Om man kan lide det eller ej, så må man efterhånden erkende, at showkampe er kommet for at blive i kampsportsverdenen. Nu rammer fænomenet også dansk jord. Lørdag den 8. juni byder den tidligere OL-bryder, Mark O. Madsen, nemlig boksedarlingen, Patrick Nielsen, velkommen til MMA. Opgøret giver ikke særligt meget mening rent sportsligt, men det skal alligevel nok skabe en enorm interesse i andedammen. Betxpert præsenterer odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen og kigger nærmere på de to kombattanter, og hvad historien har lært os om de såkaldte crossover fights, inden det går løs i buret.

Det kom fuldstændigt ind fra højre. Enhver der følger med i dansk MMA gik og spekulerede over, om Mark O. Madsen omsider ville skrive kontrakt med en af sportens helt store organisationer, som UFC eller Bellator, efter en flot start på sin anden karriere. Det ville være rigtig interessant at se ham blive testet mod bedre modstand for at finde ud af, hvor god han egentligt er, men i stedet får vi en dansk money fight. Det var ikke lige det, som jeg havde håbet på.

Før diverse medier udråber dette til at være en rød-hvid udgave af Godzilla vs. King Kong, så lad os lige slå en ting fast – den her kamp er enhver promoters våde drøm, men den er ikke lavet for sportens skyld. Jeg under virkelig Madsen en rigtig payday efter at have slidt og slæbt på brydemåtterne i årevis, men jeg håber inderligt, at han vender blikket mod udlandet, når dette event er overstået.

Odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen hos Danske Spil her

Madsen vs. Nielsen odds

Der er endnu ikke særlig mange bookmakere, som tilbyder odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen, men det står allerede klart, at Madsen bliver regnet som kæmpefavorit. Det er på ingen måde underligt, da han havde sin første kamp som professionel MMA-kæmper tilbage i september 2013, mens Nielsen aldrig har sat fod i et bur før. Nielsen er på ukendt grund på flere områder. Han er efter alt at dømme en novice, når det kommer til grappling, han er ikke vant til runder på fem minutter, hvilket kan få betydning, hvis han ikke formår at blive på fødderne, og han er endda blevet tvunget en smule ned i vægt, hvilket kan hæmme hans energiniveau i en lidt længere kamp.

Hvem vinder MMA-kampen mellem Mark O. Madsen og Patrick Nielsen? Bedste odds Bookmaker
Mark O. Madsen 1,08
Patrick Nielsen 6,50

Odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen er senest opdateret tirsdag den 6. juni kl. 11:16. 

Byd endelig ind med kommentarer, spilforslag og spørgsmål. Jeg vil hellere end gerne diskutere alting, hvis nogen skulle være interesserede. Det kan i øvrigt sagtens tænkes, at jeg kommer med en analyse, hvor de tekniske aspekter i kampen bliver vurderet nærmere.

Odds på method of victory Bedste odds Bookmaker
Mark O. Madsen på point eller teknisk afgørelse 7,50
Mark O. Madsen på KO, TKO eller diskvalifikation

2,10

Mark O. Madsen på KO eller TKO

2,30

Mark O. Madsen vinder IKKE på KO eller TKO

1,56

Mark O. Madsen på Submission 2,30
Mark O. Madsen vinder IKKE på Submission 1,72
Patrick Nielsen på point eller teknisk afgørelse ​​​​50,00
Patrick Nielsen på KO, TKO eller diskvalifikation  8,00
Patrick Nielsen på Submission ​​​​25,00
Kampen ender uafgjort ​​​​70,00
Odds på antallet af omgange Bedste odds Bookmaker
Over 1,5 omgange 3,50
Under 1,5 omgange 1,26

Odds på method of victory og antallet af omgange er senest opdateret tirsdag den 6. juni kl. 11:16. 

Odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen hos Nordicbet her

Mark O. Madsen - fra OL til MMA

Danmark
34 år (23. september 1984)
7-0, 2 KO, 2 sub
Ortodoks
Højde: 178 cm.
Rækkevidde: -
Vægt: 75.5 kg.

