndsfavorit er ifølge bookmakerne belgiske Wout van Aert, og det kan man ikke være overrasket over. Den utroligt stærke belgier viste så sent som i Tour de France sine eminente evner som cykelrytter, hvor han spurtede sig til to etapesejre undervejs, men samtidig også imponerede ved at være en hjælperytter i verdensklasse for Primoz Roglic, der nød godt af van Aerts gode hjælp på både flade og opadgående stykker. Derudover skal man huske, at van Aert slet ikke kørte alle spurter i årets Tour, da hans primære rolle var at være hjælperytter for Roglic. Sidst, men ikke mindst blev van Aert også nummer fire på bjergenkeltstarten op til La Planche des Belles Filles, hvilket vidner om en van Aert i absolut storform. Her slog belgieren i øvrigt Primoz Roglic, der blot blev nummer fem og som bekendt mistede den gule førertrøje til landsmanden Tadej Pogacar på løbets næstsidste dag. Det så ellers længe ud til, at Roglic ville vinde Touren i år, men Pogacar ville det anderledes og brændte en fuldstændig formidabel enkeltstart af. Pogacar endte med at vinde Tour de France 2020 med en margin på 59 sekunder.   

Den næststørste favorit er ifølge bookmakerne franske Julian Alaphilippe, der har VM som sit store mål i år, men han så ikke alt for god ud i årets Tour de France. Han vandt dog stadig en etape undervejs, og han var i mange udbrud undervejs, men han manglede det sidste de fleste dage, og han er i hvert fald ikke i den form, han var sidste år, hvor han ikke var mange minutter fra at vinde Tour de France. Ruten passer ham dog ganske glimrende.

VM-programmet 2020

  • Torsdag den 24. september: Kvindernes tidskørsel
  • Fredag den 25. september: Herrernes tidskørsel
  • Lørdag den 26. september: Kvindernes linjeløb - 144 kilometer med cirka 2.750 højdemeter
  • Søndag den 27. september: Herrernes linjeløb - 259,2 kilometer med næsten 5.000 højdemeter

Ruten skal for herrernes vedkommende køres ni omgange på den 28,8 kilometer lange rundstrækning i Imola. Der er to stigninger på strækninger, der stiger med cirka ti procent. Tre af de i alt 28,8 kilometer går det opad. Kvinderne skal køre fem omgange på VM-ruten. 

Verdensmestre siden 2000

2000: Romans Vainsteins, Letland 
2001: Oscar Freire, Spanien
2002: Mario Cipollini, Italien
2003: Igor Astarloa, Spanien
2004: Oscar Freire, Spanien
2005: Tom Boonen, Belgien
2006: Paolo Bettini, Italien
2007: Paolo Bettini, Italien
2008: Alessandro Ballan, Italien
2009: Cadel Evans, Australien
2010: Thor Hushovd, Norge
2011: Mark Cavendish, Storbritannien 
2012: Philippe Gilbert, Belgien
2013: Rui Costa, Portugal
2014: Michal Kwiatkowski, Polen
2015: Peter Sagan, Slovakiet
2016: Peter Sagan, Slovakiet
2017: Peter Sagan, Slovakiet
2018: Alejandro Valverde, Spanien
2019: Mads Pedersen, Danmark