Mark "The Olympian" Overgaard Madsen har bl.a. besejret Alexandre Bordin og Thibaud Larchet. Før han dedikerede sig til MMA, så vandt han bl.a. sølv i græsk-romersk brydning ved OL i 2016.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke besidder den største indsigt, når det kommer til dansk brydning, men jeg husker, hvordan jeg første gange stiftede bekendtskab med Madsen i en dokumentar, hvor DR fulgte hans forberedelser op til OL. Det er mange år siden, men programmet må alligevel have gjort et ret stort indtryk på mig. Manden fra Nykøbing Falster slog mig som en virkelig sympatisk person med begge sine ben plantet solidt på jorden. Jeg fulgte kun sporadisk med, mens han vandt sine medaljer ved OL og VM, men min interesse blev med det samme skærpet, da han meldte ud, at han ville dedikere sig fuldstændigt til MMA. Det var dokumentaren, der kom tilbage. Madsen var ikke længere nogen vårhare, så han havde så sandelig tiden imod sig, men han havde vist mig den helt rette mentalitet i forhold til at skulle komme langt i en anden sport.

Madsen har uden tvivl udviklet sig som MMA-kæmper, hvilket er alfa og omega, hvis man skal begå sig på højt niveau. Han har sejre på submission via guillotine choke og et par flotte knockouts, men det bemærkelsesværdige er, at han aldrig har glemt sine rødder. Det var lige, hvad jeg håbede på, når han nu lod til at have hovedet skruet godt på. Man ser desværre ret ofte, at grapplere bliver forelskede i striking, efter de oplever at vinde på knockout, men Madsen er fortsat med at implementere sit drænende pres op langs buret eller på jorden. Når selv de bedste græsk-romerske brydere i verden oftest ikke kunne finde noget svar over for ham, så giver det sig selv, at han vil være en mundfuld for de fleste MMA-kæmpere, så længe han forsøger at udnytte sine styrker. Det tager selvsagt år at udvikle så store evner inden for én enkelt disciplin. Dette når de fleste i MMA aldrig.

Patrick Nielsen - turbulent karriere

Danmark
28 år (23. marts 1991)
29-3, 14 KO
Southpaw
Højde: 183 cm.
Rækkevidde: 185 cm.
Vægt: 75,5 kg.

Patrick Nielsen er tidligere WBA International-mester på supermellemvægt. Han er desuden tidligere WBA- og WBO Inter-Continental-mester på mellemvægt. Han har bl.a. besejret Patrick Mendy, Patrick Majewski, Jose Pinzon, Tony Jeter, George Tahdooahnippah, Ruben Eduardo Acosta, Charles Adamu og Rudy Markussen, mens han har tabt til Dmitrii Chudinov, John Ryder og Arthur Abraham.

Jeg er mere på hjemmebane, når det kommer til Nielsen. Jeg har fulgt ham fra starten, da han virkede som det mest oplagte bud på den næste Kessler, men så langt kommer han nok aldrig. Han har haft nogle turbulente år, efter at have lidt et grimt knockoutnederlag og være blevet droppet af sin tyske promoter, Sauerland, men når dette er sagt, så er han stadig kun 28 år gammel, så det ville være forkert at male fanden på væggen. Jeg var selv rimelig skeptisk over for Nielsen, efter han blev stoppet mod den solide John Ryder. Nederlaget var i sig selv ikke særligt slemt, da englænderen er en meget undervurderet fighter, men det var virkelig bekymrende, hvordan kampen udviklede sig. Nielsen løb hurtigt tør for kræfter, så han blev et let mål for Ryder, som ikke er kendt for at være en stor puncher. Knægten fra Albertslund rejste sig til gengæld, da han fik en storkamp mod den tidligere mester Arthur Abraham.

Der er ingen tvivl om, at den tyske legende har set bedre dage, men han var stadig stor favorit mod Nielsen og havde ryggen mod muren efter et par nederlag. Der var altså ingen chance for, at han ville tage let på opgaven, hvis han skulle headline store events efter danskeren. Jeg synes, at det udviklede sig til en tæt kamp, som var svær at score. Det kunne være gået begge veje. Det afhang af, om man foretrak Abrahams power eller Nielsens aktivitet. Desværre siger man, at det kræver en knockout for at få en uafgjort i Tyskland. Uanset resultatet viste Nielsen, at han stadig har en hel del tilbage, så det gælder bare om at bevare motivationen for ham. Jeg kan godt blive lidt bekymret over, at han vælger en kamp som den her efter en rigtig flot præstation. Normalt er det MMA-kæmperne, der spejder mod bokseringen. Omvendt har Nielsen ikke vildt meget at tabe.

Odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen hos Danske Spil her

Boksning vs. wrestling

Det er slet ikke noget nyt fænomen, at kæmpere fra én kampsport prøver lykken i en anden. Allerede i midten af 1970'erne begyndte den japanske catch wrestler Antonio Inoki at arrangere showkampe mod mestre fra forskellige discipliner. Hans mål var at vise, at brydning var den overlegne kampsport. Det lykkedes ham at sætte en kamp op mod selveste Muhammad Ali. På dette tidspunkt var Ali på sit højeste. Han kom til Japan efter at have slået blandt andet George Foreman og Joe Frazier inden for de seneste par år. Selve kampen var et sørgeligt syn. Inoki var så hæmmet af de regler, som var blevet aftalt, at han lå på jorden størstedelen af tiden og sparkede Ali på benene. Ingen var villige til at kæmpe på den andens præmisser, så det endte med et antiklimatisk draw.

Efter den fadæse gik der femten år, før en lignende kamp blev sat op. Opskriften var fuldstændig den samme: En japansk catch wrestler, Nobuhiko Takada, tog imod en amerikansk sværvægtsbokser, Trevor Berbick. I dag er Berbick kendt som ham, en ung Mike Tyson vandt sit første verdensmesterskab imod og for at være Alis sidste modstander, så han havde en flot karriere, men hans præstation i denne kamp var decideret pinlig. Han havde overhovedet ikke sat sig ind i reglerne for en MMA-kamp. Takada kom ud og sparkede hans ben totalt i stykker. Berbick brokkede sig til kamplederen, mens japaneren, som ikke havde gjort noget forkert, fortsatte sit voldsomme angreb. Det endte med, at bokseren udvandrede fra ringen i protest, så han blev diskvalificeret. Endnu en stor skuffelse.

Boksning vs. MMA

I november 1993 afholdte UFC deres første event. Der var tale om en turnering, hvor otte kæmpere med forskellige baggrunde mødtes for at afgøre, hvilken kampsport der var den ultimative. Vinderen blev Royce Gracie med sort bælte i brasiliansk jiu-jitsu – en stil som ingen kendte endnu. I sin første kamp mødte han den 25 kg. tungere bokser, Art Jimmerson, som igen ikke var forberedt på, hvad der ventede ham. Han stillede op i buret med boksehandske på én hånd for at kunne jabbe, men det gjorde det fuldstændig umuligt for ham at forsvare sig, hvis han skulle ende på jorden. Jimmerson blev let taget ned og mountet, hvorefter han gav op uden modstand. Der skete ikke rigtig noget, men kampen viste, at boksere ikke skal gøre sig forhåbninger i et bur, hvis de ikke har trænet en form for grappling.

Boksere har det svært i et bur

Foruden Jimmerson er de mest navnkundige boksere, som har forsøgt sig i MMA, Erik Esch, der er bedre kendt som Butterbean, Francois Botha, Ray Mercer og James Toney. Esch blev submittet med en heel hook, selvom han vejede over 100 kg. mere end sin modstander, Genki Sudo, og Botha blev submittet med en armbar, selvom han vejede ca. 40 kg. mere end sin modstander, Yoshihiro Akiyama. Mercer er den eneste bokser, som har oplevet succes i buret. Han var i kamp mod den tidligere UFC-mester på sværvægt, Tim Sylvia, som han knockoutede på blot ni sekunder. Nederlaget satte MMA-kæmpere over hele kloden i et dårligt lys, selvom det var en enlig svale.

Toney er den bedste bokser, som har forsøgt sig i MMA. Han kom håbløst naivt for at følge Mercers gameplan mod UFC-legenden Randy Couture, men han blev taget ned inden for få sekunder og vidste overhovedet ikke, hvordan man forsvarer sig på jorden. Han havde inden kampen gjort grin med MMA-kæmpere, som han mente var quitters, hvis de tappede out, når de var fanget i en submission, men han endte med at gøre det samme.

Odds på Mark O. Madsen vs. Patrick Nielsen hos Nordicbet her

Den endelig dom

Boksere har overordnet set ikke en særlig god rekordliste i MMA, men der er flere kæmpere med en baggrund inden for striking, der har fået succes i buret. Listen tæller blandt andet formidable thaiboksere som Joanna Jedrzejczyk og Valentina Shevchenko, som begge er blandt de absolut bedste kvindelige kæmpere i verden. Der er formentlig også mange, som kender Stephen Thompson, der havde en lang karriere som kickbokser, hvor han var ubesejret. Det bedste eksempel, undtagelsen der bekræfter reglen, når det gælder boksere, må dog være den mangedobbelte verdensmester, Holly Holm, som endte med at vinde UFC-titlen efter en dominerende sejr mod den dengang urørlige Ronda Rousey. Fælles for disse navne er, at de brugte flere år på at tilpasse sig MMA, før de begyndte at konkurrere på højeste niveau. Det er altså ikke en luksus, som Nielsen har op til denne kamp.

Jeg ved godt, at jeg bringer mange gamle eksempler op. Selvfølgelig er kendskabet til MMA vokset eksponentielt de seneste år, så det er på ingen måde sandsynligt, at Nielsen møder til kamp ligesom en Berbick. Foruden den oplagte mulighed for at komme med en lille historietime, en chance jeg altid griber, så synes jeg stadig, at de fleste pointer holder vand i dag. Boksning har et begrænset regelsæt. Når en MMA-kamp er i gang, så er der til gengæld så mange variabler at skulle holde styr på. Dette betyder, at selvom Nielsen har lært at forsvare takedowns eller submissions, hvilket er meget tvivlsomt, så er det noget andet at applicere disse teknikker i real time.

Patrick Nielsen er på usikker grund

Nielsen kommer til at ofre sit ben fuldstændigt, hvis han står i sit normale stance. Han kan både blive sparket synder og sammen på afstand, uden at være i stand til at levere counters, og han vil blive tage ned uden problemer, da han giver Madsen noget at gribe fat i. Hvis han forsøger at stå anderledes for at stoppe dette, så er spørgsmålet, hvor effektiv han er med sine hænder. Han er barfodet, så han kan ikke plante fødderne, som han er vant til, og han har mindre handsker, så hans defensiv bør være svækket, hvis han forsøger at blokere slag.

Uanset hvad bør Nielsen blive begrænset offensivt på grund af truslen om takedowns. Han kan ikke committe i sine angreb uden at risikere at blive bragt i dårlige positioner. Dette kan tvinge ham til at tænke så meget på, hvad der kommer fra Madsen, at han aldrig får åbnet op. Det lyder ikke som om, at Madsen har tænkt sig at forære noget væk. Han kommer ikke for at teste sin striking, men for at gøre, hvad han altid gør. Det bør Nielsen ikke kunne nå at forberede sig ordentligt på. MMA tager flere år at lære, så jeg tror på et mismatch.

Her til sidst vil jeg lige indskyde, at det er fint, at denne slags kampe bliver lavet. Man skal bare være opmærksom på, hvad der ligger bag – penge. Hvis man tuner ind til showkampe, så er det altså ikke i orden at klage over, at fighting er kedeligt eller forudsigeligt, så ens penge er gået til spilde på pay-per-view. Showkampe er primært hype. De byder meget sjældent på rigtig god fighting. Hvis Madsen vs. Nielsen virker appellerende, så husk at se med, når de møder en modstander, der er mere på lige fod med dem selv i deres næste kamp. Eller tune ind, når magikere som Canelo, Lomachenko og Crawford bokser, og når UFC afholder deres helt store events.